Herunder følger en kort præsentation af de genstande, som omtales på William Alexander Månesøns blog.
William Alexander Månesøns øreklapstol: stolen står i hjørnet af William Alexanders stue. Om aftenen, når de døde kommer ind i hans stue, sætter de sig i den og begynder at fortælle. Efter at de er begyndt på det, synes William Alexander, at stolen har fået noget spøgelsesagtigt over sig. Stole har det med at tage aftryk efter dem, der har siddet i dem. Læsere, der har arvet en gammel stol efter deres bedstemor eller lignende, kender måske til fænomenet.
Sværdet Jerusalem: sværdet med hvilket Sankt Georg i sin tid kløvede dragens hoved. Det er smedet af selveste Vulkan (Vulcanus) i den hellige ild, af jordens salt og himlens lys. Det er for nuværende i Von O's besiddelse. En dag vil sværdet blive William Alexanders. Han vil få brug for det, hvis han en dag skulle få mulighed for at vende tilbage til månen. Man kan læse mere om sværdet i indlægget Dragen under etiketten Dagligt liv på jorden.