Ægteskabet med det ukendte

Hvad blev der af alle dagens ord, da solen gik ned og tavsheden sænkede sig over landet?

Tog borte dem alle?

For hvis ordene i dagens løb sprang ud af vores mund som bøgens sart grønne blade i maj, bæres de så ikke om natten som vissent løv af vinden gennem november øde gader?

Kun ordene, som sårede unødvendigt, har et skær af evighed over sig, mejslet ind som de er i den forurettedes sind:

Hvad nytter det at have en afgrund af frihed til at ytre sig, når man så ofte bliver fanget af sine egne ord?

Dog, når den forurettede dør, vil også disse ord udviskes, som om de aldrig var blevet sagt, med mindre at der efter dette ene liv venter os et andet, hvis helvede vi ikke gør os begreb om.

Hvad er vi da andet end ordets forbrydere, indespærret som vi er i vores egne sætningers fængsel?

Kun samtalen med det andet, den ensommes mumlen med sig selv i bønnens form, synes at kunne udligne den forskydning af det topologiske rum af ret og uret, som vores vibrerende stemmebånd forårsagede.

Det er med en vis vemod, at jeg må erkende, at jeg ikke mere er kombattant i den i dette overflødige digts luftigt skitserede ordenes fotosyntese:

I drømme blev jeg gift med alt det ukendte, som aldrig vil blive blotlagt.

Fra da af var jeg ikke mere alene.

Mine ord – eller min sorte tale, vil nogen måske mene – er børn af vores fælles kærlighed.

Ægteskabet med det ukendte er dog langtfra et lykkeligt af slagsen, fremmed, ikke alene over for mine omgivelser, men også over for mig selv, som det har gjort mig.