I ly af natten er der én, der plukker blomsterne i min have. Når jeg står i skjul bag gardinet og ser angst ud i mørket, kan jeg ane omridset af ham, som han sniger sig rundt ude i haven med sine fordækte hensigter. Den efterfølgende morgen kan jeg til min store fortvivlelse konstatere, at der i bedene mangler flere smukke blomster. De blomster, som krænkeren ikke har taget med sig, er enten knækket eller trådt under fode. Man ser tydeligt aftrykket af hans sko i den bløde jord. Fortsætter det på denne måde, er min have snart ribbet for alt.
Nøgen — hvorfor nøgen, hvorfor har jeg på dette for mit liv så afgørende tidspunkt valgt at optræde nøgen? — træder jeg frem for en gruppe mænd for at klage min nød. De er alle klædt i mørke jakkesæt og står, som stod de opstillet til et gruppebillede. Hvem de er, ved jeg ikke. Måske er det politikere. Måske er det embedsmænd af høj rang. Under alle omstændigheder må de have magt til at hjælpe mig i min nød. Jeg siger det, som det er: "I ly af natten er der én, der plukker blomsterne i min have ..."
"Det er ikke dine blomster," svarer en mand i gruppen mig myndigt. "Det er ham, som plukker dine blomster, der har ret."
Det ovenstående er ikke virkelighed, men en drøm jeg har haft. Dengang, da jeg som dreng boede på månen, havde jeg kun smukke og gode drømme. Det var først, da jeg vågnede op efter mit fald fra månen, at mareridtene begyndte.
Mand, det er på overfladen meget interessant at din fantasi tager dig hid og did, og den visuelle referance er fasinerende, du magter sproget forførende .... mmmeeeeennnnn jeg bliver sgu bekymret for din psykiske- mentale sundhed !
SvarSletHar du det egentlig godt ?
Jeg læste et sted, at man ikke skal "lukke op" for de afdødes ånder, kun tillade Guds Ånd at virke i sig. Det er vigtigt at bedømme ånderne og da vi ikke kan se dem, tror jeg det er bedst at holde sig til hvad Gud siger til os i Skriften; nemlig hold jer fra de afdødes ånder m.m. Hold jer til Mig.
Bare et "moderligt" bekymret pip fra mig.
Mvh Terese
Kære Terese
SvarSletTak for kommentaren.
Lad mig begynde med at slå fast: Jeg omgås ikke døde mennesker, som den lille dreng i filmen ”Den sjette sans.” Der er tale om en litterær iscenesættelse, bl.a. inspireret af et berømt digt af den senegalesiske digter Birago Diop, ”The Dead Are Not Dead”, som slutter således:
The dead are never gone,/they're in the breast of a woman,/they're in the crying child,/in the flaming firebrand./The dead are not in earth:/they're in the dying fire,/the weeping grasses,/whimpering rocks,/they're in the forest, they're in the house,/the dead are not dead.
For mig er digtets budskab ikke spor uhyggeligt. Jeg synes, at det viser, at afrikanerne har en mere intuitiv oplevelse af livets cyklus end os moderne vesterlændinge. Døden er ikke noget, man forsøger at fortrænge, som den er i Vesten.
Mit blogskriveri, som begyndte ved en tilfældighed, og som er fuld af ”litterære masker” er nok i en eller anden forstand et sorg- og helingsprojekt. For nogle år siden mistede jeg efter et langt sygdomsforløb mine forældre og stod overfor at skulle begynde en ny tilværelse. I den forbindelse blev jeg anbefalet at tale med en psykolog. Efter et relativt kort forløb (hvor jeg fik lov til at græde ud) var hendes konklusion, at jeg er et stærkt menneske med sund dømmekraft. Og da der er tale om en autoriseret psykolog med stor erfaring, som jeg blev henvist til af min læge, så må man vel have tillid til hendes vurdering?
Faktisk har jeg det bedst, når jeg skriver tekster, eller laver de billeder, som illustrerer teksterne. Jeg tror, at det er noget helt grundlæggende. Det giver en tilfredsstillelse at fremstille et produkt, som sætter ord på nogle af de tanker, følelser og oplevelser, man har haft.
Når jeg nogle gange er trist – eller rettere: frustreret – drejer det sig om nogle langt mere praktiske ting i min tilværelse. Eksempelvis har min jobsituation, lige siden jeg begyndte mit nye liv, været meget skrøbelig. En afskedigelse har ligesom et damoklessværd hængt over hovedet på mig gennem hele forløbet. For øjeblikket er min arbejdsplads under forvandling, og det er meget uvist, hvad min fremtid bliver. Jeg håber ikke, at jeg bliver fyret. Jeg ville gerne have lidt mere arbejde og tjene lidt flere penge, så jeg kunne få en lidt mere tryg og normal tilværelse. Det har jeg lidt svært ved at finde ud af. Den krisetid, vi lever i, med arbejdsløshed og nedskæringer osv. går mig på. Det er jeg vist ikke alene om.
Hermed håber jeg at have beroliget dig lidt – i hvert fald hvad angår min mentale tilstand ...