Fiskeren og grænsen for mørket

En fisker og hans familie var hårdt ramt af ulykke. Fiskerens båd var sprunget læk, og der var ild i hans og hans kones hus. Til trods for det blev familien ved med at leve, som om intet var hændt. Fiskeren tog ud for at fiske i den synkende båd, konen passede det brændende hus, og børnene gik i skole og fik sedler med hjem om, at de havde ild i en vis legemsdel.

En ung teologistuderende, der som en art adspredelse fra sit arbejde på en større opgave om de enkelte bestanddele i den for ham ejendommelige psyke, det af Gud og Satan prøvede menneske Job var i besiddelse af, var på rejse op langs den kyst, hvor den ulykkesramte fiskerfamilie boede, lod sig i en sådan grad anfægte af, at han uforvarende var kommet til at overvære, at fiskeren anløb i sin synkende båd og efterfølgende blev modtaget med åbne arme af konen og børnene i det brændende hus, at han indlogerede sig på det nærtliggende sømandshjem for at iagttage og gøre notater om den ulykkesramte fiskerfamilies daglige udfordringer i større detalje, og en morgen en uges tid efter, da fiskeren iført olietøj og sydvest og med en dampende pibe i munden var på vej fra sit brændende hjem ned til sin synkende båd, sprang den teologistuderende frem fra sit skjul bag en busk, hvorfra han indtil da med en kikkert, som oprindeligt havde været beregnet til at iagttage egnens rige fugleliv med, havde foretaget sine observationer, og standsede fiskeren og spurgte ham om, hvordan han dog i himlens navn var i stand til at holde sit og sin families miserable liv ud.

Da sagde fiskeren efter en kort betænkningstid med en usædvanlig mild og melodisk stemme:

”Det er allerede flere år siden, at en styrtsø slog en læk i min båd, som ikke kunne repareres, og et lyn slog ned i mit og min kones hus og antændte en brand, som ikke kunne slukkes. Først troede jeg, at båden ville synke, og at jeg ville drukne, og at min kone og mine børn ville brænde inde, og at vores hus ville brænde ned. Det skete imidlertid ikke. Herren kan pine og plage menneskenes børn, men han er ikke hjerteløs. Som der står skrevet i den hellige skrift: Herren satte en grænse for mørket. Mit og min families liv er bestemt ikke let, bestandigt i fare for henholdsvis at drukne og brænde ihjel som vi er. Men når dagen er omme, og jeg lægger mig på knæ for min skaber for at bede min aftenbøn, hvad kan jeg, ulykkelige skabning eller tilsyneladende ulykkelige skabning, andet end at konstatere, at jeg endnu ikke er druknet, og at min kone og mine børn endnu ikke er brændt ihjel? At være ved at drukne, men netop ikke drukne, at være ved at brænde ihjel, men netop ikke brænde ihjel, det er tilsyneladende vores skæbne.

Men tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg er i stand til at holde mit og min families i dine øjne miserable liv ud. Jeg kan ikke sige andet end at ved at lade som ingenting. Det lyder måske ejendommeligt for en, som ikke har prøvet det på sin egen krop, men der er dage, hvor jeg og min kone og mine børn ikke skænker lækken i båden og ilden i huset en tanke. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi da er lige så lykkelige som enhver anden familie, hvis ikke mere. Når vi er i det humør, kan vi endda finde på at spøge med vores ulykke. Jeg kan som for et imaginært publikum på jorden eller i himlen foregive, at jeg øser vand ud af min båd, og min kone er en sand mester til at parodiere en desperat mor, som forsøger at slukke ilden på det yngste barns værelse. Det er imidlertid alt sammen spil for galleriet, for inderst inde ved vi begge, at det nytter lige så lidt som at forsøge at slukke helvedets flammer eller gøre en ende på Tantalos, Sisyfos og Ixions lidelser.

Så for at konkludere: Til at begynde med, i dagene efter den guddommelige storm havde fejet hen over egnen og havde afsat sine martrende aftryk på mennesker, dyr og landskab, var vores liv næsten uudholdeligt, men som tiden gik, og vi så, at lækken i båden og ilden i huset ikke ændrede vores liv nævneværdigt, lærte vi at affinde os med vores skæbne: At leve med ulykken blev en vane.”

Efter disse ord nikkede fiskeren kort til afsked og fortsatte videre ad vejen ned til sin synkende båd. Den teologistuderende tog hjem til sit studerekammer og begyndte forfra på sin opgave, som fik titlen Grænsen for mørket.

Model af verden som en mangfoldighed af verdner

Relationer mellem verdnerne

Koinos kosmos er lig med kenoma.

Idios kosmos er en delmængde af pleroma.

Den ene person er i verden. Den anden person er af verden. Den førstnævntes private verden står i modsætning til den fælles verden, men er en del af en transcendent verden, som den fælles verden er indlejret i. Den sidstnævntes private verden er en del af den fælles verden. Der er sammenfald mellem personens funktion og eksistens.

Teori om guddommelig invasion

Fuldstændig passivitet og gøren sig lille indtil det usynlige medfører, at pleroma gennembryder kenoma, at det guddommelige invaderer ens hele eksistens.

Tilnærmet selvudslettelse gør ens nære jordiske omgivelser konkav, hvilket medfører, at den himmelske verden, som den jordiske verden er indlejret i, bliver tilsvarende konveks for til sidst at invadere ens nære jordiske omgivelser på samme måde, som en dråbe, der samler sig på en utæt vandhane, til sidst må give slip og lade sig falde.

Stormløb mod den sidste jordiske grænse ved hjælp af apati

Havde Columbus opgivet sin rejse, ville indianerne have opsøgt ham i hans studerekammer og udråbt det til en indiansk koloni. Paulus’ bestandige fokus på sin egen magtesløshed. Englen kom til Paulus og befriede ham fra hans fangenskab, netop ikke på grund af hans magt, men på grund af hans afmagt. At opgive hele ens personlige eksistens er således det bedste råd, man kan give den opdagelsesrejsende. Det sætter det forjættede land i bevægelse mod den Babelsskakt, man har gravet ved at trække sig ind i sig selv. Sneglen forsvinder ind i ens indre labyrint. Jeghuset står tomt. Nu venter spirets mange vindinger blot på, at det guddommelige som en eremitkrebs flytter ind.

Synkrone drømme skaber falske verdner

Hvis to mennesker drømmer den samme drøm, holder den op med at være en illusion. Den slags synkrone drømme er imidlertid meget sjældne. Måske var det sådan, verden oprindelige blev til? Mand og kvinde drømte den samme drøm. Endnu ikke modløse mennesker kalder det for kærlighed. Derfor mener de, at kærligheden er verdens princip. De modløse mener derimod, at manden og kvinden er som vingeløse larver, og at de først, når kærligheden forliser og den falske eller faldne verden, som deres kærlighed har skabt, bryder sammen, som englesommerfugle fri af puppen kan flyve op mod lyset og dommen.

Natlig operation

En nat drømte jeg, at jeg blev opereret af min afdøde far, da forudgående undersøgelser tilsyneladende havde afsløret, at jeg havde en blodprop i hjertet. Han påstod, at operationen havde reddet mit liv. Selvom jeg med mine ydre manerer udtrykte en vis reserveret taknemmelighed over for ham, som om jeg havde fået en gave, som jeg ikke ønskede mig, og som jeg forudså, at jeg ikke ville få brug for, var jeg meget utryg ved hele situationen, da jeg vidste, at det nærmeste min far kom på at være hjertekirurg, var, at han hele sit liv havde interesseret sig for skarpe knive og havde været god til at filetere fisk. Men måske var jeg som ved tidligere lejligheder dybt uretfærdig over for ham? Måske havde han efter sin død læst medicin ved et velanset universitet på en exoplanet omkring en stjerne mellem stjernetågerne Hjertet og Sjælen i stjernebilledet Cassiopeia? Efter endt studie var han nu tilbage på jorden, i kittel, med maske for næse og mund, og skalpel i hånd, i et anatomisk teater udførende en livgivende operation på sin fortabte søn. Han blev ved med at pointere, at jeg var hans patient. Hans hjertepatient.

Da jeg vågnede, overvejede jeg, om jeg skulle kontakte det nærmeste hospital med henblik på evaluering af den natlige operation og eventuel genoptræning, men jeg opgav, da jeg ikke kunne overskue at fremlægge min sag først i modtagelsen og senere over for overlægen på grund af min sproglige afmagt over for mine medmennesker. Hvad nytter det at spørge et godsindet menneske om vej, når man ikke selv er klar over, hvor man skal hen?

Jeg frygter nu, i hvilken forklædning min far vil dukke op i mine kommende drømme. Hvis det bliver som knokkelmanden med timeglas og le, vil jeg da nogensinde komme til at vågne af drømmen igen? Jeg går ud fra, at hvis jeg fortalte om min drøm og min reaktion på den til en ven, ville han opfatte mig som en dårlig søn, så lidt jeg påskønner min faders hjælp fra den anden side af graven. ”Han er,” ville han sige, ”den barmhjertige samaritaner, som standser for at hjælpe dig i din nød, hvor alle andre blot går forbi. Han, som har båret dig på hænder og fødder hele dit liv.”

Fordele ved at være et træ frem for et menneske

Fordele ved at være et træ frem for et menneske: et længere liv, ingen hjerne, ingen mund, ingen ben, ingen kønsorganer, sammenfald mellem eksistens og funktion, mellem vej og mål, ingen uopfyldte indre krav, ingen bristede forhåbninger, ingen permanent meningskrise, ingen mor, ingen far, ikke vidne til deres død, ingen sorg over ikke at kunne skabe en familie selv, større tilpasningsevne til årstiderne, mere vertikalitet, mindre horisontalitet, rod i jorden, krone i himlen, at være en del af foråret i stedet for kun at være et vidne til det, efteråret kun et forbigående fænomen, det slår ikke rod i en, et gammelt egetræs blade er som et ungt egetræs, konstans.

Den tredje skabelsesmyte

Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende tilsyneladende simple ordlyd:

Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede derpå brønden.

Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.

Gul måne

Hvor var månen gul, da den stod op over byens tage her til aften. Det var, som om der var udbrudt en måneomspændende brand deroppe. Jeg tænkte på min far og mor, kongen og dronningen af månen, og på slottet Stjerneborg, som tilsyneladende stod i flammer. Det er aldrig rart at overvære, når der går ild i barndommens klode. Jeg ser frem til vinterens blå måner.

Sproget i graven

Når jeg om sommeren bliver brun, kommer ar til syne i mit ansigt og på mine hænder som hvide hvaler i et lerfarvet hav set højt oppe fra, ar, som hver især har deres egenartede historie som artefakterne i et fjernt beliggende lands kulturhistoriske museum, som ingen rejsende næppe orker at stifte nærmere bekendtskab med, og jeg overvejer, hvordan mine omgivelser kan forvente, at jeg skal kunne glemme, når min krop ikke kan det? Min krop, som jeg her nødvendigvis må fremstille, som var den en for mig fremmed skikkelse, i et for mig fremmed kvarter, som jeg af uransagelige grunde har besluttet mig for at følge efter, hvilket den måske også er.

Ensomhed er som at være levende begravet. Man befinder sig i mørket inden i en kiste. Børn og unge mennesker danser i solskinnet i parken langt over en. Man lytter med tilbageholdt åndedræt til deres fodtrin og fornøjede udbrud, som forplanter sig ned gennem jordlagene. Men måske findes børnene og de unge mennesker slet ikke, måske er jordens overflade kun en tankekonstruktion, som den, som er levende begravet, og generationerne af dem, som var levende begravede før denne, har skabt som en art afmægtigt svar på indespærringen og mørket? Måske findes kun graven og sproget i graven, som forbinder en med dem, som er døde, og dem, som endnu ikke er døde?

Ens frelse må da bestå i at begynde at tale ud i mørket, idet man omhyggeligt udvælger sig de ord og sproglige vendinger, som gør, at ens røst fremstår som et kor af røster. Udtaler jeg ordet ensomhed, er jeg ikke mere ensom, fordi jeg nu indgår i et fællesskab med alle de ensomme, som engang før mig har udtalt ordet.

Jeg har set et menneske dø. Da det holdt op med at trække vejret, glattedes dets hud sig ud og lagde sig tæt om kraniet. Sjælen sidder i rynkerne.

René Magritte – humor som en pæl i kødet

Hvis René Magritte ikke havde haft glimtet i øjet, ikke havde haft jesterens attitude – med narrens hat erstattet af en bowler – ville hans status i verdenskunsten have været dramatisk anderledes. Sortér de dårlige vittigheder blandt hans billeder fra og ignorér de resterende billeders bevidst vildledende titler, og han fremstår som en af de allerstørste kunstnere nogensinde: en filosoffernes maler, en innovator af den religiøse ikonografi i den moderne og postmoderne tid.

Tag eksempelvis hans billede La grande famille. Et simpelt vejrskifte – regnen stilner af, himlen klarer op – får i hans vision karakter af et universelt billede på forsoning mellem himmel og jord, som både alluderer til Syndfloden og Bebudelsen.

Humor som en pæl i kødet. Humor som en forhindring for erkendelse og anerkendelse. Victor Borge sagde, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker – smilet forstået som reaktion på humor. Det er sandt. Men samtidig er smilet desværre også den længste afstand mellem mennesket og sandheden. 

Den indespærrede engel

Det fortælles, at Michelangelo engang under et besøg i et marmorbrud i enten Carrara eller Pietrasanta med henblik på at finde velegnede marmorblokke til fremtidige skulpturer i et hjørne fik øje på en deform og misfarvet marmorblok, som ingen andre tilsyneladende ville vide af, hvori en af guds engle var indespærret som en fange i en fængselscelle. Ligegyldig hvor meget englen hev og sled i tremmerne og baskede med sine små vinger, kunne den ikke slippe ud af marmorets fængsel.

Michelangelo ynkedes inderligt over den indespærrede engel og greb sin hammer og sin mejsel, som han altid medbragte i en rem om livet, for at befri den. Det var lige så let for ham at befri englen, som det er for et nutidigt menneske at lukke en sommerfugl, som har forvildet sig ind gennem et åbentstående vindue en sommerdag, ud igen. Det var blot at hugge, indtil man nåede huden, og derpå stoppe, som Michelangelo udtrykte det på den noget brovtende og skrydende facon, som var karakteristisk for ham. Han vidste godt, at han var mesteren over alle mestre. Men han vidste også, hvem der havde gjort ham til det, hvem han havde at takke for det.

Hvis Michelangelo var lykkedes med sit forsæt, var den indespærrede engel, befriet for sit overflødige marmor, måske blevet kunsthistoriens smukkeste statue af en engel, ved side af hvilken eksempelvis hans David eller hans Pietà ville have blegnet. Men netop som Michelangelo efter at have placeret mejslen mod marmoret løftede hammeren for at slå den første skærve af blokken, kom et sendebud fra pave Julius 2. med besked om at møde i Det Apostolske Palads i Rom til forhandlinger om at dekorere Det Sixtinske Kapels loft. Modvilligt måtte Michelangelo stige op på sin hest og i galop hen over den etruskiske slette nord for Rom med dens utal af små gravkamre med fresker af begravelsesoptogenes ekstatiske danserinder følge efter det pavelige sendebud.

Således blev den deforme og misfarvede marmorblok, hvori englen var indespærret, efterladt tilbage i marmorbruddet. Michelangelo fik i tiden fremefter så meget at se til, at han glemte alt om den. Englen kaldte på ham fra sit fængsel af marmor, som den troende fra den bundløse afgrund kalder på sin skaber. Men Michelangelo kunne ikke høre den kalde. Eller måske kunne han høre den kalde, men kun når han sov og drømte. Den hjælpeløses ubesvarede bønner er den sovende Guds mareridt, lyder en ejendommelig sentens fra et gammelt gnostisk skrift. Under alle omstændigheder: Englen kaldte og kaldte, men den kaldte forgæves. Michelangelo, dens eneste mulighed for frelse og befrielse, kom aldrig igen.

Først lang tid senere, i midten af det tyvende århundrede, blev marmorblokken, som englen var indespærret i, skåret op til fliser, som blev brugt til beklædning af et lille mørkt toilet i hallen i et hotel, som forbavsende hurtigt fik et snusket præg over sig, i en sidegade i Rom. Hver dag modtog den nu ikke alene indespærrede, men også fragmenterede engel den ene trængende hotelgæst efter den anden. Sic transcit gloria mundi – således forgår verdens skønhed – får jeg lyst til at udbryde, men ordene passer i grunden ikke i dette tilfælde. For den skønhed, som jeg her forestiller mig forgå, så jo aldrig dagens lys. Det er jo netop hele pointen med denne fortælling: Verden kom aldrig til at se englens skønhed. Det var kun det store geni Michelangelo, som havde blik for den. Og noget, som aldrig har set dagens lys, kan naturligvis aldrig forgå. Eller kan det?

Nu kunne man frygte, at den på en gang indespærrede og fragmenterede engel med al den tid, den havde til at grunde over sin tragiske skæbne i sin nye hulelignende bolig fjernt fra solen, gik hen og blev et voldsomt bittert og selvoptaget væsen. Det skete imidlertid ikke. Tværtimod. I stedet for at ynke sig selv rettede den sit altid nysgerrige blik mod de mennesker, som kom og gik på hotellet, og som var af en hel anden type end de håndværkere og kunstnere, den havde været vant til i marmorbruddet. Særlig fulgte den hotelpersonalet i deres daglige rutiner, da det i modsætning til, hvad der var tilfældet med hotelgæsterne, som kun opholdt sig for en kortere tid på hotellet, gav den mulighed for at betragte menneskenes liv som helhed, og den fik således mulighed for at opdage deres stille lidelse og smerte. Det er utroligt, hvad man kan få ud af en ordveksling mellem en receptionist og en stuepige, som man hører gennem en åbentstående dør, når man ikke har andet at tage sig til. Hverdagssproget er et mikrokosmos. Den talende er kun halvt til stede i de ord, han eller hun udtaler. Resten af pladsen optages af et gådefuldt kor af den talendes forældre, bedsteforældre og andre forfædre, og af talemåder og digtere og filosoffer. De døde er ikke døde. De taler med, når de levende taler. De ånder med, når de levende ånder. Det blev med tiden en meget klog og empatisk engel, og da den havde rig lejlighed til at overveje sine formuleringer, gav det dens ord vægt, når den til hotelgæsternes gåsehudsfremkaldende gysen en gang imellem oplod sin røst.

”Det er en grundlæggende egenskab ved det bjergrige skæbnelandskab, som rummets tre dimensioner og tiden tilsammen udgør, at menneskene lever indlejret i det som endnu ikke udhuggede skulpturer,” lød det hviskende fra de marmorbeklædte vægge, når man trådte ind på toilettet. ”Tag eksempelvis Piero, som indtil for nylig var hotellets piccolo. Ufærdig som han var som menneske, var han for mig at se at ligne med en ufuldendt skulptur, en non finito, når han under stort møje og besvær bar hotelgæsternes tunge kufferter op ad trapperne til deres værelser, mens hotelgæsterne selv lod sig transportere op i hotellets enlige og underdimensionerede elevator. Et sted i det uforarbejdede marmor kom den ene af Pieros hænder, som bar kufferterne, til syne. Den mindede om en druknendes hånd, som når den for sidste gang stikker op af et oprørt hav. Et andet sted i det uforarbejdede marmor kom Pieros ansigt til syne. Det mindede om et spædbarns grådkvalte ansigt, som når det kommer til syne i en fødende kvindes åbne liv. De to analogier siger alt om Pieros skæbne. Han var i sit alt for korte liv altid undervejs til enten at drukne eller blive født.

Til at begynde med var Piero som et menneskefoster indespærret i en deform og misfarvet marmorblok, som på mange måder lignede den, jeg var indespærret i i marmorbruddet, selv om hans marmor tilsyneladende adskilte sig fra mit ved at være af en blødere og mere sårbar art. Årerne i de to typer marmor var imidlertid næsten identiske, både hvad angår struktur og farve. De rosa årer i marmoret, som det hvide i Pieros øjne bestod af, og de blå årer i marmoret, som hans brunlige hænder bestod af, svarede fuldstændigt til mine.

Et eller andet i Pieros tidlige barndom og senere liv gik imidlertid galt. Hvad, forekommer mig at være uklart. Det fortaber sig i mørket, i det uforarbejdede marmor så at sige. Måske blev den billedhugger, der som den eneste kunne få øje på Piero inde i marmorblokken, kaldt bort til et større projekt, ligesom det var tilfældet med mig selv – billedhuggeren fik i Pieros tilfælde trods alt begyndt, idet hovedet, torsoen og de fire lemmer i store træk var færdiggjort, blot var de ikke hugget fri af den resterende del af marmorblokken, der som en dødfødt tvillingebrors vanskabte og groteske legeme syntes at holde om dem som med et brydegreb. Eller måske manglede det marmor, Piero bestod af, eller snarere den luft, som marmoret var omgivet af, nogle helt afgørende egenskaber, for i modsætning til den art, jeg selv tilhører, er mennesket, som filosofien på Michelangelos tid udtrykte det, tilsyneladende sin egen skulptør og kunstner, selvom jeg har svært ved at tro, at det er muligt.

Men ligegyldig hvem der end måtte være den ansvarlige for at føre hammeren og mejslen, Pygmalion eller Galatea – hvor forrykt er den tanke ikke, at Galatea skulle være sin egen skulptør og kunstner! – er den gode skæbne for mennesket, at det bliver befriet fra den marmorblok, det som en fange er indespærret i, så det kommer til syne og bliver set og værdsat af dets omgivelser. Det sker imidlertid så sjældent. Det er kun sket for nogle ganske få mennesker op gennem historien. De kristne martyrer, som blev dræbt som vidner for deres tro og blev til forbilleder for efterfølgende generationer af kristne, er et eksempel. En kunstner som Michelangelo, som realiserede sine indre visioner, som fik skelsættende betydning for hans samtid og eftertid, er et andet. Men de fleste mennesker bliver af ydre eller indre omstændigheder bremset i deres fuldendelse som skulpturer og forbliver fanger i det uforarbejdede marmor. Hvorfor det er sådan, har jeg svært ved at forklare. Måske er jeg her i fare for at gentage mig selv, men der er ingen tvivl om, at vi her står over for det afgørende punkt. Desværre har det karakter af en mur, man løber panden imod. At panden i mit tilfælde selv er en mur, hjælper på ingen måde, snarere tværtimod, total som det får indespærringen til at føles. Måske kan lignelsen om sædemanden, som jeg har hørt en præst omtale, hjælpe en frem til en form for forståelse. Troen er på mange måder en lise for den indespærrede. Jeg frygter imidlertid, at det organiske liv, lignelsen henter sine billeder fra, altid vil være en lukket verden for mig. Hvad vil det i det hele taget sige at spire og gro? Jeg har ingen anelse.

Piero var i sine egne øjne en kunstner, selv om han tog sig i agt for at nævne noget om det over for de andre ansatte på hotellet. Når han kom hjem fra sit arbejde, sad han i sin lille lejlighed og skrev fortællinger til langt ud på natten, fortællinger i den fantastiske genre. Men ingen, eller næsten ingen, vil nogensinde komme til at læse nogle af de ord, han havde kæmpet så hårdt for at få ned på papir. En dag for et stykke tid siden, da han trådte ud på gaden uden at se sig for, i færd som han så ofte var det med i sine tanker at løse et fortællermæssigt problem i den fortælling, han netop var i gang med at skrive, blev han ramt af en bil med den øjeblikkelige død til følge, og de ufølsomme slægtninge, som ryddede op i boet efter ham, destruerede alle hans skrifter på nær en kort fortælling om en indespærret engel, som væggene på det lille mørke toilet i hallen i hotellet, hvor han arbejdede, havde inspireret ham til, og som ad omstændelige omveje faldt i hænderne på en middelmådig og uhæderlig forfatter, som fik den udgivet som sin egen.

Sommetider, når jeg tænker på alle de smukke mennesker, verden ikke fik lov at se, triller tårerne ned ad mine kinder. De besøgende på toilettet undrer sig over de fugtige vægge på toilettet. De tror, at det skyldes dårlig udluftning. De er undskyldt. De kan ikke vide, at det er en indespærret engels tårer.”

Menneskeilden – et digt

Alt, hvad du ved om verden, har du lært ved at sove og drømme.

Du bebor ørkenvinden. Du flytter om på sandkornene, skaber bestandigt nye mønstre, men er aldrig tilfreds. Du udvisker alle de streger i sandet, som menneskene trækker mellem deres eget helvede og de andres.

Dit og mit findes ikke mere. Alt er ingen mands. Ligesom i den evige glemsel, som venter os alle.

Din verden er uden grænser. Din afgrund er uden bund.

Derfor fik de fire verdenshjørners vogtende tigre en aften under fuldmånen lov til at forlade den brændende odalisk, så den unge vandringsmand uhindret kunne trække mayas slør til side og følge i sine drømmes spor i retning ind mod menneskeilden.

En gestus som opfyldelsen af den dødsdømtes sidste ønske.

Et drømmespor til fortidens store togkatastrofer

En ørken. En ung vandringsmand. Et drømmespor til fortidens store togkatastrofer.

***

Ørkenen er drømmenes landskab par excellence. En dag vil jeg fortælle om min rejse ind i ørkenen efter Scheherazades grav, og om hvordan hun og alle figurerne fra Tusind og én nat blev bragt til live igen. Men det får vente. Jeg må først se at få afsluttet fortællingerne om Michelangelo og den i marmoret indespærrede engel, om den navnløse fortæller, som oplevede alt i verden, selv hans bedste ven, som trykt på gardiner, og om møbelsnedkeren Simon, som skabte en stol til Gud i håb om, at Gud en dag ville komme og besøge ham. Det skete, men Gud viste sig at være en helt anden end den, Simon forestillede sig.

***

Jeg tror, at jeg fremover vil kategorisere mine fortællinger som ”fantastiske fortællinger”. Det er i den genre, min interesse ligger.

Erindringsdodekaederet

En nat opfandt jeg i drømme erindringsdodekaederet, dvs. et dodekaeder til hvis tolv flader er fastgjort essentielle erindringsbilleder fra ens liv. En kvinde, som havde oplevet den glæde at blive mor, ville måske vælge et billede af sit barn eller sin fødsel som et af erindringsbillederne. En mand, som havde vundet en medalje ved et sportsstævne, ville måske vælge et billede, hvor han løber over målstregen, som et af erindringsbillederne. Og en mand, som havde overlevet en naturkatastrofe, ville måske vælge et billede fra naturkatastrofen som et af erindringsbillederne, for både de lyse og mørke erindringsbilleder skal med på ens erindringsdodekaeder, hvis det skal opnå sandhed og magi.   

Jeg så et stort potentiale i opfindelsen. Ældre mennesker med svigtende hukommelse kunne sidde og dreje erindringsdodekaederet mellem deres leverplettede og årede hænder, som en katolik sin rosenkrans, i stedet for at se apatisk ud af vinduet fra deres små stuer på plejehjemmet. Erindringsdodekaederet ville også kunne finde anvendelse som en gravsten, en gravsten som med sine tolv erindringsbilleder ville opsummere den afdødes liv på en langt bedre måde, end nogen ord ville kunne gøre det.

Jeg købte en fabrik, som lå på toppen af en stejl bakke, og som derfor var sat billigt til salg, og ansatte nogle medarbejdere til at fremstille dodekaedrene og klistre folks erindringsbilleder på dem. Det viste sig, at jeg havde ret i min antagelse. Ordrerne strømmede ind fra nær og fjern. Fra de øverste trin på en vakkelvorn stige stablede jeg den ene erindringsdodekaeder efter den anden oven på hinanden på lagerpladsen uden for fabrikken, så de var parate til at blive bragt ud til hin enkelte. I mit overmod overvejede jeg slet ikke, at stablen kunne blive for høj, så da jeg i tredje sals højde ville placere endnu en erindringsdodekaeder (vistnok bestilt af en international kendt komiker for dens tolv flader var fuld af leende publikummer) på stablen, væltede den til min store overraskelse som et korthus under mig. I det næste øjeblik befandt jeg mig løbende ned ad den stejle bakke med erindringsdodekaedrene rullende som klippestykker fra et stenstred efter mig. Forestil dig det: En lavine af erindringsdodekaedre. En lavine af for en ubekendte folks dyrebareste erindringsbilleder. At være forfulgt af ens egne erindringer, som jeg af og til er det i mit vågne liv, kan være lidelsesfuldt, men at være forfulgt af hele menneskehedens erindringer, som jeg var det i denne drøm, er et sandt mareridt.

De opdagelsesrejsendes by

Jeg bor i de opdagelsesrejsendes by. På dørskiltet til min nabos lejlighed står ”Marco Polo”. På dørskiltet til min genbos lejlighed står ”Dr. Livingstone”. Og længere nede ad gaden siges den store Christoffer Columbus at have adresse.

Gaderne i de opdagelsesrejsendes by ligger som regel øde hen. Alle opholder vi os i vores lejligheder, fortabt i drømme om alle de fremmede verdner som venter på at blive opdaget af os. Kun et lille barn, som med en pind og et tøndebånd løber hen imod en langstrakt skygge, hvis ejermand er skjult bag gadehjørnet, er vores bys eneste synlige liv.

En dag fik jeg nok af min lejligheds fire vægge med deres mange indrammede kort med terra incognita og fulgte den langstrakte skygge ned til havnen. Vimplerne var strakte. Mågernes skrig var skingre, mågerne selv usynlige. Et skib var for fulde sejl ved at anløbe havnen bag en mur.

Den langstrakte skygge var nu nået ud på den yderste mole. Dér strakte den sig i hidtil ukendte dimensioner ud mod havets horisont – eros er et græsk ord og betyder længsel. Jeg fik da den for det europæiske menneske kætterske tanke, at det ikke er de fremmede verdner, som venter på at blive opdaget af os, men os som venter på at blive opdaget af de fremmede verdner.

Teksten refererer til to billeder af Giorgio de Chirico: En gades mysterium og melankoli (1914) og Gåden om ankomsten og eftermiddagen (1912).

Isbjergsteknikken – verdens korteste novelle

To ældre damer, fru A. og fru B., mødes tilfældigt på gaden.

”Sikke fin du er i tøjet,” siger fru A.

”Jeg skal til begravelse,” siger fru B.

”Åh,” siger fru A.

Tryllekunstneren

Der optræder af gode grunde aldrig tryllekunstnere i ens drømme. For i den af drømme frembragte verden, som bestandigt trues af at blive oversvømmet, hvor man går op ad uendelige trapper, og hvor for længst afdøde personer taler til én, vil en tryllekunstners trick, såsom at hive en kanin op af hatten, uvægerligt falde til jorden. Det er, som om drømmen i sig selv er en tryllekunst, en tryllekunst af en sublimitet, som det ikke synes muligt for nogen at overgå. Derfor er der ikke den store efterspørgsel på tryllekunstnere, når vi sover og drømmer.

Sådan troede jeg i hvert fald indtil for nylig, at det forholdt sig, men en nat drømte jeg – måske som en art ironisk kommentar til min egen skråsikre mening? – at jeg var en tryllekunstner, og at jeg stod på en scene i et varietetteater. Op af hatten trak jeg, både til publikums og min egen store overraskelse, mig selv, eller var der ikke snarere tale om en dobbeltgænger? Da han havde materialiseret sig og havde fået fast grund under fødderne, var hans første handling at trylle mig bort. Måske antog han mig for en konkurrent? Konkurrencen i tryllekunstnerbranchen er som bekendt nådesløs.

Publikum klappede begejstret – det lød som hagl mod et plasttag, man har søgt læ under. De troede fejlagtigt, at det var mig, der var tryllekunstneren. De vidste ikke, at han var en anden. Jegets død og jegets opstandelse som et du, som er fremmed over for jeget, er menneskets lod, også i drømme.

Den tusmørke-opdagelsesrejsendes hemmelige dagbog

It is evident that we are hurrying onwards to some exciting knowledge—some never-to-be-imparted secret, whose attainment is destruction.

Edgar Allan Poe: Manuscript Found in a Bottle

1. januar 2012

Vi har i dag forladt dagslyset i vores specialbyggede fartøj. Vores øjne er allerede ved at vende sig til tusmørket. Både jeg, som er kaptajn på fartøjet og leder af ekspeditionen, og fartøjets besætning, som udgøres af forbrydere med lange fængselsdomme, da de var de eneste, som var villige til at tage med på ekspeditionen ind i tusmørket mod, at de fik eftergivet resten af deres fængselsstraf, er fuld af optimisme. Hvilke skatte venter ikke på at blive fundet af os i det ukendte? Det officielle formål med ekspeditionen er at finde guld, sølv og ædelstene, hvilket får besætningsmedlemmernes øjne til at lyse som katteøjne i tusmørket. Det uofficielle formål, som jeg har holdt skjult for både regeringen og besætningen, er at finde den af apostlen Paulus omtalte kærlighed, den dyd som er størst af de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Det var ikke muligt for mig at finde den i dagslyset. Derfor er det mit håb, at jeg vil finde den i tusmørket.

2. januar 2012

Alt vel om bord. Dog klager enkelte af besætningsmedlemmerne allerede over rejsens ensformighed. Jeg må indrømme, at det bekymrer mig en lille smule. Det er mit ansvar som kaptajn at sørge for, at moralen er høj om bord på fartøjet. Jeg klapper derfor de pågældende besætningsmedlemmer venligt på skulderen og siger, at det vel er bedre at være et frit menneske i tusmørket end at være en fange i dagslyset. De giver mig til min irritation kun nølende ret.

4. januar 2012

En af matroserne, en mand som er dømt for at have myrdet sin hustru, er i løbet af natten forsvundet fra fartøjet under mystiske omstændigheder. Jeg hælder til, at han i et anfald af samvittighedskvaler er sprunget over bord i den hensigt at drukne sig selv. Det bestandige tusmørke, som vi befinder os i – der er ikke forskel på dag og nat – og rejsens ensformighed er nemlig årsag til en forunderlig optisk illusion: Ens erindringer synes at fremstå som oplyste scenerier i tusmørket, hvor de til ens erindringer knyttede personer (som jo enten er døde eller befinder sig langt borte fra én i dagslyset) optræder i form af en slags hologrammer, som både er i stand til at tale og bevæge sig.

Således er man som deltager i ekspeditionen ind i tusmørket aldrig alene. Bestandigt befinder man sig omgivet af sine erindringer. Og ikke kun af dem. For ikke alene kan man se sine egne erindringer. Man kan også se de andre besætningsmedlemmers erindringer. Ja, selv den gamle skibshunds erindringer bliver man ufrivilligt vidne til. Igen og igen overværer man dens moders ulykkelige gøen, da den som hvalp blev taget fra hende. Det er, som om fartøjet er fuld af gæster fra fortiden. Ja, det er ingen overdrivelse at sige, at vi ikke har brug for nogen kunstige lyskilder om bord på fartøjet. Lyset fra vores erindringer er mere end tilstrækkeligt. Set ude fra tusmørket må vores fartøj minde om et af disse overdådigt oplyste krydstogtskibe, som sejler mellem verdens storbyhavne og er en slags flydende forlystelsesparker.

Det forekommer mig derfor ikke usandsynligt, hvis nogen af besætningsmedlemmerne, som har grusomme forbrydelser på samvittigheden, skulle lade sig forblinde af det stærke lys fra deres erindringer og ønske at gøre en ende på deres eget liv.

Besætningsmedlemmerne er imidlertid af en anden holdning. De mener, at den forsvundne matros er blevet hevet over bord af et ukendt væsen ude fra tusmørket. Hovmesteren, en lettere retarderet indbrudstyv, som har tilbragt det meste af sit liv bag tremmer, og hvis udsagn jeg ikke tillægger større troværdighed, hævder således, at han i løbet af natten kortvarigt vågnede ved larm og skrig som fra en slåskamp mellem en mand og en kvinde. Da larmen og skrigene imidlertid hurtigt stilnede af, stod han ikke op, og han faldt efterfølgende hurtigt i søvn igen. Hans ræsonnement, som han omstændeligt og med lange pauser, hvor han med et sigende blik ser på sine tilhørere, karakteristisk for den, som ikke er vant til logisk tænkning, og som han igen og igen gentager for dem, som gider lytte, er nu, at da der ingen kvinder er om bord på fartøjet, må kvindestemmen, som han i en halvt vågen, halvt sovende tilstand hørte skrige, have tilhørt et væsen, som havde sneget om bord ude fra tusmørket. De andre matroser støtter ham og fortæller, at de fra tid til anden hører mærkelige suk, støn og klageskrig ude fra tusmørket, som fartøjet bestandigt er omgivet af. De mener, at tusmørket er fyldt med for os ukendte og fjendtligsindede væsner. Jeg kan ikke lade være med at smile ad besætningens enfoldighed. Tænk, at forhærdede forbrydere som dem kan være bange for tusmørket.

”Er I mus eller mænd?” spørger jeg og gør i al venskabelighed nar ad dem.

Det ser ud til at standse dem i deres vilde tankeflugt om, hvad tusmørket måtte gemme på af hemmeligheder, om end det kun er for en stakket tid.    

6. januar 2012

Vi ankom tidligere på dagen til en gådefuld klippeø i tusmørket. Den bestod af en mørk og metallisk stenart, måske basalt, og dens sider var usædvanlig stejle. Landgang havde ikke været mulig, hvis ikke en spiralsnoet sti langs klippevæggen havde ført op mod øens top, som fortabte sig i tusmørket langt over vores hoveder. Øen mindede mig på forunderlig vis om Skærsildsbjerget fra Dantes Guddommelige komedie, og jeg følte mig et øjeblik som Odysseus, som i sin higen efter at trænge til bunds i tilværelsens mysterium og efter at lære nyt om det menneskelige sinds godhed og ondskab rejste mod vest i den nedgående sols kølvand forbi Herkules’ søjler, for derpå at dreje mod syd og fortsætte, indtil han på den sydlige halvkugle i det fjerne skimtede, hvad måtte være Skærsildsbjerget, men inden han nåede det, gik ned med sit skib i en storm for derefter at blive pint som en levende fakkel i helvede for evig tid.

Jeg og tre mænd af besætningen, styrmanden og to matroser, gik fra borde og begyndte opstigningen ad klippeøen, bevæbnet med pistoler og geværer. Efter vi havde gået i et stykke tid, gjorde styrmanden og de to matroser mig opmærksom på, at der i klippevæggen langs den spiralsnoede sti var indhugget en mængde skrifttegn. Først troede jeg, at der var tale om, at en for os i dagslyset ukendt civilisation i tusmørket havde beskrevet sin glorværdige historie med gådefulde hieroglyffer. Jeg så allerede frem til, at vor tids Champollion skulle knække tusmørkehieroglyffernes kode, så vi kunne få indblik i tusmørkefaraoernes dynastier. Men så opdagede jeg, at indskriften var forfattet på mit eget modersmål og beskrev de mest pinagtige episoder fra mit eget liv i dagslyset ned til mindste detalje. Styrmanden og de to matroser læste med stor interesse den for mig kompromitterende indskrift, mens de af og til kastede forundrede blikke hen imod mig for derpå med rynkede bryn at betragte mig i det nye lys, indskriften kastede på min person. Det fik mig til at genopleve den smerte og ydmygelse, jeg havde følt dengang, de pinagtige episoder oprindelig havde udspillet sig. Jeg kunne ikke tillade, at mine underordnede mistede respekten for mig. Jeg måtte for alt i verden aflede deres opmærksomhed fra klippevæggens for mig kompromitterende indskrift. Jeg skyndede derfor på styrmanden og de to matroser og gennede dem videre op ad den spiralsnoede sti mod øens top. 

På øens top lå et hus, som var bygget af den samme mørke og metalliske stenart, som øen bestod af. Det dystert udseende hus indeholdt kun et eneste værelse, som derfor var af en anseelig størrelse. Det mindede om et gammelt slots mørkelagte riddersal. I det ene hjørne af værelset, hvor det havde karakter af spisestue, sad en mand og en kvinde og spiste et overdådigt måltid ved et stort bord under en krystallysekrone, ud fra hvilken ikke lys, men tusmørke lod til at strømme. Det var min mor og far. Mens de spiste, sad de og talte om mig, deres rødhårede og fregnede dreng. Hvad skulle der blive af mig, jeg, der var så følsom både af sjæl og legeme, at end ikke dagslyset kunne jeg tåle? Jeg opholdt mig mest muligt inde på mit lille værelse bag lukkede skodder for at beskytte min følsomme hud mod solens stråler, hvilket betød, at jeg ingen venskabsbånd med mine jævnaldrende knyttede. I stedet for at læse lektier læste jeg i den bibel, som min mormor og morfar ubetænksomt havde foræret mig kort inden deres død, hvilket betød, at jeg fik dårlige karakterer i stort set alle fag i skolen. Ak, hvordan kunne det gå til, at min mor og far, begge stærke mennesker om end på hver deres måde, havde fået dette svage barn?

I det andet hjørne af værelset, hvor det ændrede karakter fra spisestue til skolegård, stod lærerne og eleverne fra min barndoms skole. Når man betragtede dem, var det, som om man selv var til stede som en lille rødhåret og fregnet dreng. Eleverne drillede mig for mit hårs røde farve og for min huds mange fregner, og lærerne skældte mig ud for at gemme mig i mørke afkroge i den gamle skolebygnings indre i frikvartererne, i stedet for at være ude i dagslyset i skolegården sammen med de andre elever. Delt op i små grupper og medbringende stavlygter, hvis lyskegler dansende afsøgte mørket, gennemsøgte lærerne skolebygningen, som var jeg en undsluppen forbryder, for, når de endelig fandt mig i et afsidesliggende loftsrum, hvor forrige tiders krucifikser og opbyggelige billeder med bibelske motiver var gemt af vejen, at placere mig under gårdvagtens strenge opsyn i skolegårdens midte, hvor det stod frit for dagslyset at mangedoble min huds fregner til elevernes store jubel. Ecce homo.

Det var alle mod en. Forældrene i det ene hjørne, lærerne og eleverne i det andet hjørne. Ingen tog den lille rødhårede og fregnede dreng i forsvar. Der var vel intet underligt i, at han i sit lille værelse bag lukkede skodder igen og igen læste apostlen Paulus’ breve til de tidlige kristne menigheder, hvis budskab var én stor modsigelse af den kærlighedsløse verden, han selv var kastet ind i?

De tre besætningsmedlemmer var skrækslagne over at se disse scener fra min ulykkelige barndom. Den overgik tilsyneladende deres egen – må jeg gå ud fra – ligeledes ulykkelige barndom, ja, selv de forfærdelige forbrydelser, som de senere i livet havde begået mod deres medmennesker, blegnede tilsyneladende i sammenligning med den. De gav højlydt udtryk for deres forbavselse og rædsel som folk, der er vidne til et mord eller en trafikulykke. Deres udråb vakte mine forældre, lærerne og elevernes opmærksomhed. De opdagede styrmanden, de to matroser og min tilstedeværelse i det mørke værelse. Jeg ved i grunden ikke, om de var klar over, hvem styrmanden, de to matroser og navnlig jeg var, men som om vi var forbrydere, der var trængt ind på deres enemærker, hvilket jo, må jeg indrømme, var sandt langt hen ad vejen, greb de efter det nærmeste, som kunne anvendes som våben: knive, pegepinde, linealer og sten, og kom imod os, som om de havde ondt i sinde.

Jeg affyrede et varselsskud op i luften. Det fik ikke menneskemængden til at standse. Derpå affyrede jeg i retning mod min far, som lærerne og eleverne i kraft af hans størrelse og autoritet havde samlet sig omkring, en kugle, som hvislede lige forbi hans ene øre. Det fik ham heller ikke til at standse, ja, det bare ophidsede ham endnu mere. Han gav sig til at råbe forbandelser mod mig, og hans råb opildnede lærerne og eleverne omkring ham, og de satte alle i løb hen imod os.

Jeg og de tre besætningsmedlemmer flygtede i vild panik ud ad huset og ned ad klippeøen. Horden af forfølgere fra min barndom kom nærmere og nærmere. Men i sidste øjeblik nåede vi fartøjet og satte for fuld kraft kurs bort fra den horrible ø.

11. januar 2012

Der hersker om bord på fartøjet en meget trykket stemning. Matrosens forsvinden og besøget på den horrible ø, som var fuld af onde skabninger fra min barndom, og som styrmanden og de to matroser har fortalt de andre besætningsmedlemmer om, har gjort et uudsletteligt indtryk på besætningsmedlemmerne. De forlanger, at vi vender om. Jeg afviser det blankt. Jeg siger, at skatte af guld, sølv og ædelstene venter os, hvis vi fortsætter vores rejse ind i tusmørket. Det har imidlertid ikke mere den ønskede effekt. Besætningsmedlemmernes øjne begynder ikke som før i tiden at lyse som katteøjne i tusmørket. Deres øjenhuler forbliver sorte som beg, som om de var de tilvoksede huller i træer efter afsavede grene, som om frygten for det ukendte har gjort dem blinde.

Jeg indser nu, hvorfor jeg overhovedet ønskede at lede denne ekspedition ind i tusmørket. Det, jeg ønskede, var i første omgang, men også kun i første omgang, at flygte fra dagslyset. Jeg ønskede at gøre op med min ulykkelige barndom. Jeg ønskede at omstøde den i mine øjne uretfærdige dom, som mine forældre, skolelærere og elever dengang afsagde over mig. Jeg ønskede at læge de sårmærker, som ved dommens eksekvering blev påført mig, og som der den dag i dag stadigvæk umærkeligt siver blod fra. Det var med dette forsæt, at jeg planlagde ekspeditionen ind i tusmørket. Jeg ville ændre min skæbne fra tragedie til komedie. Den modgang, jeg mødte i min barndom, skulle ikke være determinerende for hele mit liv. Den skulle kun være at opfatte som den midlertidige modgang af overfladisk karakter, som komedianten møder, før stykket ender lykkeligt og publikum i opløftet stemning kan forlade teatret. Mit liv skulle ende godt. Der skulle vise sig at være en højere mening med de gennemlevede lidelser. Jeg ville være den store tusmørkeopdagelsesrejsende, som vandt hæder og ære, fordi han inde i tusmørket ikke alene fandt et nyt kontinent med skatte af guld, sølv og ædelstene, men også den kærlighed, som ikke er at finde i dagslyset, og efterfølgende hjemførte alle disse skatte til den gamle verden i dagslyset. Dagslyset ville for altid være forandret. Tusmørkets skatte ville så at sige se dagens lys. Et stort tusmørke af guld, sølv, ædelstene og ikke mindst kærlighed ville omslutte jorden.

Således er der for mig ingen mulighed for at vende omkring. Jeg må fortsætte til den bitre ende. Jeg må blive ved med at tro på, at der et sted inde i tusmørket findes en skat, både en materiel og en immateriel, en skat af uanede dimensioner, som jeg og kun jeg på grund af mine lidelser i barndommen er udset af forsynet til at finde.

Under alle omstændigheder har jeg besluttet mig for, at vi fortsætter ekspeditionen ind i tusmørket, hvilket jeg i utvetydige vendinger har gjort klart for hver enkelt af mandskabet ved at sætte en pistol for deres tinding og afkræve dem et svar på, om de agter at adlyde eller ikke at adlyde mine ordrer. Denne magtdemonstration var netop det, som skulle til på dette for ekspeditionen så kritiske tidspunkt, selv om det som konsekvens har haft, at mandskabet er begyndt at stikke hovederne sammen bag min ryg og hviske om mytteri.

12. januar 2012

Der har i dag udspillet sig flere uhyggelige optrin om bord på vores fartøj. Maskinmesteren, en pædofil morder, som opholdt sig på dækket i færd med at efterse fartøjets tekniske installationer, er blevet udsat for en grusom forbrydelse. Da jeg på det pågældende tidspunkt opholdt mig på kommandobroen, havde jeg mulighed for at overvære sceneriet, på samme måde som en teatergænger overværer et skuespil fra teatrets balkon. Med ét kravlede små drenge ude fra tusmørket over rælingen om bord på vores fartøj og overfaldt manden. De små drenge overfaldt ham på samme måde, som en løveflok overfalder det svage individ i en flok af græsædere på savannen. De formelig rev ham i stykker, som om deres små buttede hænder var forsynet med skarpe rovdyrklør. Det var grusomt at overvære. Jeg kunne intet gøre. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at gribe ind. Da de små drenge havde begået deres udåd, kravlede de over rælingen og forsvandt ud i tusmørket igen.

Styrmanden, som er det medlem af besætningen, som jeg har haft det bedste forhold til, til trods for at hans forbrydelse består i, at han har skudt tre politibetjente under et bankrøveri, gik det lige så ilde. Da jeg og nogle matroser var i færd med at gøre rent efter drabet på maskinmesteren, lød der med ét skud og vi så styrmanden flygte hen ad dækket med tre skydende politibetjente i hælene. Styrmanden faldt omkuld, og politibetjentene fyldte ham med skudhuller, indtil de var sikre på, at han var død. Derpå kravlede de tre politibetjente over rælingen og forsvandt ud i tusmørket igen.

Én efter én dør besætningsmedlemmerne omkring mig. Det får mig til at grue for fremtiden. Jeg har ingen forslag til, hvordan vi kan modstå disse uforudsigelige angreb fra besætningsmedlemmernes ofre, som er døde og begravede i dagslyset, men som tilsyneladende lever i bedste velgående i tusmørket.

Hen imod aften er der indtruffet en begivenhed, som om mulig overgår drabene på maskinmesteren og styrmanden med hensyn til lammende effekt på de resterende besætningsmedlemmer. Med ét pegede en matros ud i tusmørket. Vi fulgte med tilbageholdt åndedrag den imaginære linje, som hans pegefinger beskrev. Ude i tusmørket aftegnede sig den dystre silhouet af den skærsildsbjerglignende ø sig. Efter at have rejst i mange dage gennem tusmørket er vi atter tilbage ved den horrible klippeø. Vi er uforvarende kommet til at sejle i ring. En enorm, men svag strømhvirvel må have ført os tilbage til den skærsildsbjerglignende ø, som tilsyneladende er centrum for tusmørket, og som måske både dagslyset og tusmørket drejer sig om og suges ind imod. Denne grufulde opdagelse udløste blandt besætningen høje fortvivlede udråb, som ildevarslende straks blev besvaret inde fra klippeøen, som var vi ventet af dens beboere, på samme måde som oldtidens ulykkelige skibsfarende var ventet af sirenerne.

20. januar 2012

Tusmørkevæsnerne har overtaget kontrollen med fartøjet. Jeg er den eneste tilbageværende af fartøjets oprindelige besætning. Alle andre er blevet dræbt. Sammen med den gamle skibshund har jeg søgt tilflugt i min kahyt, hvor vi har barrikaderet os bag den aflåste dør. Tusmørkevæsnernes leder, min far, har givet lærerne og eleverne fra min barndoms skole ordre til at sønderbryde døren. De er med den vildskab, som er karakteristisk for tusmørkevæsnerne, gået løs med økser og hakker på døren. Den rædsel, jeg føler i dette øjeblik, er ubeskrivelig. Det er således kun med den yderste mentale anstrengelse, at jeg er i stand til at nedskrive disse ord.

At ekspeditionen ind i tusmørket skulle ende på denne måde for mig, forekommer mig dybt uretfærdigt. Hvorfor skal jeg lide den samme kranke skæbne som de forhærdede forbrydere, som besætningen udgjordes af? Jeg mener ikke at have nogen onde gerninger på samvittigheden. At min mor og far, og lærerne og eleverne fra min barndoms skole, efter jeg er blevet voksen, alle er afgået ved døden under store lidelser, mener jeg ikke at have haft det ringeste at gøre med, med mindre at tanker kan dræbe, men kan man i en retsstat blive stillet til ansvar for, hvad der i et svagt øjeblik måtte fare af tanker gennem ens hoved? Så vidt jeg ved, er det ikke ulovligt at ønske død og ulykke over andre mennesker. Men jeg glemmer rent, at jeg ikke befinder mig i dagslyset, hvor lov og ret hersker, men i tusmørket, hvor kaos synes at herske, hvor alt det, vi til dagligt fortrænger i dagslyset, synes at have taget bolig. Jeg gentager: Hvorfor skal jeg lide den samme kranke skæbne som de forhærdede forbrydere, som fartøjets besætning udgjordes af? At være et svagt menneske født ind i en verden med stærke mennesker, at være en dårlig søn, en dårlig skoleelev, ja, et helt igennem mislykket menneske, er da ikke en forbrydelse?

Jeg folder mine hænder og ser op mod kahyttens loft, mens den gamle skibshund ser paralyseret på det levendegjorte erindringsbillede af dens mor, hvis lys er ene om at oplyse kahytten, og hvis ulykkelige gøen knap nok kan høres for støjen fra de økser og hakker, som er i færd med at gennembryde døren. Jeg forstår ikke min skæbne, siger jeg til dagslysets Gud og tusmørkets Gud, som jeg måske fejlagtigt antager, er en og samme? Jeg forstår ikke min straf. Lige så lidt, som jeg forstår Odysseus’ straf i Dantes helvede. Skal jeg også brænde som en menneskefakkel i helvede til evig tid, fordi jeg higede efter en anden og måske bedre verden end den, jeg var kastet ind i?

Jeg angrer nu dybt ekspeditionen ind i tusmørket. Jeg skulle aldrig have forladt dagslyset og have begivet mig ind i tusmørkeverdenen. Ekspeditionen er udtryk for den hybrisiske adfærd, som har præget mig, efter jeg er blevet voksen og har skiftet udseende fra en lille rødhåret og fregnet dreng til en mand med en kæmpes mål, en meter og halvfems centimeter høj og 130 kilogram tung, og med en flammerød manke, en ærefrygtindgydende menneskeløve at skue for sine omgivelser, den hybrisiske adfærd, som måske var en uundgåelig reaktion på min ulykkelige barndom. Hvor uforståeligt det end forekommer mig at være, må jeg i min higen efter kærligheden tilsyneladende have krydset en usynlig grænse, mellem den menneskelige sfære og den guddommeliges sfære, som det ikke er op til et menneske at krydse. Det er tilsyneladende universets hensigt, at kærligheden, den dyd, som er størst af de tre teologiske dyder, og som er det princip, som hele universet lader til at være bygget op omkring, men som menneskene kun kender eksistensen af gennem dens fravær, skal forblive uafdækket som en nedgravet skat i tusmørkets indre.

Hvis nogen en dag skulle finde denne dagbog, hvis den ved et mirakuløst tilfælde skulle undslippe tusmørkeverdenens strømhvirvel og skylle i land på en kyst i dagslyset, så vil jeg på det kraftigste advare mod, at man følger i mine fodspor. Bliv i dagslyset, hvor ubærligt det end måtte forekomme dig at være, du, som har fundet min hemmelige dagbog. Tusmørket vil intet godt bringe dig. Det vil kun mangedoble den rædsel, som du bestandigt føler ved at opholde dig i dagslyset.

(Her ender den tusmørkeopdagelsesrejsende hemmelige dagbog, som er plettet af blod).

Ekko af vinter – tre forårshaiku

Ekko af vinter.

De blomstrende frugttræer

imiterer sne.

Et kådt pigebarn

på usikre rulleskøjter.

En bils vrede båt.

Redebyggeri.

Vinterens vagabondliv

er endelig slut.

Inkongruens

I drømme bliver vores hovedperson født igen og igen. Der findes ikke den mulige eller umulige form, han ikke har set dagens lys i. I et liv fik han lov til at udleve sin kvindelige side og var en aflåst dør, hvortil ingen nøgle passede. I et andet liv fik han lov til at udleve sin mandlige side og var en nøgle, som ikke passede til nogen lås. Man kunne fylde en bog af omfang som Tusind og én nat med hans mange liv, som om det ikke var ham selv, men Scheherazade, som var ophavsmand til dem, men for ikke at trætte læseren unødigt vil vi stoppe her, for modsat de østerlandske eventyr virker hans mange liv som skåret over samme læst: Temaet synes altid at være det samme: inkongruens. Det er på en gang en stor sorg og en stor glæde for vores hovedperson. En sorg, fordi inkongruens set ud fra det menneskelige perspektiv er det samme som ensomhed. En glæde, fordi tilværelsens gåde netop ikke åbenbarer sig i tilfælde af kongruens, men i tilfælde af inkongruens, og at han dermed bliver en del af denne, altså tilværelsens gåde. Ja, lad os slå det fast: Vores hovedperson er en gåde, både for sig selv og for andre. Ikke en stor gåde, men en lille som et skrøbeligt vagtelæg i den inderste æske i et kinesisk æskesystem, igen et eksempel på inkongruens. Og måske også af og til et irritationsmoment som en lille sten i skoen, man helst var foruden, igen et eksempel på inkongruens. Men altså: Han er en gåde. Men han er også gådens løsning. Den aflåste dør, han er i det ene liv, kan åbnes af den nøgle, han er i det andet liv. Ulykken er, at de to liv ikke kan forenes, og at der, når han vågner, ikke er to liv, hvor det første kunne forstås ud fra det andet, men kun ét, hvor jegets definitive udslettelse for hvert af hans åndedrag rykker nærmere.

Lille credo i april

Mit hjerte er en fremmed klode. Hvor astronomen ser Saturn med dens ringe og måner, når han sætter kikkerten for øjet, ser jeg en kæmpe bordeauxrød pulserende muskel, som holder hele universets kæmpe legeme i live – ikke fordi jeg lider af storhedsvanvid, men fordi jeg ikke evner at skelne mellem det nære og det fjerne, mellem mikrokosmos og makrokosmos, på samme måde som et ældre ægtepar, som ikke ved, hvor den ene ender og den anden begynder: Alt det, som spirede i ét eneste lykkeligt forår for en menneskealder siden, er nu vokset sammen, ligesom sølvbryllupshaven.

For mig er det at skrive at holde døden borte. Min skrifts stigende og faldende kurver minder om et elektrokardiogram. Den dag arkene forbliver blanke, er jeg her ikke mere. Hvor andre stiller træskoene, lægger jeg blyanten.

To fortællinger om arv

1.

Jeg drømte, at jeg var en blandt mange arvinger til et stort og gammelt hus. Jeg så mine slægtninge ankomme i store flokke. De var store og tykke på den selvtilfredse måde, som man kun ser bedsteborgere være det på gamle, gulnede fotografier.

Jeg opholdt mig på loftet, som var fyldt med reoler, med gamle og støvede bøger, og opmagasinerede møbler og vaser af forskellige størrelse og udformning.

Jeg traf på en slægtning i mørket. Han sagde goddag og ville give mig hånden. Jeg afslog det med den begrundelse, at jeg havde tilsmudset min hånd ved at hive en bog ud fra en af reolerne og åbne den, hvilket vistnok var korrekt.

En anden slægtning, som optrådte nervøst og eksalteret, var meget optaget af, at jeg ikke begyndte på at udvælge mig ting blandt tingene på loftet og lægge dem til side, før alle arvingerne var til stede. Måske troede han, at jeg allerede var begyndt på det på grund af min tilsmudsede hånd, som efterhånden tiltrak sig den samme opmærksomhed i mørket som blodet på en mordmistænkts tøj. Ja, jeg var vist allerede dømt skyldig af ham ved hans indre domstol, hvor han både agerede anklager og dommer. Forsvaret var afskaffet ved den rettergang. Derpå gik han nedenunder for at konferere med de andre arvinger.

Nu skulle slagsmålet om, hvordan tingene skulle fordeles mellem arvingerne, til at begynde. Der var sikkert, selv om jeg ikke havde blik for det, mange værdifulde genstande på loftet. Især møblerne og vaserne fangede min interesse. For hver gang jeg så på dem, blev materialerne, de var lavet af, mere og mere ædle, så jeg til sidst måtte se bort for ikke at blive blændet. Men jeg havde ikke lyst til at arve nogen af de gamle ting. Den fortællingens aura, den enkelte genstand var omgivet af, begrænsede sig til at høre hjemme i en nu tabt tid. Den enkelte genstand var som et gammelt menneske, der er opsat på at fortælle historier fra sin barndom og ungdom, men med sin milde megalomani ikke indser, at fortællingerne ikke har nogen relevans for nutidens børn og unge. Tiden går, men menneskene og de ting, som omgiver dem, går ikke med. Glemslens vande stiger og tager dem med ned i sit dyb. Som druknende kan man godt undre sig over de ganske få udvalgte mennesker og ting, som undgår denne skæbne. De flyder ovenpå og skyller i land på evighedens kyst. Hvad er det for en egenskab, de har, som vi andre ikke har? Jeg tror, at det må være en evne til at række ud over sig selv, både på godt og ondt. Nærmere kan jeg ikke komme det.

Men tilbage til drømmen: Tingene skulle fordeles mellem arvingerne, men jeg havde ikke lyst til at arve nogen som helst af dem. På den anden side var jeg bange for, at mit arveafkald ville blive tolket som udtryk for en svag karakter af mine slægtninge, som udtryk for en manglende vilje til at kæmpe for min ret. Det ville jeg for alt i verden undgå. Jeg ville kæmpe som en løve mod de andre arvinger, blot ikke om arven. Fast besluttet på dette paradoksale forehavende knyttede jeg hænderne med henblik på den forestående kamp.

Et sted på loftet fik jeg øje på nogle fotografier af mig selv som dreng. Jeg virkede så tynd og spinkel, som om jeg var blevet forsømt af mine forældre, hvilket jeg ikke kunne få til at stemme med mine erindringer. Således hensunket i tanker om den sande karakter af min barndom sluttede drømmen omkring mig.

2.

Jeg var i en slem knibe: Til min store overraskelse viste det sig nemlig, at mine forældres hus, som var det eneste, mine forældre havde efterladt sig ved deres død, og som nu var blevet sat til salg af bobestyreren, for at den store gæld og de mange ubetalte regninger, som der blev ved med at komme rykkere for, kunne betales, hvilket havde den sørgelige konsekvens, at min arv kun ville komme til at beløbe sig til et ubetydelig pengebeløb, var beliggende i et tivoli, og som om det ikke var nok, endvidere ingen ydervægge havde, så det stod helt åbent for uvedkommende færdsel og ophold.

Da jeg en aften tog ud for at bese ejendommen, fandt jeg således for mig helt fremmede opstemte mennesker gående rundt på ejendommens grund og endda også inde i selve huset. Eksempelvis sad nogle unge mænd og drak øl om det bord, hvor jeg sammen med min far og mor havde spist aftensmad i min barndom. Jeg ville forklare dem sagens rette sammenhæng: at de opholdt sig på en privat grund, for at få dem til at fortrække, men i det samme øjeblik greb en usoigneret vagabond med sin store opsvulmede hånd med fingre med sorte negle om min hånd og holdt mig tilbage for at fortælle mig sit livs lidelseshistorie. Det ville jeg naturligvis ikke høre tale om, da jeg mente, at hans lidelseshistorie umuligt kunne være større end min egen, og jeg ville derfor vriste mig fri af hans greb, hvilket tilsyneladende også lod til at lykkes for mig. Dog helt at slippe af med vagabonden lykkedes det tilsyneladende alligevel ikke for mig. En følelse af, at han på afstand fulgte efter mig og overvågede min gøren og laden, ville ikke helt slippe mig. Oven i alt andet havde jeg fået en art snavset dobbeltgænger, som forsøgte at overgå mig i hjemløshed og ulykke.

Jeg henvendte mig nu til en mand i en af de opstemte grupper, som opholdt sig på mine forældres ejendom, en mand, der til trods for, at han befandt sig i muntert lag, alligevel bevarede en vis myndig udstråling, som virkede tillidsvækkende på mig. Han lyttede da også opmærksomt, med stadig mere rynkede bryn, til det, jeg havde at sige, da han kunne se på mig, at jeg var i stor nød. Da jeg var færdig med min beretning, tog han ordet og sagde:

”Du har ret i, at du er i en slem knibe, ulykkelige menneske. Denne ejendom vil næppe nogensinde blive solgt. Nok er det en gang imellem som her i aften for mig og mit selskab sjovt at feste – at fyre den af, som man siger – men ingen – jeg gentager: ingen! – ønsker at bo i et tivoli til dagligt.”

Derpå vendte han sig om mod sine venner og genoptog den muntre snak med dem.

Ægteskabet med det ukendte

Hvad blev der af alle dagens ord, da solen gik ned og tavsheden sænkede sig over landet?

Tog borte dem alle?

For hvis ordene i dagens løb sprang ud af vores mund som bøgens sart grønne blade i maj, bæres de så ikke om natten som vissent løv af vinden gennem november øde gader?

Kun ordene, som sårede unødvendigt, har et skær af evighed over sig, mejslet ind som de er i den forurettedes sind:

Hvad nytter det at have en afgrund af frihed til at ytre sig, når man så ofte bliver fanget af sine egne ord?

Dog, når den forurettede dør, vil også disse ord udviskes, som om de aldrig var blevet sagt, med mindre at der efter dette ene liv venter os et andet, hvis helvede vi ikke gør os begreb om.

Hvad er vi da andet end ordets forbrydere, indespærret som vi er i vores egne sætningers fængsel?

Kun samtalen med det andet, den ensommes mumlen med sig selv i bønnens form, synes at kunne udligne den forskydning af det topologiske rum af ret og uret, som vores vibrerende stemmebånd forårsagede.

Det er med en vis vemod, at jeg må erkende, at jeg ikke mere er kombattant i den i dette overflødige digts luftigt skitserede ordenes fotosyntese:

I drømme blev jeg gift med alt det ukendte, som aldrig vil blive blotlagt.

Fra da af var jeg ikke mere alene.

Mine ord – eller min sorte tale, vil nogen måske mene – er børn af vores fælles kærlighed.

Ægteskabet med det ukendte er dog langtfra et lykkeligt af slagsen, fremmed, ikke alene over for mine omgivelser, men også over for mig selv, som det har gjort mig.

Jeg kom forbi et stenhuggeri

Jeg kom forbi et stenhuggeri med dets udstilling af tomme gravsten og tænkte, at her ligger de, som aldrig så dagens lys, begravet. Om ikke andet så forlener eksistensen os med et navn, en fødselsdato, en dødsdato og måske, hvis vi gør os umage, et tak for alt.

Det glemte sprog

Fra riget mellem ordenes evne til at skabe billeder
og billedernes evne til at skabe ord kom han til verden
med et vigtigt budskab i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge.

Ja, han var Phidippedes, det grønneste af de grønne bude,
blot lå hans Marathon i en anden dimension.

Under kyndig vejledning af en engel
havde han terpet budskabets simple ordlyd,
igen og igen, i lyset fra Mælkevejens dannelse,
på det glemte sprog, som også var vores, før vi blev ramt
af forvirringens forvirring i tårnets skygge,
indtil han kunne ordene bedre, end den troende kan sit fadervor,
ja, måske var det, som han bar i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge, i virkeligheden
en ny bøn til menneskeheden?

Han løb og løb og løb,
men da han endelig kom i mål, og vi flokkedes om ham
for at høre de bevingede ord falde fra hans læber, havde han tabt mælet.
Det var, som om mødet med vores verden, hvor ord og billede
til hans store forvirring levede adskilt fra hinanden,
således at digtere, malere og billedhuggere ikke talte samme sprog,
forårsagede den ene invaliderende blødning efter den anden, i hans hjerne,
som fik ham til for stedse at miste evnen til at udtrykke sig
med sin moders stemme.

”Sig noget, Pjerrot,” råbte vi til ham,
men han sagde aldrig et mumlende ord:
Han bar englens ord i det inderste af sit hjerte
og på det yderste af sin tunge, men hvad nyttede det,
når de kun kunne blive til mimiske fagter
og tårer på kinderne?

Han forlod i nedtrykt sindstilstand det menneskelige kredsløb
og søgte fra virkelighedens endelige centrum ud mod
uvirkelighedens uendelige periferi.

Den hellige Hieronymus må i sammenligning med ham,
i kraft af sit selskab med den afpillede hovedskal og den sårede løve
siges at have været selskabeligt anlagt.

Han gik ad billedernes vej og drømte om ordene,
og ad ordenes vej og drømte om billederne,
i håb om at kunne genkalde sig det glemte sprogs
oprindelige enhed af ord og billede,
men for det uhildede blik var han blot
endnu en dement ældre herre
på vej hen over de pletvist sneklædte marker
en tidlig vintermorgen.

ABC: Alle veje ender for den,
som kun har magtesløshedens magt, med å.

Her står han så, han kan ikke andet,
dette af afasi ramte gudernes sendebud,
ved rejsens ende, ude i åernes å,
og tænker som en anden hr. Flaumann på,
hvordan det hele ville have set så meget anderledes ud,
ifald han blot havde kunnet få tungen på gled,
imens han i vandet skriver nogle få ord til afsked,
som kun de små fisk i ly af stenene
forstår at tyde.

Gammel vin på nye flasker

En verden med reinkarnation

Døden eksisterede ikke længere: Jeg var gæst i en fremtidig verden, hvor den østerlandske forestilling om, at menneskets sjæl efter døden får et nyt legeme for igen at leve på jorden, ikke mere blot var en tro, men var blevet til den skinbarlige virkelighed. Der var dog intet østerlandsk over fremtiden. Den fremstod som en fremskrivning af den fortidige vesterlandske verden (dvs. vores samtidige vesterlandske verden) med al dens materialisme. Store bygningskomplekser med vidtstrakte kontorlandskaber, vidtforgrenede vejnet med en evig strøm af personbiler, evigt bippende mobiltelefoner, og tændte computere og fjernsyn hvis lysende skærme oplyste betragterens ansigt med et blåligt skær, udgjorde stadigvæk sceneriet og rekvisitterne for den menneskelige komedie og tragedie, nu blot i en endnu mere optimeret udgave.

Sjælens hospitaler

Min sjæl var vin. Mine legemer var en tilsyneladende endeløs række af nye flasker. Hver gang jeg døde, blev min sjæl tappet fra en gammel mands brugte legeme og hældt på en ung mands ubrugte legeme. Omhældningen skete på hospitaler. De læger og sygeplejersker, som iført hvide fremmedartede operationsdragter forestod omhældningen i koldt oplyste operationsstuer, var hverken guder eller engle. De var også mennesker, hvis sjæle igen og igen blev omhældt.

Kætteren

Det var en smuk forårsaften. Solen var på vej ned, fuglene sang, og luften fortættede sig til vandråber på græsstråene i de nyklippede plæner i forstædernes villakvarterer. Jeg var netop begyndt på mit et hundrede og syttende liv. Jeg var forelsket. Mine følelser var gengældt. Kærlighed kan være svær i ens første liv. Men tro mig: Allerede i ens tredje liv bliver den en leg. Da dette som sagt var mit et hundrede og syttende liv, var jeg blevet en ren virtuos ud i elskovskunsten. Det var dagen, hvor jeg skulle møde min kærestes familie for første gang. I det samme øjeblik, da jeg med min kæreste i hånden, funklende af ungdom og lykke, trådte ind i stuen, hvor hendes store familie var forsamlet, mærkede jeg tilstedeværelsen at et mod mig fjendtligsindet væsen. Fjendtligheden gjaldt imidlertid ikke kun min person. Den gjaldt hele universet. Der var en kætter til stede. En oprører. En verdensomstyrter. I et hjørne sad en gammel mand i en kørestol med et iltapparat påmonteret og skulede ondt til mig. Det var min kærestes bedstefar. Aldrig i mine mange liv havde jeg set så gammelt et menneske. Han måtte være døden nær. Jeg forestillede mig i tankerne, at ambulancen, som skulle bringe ham til hospitalet, hvor hans sjæl skulle hældes på et nyt legeme, allerede måtte være undervejs.

”Den mand er en bedrager,” udbrød den gamle bedstefar og pegede på mig med sin knortede hånd. ”Han foregiver at være en ung mand, som står foran at skulle gifte sig for første gang. Det er en stor løgn! Han er ældre end Ahasverus og har haft flere koner end kong Salomon. Jeg gamle rynkede og sammensunkne mand, som er på gravens rand, er en ren novice i sammenligning med ham, da dette kun er mit første liv og jeg i det har været tro mod min første og eneste kærlighed. Stands dog denne maskerade, børnlille! Den mand er en bedrager, siger jeg! Han er gammel vin på nye flasker. Ja ikke kun han, men hele denne forlorne skinverden er gammel vin på nye flasker. En gammel verden af gamle sjæle i unge legemer. Stands dog denne maskerade, børnlille, og bær i stedet for jeres sande alder med værdighed!”

Dødens triumf

En stor fortvivlelse bredte sig i stuen. Alle vidste, at den gamle bedstefar, som måske i virkeligheden var den yngste iblandt os, havde ret. Vores ungdommelige lykke, og den smukke forårsaften i hvis rammer den udspillede sig, var ét stort af os selv iscenesat bedrag. Det var, som om selve universet også fortvivlede over denne pludselige indsigt og dermed udløste sin egen undergang: På samme måde som skindet bliver flået af et dyr, blev den ungdommelige overflade flået af den fremtidige verden, og under den kom fortidens verden (dvs. vores samtidige verden) til syne i al sin ubarmhjertige hudløshed. Det var ikke længere en smuk forårsaften. Det var en mørk og kold vintermorgen. Det skulle først lige til at lysne. Jeg følte mig så træt, så træt, som om jeg havde været oppe hele natten. Jeg stod i en stue omgivet af gamle mænd og kvinder, jeg selv en gammel mand, i en verden hvor mennesket kun har ét liv og døden betyder fuldkommen udslettelse af ens jeg. Fra hjørnet, hvor den gamle bedstefar sad, lød der latter. En befriende af slagsen forekom det mig at være.

Tidligere fortællinger i rækken af Overflødige fortællinger:

Det fortryllede slots tilstand

Thanatos

Kong Fuzis drøm – en kinesiske fortælling

Træet mellem os

Vidste du det? At jordkloden har hovedet på sned
ligesom Botticellis og Modiglianis kvinder, og at det er derfor,
at vinteren findes, men ikke varer for evigt? Ja, det vidste du!

Men hvordan kan du så forvente, at træet mellem os
altid vil blomstre, som om der kun var én årstid til,
og at dens navn var forår?

Som det løvfældende træ, det er, må det med mellemrum
uafvendeligt miste bladene, og her i februar,
hvor naturen hvælver sig over os som gravkapellets gotiske buer over dem,
som ikke udstod trængslerne og døde for egen hånd,
kan der ligge sne på dets nøgne sorte grene,
som ligner de sprængte årer i dine øjne, efter at du har grædt.
Men hvis du bliver hos mig lidt endnu,
vil træet mellem os blomstre på ny.

Vidste du det? Ja, det vidste du!

Om den forladte verden mellem himmel og jord

Jeg er lykkelig, når jeg flyver i mit gyldne rumskib. Sommetider får jeg følgeskab af Von O. Så flyver vi i hver sit gyldne rumskib fra storbyen ud på landet, hvor Von O’s landsted, Villa Paradis, er beliggende, skjult bag høje mure, i en tilgroet have med gamle knudrede træer med tætte trækroner. Det var i den have, jeg endte, dengang jeg som dreng faldt ned fra månen. Jeg husker dette mit første møde med Von O, som var det i går. Det første han sagde, da jeg lettere fortumlet kom ud fra træerne og ud til hans urtehave, hvor han gik og plukkede krydderurter til aftensmaden, var:

”Du ligner en, der er faldet ned fra månen.”

Derpå begyndte han straks at fortælle mig om de velduftende krydderurter, han var i færd med at plukke til aftensmaden, som nu lige pludselig var blevet til en middag for to. Han har, forekommer det mig, talt lige siden. Jeg tror, at den gamle mand var glad for at få selskab.

Verdens bedste materiale

De to gyldne rumskibe er bygget af fotoner i alle regnbuens farver. Det er verdens bedste materiale, siger Von O, eller rettere Adán Christobal Colón, fra hvem Von O og jeg har tegningerne til rumskibene. Det næstbedste materiale er luftmolekyler (en blanding af nitrogen og oxygen). Men det bør man ikke bygge rumskibe af. Rumskibe af luftmolekyler går nemlig i opløsning i det lufttomme rum mellem stjernerne, planeterne og månerne. Men luftmolekyler er et excellent materiale til at bygge slotte af på universets jordlignende planeter. Der findes ikke smukkere bygninger end luftkasteller.

Horatios altdominerende filosofi

Måske sidder der nu en eller anden og er bekymret over, at Von O og jeg uden at have erhvervet nogen form for flycertifikat sådan kan boltre os i luftrummet over Danmark, i fartøjer som potentielt er mere farlige end det mest avancerede kampfly. Det behøver vedkommende imidlertid ikke. Der er nemlig så få ting mellem himmel og jord i vor tid, hvor Horatios filosofi er altdominerende, hvis man kan udtrykke det således, og altså også så få ting, som Von O og jeg kan kollidere med. At der skulle være mere end det, øjet umiddelbart kan se, skal man enten være tosset eller tilsyneladende tosset for mene. Så der er ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



At der er så få ting mellem himmel og jord i vor tid, er noget, som af og til kan gøre mig trist til mode. Før i tiden var det anderledes. Her tænker jeg ikke så meget på dengang, hvor Gud Fader med pavelige regalier og omgivet af engle sad på en sky og holdt øje med menneskene nede på jorden, som middelalderens og renæssancens kunstnere havde for vane at skildre det – den tids himmel lader sig næppe harmonisere med vor tids himmel.



Nej, jeg tænker mere på forfatteren Jules Verne og maleren Henri Rousseaus epoke, den tidlige flyvnings tid, hvor himlen over Paris var fuld af mere eller mindre vellykkede påfund. For mange af de håbefulde opfindere endte det galt.



På de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb

Der var eksempelvis en skrædder, Franz Reichelt hed han, som iført en selvkonstrueret dragt kastede sig ud fra Eiffeltårnet. Det var hans klippefaste tro, at dragten i luften ville folde sig ud som en faldskærm og dermed ville bringe ham sikkert ned på jorden. Mange mennesker overværede det hasarderede eksperiment. Set med nutidens øjne virker det underligt, at ingen, hverken myndigheder, familie eller venner, var i stand til at standse manden.

For de fleste af os fremstår Franz Reichelt som et fjols. For de resterende, som måske har et større hjerte, fremstår han som en tragisk skikkelse. Men er begge opfattelser ikke blot udtryk for middelmådige menneskers fordomme? Var Franz Reichelt ikke netop gjort af det stof, som både fiktionens og virkelighedens helte er gjort af? I kierkegaardsk forstand var han i hvert fald et eksemplarisk menneske, i og med at han levede og døde for en ide, en subjektiv sandhed. Om nogen var Franz Reichelt et lidenskabeligt menneske. Om nogen var Franz Reichelt manden, der kastede sig ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb.



På den anden side mente tømrerens søn, at det at styrte sig ned fra templets tinde ville være at udæske ens himmelske fader. Eller som min mor dronningen udtrykte det, dengang jeg endnu boede på månen: Man skal ikke udfordre skæbnen.



Biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe

Men for at vende tilbage til den tidlige flyvnings tid: Jeg holder af Henri Rousseaus parisiske himle, hvorpå han placerer biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe. Jeg tror ikke, at Rousseau ligesom middelalderens kunstnere led af horror vacui, angsten for det tomme rum. Jeg tror bare, at han savnede nogle røde eller gule farveklatter på de blå eller grå himle. Og så var det jo godt, at flyvemaskinerne og ballonerne var blevet opfundet, så de kunne flyve farverne op til skyerne.

I dag er der næsten ingenting i luftrummet over den scene, hvor den menneskelige komedie eller tragedie udspiller sig, hverken på vores billeder, eller i den virkelighed de foregiver at afbillede. Det forekommer mig, at passagerflyene flyver så højt oppe, at man knapt nok kan skimte dem med det blotte øje, medmindre man bor lige ved siden af en af de lufthavne, hvorfra de afgår og ankommer. Søndagsflyvere, altså amatørpiloter i propelfly, som langsomt og i lav højde kommer flyvende på baggrund af en koboltblå himmel med kridhvide kumulusskyer, brummende som en humlebi, er et sjældent syn. Og bortset fra en tilsyneladende desorienteret måge, som jeg har mistænkt for at følge efter mig på min vej gennem livets labyrint, så er der næsten heller ikke nogen fugle. De har tilsyneladende fundet andre græsmarker. Så der er, som før sagt, ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



Nu skulle man så tro, at Von O og jeg i vores gyldne rumskibe ville vække opsigt på den af Gud, engle, flyvende skræddere, rousseauske biplaner og balloner, moderne passagerfly, søndagsflyvere og fugle forladte himmel. Det gør vi imidlertid ikke. De fleste moderne mennesker lever en næsten todimensional eller horisontal tilværelse. De lever deres liv i øjenhøjde. De se aldrig opad. Himlen er kun til stede i deres tilværelse som en irriterende refleks på deres smartphones skærm. Så der er ingen, som bemærker Von O og mig. Hvis der endelig er en lille dreng eller pige, hvis fantasi undervisningen i Horatios filosofi i skolen endnu ikke har taget livet af, som skulle vende sit blik op mod himlen og få øje på os, så tænder vi bare for vores camouflage light, så vi falder i ét med himlen.



Desværre er der en anelse forsinkelse i rumskibenes camouflage light, så hvis der sker et pludseligt skifte i vejret, kan rumskibene eksempelvis optræde som to stykker blå himmel på en grå regnvejrshimmel. Von O arbejder på at løse problemet.