ud af tågens labyrint kommer en måge til syne
den ser sig desorienteret omkring
kaster hastige blikke til højre og venstre
får øje på mig nede på jorden
i gangen mellem murene af tåge
og nikker umærkeligt til mig
som om jeg var en gammel bekendt
for derpå at finde sin helt egen
krogede og stenede vej
ind det grå igen
et øjeblik efter gentager denne vinterlige scene sig
ned til mindste detalje blot med en anden måge
blot med en anden måge siger jeg
men er der i grunden tale om to forskellige individer?
eller er det en og samme måge der flyver i ring?
og er jeg i mågens forvirrede bevidsthed
blevet det eneste faste holdepunkt
i en ellers uoverskuelig verden?
det kan med rette siges at være dekadent
at foretrække labyrinten frem for den slagne landevej
labyrinten er jo troldmandens værk
og han ønsker det ikke godt for os arme mennesker
det er hans agt at forvirre os
at føre os på vildspor
og i labyrintens centrum skal man ikke forvente
at finde svar på tilværelsens gåde
jeg forestiller mig dette inderste kammer
som en etværelseslejlighed i evigheden
uden udsigt og uden indsigt
hvor man kan ruge over på hvilket punkt af rejsen
man valgte den gale retning
set i det lys må jeg siges at have permanent adresse
i verdens navle;
labyrintens centrum
helt eller uhyre;
hvilken rolle i den urgamle myte om labyrinten
jeg er sat til at spille denne grå og triste januardag
ved jeg i grunden ikke
jeg har hverken toreadorens eller en tyrens kampgejst
og kærlighedstråden mellem mig og hende
som kunne opløse tågens mure omkring mig
med forårssolens naturlighed
er ikkeeksisterende
men er jeg ikke en opblæst nar
at jeg gør mig selv til hovedpersonen i denne klagesang?
for går vi under alle omstændigheder ikke alle i ring?
hvordan vil man ellers forklare det faktum
at vi om aftenen lægger os til hvile i den samme seng
som vi om morgenen stod op af?
kun det menneske der uanfægtet rejser
mod et og samme forsvindingspunkt
kan siges at bevæge sig fremad
men selv det er en illusion
den rejsende vil før eller siden
uvægerligt komme tilbage til sit udgangspunkt
ud af tågens labyrint kommer vi aldrig
Det synes jeg lyder trist. Men du skriver tit trist, synes jeg, virkelig trist.
SvarSletJeg håber for dig, at du finder en anden kærlighedstråd at samle op, eller at du stille og roligt hen ad vejen vænner dig til at leve med tåge, det kan man nemlig godt. Noget med at finde et rum til den et sted, indeni, lade den flyde der for sig selv. Så hjernen ud omkring andre ting; nydelse for eksempel, af simple ting som blomster eller mad eller myrer eller skyer, eller af de gode mennesker, man kender - dem som har støttet og hjulpet én hele vejen igennem, ja, måske du skulle fokusere lidt på dem (bare et forslag). Du skriver som en helt vildt klog mand, så jeg tænker, at du allerede har fundet ud af så meget, men derfor kan man jo godt skrive som om man ikke har.
Hel lykke til dig, Månesøn.
Kære Christina
SvarSletDet er et godt svar, du giver digtets jeg, som jo er hundrede procent identisk med mig selv, må jeg jo nok indrømme. Jeg er glad for svaret, så kan de to tekster tale med hinanden i hvert deres toneleje. Din i dur. Og min i mol.
Men ellers må jeg nok indrømme, at jeg lige skulle synke og fordøje din kommentar, inden jeg kunne komme med noget meningsfyldt svar.
For jeg har svært ved at genkende mig selv i det billede, du har af mig, som et trist menneske, der skriver triste tekster. Men måske skyldes det min egen manglende selverkendelse? Eller også kan mennesker bare have vidt forskellige oplevelser af en og samme person?
Det er rigtig nok, at det er udtryk for et tragisk livssyn at fremstille tilværelsen som en labyrint, hvor alle, både fugle og mennesker, bevæger sig i ring. Og ja, jeg har nok grundlæggende et tragisk livssyn. Jeg har tit svært ved at se meningen med tilværelsen.
Men der kan altså også være noget dybt befriende ved at leve sit sortsyn ud, ved at ”male fanden på væggen”, som man siger. Ved at lave en rigtig forfærdelig ”gyserfilm” om, hvor slemt livet er. Fremstillingen af livets meningsløshed kan jo blive så grotesk, at man begynder at le. Sådan har jeg det i hvert fald selv.
Det er lidt ideen med mit alter ego, William Alexander Månesøn. Han er en melankoliker, som svælger i sine tab: tabet af forældre (kongen og dronningen af månen) og tabet af pigen han ikke fik (Camilla fra Søborg). Det er også derfor, at jeg konsekvent farver den måne, han foregiver at være faldet ned fra, blå. William Alexander Månesøns univers er et blåt univers, fyldt med melankoli og romantisk længsel.
Jeg tror ikke, at der findes en kur, der kan helbrede en melankoliker. Jeg er bange for, at der ikke vil være noget tilbage af ham, hvis man fik held til at fjerne hans melankoli. Grundlæggende kan man nok ikke lave om på sin personlighed. Men jeg lytter til dine råd og er rørt over dit ønske om lykke til mig. Lad os håbe, at det virker!
Nej, en melankoliker kan sikkert ikke "helbredes". Jeg var engang kæreste med en... faktisk har jeg haft flere kærester, der var sådan. Svælgende i melankolien - det kan godt være tungt at leve med, for andre. Tage glæden ud af nydelsen over livets skønhed. "Se den blomst!" "Suk ja, men blomsten skal også visne og dø" (svarer melankolikeren). Dræber smilet ofte, synes jeg, og det er synd. Vi er her så kort tid, det gælder også om at smile meget (imellem al den død).
SvarSletJeg tror på, at der er mennesker, der aldrig slipper tristheden, tror på, at der er nogle, der ikke tør eller har vænnet sig så meget til den, at de ikke aner sig selv, hvis ikke den omslutter dem tæt. Og det må de gerne for min skyld - jeg vil bare ikke konstant trækkes med ned. Der skal helst være det hele, med andre ord, i mit verdensbillede i hvert fald. En tabt kærlighed, for hvem det end måtte være, kan man skrive længe om og sukke længe efter - eller man kan arkivere den et sted i sig selv sammen med alle de andre minder og se sig om efter en ny. Altså, med mindre man er melankoliker, og det er vigtigere at føle sukket efter det uforløste/tabte, end det er at kysse en virkelig kind.
Med venlig hilsen
igen
P.S. meningen med tilværelsen... tænk, det har jeg aldrig syntes var så svært. Kærlighed, hvad andet skulle der være, der giver mening af den art? (eller sagt på en anden måde: kærligheden er det eneste, vi kan forstå alt med; kende alle andre på, tilgive alt for, leve af til vi dør)
SvarSletP.S. (dobbelt op på ps'erne) du skriver smukt, Maanesoen, det glemte jeg at sige. Jeg har langt fra læst alle dine indlæg (derfor kan jeg egentlig heller ikke forholde mig til dine følelser i forbindelse med savnet af din tabte kærlighed, Camilla, eller til din melankoli i det hele taget - så undskyld, hvis jeg virker fordomsfuld omkring disse emner), men det gælder godt nok for dem, jeg har.
SvarSletMere lykke til - af hvilken slags, der så end gør dig til den, du er.
Med mere venlig hilsen
igen