De identiske tvillinger

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Ved det første øjekast kunne jeg ikke bemærke noget usædvanligt ved manden. Han lignede en ganske almindelig mand. Men da han takkede høfligt for, at han måtte komme ind i VORES stue, studsede jeg alligevel lidt. "Vores?" spurgte jeg forsigtigt. "Ja, dig," sagde han, idet han pegede på mig. "Og din bror." tilføjede han, idet han pegede på mit spejlbillede i det spejl, som hænger i min stue. Den døde begyndte derpå sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte mig den aften.



Det var min lod i tilværelsen at blive forelsket i to søstre, som var identiske tvillinger. Ikke alene lignede de hinanden som to dråber vand, de havde også synkrone bevægelser. At se dem danse — de to tvillinger var nemlig begge balletdansere — hensatte mig i den målløse beundring, der er et af vidnesbyrdene om den sande forelskelse. Selv da den ene tvilling under udførelsen af et særligt vanskeligt spring var så uheldig at falde, da valgte den anden tvilling i søsterlig kærlighed at falde på den nøjagtig tilsvarende måde, hvilket gjorde, at jeg ikke betragtede faldet som et uheld, men som et stort kunststykke.

Denne perfekte lighed i tvillingernes udseende og bevægelser satte mig imidlertid i et dilemma. For hvem af de to tvillinger skulle jeg vælge at gifte mig med? Hver gang jeg var sammen med dem, studerede jeg dem indgående i håb om at finde en forskel og dermed en grund til at foretrække den ene frem for den anden. Men ak, det var umuligt for mig at finde selv den mindste forskel. Havde den ene tvilling dog blot haft en skønhedsplet, den anden ikke havde, da havde jeg valgt den pletfrie tvilling, thi jeg er et menneske, der søger perfektionen.

Når jeg imidlertid befandt mig uden for tvillingernes tryllekreds og ved mine fulde fem kunne ræsonnere over de sanseindtryk, som jeg løbende fik under samværet med tvillingerne, indså jeg, at der var noget, der ikke stemte; ingen mennesker, selv ikke identiske tvillinger, er uden forsæt i stand til at gøre alle bevægelser synkront. Den ene af tvillingerne måtte være den første (om ikke andet så have været den første til at komme ud af deres fælles moders liv, ligesom det var tilfældet med Esau, som i sin moders liv kæmpede om den førstefødtes privilegier med sin tvillingebror Jacob), og den anden tvilling kunne således opfattes som en, der imiterede den førstefødtes autentiske bevægelser. Mine øjne var imidlertid ikke stand til at registrere, hvem af tvillingerne der gjorde de autentiske bevægelser, og hvem der gjorde de imiterede, da de imiterede bevægelser blev gjort med en forsinkelse på blot få hundrededele af et sekund.

En skæbnesvanger aften — fuldmånen fordoblede sine kratere og sletter af basalt ned til den mindste detalje i den spejlblanke sø ved tvillingernes hus, hvor jeg denne aften var gæst — besluttede jeg mig for at få sagen oplyst. Hvem af de to var kopien? spurgte jeg i et bydende tonefald tvillingerne, som var jeg en gårdvagt, der havde grebet to uvorne børn på fersk gerning. Det udløste stor vrede hos begge tvillinger. De skældte mig ud. Hvad var det for et menneskesyn, jeg havde? Alle mennesker var unikke. Alle var særegne. Der fandtes ingen kopier i menneskenes verden. Men lidt senere kom den ene af søstrene ud i den månebelyste have, hvor jeg under tvillingernes ukontrollerede følelsesudbrud var søgt ud, og sagde med forgrædte øjne lavmælt, at det var den anden tvilling, der var kopien. Hvordan kunne jeg være sikker på det? spurgte jeg. Tvillingen rakte mig sin hånd, som i måneskinnet fik et næsten overjordisk udseende over sig, som var den udhugget af den penteliske marmor fra Attika af selveste Pygmalion. Kunne jeg ikke se alle de fine detaljer? spurgte tvillingen. Hvis jeg så nøje efter, ville jeg kunne se, at den anden tvilling fremstod mere utydeligt, ligesom det er tilfældet med en gipskopi i forhold til den originale statue. Desuden var graten, der skyldtes mellemrummet mellem støbeformens to halvdele, stadig synlig. Støbeformen? sagde jeg. Ja, sagde tvillingen, den anden tvilling var en afstøbning af hende, som en gammel ven af familien, en dukkefører og lidt af en tryllekunstner, havde givet liv. Det lød jo ikke videre troværdigt. Jeg var stadig i tvivl, men det endte med, at jeg giftede mig med tvillingen, der var kommet ud til mig i haven. Ikke på grund af det hun havde sagt, men på grund af hendes tårer, der som det eneste denne fuldmåneaften havde virket ægte.

Det blev imidlertid ikke noget lykkeligt ægteskab. Tvillingen, jeg havde giftet mig med, bedrog mig med stor set alle mænd, som blot viste hende den mindste smule opmærksomhed. Den anden tvilling derimod levede et kysk liv. Hun giftede sig aldrig, og jeg mistænkte, at hun mente, at hendes søster havde frarøvet hende den eneste mand i verden, hun kunne have elsket. Der opstod en dybfølt sympati mellem os to. Når vi alle tre var sammen, sendte jeg og kopien ofte hinanden forstående blikke, gerne via spejle, især når tvillingen, jeg havet giftet mig med, højtideligt bedyrede, at hun aldrig havde været mig utro. Endvidere lod kopien ikke til at kunne ældes. Mens tvillingen, jeg havde giftet mig med, efterhånden blev en gammel heks at se på, var kopien som den dag, da jeg første gang havde mødt tvillingerne.

Mit ægteskabs massive utroskab tog hårdt på mig, og jeg blev syg ind til døden. Tvillingen, jeg havde giftet mig med, sad ved mit dødsleje og lod, som om hun sørgede. Den ene tåre efter den anden trillede ned ad hendes kinder. Jeg kunne ikke holde ud at se på dem, da det var dem, der den skæbnesvangre aften i den månebelyste have havde været skyld i, at jeg havde valgt at gifte mig med hende, og jeg sagde i et bittert tonefald: "Jeg skulle have giftet mig med kopien." Det udløste en vrede, som ikke var mindre end tvillingernes den skæbnesvangre aften. Hvordan kunne jeg være så hjerteløs i den sidste stund, vi tilbragte sammen? skreg tvillingen, jeg havde giftet mig med. Nu skulle hun fortælle mig sandheden. Der havde aldrig været en kopi. Hun var enebarn. Hendes tvillingesøster var min indbildning. Hun fandtes ikke. Det var mit dobbelte blik, der havde fået mig til at se hende. Jeg havde set den indbildte tvilling i søen, som hun, enebarnet, gik langs, i spejlet eller vinduesruden, som hun, enebarnet, stod foran, i de bonede gulve, som hun, enebarnet, havde danset på, og sidst, men ikke mindst, i alle de tårer, som hun, enebarnet, i løbet af vores ægteskab havde grædt. For ikke at ende som pebermø, derfor og kun derfor, havde hun, enebarnet, den skæbnesvangre aften i den månebelyste have valgt at lege med på min leg. Det var de sidste ord, jeg hørte hende sige, inden jeg døde.

Tidligere fortællinger i serien De dødes fortællinger:

• Tjekhovs pistol

• Jomfruen

• Vandnymfen

• Den med længsel ventede

• Trækvinden

• Din næste i spejlet