Erindringsdodekaederet

En nat opfandt jeg i drømme erindringsdodekaederet, dvs. et dodekaeder til hvis tolv flader er fastgjort essentielle erindringsbilleder fra ens liv. En kvinde, som havde oplevet den glæde at blive mor, ville måske vælge et billede af sit barn eller sin fødsel som et af erindringsbillederne. En mand, som havde vundet en medalje ved et sportsstævne, ville måske vælge et billede, hvor han løber over målstregen, som et af erindringsbillederne. Og en mand, som havde overlevet en naturkatastrofe, ville måske vælge et billede fra naturkatastrofen som et af erindringsbillederne, for både de lyse og mørke erindringsbilleder skal med på ens erindringsdodekaeder, hvis det skal opnå sandhed og magi.   

Jeg så et stort potentiale i opfindelsen. Ældre mennesker med svigtende hukommelse kunne sidde og dreje erindringsdodekaederet mellem deres leverplettede og årede hænder, som en katolik sin rosenkrans, i stedet for at se apatisk ud af vinduet fra deres små stuer på plejehjemmet. Erindringsdodekaederet ville også kunne finde anvendelse som en gravsten, en gravsten som med sine tolv erindringsbilleder ville opsummere den afdødes liv på en langt bedre måde, end nogen ord ville kunne gøre det.

Jeg købte en fabrik, som lå på toppen af en stejl bakke, og som derfor var sat billigt til salg, og ansatte nogle medarbejdere til at fremstille dodekaedrene og klistre folks erindringsbilleder på dem. Det viste sig, at jeg havde ret i min antagelse. Ordrerne strømmede ind fra nær og fjern. Fra de øverste trin på en vakkelvorn stige stablede jeg den ene erindringsdodekaeder efter den anden oven på hinanden på lagerpladsen uden for fabrikken, så de var parate til at blive bragt ud til hin enkelte. I mit overmod overvejede jeg slet ikke, at stablen kunne blive for høj, så da jeg i tredje sals højde ville placere endnu en erindringsdodekaeder (vistnok bestilt af en international kendt komiker for dens tolv flader var fuld af leende publikummer) på stablen, væltede den til min store overraskelse som et korthus under mig. I det næste øjeblik befandt jeg mig løbende ned ad den stejle bakke med erindringsdodekaedrene rullende som klippestykker fra et stenstred efter mig. Forestil dig det: En lavine af erindringsdodekaedre. En lavine af for en ubekendte folks dyrebareste erindringsbilleder. At være forfulgt af ens egne erindringer, som jeg af og til er det i mit vågne liv, kan være lidelsesfuldt, men at være forfulgt af hele menneskehedens erindringer, som jeg var det i denne drøm, er et sandt mareridt.