søndag den 28. april 2019

Panik før lukketid

Kender du det? Du er kort inden forretningernes lukketid på vej ud for at købe et eller andet, som mangler i dit ellers bugnende spisekammer – lad os sige lindete – da en eller anden i den ellers hjemad-ilende menneskemængde pludselig prikker dig på skulderen. Du vender dig om og ser forbavset på personen. Denne præsenterer sig som en gammel ven, men selv om ansigtet virker bekendt og du rynker panden i monumentale folder som Heraklit eller Schopenhauer i et forsøg på at huske, hvem han er, kan du ikke genkende ham.

I din nød begynder du at citere fra en bog, som du netop har læst, men inden længe snart har glemt igen.

Du siger, at tiden gør alting til fortid, og når noget er fortid, er det for altid forsvundet. Tiden afspejler en altomfattende tilintetgørelse. Alt, hvad der findes, tilintetgøres.

Et øjeblik, og påskens blodbestænkede liljer er forsvundet. Et hjerteslag eller tre, og din mor og far, som sandsynligvis gav al deres kærlighed til dig som spæd, er aske på kirkegården.

Du selv lades heller ikke i fred. Du kunne knapt nok synke dit mundvand, da du i spejlet opdagede de første grå hår ved tindingerne og tabet af ansigtets ungdommelige glød og indså, at det snart kan være på tide til at sige farvel.

Du forventer applaus for din veltalenhed, men må med et barns småfornærmede mine konstatere, at du ingen får.

Du skutter dig, da en kold luftning i den begyndende aften bevæger sig hen over den efterhånden affolkede plads oven over undergrundsstationen.

Du siger til den fremmede, at han må forveksle dig med en anden, at du trods mange prik på skulderen gennem tiderne ingen gamle venner har, og sidst men ikke mindst at du har et uopsætteligt ærinde inden forretningernes lukketid. Du har godt nok allerede glemt, hvad det var, du skulle købe. Sandsynligvis på grund af den fremmedes efter din opfattelse efterhånden mere og mere upassende henvendelse. Du har imidlertid været forudseende og har noteret den ønskede vare ned på din telefon. Håndskrevne indkøbssedler findes ikke mere. De lå ellers tit og flød i rendestenen uden for købmanden, gerne med svært læselig skråskrift og irriterende mange spørgsmålstegn. Hvad handlede det om? Var det en slags breve til den verden, som aldrig skrev til de indkøbsseddel-skrivende kunder? Hvorfor skulle det udbasuneres, at hr. Hansen skulle have æg, sild og akvavit? Hvad ragede det os andre? Måtte han kvæles i sin påskefrokost! Du er gal nu. Meget gal. Hvad rager vi overhovedet hinanden? Hvorfor må vi ikke være i fred i det korte tidsrum, vi endnu har tilbage at leve i?

Du forsvinder med hastige skridt ned i gydernes labyrint.