Den med længsel ventede

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en hårdt såret mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var nøgen, og det blødte fra et stort sår i hans hoved og fra flere andre sår af forskellig størrelse på hans krop. Det var tydeligt, at manden havde været udsat for en forbrydelse. Jeg blev meget forskrækket over synet af den hårdt sårede mand og ville ringe efter en ambulance, men manden overbeviste mig om det nytteløse heri; han var jo allerede død, sagde han, ja, han havde, for det ikke skulle være løgn, været død i omkring to tusinde år; selv med deres moderne genoplivningsudstyr ville ambulancefolkene intet kunne gøre for at hjælpe ham. Det eneste man som menneske kunne gøre for at hjælpe ham, var at lytte til hans historie, hvilket jeg beredvilligt indvilgede i. Dog lavede jeg først to krus med te og hentede et tæppe til manden. Manden svøbte sig i tæppet og tog imod kruset med te, som jeg rakte ham. For en stund sad vi i tavshed og drak teen. Te har, som jeg har lært af min mor, dronningen af månen, en forunderlig beroligende effekt på den, som tilværelsen har ramt hårdt. Der faldt ro over os begge to. Ja, jeg bildte mig endda ind, at mængden af blod, der dryppede fra det omkring to tusinde år gamle sår i den dødes hoved, så småt begyndte at aftage. Den døde begyndte derpå på sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte mig den aften.



Jeg var på vej fra Jerusalem til Jeriko, ad vejen, der snor sig gennem bjergene i den judæiske ødemark, da jeg blev overfaldet af nogle røvere. De tog mit tøj og mine værdier og slog mig halvt fordærvet. Så gik de deres vej og lod mig ligge halvdød tilbage i grøftekanten.

Der lå jeg så, et menneske i dyb nød, i grøftekanten af en snoet vej gennem et goldt bjerglandskab. Hvad jeg dengang ikke vidste, var, at det skulle blive mit opholdssted i en rum tid fremover, og at der i løbet af denne tid skulle komme til at passere de mest forskelligartede eksistenser; jeg var blot den første af mange andre, der havde valgt at drage ad denne vej. En efter en kom de forbi, som overværede jeg et ejendommeligt optog. Alle så de mig, men gik lige forbi. Ifald jeg ikke havde været så ilde tilredt, som jeg var, ville det i grunden have været en morsom oplevelse at overvære. At det netop var disse eksistenser, der kom forbi, var tilsyneladende en tilfældighed, og ingen af dem havde på nogen måde nogen forbindelse til de andre. Man kunne jo f.eks. have antaget, at nogle af dem rejste sammen, blot var den ene sakket lidt bag ud efter den anden. Dette var imidlertid ikke tilfældet; alle rejste de uafhængigt af hinanden. At ligge i grøften og vente på min eventuelle redningsmand var som at deltage i et lotteri; jeg lå hele tiden og tænkte: "Hvad er det næste nummer, der bliver udtrukket? Hvem er mon den næste, der vil komme forbi?"

Den første, der kom forbi, var en præst. Han så mig, men gik lige forbi. Den næste, der kom forbi, var en levit, dvs. en af de mænd af Levis stamme, der gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, på den tid jeg levede. Han så mig, men gik lige forbi. Den tredie, der kom forbi, var ... en herreløs kamel. Det tjener til kamelens ros, at den kom hen og snusede lidt til mig, tilsyneladende i vildrede over situationen, men derpå gik den som de to repræsentanter for den gamle tro også videre.

Et cirkuskompagni kom forbi, de optrådte med deres numre; en kvindelig artist med en lille parasol gik på line, en mandlig artist jonglerede med nogle kegler, to klovne sloges om en stol og faldt på halen. Cirkusdirektøren, som holdt nøje øje med mine reaktioner, noterede med tilfredshed, at artisternes optræden, til trods for den nød jeg befandt mig i, flere gange fremtvang et smil på mine læber, hvilket han mente lovede godt for de kommende forestillinger. Ingen af cirkusartisterne hjalp mig imidlertid, og da cirkuskompagniet drog videre, lå jeg stadig i grøftekanten, slået halvt fordærvet.

Et hold bygningsarbejdere kom forbi. De byggede et hospital. Læger og sygeplejersker kom til. De hjalp mange syge og tilskadekomne, blot hjalp de ikke mig. Hospitalet lå der i mange år. En dag blev det revet ned, da man havde besluttet at opføre et nyt og større hospital et andet sted og samle kræfterne dér. Da den sidste læge og sygeplejerske forlod hospitalet, inden nedrivningen af det blev påbegyndt, kom de på deres vej til det ny og større hospital forbi mig. De så mig, men gik lige forbi.

Jobs venner kom også forbi, som de så ofte gør, når nogen ligger ned. De satte sig omkring mig i en rundkreds og begyndte at diskutere min nød ud fra et filosofisk perspektiv; havde jeg egentlig fortjent at få hjælp? Var jeg i grunden et godt menneske, når nu ingen tilsyneladende ville hjælpe mig? Hvad havde jeg, der nu så patetisk lå og anglede efter mine medmenneskers medynk, egentlig selv gjort af gode gerninger? Næppe mange! Måske havde jeg endda gjort mange ting forkert i mit liv? Burde jeg ikke nu, da jeg havde rigelig af tid, kalde dem frem af erindringen og angre dem bitterligt? Normalt siger man, at alle, der er i nød, uanset om de er gode eller dårlige mennesker, har ret til hjælp, men er det i grunden sandt? Er det, man giver her i livet, ikke det, man får? Bliver der ikke for os alle ført et himmelsk regnskab, et regnskab, som, når man går posterne igennem en for en, under alle omstændigheder viser sig at stemme? Måske ville jeg, hvis skaderne efter overfaldet ikke havde forhindret mig i at tale, indvende, at jeg ikke kunne have været så meget værre end de fleste andre mennesker. Men var det ikke den sædvanlige udenomssnak? Efter mange dage og nætter gik Jobs venner endelig. Dog fortsatte der med at defilerere folk forbi.

En nat drømte jeg, at der kom en mand ridende på et æsel. Da han så mig, ynkedes han inderligt. Han kom hen til mig, hældte olie og vin i mine sår og forbandt dem, løftede mig op på sit æsel og bragte mig til et herberg, hvor han plejede og passede mig. Da han imidlertid måtte videre, tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: "Plej denne mand, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage." Men da jeg vågnede efter drømmen den næste dag, lå jeg stadig i grøftekanten, slået halvt fordærvet.

Hvem var han, denne mand i min drøm? I drømmen havde hans ansigt været tildækket, så jeg ikke kunne se det, så jeg ved det desværre ikke. Jeg opfattede drømmen som et slags varsel, som noget der engang ville ske. I mange år ventede jeg på denne mand. For mig blev han den med længsel ventede.

Men manden kom ikke. Derimod fortsatte der med at komme de mest forskellige eksistenser forbi, men ingen af dem hjalp mig i min hjælpeløshed. Til sidst var jeg, i min indignation over at ingen hjalp mig, lige ved at rejse mig op og gå.

En dag gav det sig til at regne, hvilket det ellers sjældent gør i den judæiske ødemark. Der faldt megen regn, men ingen af regndråberne faldt i min udtørrede mund. Efter regnen kom en snegl, som snegle har for skik, frem fra sit skjul. Den kravlede hen over mig og trak sit slimede spor efter sig. Derpå forsvandt den ud af syne.

En edderkop kom forbi. Den byggede et edderkoppespind mellem min næse, hage og bryst. I dette spind fangede den mange fluer og andre insekter. Den døde af alderdom, mæt af dage.

Der gik nu mange år. Langsomt fjernedes mit fokus fra de nære omgivelser, grøftekanten og den snoede vej gennem den judæiske ødemark, til himlen over mig, jeg knap nok mere bemærkede de mængder af folk, der uden at hjælpe mig i min nød, passerede forbi. Min nød var ikke mere et jordisk anliggende, men et himmelsk. Om natten lå jeg og så op i stjernehimlen. Min synssans blev skærpet af al denne stirren og jeg så, hvordan de ellers så urokkelige fiksstjerner langsomt flyttede sig, og hvordan stjernebillederne ændrede udseende. Også min høresans blev skærpet. Bag alle denne verdens lyde blev jeg opmærksom på en svag summen. Den kom til mig fra alle fire verdenshjørner, den fyldte hele universet. Det var baggrundsstrålingen, jeg, længe inden den blev opdaget, registrerede. I mine ører, jeg, den nødlidende som ingen nogensinde hjalp, lød det som vejrtrækningen fra én, der sov. Det var min sidste tanke, inden jeg døde.

Efter at have læst den ovenstående fortælling gjorde Von O den simple observation, at den er identisk med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, blot med den ændring at samaritaneren i den dødes fortælling udebliver, med hvad det medfører af forviklinger. Den dødes fortælling er således meget længere end lignelsen, og visse steder synes den at være langt ude på overdrevet, som f.eks da man bygger et hospital ved den nødlidende mand uden at hjælpe ham. Von O ønsker ikke på nogen måde at så tvivl om den dødes fortælling. Den må jo være sand, når nu den døde har fortalt den. Hvorfor skulle han fortælle noget, der ikke var sandt? Men han opfordrer alle til at holde sig til den version af lignelsen, som Jesus fortæller i Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 30 til 35. Det er en mere opbyggelig historie for det kristne sind.

Tidligere fortællinger i serien De dødes fortællinger:

Din næste i spejlet

Trækvinden