Den tredje skabelsesmyte

Der var oprindeligt ikke to, men tre skabelsesmyter. Da redaktørerne efter mange forgæves forsøg imidlertid ikke på meningsfuld måde kunne integrere den tredje skabelsesmyte med de to andre, valgte de at udelade den fra den hellige skrift. Den nu glemte fortælling menes at have haft følgende tilsyneladende simple ordlyd:

Et barn faldt i en brønd. Da det viste sig at være en uoverstigelig opgave for barnets forældre at redde barnet op af brønden, skabte Gud et nyt barn til dem fuldkommen identisk med det oprindelige. Han forseglede derpå brønden.

Alle eller næsten alle var nu lykkelige: Gud over sin hittepåsomhed og skaberkraft. Forældrene, simple og hjertensgode mennesker som de var, over at have fået det, som de troede var deres oprindelige barn, tilbage. Det oprindelige barn, trods dets indespærring i den forseglede brønd, over dets nyvundne engleagtige vished om Guds eksistens og fremtidige liv i evig lovprisning af det højeste væsen og dets skaberværk. Kun det stedfortrædende barn var ikke lykkeligt. Holdt i uvidenhed om de sande omstændigheder om dets egen oprindelse levede det resten af sit liv med en fornemmelse af kun at være sig selv, når det var en anden, og af at selv de smukkeste landskaber, som det i dets resultatløse flakken omkring i et håb om at finde en mening med dets egen eksistens kom igennem, havde karakter af de mørke og fugtige vægge i en forseglet brønd.