Tryllekunstneren

Der optræder af gode grunde aldrig tryllekunstnere i ens drømme. For i den af drømme frembragte verden, som bestandigt trues af at blive oversvømmet, hvor man går op ad uendelige trapper, og hvor for længst afdøde personer taler til én, vil en tryllekunstners trick, såsom at hive en kanin op af hatten, uvægerligt falde til jorden. Det er, som om drømmen i sig selv er en tryllekunst, en tryllekunst af en sublimitet, som det ikke synes muligt for nogen at overgå. Derfor er der ikke den store efterspørgsel på tryllekunstnere, når vi sover og drømmer.

Sådan troede jeg i hvert fald indtil for nylig, at det forholdt sig, men en nat drømte jeg – måske som en art ironisk kommentar til min egen skråsikre mening? – at jeg var en tryllekunstner, og at jeg stod på en scene i et varietetteater. Op af hatten trak jeg, både til publikums og min egen store overraskelse, mig selv, eller var der ikke snarere tale om en dobbeltgænger? Da han havde materialiseret sig og havde fået fast grund under fødderne, var hans første handling at trylle mig bort. Måske antog han mig for en konkurrent? Konkurrencen i tryllekunstnerbranchen er som bekendt nådesløs.

Publikum klappede begejstret – det lød som hagl mod et plasttag, man har søgt læ under. De troede fejlagtigt, at det var mig, der var tryllekunstneren. De vidste ikke, at han var en anden. Jegets død og jegets opstandelse som et du, som er fremmed over for jeget, er menneskets lod, også i drømme.