onsdag den 25. september 2013

Kritik af den hegelske fremskridtstanke

Arthur Schopenhauer og Edgar Allan Poe

To sjæle, samme tanke. Kritik af fremskridtstanken

”Alvisdommen har kunnet indrette verden således at individet når sin bestemmelse, i hvilken situation og tid det end er. Dersom en kultur var nødvendig til det eller overhovedet havde en sand værdi, hvor uretfærdigt ville da ikke de forberedende århundreder være behandlet, der da kun tjente som trin for den lyksaliggjorte slægt der står øverst oppe og siger: hvor har vi bragt det herligt vidt.”

Arthur Schopenhauer, 1810.

”Jeg har ingen tro på, at mennesket kan fuldkommengøres. Jeg tror ikke, menneskelig anstrengelse vil have nogen målelig virkning på menneskeheden. mennesket er nok mere aktivt nu, men det er ikke mere lykkeligt og heller ikke klogere, end det var for 6000 år siden. Resultatet vil altid være det samme – og hvis man tror, det vil blive anderledes, så tror man jo dermed, at det tidligere menneske har levet forgæves – at den svundne tid blot er et rudiment af fremtiden – at de myriader af mennesker, der er døde, ikke har stået på lige fod med os selv – og at vi heller ikke gør det med vores eftertid.”

Edgar Allan Poe, 1844.

Det er nøjagtig den samme tanke, som med et lidt forskelligt ordvalg formuleres i de to citater. Fremskridtstanken afvises ud fra forestillingen om menneskets værdighed. Tilværelsen må som udgangspunkt, uafhængig af hvornår det enkelte menneske er født i historien, give lige meget mening.

Man skulle næsten tro, at Edgar Allan Poe (1809 – 1849) havde læst, om end ikke overstående citat af Arthur Schopenhauer (1788 – 1860), så dog en fremstilling af Schopenhauers filosofi, hvor den samme tanke bliver udtrykt.

I min optik er det i hvert fald overvejende sandsynligt, at Poe ligesom hans samtidige landsmand Herman Melville (1819 – 1891) har truffet bekendtskab med Schopenhauers filosofi og ladet sig påvirke af den. At Poe betragter musikken som den højeste kunstart, kunne eksempelvis også tyde på det.

Det schopenhauerske centralsymbol

Poe, Melville og den senere Franz Kafka (1883 – 1924), som også var påvirket af Schopenhauers filosofi, har i øvrigt det tilfælles, at det centrale symbol i mindst et af deres respektive værker (En nedfart i malstrømmen, Moby Dick og Slottet) har det, jeg vil kalde et schopenhauersk centralsymbol, dvs. et centralsymbol, som fremstiller universets grundlæggende kræfter som irrationelle. Tilværelsen er behersket af en blind vilje, som det – trods den menneskelige fornuft – er menneskets lod at bukke under for.

Den negative verdensfortolkning som en frisættelse af kunstnerisk skaberkraft   

Man kan – som mange i øvrigt har gjort det – hævde, at det er et alt for pessimistisk livssyn, men samtidig kan man ikke andet end anerkende, at Schopenhauer med sin filosofi har skabt et rum for en negativ verdensfortolkning, som har virket frisættende på mange kunstneres skaberkraft, hvilket har resulteret i nogle af de største kunstværker i menneskehedens historie.

1 kommentar:

  1. Meget sandsynligt har Poe læst Schopenhauer men da verden er fælles og vore erfaringer også er det kan de to herrer sagtens være nået frem til det samme hver for sig 😉

    SvarSlet