tirsdag den 8. februar 2011

En gammel dam

En gammel dam - haiku - Matsuo Basho

Jeg drømte, at jeg var en gammel dam, fuld af frøer. Med deres øjne i vandskorpen betragtede jeg verden. En god dag var en dag med et plask. Så var der sprunget endnu en frø i dammen, og jeg havde fået to nye øjne at betragte verden med. Men det var længe siden, at der havde lydt et plask. Alt for længe siden. Derfor var jeg, i stedet for at se, begyndt at lytte. Måske er det det første spæde skridt frem mod visdommen? Jeg lukkede mine tusinde øjne og blev ét stort øre, i forventning om at høre det forløsende plask. Det var på det tidspunkt, at jeg blev opmærksom på gøgens kukken og den store flagspættes trommehvirvler.

Måske er drømmen inspireret af et digt af Matsuo Basho, vel nok det mest berømte haiku i verden. Det lyder:

en gammel dam
en frø springer
plask


Et andet digt af Matsuo Basho lyder:

rejsende og syg
mine drømme strejfer om
i en vissen sump


Og endnu et:

der er intet du kan se som ikke er en blomst
der er intet du kan tænke som ikke er månen


Der er intet, du kan tænke, som ikke er månen. Alle tanker er tanker i måneskinnet. Alle er vi sønner og døtre af månen. Jeg ville gerne have kendt Matsuo Basho.

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker haiku. De har noget meget på én gang ømt og skarpt over sig, så små og fine, som de kan være og samtidig så fulde af univers. Og frøer, frøer elsker jeg også, men jeg ved ikke hvorfor. Lyden af dem en sommeraften i en have, deres mystiske ro og så alligevel stærkt nervøse hop, når man nærmer sig.
    Måske synes man om frøer, fordi man som barn har fået at vide, at de er fortryllede? Aj, jeg ved det ikke, men jeg elskede at fange de helt små af dem, da jeg var lille, bare lade dem sidde i hånden og kigge på dem, indtil de sprang væk.

    Jeg ville også gerne have kendt Matsuo Basho, ville gerne have kunnet se verden med hans øjne. Bare prøve det, bare én gang.
    Wow.

    SvarSlet
  2. det er et digt som handler om alt og intet, meget simpelt og alligevel så simpelt, det er idylisk

    SvarSlet