Fiskeren og grænsen for mørket

En fisker og hans familie var hårdt ramt af ulykke. Fiskerens båd var sprunget læk, og der var ild i hans og hans kones hus. Til trods for det blev familien ved med at leve, som om intet var hændt. Fiskeren tog ud for at fiske i den synkende båd, konen passede det brændende hus, og børnene gik i skole og fik sedler med hjem om, at de havde ild i en vis legemsdel.

En ung teologistuderende, der som en art adspredelse fra sit arbejde på en større opgave om de enkelte bestanddele i den for ham ejendommelige psyke, det af Gud og Satan prøvede menneske Job var i besiddelse af, var på rejse op langs den kyst, hvor den ulykkesramte fiskerfamilie boede, lod sig i en sådan grad anfægte af, at han uforvarende var kommet til at overvære, at fiskeren anløb i sin synkende båd og efterfølgende blev modtaget med åbne arme af konen og børnene i det brændende hus, at han indlogerede sig på det nærtliggende sømandshjem for at iagttage og gøre notater om den ulykkesramte fiskerfamilies daglige udfordringer i større detalje, og en morgen en uges tid efter, da fiskeren iført olietøj og sydvest og med en dampende pibe i munden var på vej fra sit brændende hjem ned til sin synkende båd, sprang den teologistuderende frem fra sit skjul bag en busk, hvorfra han indtil da med en kikkert, som oprindeligt havde været beregnet til at iagttage egnens rige fugleliv med, havde foretaget sine observationer, og standsede fiskeren og spurgte ham om, hvordan han dog i himlens navn var i stand til at holde sit og sin families miserable liv ud.

Da sagde fiskeren efter en kort betænkningstid med en usædvanlig mild og melodisk stemme:

”Det er allerede flere år siden, at en styrtsø slog en læk i min båd, som ikke kunne repareres, og et lyn slog ned i mit og min kones hus og antændte en brand, som ikke kunne slukkes. Først troede jeg, at båden ville synke, og at jeg ville drukne, og at min kone og mine børn ville brænde inde, og at vores hus ville brænde ned. Det skete imidlertid ikke. Herren kan pine og plage menneskenes børn, men han er ikke hjerteløs. Som der står skrevet i den hellige skrift: Herren satte en grænse for mørket. Mit og min families liv er bestemt ikke let, bestandigt i fare for henholdsvis at drukne og brænde ihjel som vi er. Men når dagen er omme, og jeg lægger mig på knæ for min skaber for at bede min aftenbøn, hvad kan jeg, ulykkelige skabning eller tilsyneladende ulykkelige skabning, andet end at konstatere, at jeg endnu ikke er druknet, og at min kone og mine børn endnu ikke er brændt ihjel? At være ved at drukne, men netop ikke drukne, at være ved at brænde ihjel, men netop ikke brænde ihjel, det er tilsyneladende vores skæbne.

Men tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg er i stand til at holde mit og min families i dine øjne miserable liv ud. Jeg kan ikke sige andet end at ved at lade som ingenting. Det lyder måske ejendommeligt for en, som ikke har prøvet det på sin egen krop, men der er dage, hvor jeg og min kone og mine børn ikke skænker lækken i båden og ilden i huset en tanke. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi da er lige så lykkelige som enhver anden familie, hvis ikke mere. Når vi er i det humør, kan vi endda finde på at spøge med vores ulykke. Jeg kan som for et imaginært publikum på jorden eller i himlen foregive, at jeg øser vand ud af min båd, og min kone er en sand mester til at parodiere en desperat mor, som forsøger at slukke ilden på det yngste barns værelse. Det er imidlertid alt sammen spil for galleriet, for inderst inde ved vi begge, at det nytter lige så lidt som at forsøge at slukke helvedets flammer eller gøre en ende på Tantalos, Sisyfos og Ixions lidelser.

Så for at konkludere: Til at begynde med, i dagene efter den guddommelige storm havde fejet hen over egnen og havde afsat sine martrende aftryk på mennesker, dyr og landskab, var vores liv næsten uudholdeligt, men som tiden gik, og vi så, at lækken i båden og ilden i huset ikke ændrede vores liv nævneværdigt, lærte vi at affinde os med vores skæbne: At leve med ulykken blev en vane.”

Efter disse ord nikkede fiskeren kort til afsked og fortsatte videre ad vejen ned til sin synkende båd. Den teologistuderende tog hjem til sit studerekammer og begyndte forfra på sin opgave, som fik titlen Grænsen for mørket.