Labyrinten

Jeg drømte, at min etværelseslejlighed på Ensomhedens Allé var en labyrint, og at det ringede på entrédøren. En stemme kaldte på mig udefra.

"Er du hjemme, William Alexander Månesøn?" spurgte den.

"Ja," svarede jeg, men med en stemme, næppe hørlig, fuld af tøven og tvivl.

Jeg rejste mig for at åbne. Det blev en lang rejse hen imod entrédøren. Den kom til at vare i flere år. Undervejs fór jeg vild flere gange i labyrinten. Og til sidst måtte jeg sande, at jeg aldrig ville nå frem. I alle de år rejsen varede, vedblev det med at ringe på døren og vedblev stemmen med at kalde. Hvem var det, der stod udenfor og ville ind? Var det min næste? Var det Gud? Eller var det mig selv, der havde lukket mig ude?