mandag den 29. oktober 2012

Natlig operation

Hjerteoperation

En nat drømte jeg, at jeg blev opereret af min afdøde far, da forudgående undersøgelser tilsyneladende havde afsløret, at jeg havde en blodprop i hjertet. Han påstod, at operationen havde reddet mit liv. Selvom jeg med mine ydre manerer udtrykte en vis reserveret taknemmelighed over for ham, som om jeg havde fået en gave, som jeg ikke ønskede mig, og som jeg forudså, at jeg ikke ville få brug for, var jeg meget utryg ved hele situationen, da jeg vidste, at det nærmeste min far kom på at være hjertekirurg, var, at han hele sit liv havde interesseret sig for skarpe knive og havde været god til at filetere fisk. Men måske var jeg som ved tidligere lejligheder dybt uretfærdig over for ham? Måske havde han efter sin død læst medicin ved et velanset universitet på en exoplanet omkring en stjerne mellem stjernetågerne Hjertet og Sjælen i stjernebilledet Cassiopeia? Efter endt studie var han nu tilbage på jorden, i kittel, med maske for næse og mund, og skalpel i hånd, i et anatomisk teater udførende en livgivende operation på sin fortabte søn. Han blev ved med at pointere, at jeg var hans patient. Hans hjertepatient.

Da jeg vågnede, overvejede jeg, om jeg skulle kontakte det nærmeste hospital med henblik på evaluering af den natlige operation og eventuel genoptræning, men jeg opgav, da jeg ikke kunne overskue at fremlægge min sag først i modtagelsen og senere over for overlægen på grund af min sproglige afmagt over for mine medmennesker. Hvad nytter det at spørge et godsindet menneske om vej, når man ikke selv er klar over, hvor man skal hen?

Jeg frygter nu, i hvilken forklædning min far vil dukke op i mine kommende drømme. Hvis det bliver som knokkelmanden med timeglas og le, vil jeg da nogensinde komme til at vågne af drømmen igen? Jeg går ud fra, at hvis jeg fortalte om min drøm og min reaktion på den til en ven, ville han opfatte mig som en dårlig søn, så lidt jeg påskønner min faders hjælp fra den anden side af graven. ”Han er,” ville han sige, ”den barmhjertige samaritaner, som standser for at hjælpe dig i din nød, hvor alle andre blot går forbi. Han, som har båret dig på hænder og fødder hele dit liv.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar