Herunder følger en kort præsentation af de steder på månen, som omtales på William Alexander Månesøns blog.
Mare Humorum: et af de såkaldte have på månens overflade. Den ikke så latinkyndige læser kunne måske forledes til at tro, at navnet på dansk betyder Det Humoristiske Hav. Den oprindelige betydning af ordet humor er imidlertid væske, og på dansk oversætter man almindeligvis Mare Humorum til Fugtighedernes Hav. Ifølge den moderne videnskab udgøres Mare Humorum af en slette af basalt (størknet magma). Ifølge William Alexander Månesøns barndomserindringer er der derimod tale om et regulært hav, hvori der lever de særeste skabninger, der både vil vække til latter og frygt hos den søfarende. Ved Mare Humorum ligger Slottet Stjerneborg, hvor William Alexander Månesøn som dreng, inden han faldt ned fra månen, boede sammen med sine forældre, kongen og dronningen af månen. At bo ved Mare Humorum er vist lidt som at bo ved bredden af Loch Ness. Man kan læse mere om Mare Humorum i indlægget Uhyret i Mare Humorum.
Slottet Stjerneborg: slottet, hvor William Alexander Månesøn som dreng, inden han faldt ned fra månen, boede sammen med sine forældre, kongen og dronningen af månen.
Pyramiden på månen: den stammer fra dengang, faraoen Khufu efter sin død fór vild på sin vej til Aaru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen. Med sig i sit følge havde Khufu arkitekten Imhotep. Det var ham, der stod for opførelsen af pyramiden på månen. Man kan læse mere om pyramiden i indlægget Den gamle farao og pyramiden på månen under etiketten Fortællinger fra månen.