Ord hvisket af en ældre herre, med buskede øjenbryn, på vej gennem et parkanlæg:
ved den første nattefrost
når mine øjenbryn truer med at flyve bort
sammen med efterårets fugletræk
for undervejs mod rejsens endemål
at lege tagfat med svalerne
hen over pyramidernes toppe
og med deres flygtige skygger
bringe sfinksens ansigt til live
bønfalder jeg dem:
efterlad ikke mit ansigt mimikløst tilbage
som en gravsten med forvitret indskrift
blandt nedfaldent løv
for hvordan i alverden skal mit ansigt
kunne udtrykke vemod grænsende til vanvid
uden jeres vingesus?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar