Gammel vin på nye flasker

En verden med reinkarnation

Døden eksisterede ikke længere: Jeg var gæst i en fremtidig verden, hvor den østerlandske forestilling om, at menneskets sjæl efter døden får et nyt legeme for igen at leve på jorden, ikke mere blot var en tro, men var blevet til den skinbarlige virkelighed. Der var dog intet østerlandsk over fremtiden. Den fremstod som en fremskrivning af den fortidige vesterlandske verden (dvs. vores samtidige vesterlandske verden) med al dens materialisme. Store bygningskomplekser med vidtstrakte kontorlandskaber, vidtforgrenede vejnet med en evig strøm af personbiler, evigt bippende mobiltelefoner, og tændte computere og fjernsyn hvis lysende skærme oplyste betragterens ansigt med et blåligt skær, udgjorde stadigvæk sceneriet og rekvisitterne for den menneskelige komedie og tragedie, nu blot i en endnu mere optimeret udgave.

Sjælens hospitaler

Min sjæl var vin. Mine legemer var en tilsyneladende endeløs række af nye flasker. Hver gang jeg døde, blev min sjæl tappet fra en gammel mands brugte legeme og hældt på en ung mands ubrugte legeme. Omhældningen skete på hospitaler. De læger og sygeplejersker, som iført hvide fremmedartede operationsdragter forestod omhældningen i koldt oplyste operationsstuer, var hverken guder eller engle. De var også mennesker, hvis sjæle igen og igen blev omhældt.

Kætteren

Det var en smuk forårsaften. Solen var på vej ned, fuglene sang, og luften fortættede sig til vandråber på græsstråene i de nyklippede plæner i forstædernes villakvarterer. Jeg var netop begyndt på mit et hundrede og syttende liv. Jeg var forelsket. Mine følelser var gengældt. Kærlighed kan være svær i ens første liv. Men tro mig: Allerede i ens tredje liv bliver den en leg. Da dette som sagt var mit et hundrede og syttende liv, var jeg blevet en ren virtuos ud i elskovskunsten. Det var dagen, hvor jeg skulle møde min kærestes familie for første gang. I det samme øjeblik, da jeg med min kæreste i hånden, funklende af ungdom og lykke, trådte ind i stuen, hvor hendes store familie var forsamlet, mærkede jeg tilstedeværelsen at et mod mig fjendtligsindet væsen. Fjendtligheden gjaldt imidlertid ikke kun min person. Den gjaldt hele universet. Der var en kætter til stede. En oprører. En verdensomstyrter. I et hjørne sad en gammel mand i en kørestol med et iltapparat påmonteret og skulede ondt til mig. Det var min kærestes bedstefar. Aldrig i mine mange liv havde jeg set så gammelt et menneske. Han måtte være døden nær. Jeg forestillede mig i tankerne, at ambulancen, som skulle bringe ham til hospitalet, hvor hans sjæl skulle hældes på et nyt legeme, allerede måtte være undervejs.

”Den mand er en bedrager,” udbrød den gamle bedstefar og pegede på mig med sin knortede hånd. ”Han foregiver at være en ung mand, som står foran at skulle gifte sig for første gang. Det er en stor løgn! Han er ældre end Ahasverus og har haft flere koner end kong Salomon. Jeg gamle rynkede og sammensunkne mand, som er på gravens rand, er en ren novice i sammenligning med ham, da dette kun er mit første liv og jeg i det har været tro mod min første og eneste kærlighed. Stands dog denne maskerade, børnlille! Den mand er en bedrager, siger jeg! Han er gammel vin på nye flasker. Ja ikke kun han, men hele denne forlorne skinverden er gammel vin på nye flasker. En gammel verden af gamle sjæle i unge legemer. Stands dog denne maskerade, børnlille, og bær i stedet for jeres sande alder med værdighed!”

Dødens triumf

En stor fortvivlelse bredte sig i stuen. Alle vidste, at den gamle bedstefar, som måske i virkeligheden var den yngste iblandt os, havde ret. Vores ungdommelige lykke, og den smukke forårsaften i hvis rammer den udspillede sig, var ét stort af os selv iscenesat bedrag. Det var, som om selve universet også fortvivlede over denne pludselige indsigt og dermed udløste sin egen undergang: På samme måde som skindet bliver flået af et dyr, blev den ungdommelige overflade flået af den fremtidige verden, og under den kom fortidens verden (dvs. vores samtidige verden) til syne i al sin ubarmhjertige hudløshed. Det var ikke længere en smuk forårsaften. Det var en mørk og kold vintermorgen. Det skulle først lige til at lysne. Jeg følte mig så træt, så træt, som om jeg havde været oppe hele natten. Jeg stod i en stue omgivet af gamle mænd og kvinder, jeg selv en gammel mand, i en verden hvor mennesket kun har ét liv og døden betyder fuldkommen udslettelse af ens jeg. Fra hjørnet, hvor den gamle bedstefar sad, lød der latter. En befriende af slagsen forekom det mig at være.

Tidligere fortællinger i rækken af Overflødige fortællinger:

Det fortryllede slots tilstand

Thanatos

Kong Fuzis drøm – en kinesiske fortælling