Et er sikkert og vist; set i forhold til englene er mennesket et laverestående væsen. Ja, så langt nede på den evolutionære rangstige synes mennesket med dets abeagtige adfærd at befinde sig, at kommunikation med det ikke synes at være en mulighed for englene, på samme måde som at kommunikation med laverestående dyrearter som eksempelvis insekter ikke synes at være en mulighed for menneskene selv. Ak, hvis dette er tilfældet, hvordan skal det da gå menneskene, når de, ramt af ulykke, beder englene om hjælp?
Dog; for den, der har hjemme i verden, er sagen ikke ganske håbløs. Han tror sig nemlig i stand til at gøre sig begribelig over for de bevingede væsner, idet han tror at kunne tale samme sprog som de; nemlig det oprindelige ursprog, det, som alle mennesker talte og forstod, inden de ved Babel, i tårnets skygge, lod sig forvirre for derpå at blive spredt ud over hele jorden. Nok har han som alle andre glemt dette sprog, men i mødet med englen, under dens gunstige indflydelse, tror han at kunne genkalde sig det og således på overbevisende måde fremlægge sin sag.
Men for den som ikke har hjemme i verden, og for hvem universet er et fjendtligt sted, befolket af fjendtligsindede væsner, stiller sagen sig anderledes vanskelig. Han tør nemlig ikke stole på, at englene forstår hans bønner og må derfor alene håbe på, at han med gestik og fagter vækker englens medynk, på samme måde som en skarnbasse, der ligger hjælpeløs på sit skjold og spræller med sine ben mod himlen, eller en indespærret sommerfugl, der flakser mod vinduesruden, vækker menneskets medynk.
Derfor er det, at nogle folk, når de i kirken falder på knæ ved alteret for at bede, kan ses fremføre en ejendommelig form for pantomime, som i verdens øjne kan forekomme stærkt selvfornedrende, ja, i sin overdrevenhed endda ufrivillig komisk. Men forstå; det har alene sit udspring i en tænkt sprogbarriere mellem menneske og engel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar