lørdag den 8. juli 2017

Endnu en tvivlsom sommerdag

Tiden har en retning
Hvid snerle

Jeg smører mig ind i solcreme med faktor 30 og ler ad mit klovneansigt i spejlet, før jeg går mig ud endnu en tvivlsom sommerdag på jagt efter stemninger.

Hvidkløveren er dagens skønhed. Det ligner, at der er gået ild i de offentlige anlægs visne græsplæner.

En verden i flammer. Det var ikke den slags helvedesvisioner, mit hjerte drømte om at blive kastet ud i.   

Jeg mindes uvilkårligt min faders have, hvor humlebierne fór vild i rosens labyrint med en næsten frydefuld brummen.

Blomsterne trives bedst i Paradis.

Der er imidlertid ikke nogen vej tilbage til den lukkede have, bevogtet af en ny generation af børn med legetøjssværd med lys og lyd som den er.

Tiden har en retning, som ifølge den moderne fysik bestemmes af universets voksende kaos, og der lod rigtignok også til at være mere orden i den verden, hvor jeg var barn.

Timerne var skemalagt, og der var ikke meget, der var til diskussion, hvilket i grunden var en befrielse. Verden forekom at være urokkelig, selv om bedsteforældrene allerede var begyndt at dø.

I dag er det derimod, hver morgen jeg vågner, som om al porcelæn i verden er knust.

Den nøjagtige dato for det øresønderrivende brag, som det må have været, lader sig imidlertid ikke bestemme.

Min mor påstod, at jeg blev en anden, da jeg kom i puberteten. Jeg holdt op med at smile.

Men det kan ikke kun være biologien, som bærer ansvaret, uretfærdig dømt arvtager til syndefaldet som den er blevet. Det må også være den historiske tid, som mit liv er indlejret i som et insekt i et stykke forstenet harpiks.

I lyset fra den nedgående sol, som farver himlen ravgul, forsøger jeg med insekttynde arme at lægge et puslespil af en tabt verdens brikker. Hjemløs mellem utopierne.