Mit hjerte er en fremmed klode. Hvor astronomen ser Saturn med dens ringe og måner, når han sætter kikkerten for øjet, ser jeg en kæmpe bordeauxrød pulserende muskel, som holder hele universets kæmpe legeme i live – ikke fordi jeg lider af storhedsvanvid, men fordi jeg ikke evner at skelne mellem det nære og det fjerne, mellem mikrokosmos og makrokosmos, på samme måde som et ældre ægtepar, som ikke ved, hvor den ene ender og den anden begynder: Alt det, som spirede i ét eneste lykkeligt forår for en menneskealder siden, er nu vokset sammen, ligesom sølvbryllupshaven.
For mig er det at skrive at holde døden borte. Min skrifts stigende
og faldende kurver minder om et elektrokardiogram. Den dag arkene forbliver
blanke, er jeg her ikke mere. Hvor andre stiller træskoene, lægger jeg
blyanten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar