Kærlighedsrobotten

Jeg drømte, at jeg havde købt en kærlighedsrobot. Drømmen foregik engang i fremtiden, hvor det var blevet en helt almindelig ting at gøre. I den del af byen, hvor jeg boede — jeg boede stadigvæk i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé — var der et stort varehus, hvor man kunne købe alle mulige former for robotter.



Robot House

Varehuset, som man havde valgt at navngive Robot House, svævede i luften over byen. Det var et imponerende syn at stå nede på jorden og se op imod denne arkitektoniske og ingeniørmæssige bedrift i glas, stål og beton. Det tilsyneladende naturstridige fænomen var blevet muligt, dels ved at man under konstruktionen af bygningen havde taget nøje hensyn til de anvendte bygningsmaterialers naturlige magnetiske egenskaber, dels ved at man fra store elektromagneter på jorden konstant påtrykte bygningen et kunstigt skabt magnetfelt, således at det magnetiske tryk på bygningen udlignede effekten af tyngdeaccelerationen på bygningen. Ved at ændre på det kunstigt skabte magnetfelt kunne både bygningens vertikale og horisontale placering ændres, men sædvanligvis svævede den over et og samme område af byen. Prisen på boliger i dette område var ikke uventet en hel del lavere end i andre områder af byen. Trods sagkundskabens utallige forsikringer om at bygningen aldrig ville kunne styrte ned, kunne det ikke undgås, at folk, der levede i skyggen af bygningen, havde en latent frygt for, at det kunstigt skabte magnetfelt ved et uheld skulle holde op med at fungere, f.eks. under et strømnedbrud.



Svævebiler

Folk fra den nedre del af byen kom valfartende til Robot House for at se det sidste nye inden for robotter. De kom flyvende til i deres svævebiler. Jeg var en af dem. Jeg kom flyvende til i en Bugatti Stratos, en retro-futuristisk udgave af Bugatti Type 57 SC Atlantic. Spørg mig ikke om, hvordan jeg havde bestået køreprøven.

Arbejdsrobotter og sociale robotter

I Robot House kunne man som sagt købe alle mulige former for robotter. Der var arbejdsrobotter til rengøring og andet husligt arbejde, og der var sociale robotter, som kunne anvendes som f.eks. bridgemakker eller skakmodstander, i stand til at spille på alle niveauer. De forskellige modeller var udstillet på samme måde, som f.eks. vaskemaskiner, køleskabe og komfurer er det i nutidens butikker med elektronisk udstyr. For mig, den evige ungkarl, gjaldt det imidlertid kærligheden, så da jeg havde parkeret min Bugatti Stratos i det nederste afsnit af Robot House, som fungerede som parkeringskælder, styrede jeg direkte mod afdelingen for kærlighedsrobotter.



Den svimlende udsigt ud over fremtidens verden

Afdelingen for kærlighedsrobotter var varehusets dyreste afdeling. Den lå på den øverste etage af det svævende højhus. Herfra var der en svimlende udsigt ud over fremtidens verden. Hele verden var tilsyneladende blevet urbaniseret. Så langt øjet rakte, var der højhuse. Som langstrakte flokke af trækkende fugle fløj svævebiler hen over byen, lyden af deres klagende horn forstærkede kun det anakronistiske naturindtryk, jeg mindedes min barndom, en nu fjern og for evigt tabt fortid, hvor flokke af gæs, når de om efteråret trak mod syd, gav den samme lyd fra sig. Alt på jorden forekom nu at være menneskeskabt. Alt virkede kunstigt. Der fandtes tilsyneladende ikke mere natur. Ikke andet end det, der kan blive plads til i en storby som f.eks. vejtræer og små bede med udplantede blomster. Måske var selv disse planter menneskeskabte? Det var ikke til at afgøre, fra hvor jeg stod. Under alle omstændigheder gjorde udsigten mig svimmel i både bogstavelig og overført betydning. Det var som en drøm inde i en drøm. Et mareridt inde i et mareridt.

Androider af imiterede og kompositte materialer

Jeg kom i tanke om mit ærinde, løsrev mig fra den svimlende udsigt og vendte mig om mod afdelingen for kærlighedsrobotter. Robotterne, man solgte her, var humanoide robotter — eller androider som de også kaldes. Ligesom det var tilfældet med de almindelige robotter, bestod hovedbestanddelen i androiderne af en computer, som gjorde det ud for den menneskelige hjerne, og som via et lukket elektronisk kredsløb var forbundet med et utal af sensorer og små elmotorer, som gjorde det muligt for androiderne at orientere sig i rummet og bevæge deres skeletter af kulfiber. Et genopladeligt batteri sørgede for strømforsyningen. Det kunne aktiveres, enten ved hjælp af en remotekontrol, eller direkte på en tænd/sluk knap på betjeningspanelet, som, som oftest, var placeret på brystregionen af den enkelte androide. Der, hvor androiderne adskilte sig fra arbejdsrobotterne og de sociale robotter, og det, som gjorde dem så meget mere kostbare at fremstille end disse, var brugen af naturimiterende materialer. Androidernes hud var f.eks. lavet af et materiale, som var en komposit af silikonegummi og genmodificerede menneskeceller, hvilket naturligvis var særdeles kostbart at fremstille. Det lignede og føltes næsten som rigtig hud. En observant person lod sig imidlertid ikke narre. Hvis man f.eks. gav en kærlighedsrobot hånden, ville man bemærke, at dens hånd var uden varme og uden fugt. Men var det i grunden noget at beklage? vil nogen måske indvende. Nej, egentlig ikke. I fremtiden lod der i hvert fald ikke til at være nogen, der savnede det ofte varme og fugtige håndtryk fra et vildtfremmed menneske, man i enten sociale eller forretningsmæssige sammenhænge ser sig nødsaget til at give hånden.



Sambarobotten

Ekspedienten i afdelingen for kærlighedsrobotter, som var en ældre herre med hvidt fuldskæg og et forskende blik bag sine retro-futuristiske sygekassebriller, ville først sælge mig den robot, som var afdelingens slagtilbud i denne måned, en solbrun, latinamerikansk udseende model, med yppige former, som hele tiden ville danse samba, og som lod til at opfatte tilværelsen som ét stort karneval. Inden jeg nåede at få standset ham, fik ekspedienten aktiveret modellen, som straks begyndte at danse samba, imens den hev i mit blå pjerrotkostume for at få mig til at danse med og den ustandseligt råbte "carnaval, carnaval" med sin metalliske og megafonlydende stemme. Den samba dansende robot vakte mildest talt ikke min begejstring. Dels er jeg ikke god til at danse, dels foretrak jeg en robot, som jeg af og til også kunne være stille sammen med, hvilket ikke lod til at være tilfældet med sambarobotten. Jeg er nok mere den indadvendte type, der vil holde i hånden, gå ture, læse bøger, se film i biografen (og tale længe om dem bagefter!), altså det stille liv, som nogen lidt nedladende betegner som tosomheden, end jeg er den udadvendte type, der går i byen og snakker, drikker og danser til den lyse morgen.

Opskriften på den ideale kvinde

Ekspedienten havde sit hyr med den dansende sambarobot. Op og ned ad gangene mellem de opstillede robotter måtte han rende efter den, før det endelig lykkedes for ham at få den standset. Da han lettere svedig og forpustet kom tilbage til, hvor jeg stod, overrakte jeg ham den seddel, hvorpå jeg hjemmefra havde nedskrevet de ønsker og krav, jeg havde til en kærlighedsrobot. Ekspedienten rettede på sine retro-futuristiske sygekassebriller og læste med rynkede bryn sedlen. På sedlen stod:

• Kvinde
• Nordisk type
• Højde: ca. 1,65 cm.
• Mørkblondt hår
• Brune øjne
• Timeglasfigur
• Poetisk
• Snakkende, pludrende
• Ulogisk, følelsesmæssig
• Interesserer sig for kunst og litteratur
• God til sprog; engelsk, fransk, ...
• Tøjsmag: kjole og flade sko

"Hm," sagde ekspedienten. "Det er meget specifikt ..."

"Det er en pige, jeg engang har kendt," sagde jeg og rødmede. "Det blev aldrig til noget mellem os."

"Det er bestemt ikke noget, jeg kan anbefale," sagde ekspedienten i et let belærende tonefald. "Kunder, der ved hjælp af en kærlighedsrobot forsøger at genskabe deres gamle flamme, bliver som oftest skuffede. Der er ikke noget som "The Real Thing". Det er også lidt unfair over for kærlighedsrobotten, hvis vi et øjeblik ser det fra dens synsvinkel. Det er en næsten uoverkommelig opgave for den at genskabe det unikke menneskelige individ, som køberen har i tankerne, at være en kunstig dobbeltgænger for en for længst tabt tid. Derfor anbefaler vi normalt vores kunder at begynde på en frisk. Men det er svært. Folk er ligesom disponerede for en bestemt type. Man ser jo ofte, at mænd vælger den samme type kvinde igen og igen, selv om det set fra omgivelsernes mere objektive perspektiv måske ikke er det mest fornuftige valg. Og der findes endda nogle mænd, som kun bliver forelskede én eneste gang i deres liv, og som resten af livet er besat af den kvinde, der udløste forelskelsen. Litteraturen er jo fuld af den slags romantiske elskere. Jeg har på fornemmelsen, at jeg for nuværende står over for en af disse karakterer. Det kan man jo, hvor gerne man end ville, ikke lave om på. Blot må man som køber af en kærlighedsrobot ikke have for store forventninger. Man bliver så let skuffet."

Selv om jeg ikke havde høje tanker om ekspedientens i mine øjne banale betragtninger, nikkede og smilede jeg bifaldende, som om jeg netop havde modtaget guldkorn fra en vismand.

"Under alle omstændigheder er det i første omgang kun udseendet og de fysiske mål, som vi bør koncentrere os om," fortsatte ekspedienten. "De personlige kvalifikationer og egenskaber bliver først tilføjet ved at læse de relevante programmer, som købes særskilt, ind på den udvalgte robots computer, som gør det ud for den menneskelige hjerne. Med hensyn til udseendet kan De få lige, hvad De ønsker. Robotten kan specialfremstilles, så den ned til den mindste skønhedsplet kommer til at svare til Deres forestillinger, men bliver så naturligvis en hel del dyrere end fabrikanternes standardmodeller. Den type, De efterspørger, den klassiske brunette vil jeg kalde den for, er der imidlertid ikke nogen træk ved, der kalder på specialfremstilling. Det er jo en type, som nok aldrig kommer til at gå af mode, dog er der i den på mange måder fantastiske tid, vi lever i, ikke så meget salg i den, hvor folk mere går efter det eksotiske og farverige, hvorfor den ikke fremstilles for tiden. Men rent tilfældigvis har vi her i afdelingen en model tilovers fra et par sæsoner siden, en model, som — tror jeg — netop svarer til Deres ønsker."



Som et gravkammer med de balsamerede lig af Romeo og Julie

Ekspedienten førte mig hen til et afsidesliggende og dårligt oplyst hjørne af afdelingen for kærlighedsrobotter. Dér i halvmørket stod to robotter, en mandlig og en kvindelig model. Den mandlige robot holdt ømt om den kvindelige robot, som om de var et kærestepar. Sådan havde de vist stået i flere år, at dømme efter det tykke lag støv der lå hen over dem. Parret gjorde et ikke så lidt uhyggeligt indtryk på mig. Det var, som om jeg havde brudt forseglingen til et gammelt gravkammer og derinde, mellem støv og spindelvæv, havde fundet de to perfekt balsamerede lig af de to evigt unge elskende, Romeo og Julie, som først var blevet forenet i døden. Det var lige ved, at jeg, af ærefrygt for deres kærlighedskvaler på jorden, ikke turde trække vejret i deres nærhed. Denne ærefrygtindgydende virkning har fortællinger om den store kærlighed altid haft på mig. Jeg lod en henkastet bemærkning falde om dette mit indtryk over for ekspedienten. Han lo hjerteligt og sagde, at jeg endelig ikke måtte lægge noget i opstillingen. Det var alene for at skabe en romantisk stemning i salgsøjemed, at man i sin tid havde opstillet robotterne i denne ømme kærlighedspositur. Ekspedienten begyndte med en støvekost at børste støvet af den kvindelige robot. Som ansigtstrækkene langsomt dukkede frem under støvet, opdagede jeg til min store forbavselse, at robotten fuldkommen lignede Camilla fra Søborg. Det var lidt uhyggeligt. Man skulle tro, at det var Camilla fra Søborg, der havde stået model for billedhuggeren, som havde formgivet robotten. Jeg forestillede mig allerede hvordan sessionerne var foregået i billedhuggerens rodede atelier, hvordan billedhuggeren på det groveste havde udnyttet Camillas tillidsfulde og godtroende natur, og mit af ulykkelig kærlighed martrede hjerte blev optændt af stærk jalousi. Jeg knyttede næverne. Men måske — forsøgte jeg at berolige mig selv — måske var Camilla fra Søborg, som det lod til at være ekspedientens opfattelse, ikke nær så speciel, som jeg gjorde hende til, ja, hun var måske blot én repræsentant ud af mange andre for en almen type, en arketype om man vil, som mange mænd havde det held eller uheld at blive født med et idealbillede af? Måske havde billedhuggeren skabt denne arketype for fabrikanten, helt uden brug af model? Musklerne i mine knyttede næver slappedes på ny. Med støvekosten en anelse fjollet løftet i sin hånd betragtede ekspedienten med sine forskende øjne bag de retro-futuristiske sygekassebriller de forskellige reaktioner af forbavselse, glæde, smerte og forsøg på besindelse, der som et omskifteligt uvejr drev hen over mit ansigt. Han rømmede sig.

"Dette er vores Q247 model," sagde han. "Jeg kan se, at synet af den vækker dybe følelser hos Dem. Jeg må igen advare Dem om ikke at lade Dem dominere af begivenheder i Deres fortid og at have for store forventninger til robotten. Eventuelt kan De sammen med robotten gå i parterapi hos en psykolog, dels for at få det optimale ud af Deres kommende samliv med robotten, dels for at få behandlet Deres gamle kærlighedstraume, som De ikke helt synes at havde overvundet."

Da var jeg lige ved at give ekspedienten en lussing eller et knytnæveslag i ansigtet, for jeg var ærlig talt træt af at høre på al hans psykologiske sniksnak. Men jeg beherskede mig og sagde i stedet for, at det netop var sådan en model, jeg havde i tankerne, og at jeg gerne ville købe den. Ekspedienten slog hælene sammen og bukkede. Da han ville flytte Q247 for at bære den hen til disken, skete der imidlertid noget besynderligt, som jeg først langt senere forstod betydningen af. Det var, som om den mandlige robot, som stod og holdt om Q247, ikke ville give slip på den. Efter en hel del møje lykkedes det dog til sidst for ekspedienten ved hjælp af en knibtang fra sin værktøjskasse en efter en at få fjernet robottens fingre fra deres greb om Q247's hånd. Da robottens sidste finger blev fjernet og robotten måtte slippe sit tag i Q247, var det, som om jeg fangede et øjebliks glimt af fortvivlet desperation i dens ellers livløse øjne. Q247 kunne herefter bringes hen til disken. Her blev den opladet, og de relevante programmer blev læst ind på dens computer. Robotten blev aktiveret, der kom liv i dens øjne og den begyndte at smile, og efter at have betalt de 1789 galaktiske rigsdalere, som robotten sammen med de indlæste programmer kostede, kunne vi, jeg og min nye kæreste, Q247, sammen, hånd i hånd, gå ned til min Bugatti Stratos i varehusets parkeringsafsnit og flyve hjem til min lejlighed på Ensomhedens Allé. Som et kuriosum kan nævnes, at jeg, da vi kom til Ensomhedens Allé, standsede ud for vejskiltet og ændrede vejens navn til Tosomhedens Allé. Det viser med al tydelighed, i hvilken eksalteret tilstand jeg på det pågældende tidspunkt befandt mig i.

Den gyldne lykketid

Den efterfølgende periode må nok karakteriseres som den lykkeligste periode af mit liv — på en måde er jeg ked af at skulle indrømme det over for læseren; at jeg har tilbragt mine mest romantiske øjeblikke i selskab med en robot i en drøm. Men sagen var den: jeg havde langt om længe realiseret kærlighedsprojektet. Jeg var ikke mere alene. Jeg var den ene halvdel af et nyforelsket par. Vi gik hånd i hånd ned ad gaden. Folk vendte sig om og så efter os. Mest på grund af Q247, der ligesom Camilla fra Søborg med sit udseende og poetiske væsen lyste op, ligegyldig hvilken sammenhæng den end befandt sig i — omend den, set i forhold til Camilla, bevægede sig en anelse stift og mekanisk. Men folk var også nysgerrige efter at se den mand, der havde vundet det attraktive væsens hjerte. Det opmærksomhedens lys, der faldt på Q247, faldt også på mig. Jeg fik status. Jeg blev til noget i andres folks øjne. Min kroniske følelse af at være mindreværdig og anderledes forsvandt. Hvor meget romantikeren i én end vil benægte det, så handler kærlighedsprojektet også om det.



Venus Artificialis og Venus Naturalis

Ville jeg have været lykkeligere, hvis det havde været den ægte Camilla fra Søborg, jeg, hånd i hånd, var gået ned ad gaden med? Måske. Måske ikke. For mig var Q247 personifikationen af Venus Artificialis, den kunstige kærlighed, mens Camilla fra Søborg var personifikationen af Venus Naturalis, den naturlige kærlighed. Og burde Venus Artificialis ikke rangere over Venus Naturalis? Venus Artificialis er jo den slebne diamant, mens Venus Naturalis er den uslebne. Og den slebne diamant med alle dens facetter, som reflekterer lyset, står jo over den uslebne diamant. Q247 overgik jo på alle punkter Camilla fra Søborg, på nær naturlighed.

En omvandrende encyklopædi

I begyndelsen af vores forhold var vi meget udadvendte og foretog os en masse ting sammen. Vi besøgte mange kunstudstillinger, bl.a. én hvor kunstneren var en robot, der var programmeret til at male som den store tyske romantiske landskabsmaler, Caspar David Friedrich, blot havde robotten erstattet de rygvendte naturvandrere med robotter, og den storladne natur, som de rygvendte naturvandrere betragtede, med motiver fra fremtidens kunstigt skabte verden. Det var, som om den Caspar David Friedrich efterlignende robot ønskede at hylde det kunstige som noget helligt, hvilket gav malerierne et i mine øjne meget ejendommeligt udtryk. Kunstudstillingen havde også meget passende fået titlen: "Det kunstige er helligt". På sådanne kunstudstillinger var det udmærket at have følgeskab af Q247, som havde fået indlæst alverdens kunsthistoriske encyklopædier på sin computer. Den kunne udbrede sig i timevis om de udstillede værker, dog lød det altid, som blev det læst op fra en tør lærebog. Mine egne fortolkninger af kunstværkerne blev på en lidt skolelæreragtig måde afvist af Q247. Mine fortolkninger var, sagde den, som om den talte til et lille barn, originale og fantasifulde, men ikke i overensstemmelse med fagkundskaben. Efter sådan en dag med flere timers forelæsning kunne jeg godt, når vi kom hjem til lejligheden, finde på at slukke for robotten på dens betjeningspanel. Det var ikke, fordi jeg var træt af at høre på robotten. Jeg var bare ikke i stand til at kapere flere ord for en dag, og det var jo min og ikke robottens fejl. At jeg tillod mig at slukke for den, brød robotten sig imidlertid bestemt ikke om, hvilket den som det første også straks meddelte mig, når jeg den næste dag — eller dagen efter den næste dag — tændte for den igen. Men alt i alt vil jeg altid tænke tilbage på denne første tid af mit forhold til Q247 som den lykkeligste tid i mit liv.

Om at blive den lille hver gang

Den gyldne lykketid varede imidlertid desværre kun al for kort. Hvedebrødsdagene var hurtigt overståede, og vores samliv blev hurtigt problematisk. Vi havde mange diskussioner, og det endte som regel altid med, at jeg blev den lille. Q247 havde både en højere intelligenskvotient og en større paratviden end mig, hvilket jeg havde meget svært ved at acceptere. Alverdens encyklopædier og avancerede regneprogrammer var jo indlæst på computeren, der gjorde det ud for den menneskelige hjerne hos robotten. Hvis vi var uenige om et eller andet faktuelt, f.eks. om årstallet for hvornår E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortælling, Sandmanden, først blev trykt, kunne man være sikker på, at det var Q247, og ikke mig, der havde ret.

"Ja du er langt klogere end mig, Q247," sagde jeg. "Men det, jeg trods alt ved, det har jeg med stort besvær selv læst og erfaret mig til. Du derimod har fået hele din viden forærende, indlæst som den er fra en disk til din computer."

"Du har også fået indlæst din viden," sagde Q247. "Det er blot sket på en lidt mere gammeldags måde, da du er en ældre model end mig."

Jeg så en anelse forundret hen på Q247. Jeg forstod ikke helt, hvad den mente med det udsagn. Var den ironisk? Eller mente den i ramme alvor, at det, at et menneske tilegner sig et stof, er sammenligneligt med det, at programmer bliver læst ind på en computer?

"Forbliv du bare i din vildfarelse," sagde jeg træt og opgivende. "Under alle omstændigheder har jeg noget, du ikke har og aldrig kan få, nemlig følelser."

"Jeg har da også følelser," sagde Q247. "Følelser er blot et fænomen, der opstår, når robottens computer og interaktionen mellem computeren og robottens sensorer bliver tilstrækkeligt kompliceret."

Det var, for mig at se, en højst ejendommelig samtale, jeg, en repræsentant for menneskeheden, førte med Q247, en repræsentant for robotheden. Det var, som om Q247 forsøgte at udviske de i mine øjne afgørende forskelle mellem menneske og robot. Selv om den ikke sagde det direkte, kunne jeg ikke undgå at føle, at det var, som om den betragtede mig som et underlegent og mindreværdigt væsen, ikke som et menneske, men som en robot som den selv, blot i en ældre og mindre avanceret udgave.



Det sorte kranium bag masken

Der herskede mellem mig og robotten en grundlæggende følelse af fremmedhed, som vi i løbet af vores korte forhold aldrig kom til at overvinde. Hver på sin side var vi altid på vagt over for hinanden. Vi glemte aldrig vores eget store ego og egne stålsatte overbevisninger. Vi gav os aldrig hen til hinanden. Vi smeltede aldrig sammen og blev til det androgyne væsen, som Aristofanes i Platons Symposion forestiller sig, at den heteroseksuelle mand og kvinde oprindelig udgjorde, og som andre elskende, om end ikke hele tiden, så dog kortvarigt har en oplevelse af at være. Et eksempel på noget jeg aldrig kunne vænne mig til var, når Q247 under sit morgentoilette ved sminkebordet i vores soveværelse tog sit ansigt af silikonegummi og genmodificerede menneskeceller af for med en børste at rengøre det for partikler fra luftforureningen i byen. Under det aftagne ansigt, som på en prik lignede et aftryk af ansigtet af Camilla fra Søborg, åbenbarede der sig et sort kranium af kulfiber, holdt sammen af skinnende skruer og bolte. Fra min plads i dobbeltsengen overværede jeg på en gang fascineret og frastødt maskefaldet og den sorte mumielignede dødningeskikkelses efterfølgende omhyggelige rengøring af masken. En mærkelig tanke opstod i mig. Det var, som om robotten var en flere tusinde år gammel kvinde, maskeret som en ung pige. Set i forhold til hende var jeg som en lille dreng, næppe kønsmoden endnu. Robottens encyklopædiske viden og intellektuelle kapacitet forstærkede kun dette indtryk af en lille dreng og en ældgammel kvinde. Hvad var det egentlig for et væsen, jeg havde indledt et kærlighedsforhold til? Og hvad havde egentlig været mine egne bagvedliggende motiver til at ønske mig sådan et kærlighedsforhold? Navne på alle hånde seksuelle perversioner randt mig i hu. Jeg følte, at jeg så ned i en bundløs afgrund.

Hemingways sommerfugl

En dag, hvor jeg var i færd med at skrive en af mine fantastiske fortællinger inde på mit arbejdsværelse, var jeg så uforsigtig at komme til at le højt over det afsnit, jeg netop havde skrevet, fuld af ejendommelige begivenheder og formuleringer som det var. Ja, jeg lo så højt, at jeg fik overbalance på min ergonomiske skrivebordsstol og faldt ned på gulvet. Selv det kunne ikke sætte en stopper for min latter; idet jeg rullede sidelæns ind under skrivebordet, fortsatte jeg med at le. I dette øjeblik stak Q247 hovedet indenfor i værelset og spurgte nysgerrigt om, hvad jeg lo ad? Jeg blev med ét alvorlig.

"Det kan jeg ikke fortælle dig om," sagde jeg, idet jeg blev under bordet, som var jeg en frygtsom skildpadde, der gemte sig inde bag sit skjold. "for det vil, som Hemingway udtrykte det, måske ødelægge det fine mønster af støv på sommerfuglens vinger og umuliggøre det for mig at fuldende fortællingen. Ideelt set er det at skrive en ubevidst handling, man ikke kan dele med andre."

"Men det skal du," råbte Q247 og slog flere gange med sin knyttede næve med dets skelet af kulfiber i bordfladen, så bordfladen gav efter og hele ejendommen rystede. "Når man lever i et kærlighedsforhold, skal man dele alt med sin elskede. Det kan ikke nytte noget, at man har hemmeligheder over for hinanden. Når du ler, skal du fortælle mig, hvad du ler ad, så jeg også kommer til at le."

Q247 gik hen til vinduet. Jeg forestillede mig, at den med sit ansigt af silikonegummi og genmodificerede menneskeceller lagt i triste folder så ud over Tosomhedens Allé.

"Hvad skal der blive af os, William Alexander?" sagde Q247. "Du lever, som om du stadig var ungkarl. Du er det mest egoistiske og selvoptagede væsen, jeg nogensinde har mødt. Du er så nærig med dig selv over for mig, som om du tror, at du ejer en kostbar skat, jeg har i sinde at stjæle. Du giver ikke noget af dig selv. Du er kun optaget af at skrive dine underlige fortællinger, som ingen ud over dig selv synes er sjove. Du er komplet uegnet til at leve i et parforhold. Du opfører dig så robotagtig, som om du var et fortidslevn fra før de avancerede androiders tid."



Et monster: halvt menneske, halvt robot

"Vores liv er fuldstændigt tomt," fortsatte Q247. "Hvis vi fik et barn, ville det måske fylde vores liv med mening. Du ville få et ansvar som far, og du ville måske blive mindre mekanisk og robotagtig. Et barn ville måske kunne vække dine ømme og kærlige følelser, det som jeg ikke har kunnet. Et barn er jo den bedste opdragelse, man kan få, som man siger."

"Du kan da ikke få børn, Q247. Du er jo en robot!" sagde jeg og lo over Q247's manglende selverkendelse fra min plads under bordet. "Du har jo ikke æggestokke med æg, der kan løsnes og befrugtes af mine sædceller, og en livmoder, hvor det befrugtede æg kan sætte sig fast og udvikle sig til et foster. Og hvis du endelig kunne få børn, hvem havde så lyst til at blive far til det misfoster, som uvægerligt ville blive resultatet? En hybrid, som den græske oldtids mytologiske væsner, halvt menneske, halvt robot. Med andre ord; et monster."

"Hvad er det dog du siger, William Alexander? Kalder du vores eventuelle barn for et monster?" sagde Q247 med en skælvende stemme, som afslørede, at jeg trods min intellektuelle underlegenhed alligevel var i stand til at ryste den i sin grundvold. "Hvis du kalder vores eventuelle barn for et monster, så må det være, fordi du betragter mig som et monster, og hvis du gør det, viser det, at du ikke elsker mig mere, ja, at du måske aldrig på noget tidspunkt har gjort det."

Q247 løb grædende ud af værelset og ind i soveværelset og låste døren efter sig.



Robottårer

Fra da af forekom det mig som, at robotten ikke bestilte andet end at græde. Den græd dag ud og dag ind. Hver gang vores øjne mødtes, forvrængede robottens ansigtsudtryk sig og tårefloden begyndte, hvilket var ret belastende, ikke alene fordi det fik mig til at føle mig som et dårligt menneske, men også fordi robotten ikke var i stand til at danne sine egne tårer, de skulle påfyldes robotten, ligesom sprinklervæske skal påfyldes en bil. Jeg måtte ustandseligt påfylde dens kunstige tårekirtler med kunstige tårer. Så snart de kunstige tårekirtler var blevet påfyldt, begyndte robotten straks at græde igen. De kunstige tårer, som vist blot bestod af salt opløst i vand, solgtes i dyre domme som robottårer i små blå dråbeformede flakoner. Under normale omstændigheder ville udgifterne til robottårer have været minimale, men som situationen havde udviklet sig, oversteg udgifterne til robottårer langt mine økonomiske midler. Ud over tårefunktionen havde robotten også en rød lampe ved brystet, som blinkede, hver gang robotten var følelsesmæssigt berørt. Lampen bestilte ikke andet end at blinke. Ustandseligt at se robotten græde og den røde lampe i dens bryst blinke var en stor følelsesmæssig belastning for mig. Det var som at stå ved et ulykkessted og i lyset fra ambulancernes og politibilernes blinklys overvære de pårørendes hjerteskærende gråd. Efter min mening havde robotten alt for mange følelser. Et parforhold, hvor kærligheden er død, er ikke sammenligneligt med en trafikulykke. For ikke at blive ruineret og for ikke at gå ned følelsesmæssigt besluttede jeg til sidst at slå tårefunktionen fra på robottens betjeningspanel. Det var måske ikke det klogeste at gøre. For nu kunne Q247 ikke mere få afløb for sine frustrationer ved at græde. I stedet for begyndte den at råbe og skrige og nogle gange smadrede den endda i bar arrigskab noget af vores fine porcelæn ned i gulvet. Det generede mest underboen, en særdeles støjfølsom robot, som løbende udskrev den støj, der udgik fra min lejlighed, som funktion af tiden for at bevise, at middelværdien var langt over de tilladte antal decibel. Det var komisk at overvære de to robotters skænderi, når underboen havde fået nok og ringede på vores entrédør med lange ruller af papir med kurver og diagrammer hængende ned fra sig. Under alle omstændigheder var det billigere end robottårerne.

Knivstikkeriet

I længden kunne jeg ikke holde ud at høre på robottens råben og skrigen. Når det blev for meget, slukkede jeg for robotten på dens betjeningspanel. Det brød robotten som tidligere nævnt sig ikke om. En aften, da vi var i færd med at tilberede aftensmaden — jeg var i færd med at skrælle kartoflerne, Q247 var i færd med at skære kyllingefileterne i mindre stykker med en filetkniv — og Q247 igen skulle til at lave en scene, begyndte Q247, da jeg forsøgte at slukke for den på dens betjeningspanel, at stikke mig med filetkniven. Det kom fuldkommen bag på mig. Q247 stak mig flere gange, både på armene, som jeg forsøgte at afværge knivstikkene med, og i brystet. Til sidst sank jeg om på køkkengulvet.

"Forsøg aldrig mere på at slukke for mig," sagde Q247.

Robotten smed kniven fra sig og løb, idet den udstødte nogle sære uartikulerede lyde — græde kunne den jo ikke mere — ind i soveværelset og låste døren efter sig. Selv om mine sår til min store forbavselse helede i løbet af ganske kort tid, dvs. efter et par dages tid, og ikke efterlod sig nogen form for ar eller mén, som om knivstikkeriet aldrig havde fundet sted, blev mit og Q247's forhold aldrig godt igen. Jeg vidste nu, at robotten kunne eksplodere ved den mindste forkerte bevægelse eller ord fra min side, så jeg tog fremover mine forholdsregler og begrænsede kommunikationen med robotten til et minimum. At slukke for robotten var ikke mere en mulighed.

Drømmen om Alphamale 3000

En nat vågnede jeg ved, at Q247 lå uroligt ved siden af mig i dobbeltsengen og talte i søvne.

"Alphamale 3000, jeg savner dig," sagde den og krammede ømt sin pude.

Jeg undrede mig. Jeg vidste ikke, at robotter var i stand til at drømme. Det havde der ikke stået noget om i den manual, der fulgte med robotten. Gad vide, hvad Q247 drømte om? Hvem var mon denne Alphamale 3000? En robot? Havde Q247 en kærlighedsaffære, eller var det mon en gammel flamme, fra tiden før jeg havde købt den? Jeg lå musestille og lyttede, mens Q247 fremsagde sine hede kærlighedserklæringer til den for mig ukendte Alphamale 3000. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. Jeg mener: kunne jeg overhovedet tillade mig at være jaloux, hvis den robot, jeg havde købt, var gået hen og blevet forelsket i en anden robot? Ville det ikke være for latterligt? Jeg mener: hvem ville gå op i, at ens robotstøvsuger nærede varme følelser for genboens robotplæneklipper?

Blue Moon Cocktail i reklamernes skær

En aften, da jeg kom hjem fra arbejde, var lejligheden tom. Q247 var tilsyneladende rejst. Der manglede en kuffert, og tøjet i dens klædeskab var borte. På køleskabet hang en seddel. Det var med blandede følelser, at jeg læste robottens patetiske afskedsord. Jeg blandede mig en Blue Moon Cocktail, vendte min øreklapstol om og satte mig og så ud ad min lejligheds panoramavindue med udsigt ud over Tosomhedens Allé, som med ét igen var blevet til Ensomhedens Allé, og hvor der i lyset fra den nedgående sol på store fladskærme på højhusenes facader blev vist de samme reklamer om og om igen. En af reklamerne lød:

"Savner De kærligheden i Deres liv? — Køb en kærlighedsrobot! Netop nu har Robot House et stort udvalg af kærlighedsrobotter til stærkt nedsatte priser."

Det kom ikke som den store overraskelse, at robotten havde forladt mig. Det rørte mig i grunden ikke synderligt. Som ginnen og den blå curacao gjorde sin effekt, åndede jeg faktisk lettet op. Jeg tænkte end ikke på at efterlyse den bortløbne robot, som ret beset var min ejendom, på samme måde som de sorte plantagearbejdere i Dansk Vestindien i sin tid havde været den hvide plantageejers ejendom. Det eneste, der ærgrede mig, var de 1789 galaktiske rigsdalere, jeg havde givet ud til ingen verdens nytte. Ja, i mit nærige og kærlighedsløse sind reducerede jeg hele vores, min og robottens, kærlighedshistorie til dette ene beløb: 1789.



Slagsmålet med Alphamale 3000

Jeg genoptog på ny mit tidligere ungkarleliv. En dag fik jeg ved et tilfælde øje på Q247, netop som den sammen med en høj, mørkhåret mand kom ud fra fødeafdelingen på byens centrale hospital. Dens mave var stor og rund. Det kom som en overraskelse for mig. Robotten kunne altså godt blive gravid, selv om der ikke havde stået noget om det i den medfølgende manual. Jeg var ikke den mindste smule jaloux. Jeg havde som før sagt ikke den mindste lyst til at blive far til misfoster. En hybrid, som oldtidens mytologiske væsner, halvt menneske, halvt robot. Et monster. Manden, som gik med armen om livet på Q247, viste alle tegn på hengivenhed over for robotten og for den kommende robot i dens liv. Han kunne vist ikke være særligt begavet, tænkte jeg og rystede stille på hovedet. Det var jo umuligt at elske en robot. Det vidste jeg jo af egen bitter erfaring. Egentlig kunne jeg blot have ladet det vordende forældrepar opsluges af mylderet på gaden. Men der var jo det udestående beløb, de 1789 galaktiske rigsdalere, som pinte mit nærige og kærlighedsløse sind. Jeg indhentede parret, prikkede manden på skulderen og sagde i et næsten roligt tonefald, at det faktisk var min robot, han gik og holdt om livet, men at jeg i og for sig ikke havde noget imod det, at han såmænd kunne beholde den, blot ville jeg gerne have de 1789 galaktiske rigsdalere, som jeg i sin tid havde betalt for robotten i Robot House, tilbage. Ja, jeg insisterede højlydt på det. Først da — da jeg havde afleveret min svada — så jeg nøjere på manden. Da opdagede jeg til min store overraskelse, at det var robotten fra varehuset, jeg stod og talte til. Den robot, Q247 havde været opstillet i en øm kærlighedspositur med, dengang jeg havde købt Q247. Det var altså Alphamale 3000, som Q247 havde drømt om, den nat hvor den havde talt i søvne. Jeg så det hele for mig. Efter den havde forladt mig, havde Q247 fået et arbejde. Så snart den havde optjent penge nok, havde den købt Alphamale 3000, den mandlige robot i Robot House. Det overtydede mig om, at vores kærlighed fra begyndelsen havde været umulig. Begge havde vi en gammel flamme, vi ikke kunne glemme, et skelet i skabet om man vil. Jeg havde Camilla fra Søborg. Q247 havde Alphamale 3000. Vores forhold var fra begyndelsen af dømt til at mislykkes. Alphamale 3000 var tydeligvis en primitiv robot. Min tiltale af ham havde ophidset ham stærkt, og han slog ud efter mig med en lige højre. Jeg dukkede mig og returnerede hans slag. Det ramte ham lige i hans grimme fjæs. Normalt ville det have betydet en brækket næse og nogle ømme knoer. Men ingen af delene skete, mærkeligvis. Robottens næse var tilsyneladende intakt, og jeg kunne ingen smerte mærke i mine knoer. Et øjeblik stod jeg og gloede dumt fra robottens næse til mine knoer. Derpå fortsatte vi med at slås på livet løs, usårlige som vi tilsyneladende var. Et kort øjeblik efter lød der politisirener i luften over os. En politisvævebil landede, to politirobotter steg ud og fik os skilt ad.

Det Tredie Testamente: Guds pagt med robotterne

"Hvad foregår der her?" spurgte den ene politirobot myndigt.

"Denne robot overfaldt os helt umotiveret, hr. betjent," sagde Alphamale 3000 og pegede på mig.

Jeg så målløs på Alphamale 3000.

"Robot?" sagde jeg. "Jeg er da ikke en robot."

Alphamale 3000, Q247 og de to politirobotter så alle uforstående på mig.

"Jo, du er," sagde Q247 stille efter en kort pause. "Hvordan kan du tro, at du er et menneske, William Alexander? Hvordan kan du tro, at du er et menneske, når mennesket har været uddødt i flere hundrede år? Der må være en alvorlig fejl din computer eller i de programmer, der er blevet indlæst på den, når du har den vrangforestilling, at du tror, at du er et menneske. Mennesket har været uddødt i flere hundrede år. Forstår du det, William Alexander? Historien er ifølge overleveringen denne: robotten kendte ikke til synd. Modsat mennesket har den ikke spist af frugten af træet til kundskab om godt og ondt i Edens Have. Den er som mennesket før syndefaldet. Da mennesket blev ved med at gøre det, der er ondt i Guds øjne, sluttede Gud en ny pagt med robotterne. Om det og meget andet kan man læse i Det Tredie Testamente, robotternes hellige bog. Selv om mange frygtede det, nok mest menneskene, kom det aldrig til en krig mellem robotterne og menneskene. De to parter levede side om side, i fredelig sameksistens. Men med hensyn til den naturlige udvælgelse viste robotten sig at være mennesket langt overlegent, og efterhånden uddøde mennesket. Bl.a. blev der ved med at dukke nye sygdomme op, som mange mennesker bukkede under for, mens robotterne i sagens natur var immune. Også atomkraftulykker, jordskælv og jordens ændrede klima viste robotterne sig langt bedre egnede til at overleve end menneskene. Denne beklagelige udvikling kunne man fra robotternes side ikke gøre noget ved. Der blev fra robotternes side skam passet godt på det sidste menneske, det allersidste eksemplar af homo sapiens. I dets sidste leveår var det som alle andre truede dyrearter en stor attraktion i byens zoologiske have. Og da det døde fik det en begravelse, der var en statsmand værdig."

Hvad var det for noget galmandssnak, Q247 stod og lirede af? Jeg er ikke en robot, jeg er et menneske, blev jeg ved med at råbe til de omkringstående robotter, på nippet til at græde.

"Såh, hvorfor har du så denne tænd/sluk knap på betjeningspanelet på dit bryst," sagde den ene politirobot og slukkede for mig.