 |
| Ild og vand |
Havde du kysset mig, havde du kysset mine forfædres sprukne læber. Jeg bærer kisterne med deres opløste lig og smuldrede skeletter på mine skuldre som Atlas himmelhvælvingen, og havde du kysset mig, hvilket du ikke gjorde, havde vi begyndt rejsen til - ikke det forjættede land - men noget så kedsommeligt borgerligt som et hjem med barnegråd og bleskift.
Forfædrene og efterkommerne binder i fællesskab garn for de
elskende. Vi undslap imidlertid begge gennem maskerne.
Du vil brænde op i din fornufts ild. Dit mørkblonde hår vil
langsomt grånes. Blive til aske. Jeg ser dig som en gammel kvinde for mit indre
blik, men det gør ikke min fortvivlelse mindre. Den vil give mig adgang til nye
og hidtil ukendte rum i det labyrintiske kælderkompleks under Amors tomme slot.
De mørke vande vil stige, bølgerne slå mod mit hjertes
kyster, mine havblå øjne flyde over. Jeg vil stige ned til forfædrenes fugtige
dvælesteder. En fangelejr. En trappe ned i mørket.
Man siger, at ild og vand aldrig kan forenes. Men det er
fornuften, som taler, ikke følelserne.
