Om den forladte verden mellem himmel og jord

Jeg er lykkelig, når jeg flyver i mit gyldne rumskib. Sommetider får jeg følgeskab af Von O. Så flyver vi i hver sit gyldne rumskib fra storbyen ud på landet, hvor Von O’s landsted, Villa Paradis, er beliggende, skjult bag høje mure, i en tilgroet have med gamle knudrede træer med tætte trækroner. Det var i den have, jeg endte, dengang jeg som dreng faldt ned fra månen. Jeg husker dette mit første møde med Von O, som var det i går. Det første han sagde, da jeg lettere fortumlet kom ud fra træerne og ud til hans urtehave, hvor han gik og plukkede krydderurter til aftensmaden, var:

”Du ligner en, der er faldet ned fra månen.”

Derpå begyndte han straks at fortælle mig om de velduftende krydderurter, han var i færd med at plukke til aftensmaden, som nu lige pludselig var blevet til en middag for to. Han har, forekommer det mig, talt lige siden. Jeg tror, at den gamle mand var glad for at få selskab.

Verdens bedste materiale

De to gyldne rumskibe er bygget af fotoner i alle regnbuens farver. Det er verdens bedste materiale, siger Von O, eller rettere Adán Christobal Colón, fra hvem Von O og jeg har tegningerne til rumskibene. Det næstbedste materiale er luftmolekyler (en blanding af nitrogen og oxygen). Men det bør man ikke bygge rumskibe af. Rumskibe af luftmolekyler går nemlig i opløsning i det lufttomme rum mellem stjernerne, planeterne og månerne. Men luftmolekyler er et excellent materiale til at bygge slotte af på universets jordlignende planeter. Der findes ikke smukkere bygninger end luftkasteller.

Horatios altdominerende filosofi

Måske sidder der nu en eller anden og er bekymret over, at Von O og jeg uden at have erhvervet nogen form for flycertifikat sådan kan boltre os i luftrummet over Danmark, i fartøjer som potentielt er mere farlige end det mest avancerede kampfly. Det behøver vedkommende imidlertid ikke. Der er nemlig så få ting mellem himmel og jord i vor tid, hvor Horatios filosofi er altdominerende, hvis man kan udtrykke det således, og altså også så få ting, som Von O og jeg kan kollidere med. At der skulle være mere end det, øjet umiddelbart kan se, skal man enten være tosset eller tilsyneladende tosset for mene. Så der er ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



At der er så få ting mellem himmel og jord i vor tid, er noget, som af og til kan gøre mig trist til mode. Før i tiden var det anderledes. Her tænker jeg ikke så meget på dengang, hvor Gud Fader med pavelige regalier og omgivet af engle sad på en sky og holdt øje med menneskene nede på jorden, som middelalderens og renæssancens kunstnere havde for vane at skildre det – den tids himmel lader sig næppe harmonisere med vor tids himmel.



Nej, jeg tænker mere på forfatteren Jules Verne og maleren Henri Rousseaus epoke, den tidlige flyvnings tid, hvor himlen over Paris var fuld af mere eller mindre vellykkede påfund. For mange af de håbefulde opfindere endte det galt.



På de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb

Der var eksempelvis en skrædder, Franz Reichelt hed han, som iført en selvkonstrueret dragt kastede sig ud fra Eiffeltårnet. Det var hans klippefaste tro, at dragten i luften ville folde sig ud som en faldskærm og dermed ville bringe ham sikkert ned på jorden. Mange mennesker overværede det hasarderede eksperiment. Set med nutidens øjne virker det underligt, at ingen, hverken myndigheder, familie eller venner, var i stand til at standse manden.

For de fleste af os fremstår Franz Reichelt som et fjols. For de resterende, som måske har et større hjerte, fremstår han som en tragisk skikkelse. Men er begge opfattelser ikke blot udtryk for middelmådige menneskers fordomme? Var Franz Reichelt ikke netop gjort af det stof, som både fiktionens og virkelighedens helte er gjort af? I kierkegaardsk forstand var han i hvert fald et eksemplarisk menneske, i og med at han levede og døde for en ide, en subjektiv sandhed. Om nogen var Franz Reichelt et lidenskabeligt menneske. Om nogen var Franz Reichelt manden, der kastede sig ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favnes dyb.



På den anden side mente tømrerens søn, at det at styrte sig ned fra templets tinde ville være at udæske ens himmelske fader. Eller som min mor dronningen udtrykte det, dengang jeg endnu boede på månen: Man skal ikke udfordre skæbnen.



Biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe

Men for at vende tilbage til den tidlige flyvnings tid: Jeg holder af Henri Rousseaus parisiske himle, hvorpå han placerer biplaner, luftballoner og cigarformede luftskibe. Jeg tror ikke, at Rousseau ligesom middelalderens kunstnere led af horror vacui, angsten for det tomme rum. Jeg tror bare, at han savnede nogle røde eller gule farveklatter på de blå eller grå himle. Og så var det jo godt, at flyvemaskinerne og ballonerne var blevet opfundet, så de kunne flyve farverne op til skyerne.

I dag er der næsten ingenting i luftrummet over den scene, hvor den menneskelige komedie eller tragedie udspiller sig, hverken på vores billeder, eller i den virkelighed de foregiver at afbillede. Det forekommer mig, at passagerflyene flyver så højt oppe, at man knapt nok kan skimte dem med det blotte øje, medmindre man bor lige ved siden af en af de lufthavne, hvorfra de afgår og ankommer. Søndagsflyvere, altså amatørpiloter i propelfly, som langsomt og i lav højde kommer flyvende på baggrund af en koboltblå himmel med kridhvide kumulusskyer, brummende som en humlebi, er et sjældent syn. Og bortset fra en tilsyneladende desorienteret måge, som jeg har mistænkt for at følge efter mig på min vej gennem livets labyrint, så er der næsten heller ikke nogen fugle. De har tilsyneladende fundet andre græsmarker. Så der er, som før sagt, ingen fare for, at Von O og jeg laver ulykker. Der er fri bane.



Nu skulle man så tro, at Von O og jeg i vores gyldne rumskibe ville vække opsigt på den af Gud, engle, flyvende skræddere, rousseauske biplaner og balloner, moderne passagerfly, søndagsflyvere og fugle forladte himmel. Det gør vi imidlertid ikke. De fleste moderne mennesker lever en næsten todimensional eller horisontal tilværelse. De lever deres liv i øjenhøjde. De se aldrig opad. Himlen er kun til stede i deres tilværelse som en irriterende refleks på deres smartphones skærm. Så der er ingen, som bemærker Von O og mig. Hvis der endelig er en lille dreng eller pige, hvis fantasi undervisningen i Horatios filosofi i skolen endnu ikke har taget livet af, som skulle vende sit blik op mod himlen og få øje på os, så tænder vi bare for vores camouflage light, så vi falder i ét med himlen.



Desværre er der en anelse forsinkelse i rumskibenes camouflage light, så hvis der sker et pludseligt skifte i vejret, kan rumskibene eksempelvis optræde som to stykker blå himmel på en grå regnvejrshimmel. Von O arbejder på at løse problemet.