fredag den 28. august 2009

Dragen

Paolo Uccello: Sankt Georg og dragen

En aften hen imod jul, da Von O og jeg gik over Rådhuspladsen, fik vi øje på en mand, der stod og støttede sig til en af de tre vandspyende drager ved vandkummens kant på Dragespringvandet. Manden så ikke ud til at have det så godt. Vi gik derfor hen og spurgte ham, om alt var vel, eller om han havde brug for hjælp.

Manden løftede sit hoved og så forbavset op på os. Det var en lille mand. Hans ansigt var vejrbidt med daggamle skægstubbe. Hans øjne, der var mørke og glansløse, lod ikke til at fokusere på det, de tilsyneladende så på.

"Pjerrot og Santa Claus?" mumlede han forundret, tilsyneladende mere henvendt til sig selv end til os.

Det skal her indskydes, at jeg med min blege fremtoning og Von O med sit store hvide skæg og den strikhue med kvast, han bærer om vinteren, i et forvirret sind let kan tage sig ud for de to ovennævnte skikkelser.

"Er det mon den gamle, der har sendt dem?" fortsatte manden. "Jeg havde i grunden forestillet mig noget mere opløftende: et kvindeligt væsen med vinger og glorie."

Han så sig om.

"Og hvor er kanen og rensdyrene, der skal bringe mig til Himmelens porte?" spurgte han.

Von O og jeg måtte nu overbevise manden om, at vi ikke var udsendinge fra det hinsides, at vi ingen kane og rensdyr havde. At vi var to helt almindelige mennesker — bortset fra at jeg var en prins, der som barn var faldet ned fra månen. At vi var blevet urolige, da vi havde set ham stå og omfavne en drage.

"En prins fra månen?" sagde manden og så forbavset på mig. "Og hvem er jeg selv, hvis du er en prins fra månen? — Jeg er en drage. Selvfølgelig er jeg det. Ikke en drage i et æstetisk univers som den rent dekorative figur, jeg står og støtter mig til, men en drage i et etisk univers ligesom den, Sankt Georg i den berømte legende spidder med sin lanse Ascalon."

"Dog kan man ikke se det på mig. I verdens øjne ligner jeg vel en lille mand, en hjemløs alkoholiker, udstødt af menneskenes fællesskab, men som det fremgår af de talrige fremstillinger af Sankt Georg og dragen, de alvorlige og sandhedssøgende af slagsen vel at mærke, som kunstnere har skabt gennem tiderne, er drager, modsat af hvad mange tror, ikke særligt store, faktisk omtrent af menneskestørrelse, og i grunden ofte menneskelignende, på samme måde som at en frø eller en salamander også er menneskelignede, og kan derfor iført moderne klæder i en storby som København, hvor ingen rigtigt ser hinanden i vrimlen, let antages for et menneske. Det er — går jeg ud fra — grunden til, at myndighederne endnu ikke har afsløret min sande identitet. At jeg ikke er blevet standset af politiet på gaden og anbragt i et bur i Zoologisk Have."

"Men jeg forsøger også ihærdigt på at fortrænge min dragenatur. Alle mine kræfter bliver brugt på dette ene projekt, at fortrænge. At leve er der slet ingen overskydende kræfter tilovers til. Men jeg har også haft stor succes med det. Der er næsten ingen tegn tilbage på, at jeg er en drage, udover den dårlige ånde, jeg jager mine medmennesker bort med, og min hang til lam og unge jomfruer."

"Trods dette maskespil er livet som drage i moderne tid i grunden ikke så slemt. Jeg har mere ondt af Sankt Georg. Hvor er han at finde i den moderne verden? Er han ikke at finde fjernt fra sit fædreland, i en dal i en bjergrig egn med den drømmeløse søvns smukke blomster? Hvor fjenden intet ansigt har. Hvor han skjuler sig i majsmarkerne og kun uventede eksplosioner og kugler, der hvisler en om ørene, afslører hans eksistens. Måske vil han, Sankt Georg, vende hjem i ét stykke og tilsyneladende være uberørt af, hvad hans øjne har set og hans hænder har gjort. Måske vil han blive offer for fjendens sprængstoffer. Måske er hans sjæl lavet af krystal og vil gå i tusinde stykker. Under alle omstændigheder venter der ham ikke nogen storslået heltemodtagelse. "Du valgte det selv," siger vi, næsten med undertrykt vrede i vores stemme. "Du kunne være blevet hjemme ligesom os andre, vi, der kæmper denne verdens sande kampe bag ligusterhækken og foran spejlet i badeværelset." Stakkels Sankt Georg. Det er hårdt, når man er en helt, ikke at kunne bevise sit heltemod over for verden. At være god, men ikke at kunne bevise det, må være så meget værre end at være ond og måtte skjule det."

"Også Cleodolinda, den evige jomfru, jeg aldrig fik sat tænderne i, har jeg ondt af. Hvor er hun at finde i den moderne verden? — Ak, har hun ikke skikkelse af naboens datter, den unge pige, der sulter sig selv, eller i al hemmelighed skærer i sig selv med skarpe knive? Nej, det er bestemt ikke let at have et jomfrusind og have hang til offerspil i denne tid."

"Men om natten drømmer vi alle den samme drøm, Sankt Georg, Cleodolinda og jeg. I drømmen bliver vi ført tilbage til den svundne tid, hvor alt var, omend ikke bedre, så dog mere entydigt, hvor en ridder var en ridder, en drage en drage og en jomfru en jomfru."

"Drømmens handling er altid den samme. Udfaldet af den drabelige kamp mellem menneske og drage ligger på forhånd fast. Gang på gang spidder Sankt Georg mig med sin lanse Ascalon. Gang på gang kløver han mit hoved med sit sværd Jerusalem."

"Nu skulle man tro, at det var hårdt sådan at dø igen og igen. Det er det ikke. Jeg udfylder min rolle som den flydende bronze udfylder en skulpturs afstøbningsform. Jeg er noget, omend jeg er det onde, det onde, der besejres."

"Det er de færreste, der forstår dette, når jeg fortæller dem det. Men jeg tror, at du i det mindste må kunne forstå mig, blege måneprins, du, der er faldet ned fra månen. Sagnet om Sankt Georg og dragen betyder det samme i mit liv som månen gør i dit: det for evigt tabte, vi måler alt op imod."

"Men nu, mine herrer, må jeg tilbage til sumpene, tilbage til min hule. Sankt Georg og Cleodolinda venter mig i mine drømme. Farvel, de herrer, farvel."

Med disse ord forlod den lille mand os, i retning af Hovedbanegården.

Sværdet Jerusalem

"Sværdet Jerusalem?" sagde jeg i et tvivlende tonefald, da manden havde forladt os. "Jeg har hørt om lansen Ascalon, men sværdet Jerusalem har jeg aldrig hørt om før."

"Der er meget, du ikke ved, William Alexander Månesøn," sagde Von O. "Alt, hvad dragen fortalte dig, er sandt. Sværdet Jerusalem er et virkeligt sværd. Farligere sværd end det findes ikke på denne jord. Det er smedet af selveste Vulkan (Vulcanus) i den hellige ild, af jordens salt og himlens lys. Kun med det kan man kløve en drages hoved."

"Og hvor befinder sværdet sig i dag?" spurgte jeg. "Ligger det monstro på bunden af en sø, bevogtet af en vandnymfe?"

"Nej," sagde Von O. "Det er i min besiddelse. En dag, når tiden er moden, vil du få det at se. En dag, når tiden er moden, vil det blive dit."

"Hvad skal jeg dog med et farligt sværd, Von O?" spurgte jeg.

"Nu skal du ikke blive forskrækket, William Alexander," sagde Von O, "men hvis du en dag får mulighed for at vende tilbage til månen, vil du opdage, at alt er forandret, at der sidder en fremmed på din slægts trone. Det er en ond mand. Han vil opfatte din tilbagekomst som en trussel mod hans herredømme over månen. Den fremmede besidder magiske evner. Han vil opvække alle de døde i den ukendte soldats grav overalt på månen og jorden og sende dem ud imod dig. Da vil du få brug for sværdet Jerusalem, William Alexander, for der findes ingen vildere krigere end de navnløse soldater, der er døde på slagmarken. Mere vil jeg ikke sige nu. For tiden er endnu ikke moden ..."

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, udtaler:

"Billedet, som illustrerer indlægget, er et farve- og skarphedsmanipuleret udsnit af Paolo Uccellos maleri, Sankt Georg og dragen, dateret til ca. 1470."

"Uccello (1397-1475) er en italiensk kunstner fra overgangsperioden mellem middelalderen og renæssancen. Han er en af kunstenhistoriens store innovatorer. Han er en af de første kunstnere, der udforsker det lineære perspektiv. Ifølge kunsthistorikeren Giorgio Vasari skal han ved en lejlighed begejstret have udbrudt: "Oh, det lineære perspektiv er i sandhed en vidunderlig ting." Når man betragter Uccellos æuvre, fristes man til at give ham ret."

Cleodolinda, dragen og Sankt Georg

"Bemærk den omhu, ja, næsten kærlighed, med hvilken Uccello har udført dragen. Sankt Georg og Cleodolinda virker til sammenligning som to mindre gennemarbejdede bifigurer. Modsat dragen udtrykker de ingen følelser. De virker som to sært udeltagende statister i dramaet. Ligesom Mary Shelley i romanen Frankenstein menneskeliggør det monster, Dr. Frankenstein har skabt, menneskeliggør Uccello på maleriet dragen. Det er lige ved, at man får medlidenhed med den. Hvorfor, får man lyst til at spørge, hvorfor skal dette enestående væsen dræbes?"

fredag den 14. august 2009

En højdespringers død

Græshoppe

Da jeg i morges trak gardinet fra i mit soveværelse, lå der i vindueskarmen ved det åbentstående vindue en død græshoppe, grøn som et nyudsprunget bøgeblad i maj og med lange fine orange-gule følehorn og et afsjælet blik i sine sorte, kuglerunde øjne.

Egentlig et underligt fund at gøre, når man tænker på, at min lejlighed befinder sig på anden sal ...

Den må have kunnet springe højt, den græshoppe ...

Synd, at dette fabelagtige springtalent kun førte til en alt for tidlig død i selskab med mig.

torsdag den 13. august 2009

He lied

Rembrandt: Peters fornægtelse

And the rooster crowed, he lied
And the rooster crowed, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied


He lied, woman, he lied
She drank coffee, he lied
She drank tea, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied


He lied, woman, he lied
He lied, woman, he lied
She drank coffee, he lied
She drank tea, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied


And the rooster crowed, he lied
At the candlelight, he lied
And the rooster crowed, he lied
At the candlelight, he lied
He lied, woman, he lied
She drank coffee, he lied
She drank tea, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied


And the rooster crowed, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied
He lied, woman, he lied
She drank coffee, he lied
She drank tea, he lied
At the candlelight, he lied
He lied, woman, he lied
She drank coffee, he lied
At the candlelight, he lied
At the candlelight, he lied


Hvad er det egentlig de to søstre Katherine og Christine Shipp synger på den optagelse, Herbert Halpert lavede med dem den 13. maj 1939 i byen Byhalia i den amerikanske delstat Mississippi?

Det kan være svært at høre ...

Synger de f.eks.: sea lion woman, sea lion, eller: she lied, woman, she lied? ...

Jeg kommer til at tænke på Camilla fra Søborg. Det er umuligt at høre forskel på, når hun siger: det ved jeg ikke, og: det vil jeg ikke. Ved og vil lyder nøjagtig ens i hendes udtale.

Det bragte mig ved flere lejligheder, dengang vi stadig sås, i stor forlegenhed, som f.eks. dengang jeg spurgte hende, om vi ikke skulle være kærester. Da hun svarede, var jeg ude af stand til at afgøre, hvad hun sagde. Vidste hun ikke, om hun ville være kæreste med mig, eller ville hun ikke være det? Det er der som bekendt stor forskel på.

Når jeg så meget stilfærdigt sagde, at det ville være en hjælp for mig, hvis hun gjorde sig større umage med at artikulere ordene, blev hun meget ophidset og sagde, at jeg i hvert fald ikke skulle opdrage på hende. — Måske var det også denne sprogforbistring, der gjorde, at det i sidste ende gik i stykker for os.

Jeg tror ikke, at Camilla gjorde det med vilje, men der findes faktisk nogle mennesker, som bevidst søger denne dobbelttydighed i deres ord. Et eksempel er digtere.

På engelsk hedder enslydende ord, der har forskellig betydning, puns. Son/sun er et eksempel på et pun. Shakespeare benytter sig ofte af puns (ofte på en lidt plat måde, men når det er Shakespeare, er det platte pludselig meget fint). Måske hænger det sammen med, at hans teaterstykker højst sandsynligt er blevet til i et samarbejde med skuespillere. For en skuespiller er en sætning, der har to meninger, en gave.

Der er ingen tvivl om, at sangen Sea Lion Woman, som Katherine og Christine Shipp fremfører den, er bevidst flertydig, og at den handler om menneskelig troløshed og svigt i en eller anden form. Hvordan mon den oprindelige version har lydt, når den blev sunget i bomuldsmarkerne? Jeg tror, at den som alle folkesange har undergået forandringer i tidens løb.

Oprindelig tror jeg, at den har handlet om Peters fornægtelse af Jesus. Det er i hvert fald Peter, jeg kommer til at tænke på, når en tekst handler om en, der løj (lied), da hanen galede (the rooster crowed). Men måske kan den også tolkes som, at den handler om en kvinde, der sidder i natten og venter på, at hendes utro mand skal komme hjem. Det er for at holde sig vågen, at hun drikker kaffe og te. At sammenligne utroskab i et ægteskab med Peters fornægtelse af Jesus er faktisk lidt af en genistreg: du svigter Jesus, hvis du er din kone utro.

Versene, som indleder dette indlæg, er min egen forvanskede version af sangteksten, så den underbygger den ovenstående fortolkning. Jeg synes, at sangen giver mere mening sådan, men måske tager jeg fejl?

Sangen optræder i begyndelsen af filmen The General's Daughter, med inciterende tromme- og banjospil, nu med titlen She Began to Lie. Det er stadig de to søstre, der synger. Musikken findes på YouTube. Hvorfor ikke lytte til den, mens du følger med i versene og ser på Rembrandts maleri?

mandag den 10. august 2009

Drøm om et mord

Drøm om et mord, William Alexander Månesøn, dag og nat

Jeg er to mennesker: ham, jeg er, når jeg er vågen, og ham, jeg er, når jeg sover og drømmer.

Selv om de begge to bærer navnet William Alexander Månesøn og ligner hinanden som to dråber vand, er de fremmede over for hinanden. De har af gode grunde aldrig mødtes. Den ene eksisterer jo kun, når den anden sover. Kun når jeg forsøger at genkalde mig mine drømme, er det som om, at de to mødes i en gådefuld spejlverden, hvor man let kan komme i tvivl om, hvem der er virkelig, og hvem der er spejlbillede.

Man skulle tro, at to eksistenser, der på overfladen er så ens, havde samme sind. Det er ingenlunde tilfældet.

En nat drømte jeg f.eks., at jeg havde myrdet Camilla fra Søborg. Dvs. jeg drømte, at den mand, jeg er, når jeg sover og drømmer, havde dræbt Camilla fra Søborg. Lad os for klarhedens skyld kalde ham for William the Bad Guy.

Selve mordet optrådte ikke i drømmen. Drømmen begyndte først et stykke tid efter mordet. Derfor er det uklart, hvordan mordet egentlig er foregået, men jeg forestiller mig ikke, at der har været tale om noget blodbad. Jeg går ud fra, at William the Bad Guy har lagt en pude over Camillas ansigt og kvalt hende.

Drømmen var præget af to helt dominerende og modsatte grundfølelser: angst og lettelse. I begyndelsen af drømmen var William the Bad Guy angst for at blive afsløret som morderen. Han sneg sig af sted i byens gader, dukkede sig og undgik folks blikke, når de så på ham. Han gjorde sig på alle mulige måder så lille som mulig. Han burede sig inde i sin lejlighed. Han frygtede for den dag, det ville banke på døren, og det var politiet, der var kommet for at tale med ham. Det forunderlige var nu, at det aldrig kom til at ske.

Med næsten vantro læste William the Bad Guy i aviserne om politiets forgæves efterforskning. Mordet forblev uopklaret. Han slap altså af sted med sin skændige forbrydelse uden at blive opdaget.

En af grundene til dette var, at ingen i Camillas omgangskreds kendte til William the Bad Guy's eksistens, da Camilla ikke havde omtalt ham over for dem. En anden af grundene var, at der ingen vidner havde været til mordet, der havde forgået i Camillas lejlighed, og at ingen efterfølgende havde set William the Bad Guy forlade lejligheden. Der gik for øvrigt længe, inden nogen overhovedet opdagede, at Camilla lå død i sin lejlighed. Det var på en måde trist. Det tydede på, at Camilla, på trods af at hun foregav det modsatte, i grunden var et lige så ensomt menneske som William the Bad Guy.

At William the Bad Guy slap af sted med sin skændige forbrydelse uden at blive opdaget, udløste drømmens anden helt dominerende følelse: lettelse. På samme måde som man, når man som barn havde gjort et eller andet forkert, men på et hængende hår havde undgået at blive opdaget, kunne føle en lettelse, der nærmede sig en glædesrus, på samme måde følte William the Bad Guy nu en lettelse, der nærmede sig en glædesrus. Da denne næsten ekstatiske følelse af lettelse var på sit højeste, vågnede jeg af drømmen, med bankende hjerte, badet i sved.

Først lidt efter lidt gik det op for mig, at det hele kun havde været en drøm, at jeg ikke havde myrdet Camilla, at hun stadig levede. Da drog jeg et lettelsens suk. Denne spaltning af min personlighed var i grunden ejendommelig: I drømmen havde jeg, altså William the Bad Guy, været lettet over at slippe af sted med den skændige forbrydelse uden at blive opdaget. I vågen tilstand derimod var jeg lettet over, at det hele kun havde været en drøm, og at jeg ikke havde myrdet Camilla.

Hvad betyder drømmen? At jeg er en latent morder? At jeg har en undertrykt lyst til at myrde Camilla, fordi hun har afvist mig? — Det tror jeg ikke. Alle, der kender William Alexander Månesøn, ved, at han er en harmløs pjerrotfigur, og at han ligesom Pjerrot ikke kan blive vred, men kun ked af det. Jeg kan i vågen tilstand højst myrde på skrift, og hvis det kan sidestilles med mord, så er Dostojevskij også en morder, da han bl.a. har mordet på en gammel pantelånerske og hendes søster på samvittigheden.

Det, jeg tror, at drømmen betyder, er, at jeg er ved at komme mig over bruddet med Camilla, at jeg er ved at have kappet alle de følelsesmæssige bånd til hende. (Det at slette et menneske, man har elsket, fra sin bevidsthed er, når man tænker over det, en form for mord). Det, drømmen måske vil fortælle mig, er, at jeg har fortrængt en følelse, nemlig den at jeg inderst inde er lettet over bruddet.

torsdag den 6. august 2009

Den gamle farao og pyramiden på månen

Den gamle farao

Der findes en pyramide på månen. Det er ikke en kopi. Den er skam bygget af vaskeægte egyptere.

Den stammer fra dengang, en afdød farao fór vild på sin vej til Aaru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen. Med sig i sit følge havde faraoen en arkitekt. Det var ham, der stod for opførelsen af pyramiden på månen.

Modsat pyramiderne i Giza er pyramiden på månen helt intakt. Det skyldes, at erosionen foregår uhyre langsomt på månen, da der ingen atmosfære og derfor heller ingen vind er på månen.

Neil Armstrongs fodspor

Derfor er det også, at man den dag i dag stadig kan se astronautens Neil Armstrongs fodspor, nøjagtig som han afsatte dem på månens overflade i 1969. Jeg, William Alexander Månesøn, har selv set dem, da jeg som dreng, inden jeg faldt ned fra månen, endnu levede på slottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, kongen og dronningen af månen. Jeg kan oplyse, at Neil Armstrong brugte størrelse 44 i moonboots. Det er sandt. Det er ikke noget, jeg finder på.

Dengang den gamle farao strandede med sit solskib, var der allerede en højtudviklet civilisation på månen. Manden, der var konge på det tidspunkt, en af mine fjerne forfædre, blev snart gode venner med faraoen, da denne, bortset fra en mani med at bygge pyramider, viste sig at være et i grunden sympatisk menneske.

Hver dag iagttog kongen fascineret, hvordan faraoen læste i sin kopi af den egyptiske dødebog og skrev hieroglyffer i månens støv for at finde den videre vej til Aaru (som ifølge de gamle egyptere er beliggende i det ubevægelige område på nattehimlen, som De Uforgængelige, de to klare stjerner, Kochab og Mizar, og resten af himlen synes at dreje sig om). Sjældent havde kongen set et mere skyldplaget menneske. Det var, som om det ikke var en fejl i navigationen, men selve skylden, der stod i vejen for faraoens videre færd, som om den var en slags inerti, der forsinkede og besværliggjorde hans rejse.

Khufu

Den gamle farao frygtede for den dag, da hans hjerte skulle vejes op imod sandhedens fjer. Den blotte tanke gjorde ham tung om hjertet. Han havde tilsyneladende mange ugerninger på samvittigheden. Han havde på jorden været en tyran og grusom hersker. Han havde plaget sin familie og sine undersåtter med sit omfangsrige pyramidebyggeri.

"Du, der endnu er i live," sagde han til kongen med en løftet pegefinger, "opfør dig pænt."

Om sit omfangsrige pyramidebyggeri sagde faraoen:

"De mennesker, der lever i nuet, efterlader sig intet. De ender i de ukendtes grav, uden et navn. Vi egyptere lever ikke i nuet, men i dødens skygge og i evighedens lys. For os er livet en forberedelse til døden, og døden kun en station på vejen til evigheden."

"Vi har gjort os så mange forestillinger om døden og livet efter døden. Alle disse forestillinger har skabt vores begravelsesskikke og gennem dem vores billedverden, skriftsprog og arkitektur, ja, døden har så at sige genereret hele vores kultur. Derfor er vores kultur blevet så enestående, at den vil slå alle andre kulturer, både samtidige og kommende, med forundring."

Pyramiden på månen

En morgen kongen vågnede, var faraoen borte. Han var med sit følge draget videre på sin færd mod Aaru. Det eneste spor efter ham var den pyramide, han havde ladet opføre på månen.