Jeg drømte, at jeg var en gammel dam, fuld af frøer. Med deres øjne i vandskorpen betragtede jeg verden. En god dag var en dag med et plask. Så var der sprunget endnu en frø i dammen, og jeg havde fået to nye øjne at betragte verden med. Men det var længe siden, at der havde lydt et plask. Alt for længe siden. Derfor var jeg, i stedet for at se, begyndt at lytte. Måske er det det første spæde skridt frem mod visdommen? Jeg lukkede mine tusinde øjne og blev ét stort øre, i forventning om at høre det forløsende plask. Det var på det tidspunkt, at jeg blev opmærksom på gøgens kukken og den store flagspættes trommehvirvler.
Måske er drømmen inspireret af et digt af Matsuo Basho, vel nok det mest berømte haiku i verden. Det lyder:
en gammel dam
en frø springer
plask
Et andet digt af Matsuo Basho lyder:
rejsende og syg
mine drømme strejfer om
i en vissen sump
Og endnu et:
der er intet du kan se som ikke er en blomst
der er intet du kan tænke som ikke er månen
Der er intet, du kan tænke, som ikke er månen. Alle tanker er tanker i måneskinnet. Alle er vi sønner og døtre af månen. Jeg ville gerne have kendt Matsuo Basho.
