Rystet vidne til efterår

Slap de endelig fri af samsara?

To omflakkende måger opsluges af den disede himmels uendelige bug. Slap de endelig fri af samsara?

De falmende kastanjetræer forvandler Søerne til kar fyldt med blod. Det ligner scenen for et folkemord, men de rullende kameraer og de selvforelskede journalister foran dem mangler, så det kan ikke være virkelighed. Det er nok bare efteråret, som har gjort sit indtog i Indre By.

Jeg sammenligner to afrevne fingre fra kastanjetræernes tusindvis af fremstrakte hænder. Jo mere visne de er, jo mere intens synes deres blodrøde farve at fremstå. Jeg ser for mit indre blik Isenheimeralterets krampagtigt opadvendte håndflader. ”Dine sår er vores. Vores sår er dine,” hvisker jeg bevæget, mens de to måger fra før med en hånlig latter atter gør deres entre i illusionernes rige. Hermed synes muligheden for antropomorfisme heldigvis også opbrugt.

Kastanjetræernes frugter, som fremhæves på baggrund af de i retfærdighedens navn mere rustrøde end blodrøde trækroner, minder mig både af farve og størrelse om limefrugter. Jeg får lyst til et glas limonade, men bliver straks brødebetynget over min tropiske digression og forsøger at genindtræde i rollen som rystet vidne til naturens død i den nordlige tempererede klimazone.

Jeg kan godt lide de grønne frugters pigge. Det fortæller, at naturen værner om noget på en gang sårbart og værdifuldt. Tænk, hvis menneskenes drømme på samme måde var indkapslet i en pigget skål. Så ville verden se meget anderledes ud.

Børnenes lege

Børnenes lege

1. Børnenes lege

Børnenes lege

i fortidens ruiner

vækker de døde.

2. At blomstre med en andens blomster

I en park, i nærheden af hvor jeg bor, står en rododendronbusk for tiden i fuldt flor med hvide snerleblomster. Årsagen til dette ganske overbevisende illusionsnummer fra naturens side – snerleblomsterne er jævnt fordelt – er, at en klatrende snerle med tiden helt har omslynget rododendronbusken. Således blomstrer rododendronbusken to gange hvert år: Om foråret med sine egne blomster – hvis farve jeg erindrer som lyserød. Om sensommeren eller i det tidlige efterår med snerlens hvide blomster.

Jeg overvejede en stund, om jeg kunne bruge det lidt pudsige naturfænomen som et billede på et eller andet. For eksempel et livslangt kærlighedsforhold. Først blomstrer man med sine egne blomster. Dernæst med den andens, den elskedes. Men det ville nok være en efter vor tids standarder for romantisk opfattelse af kærligheden. Nu til dags er det vigtigt ikke at omklamre den anden – hvilket snerlen mildest talt må siges at gøre med rododendronen, selvom den tilsyneladende ikke lader til at være generet af omklamringen eller omslyngningen. Det handler om at give hinanden rum, som man siger. Masser af rum. En astronaut på vej til Mars og en huleforsker på vej ned til jordens indre har store chancer for ikke at blive ramt af en krise i deres parforhold. Såfremt de undlader at have for meget radiokontakt, naturligvis.

Desuden ville billedet med rododendronbuskens blomstring med snerleblomster nok være for særegent. ”Billeder skal være almene,” siger mesteren fra sit lille arbejdsværelse i evigheden. ”Man skal beskrive det ukendte med det kendte. Ikke omvendt.”

Men alligevel: Tænk at blomstre med en andens blomster.

3. Arkitektur

Jeg drømte, at jeg byggede fremtidens boliger af fortidens ruinøse labyrinter – kong Minos’ labyrint på Kreta, Babelstårnet (den vertikale labyrint), Ramses den Andens underjordiske gravkompleks til sine afdøde sønner i Kongernes Dal, Piranesis imaginære fængsler og M.C. Eschers paradoksale arkitektoniske konstruktioner – men ingen moderne mennesker ville bo i mine boliger, bange som de måske er for spøgelset i labyrinten.

Det fortælles, at Kristus brød ind i vores fængselscelle for at dø sammen med os. En version af myten vil, at hans død nedbrød al arkitektur – ikke blot den nutidige og den fortidige, som den kommer til udtryk i fortidens ruiner, to arkitekter som de alle har, den oprindelige og Tidens Tand, den største arkitekt af dem alle, hvis du spørger mig, men også den fremtidige, ja selve muligheden for at skabe arkitektur – og satte os dermed fri. For hvad kan vores ærinde være i tempelets fængslende indre, når vi selv er levende stene? En anden og mere prosaisk version af myten vil, at vi stadigvæk er fanger.

Engelen siger, at der er en trappe op efter faldet – om end den er stejl. At det er muligt at bygge morgendagens paradis af gårsdagens, som vi ellers blev forvist fra. Eller at der i det mindste til enhver tid findes en forsoning mellem fortid og fremtid. Ikke fortrænge det forbigangne, ikke frygte det tilkommende, men bygge bro mellem de imaginære kontinenter og gøre øjeblikket stadig mere omfattende. Columbus evigt på vej til det tabte paradis på toppen af en pæreformet jordklode.

Hun, engelen, hver gang forklædt i en ny hverdagsagtig inkarnation er min sherpa på modernitetens skærsildsbjerg. Jeg følger efter hende og tænker, at jeg stadigvæk tilhører de levendes flok. Vent blot lidt endnu med den lange søvn, som ophæver tiden og mit ansigts melankolske træk og genforener mig med det tabte.