Ekko af vinter – tre forårshaiku

Ekko af vinter.

De blomstrende frugttræer

imiterer sne.

Et kådt pigebarn

på usikre rulleskøjter.

En bils vrede båt.

Redebyggeri.

Vinterens vagabondliv

er endelig slut.

Inkongruens

I drømme bliver vores hovedperson født igen og igen. Der findes ikke den mulige eller umulige form, han ikke har set dagens lys i. I et liv fik han lov til at udleve sin kvindelige side og var en aflåst dør, hvortil ingen nøgle passede. I et andet liv fik han lov til at udleve sin mandlige side og var en nøgle, som ikke passede til nogen lås. Man kunne fylde en bog af omfang som Tusind og én nat med hans mange liv, som om det ikke var ham selv, men Scheherazade, som var ophavsmand til dem, men for ikke at trætte læseren unødigt vil vi stoppe her, for modsat de østerlandske eventyr virker hans mange liv som skåret over samme læst: Temaet synes altid at være det samme: inkongruens. Det er på en gang en stor sorg og en stor glæde for vores hovedperson. En sorg, fordi inkongruens set ud fra det menneskelige perspektiv er det samme som ensomhed. En glæde, fordi tilværelsens gåde netop ikke åbenbarer sig i tilfælde af kongruens, men i tilfælde af inkongruens, og at han dermed bliver en del af denne, altså tilværelsens gåde. Ja, lad os slå det fast: Vores hovedperson er en gåde, både for sig selv og for andre. Ikke en stor gåde, men en lille som et skrøbeligt vagtelæg i den inderste æske i et kinesisk æskesystem, igen et eksempel på inkongruens. Og måske også af og til et irritationsmoment som en lille sten i skoen, man helst var foruden, igen et eksempel på inkongruens. Men altså: Han er en gåde. Men han er også gådens løsning. Den aflåste dør, han er i det ene liv, kan åbnes af den nøgle, han er i det andet liv. Ulykken er, at de to liv ikke kan forenes, og at der, når han vågner, ikke er to liv, hvor det første kunne forstås ud fra det andet, men kun ét, hvor jegets definitive udslettelse for hvert af hans åndedrag rykker nærmere.

Lille credo i april

Mit hjerte er en fremmed klode. Hvor astronomen ser Saturn med dens ringe og måner, når han sætter kikkerten for øjet, ser jeg en kæmpe bordeauxrød pulserende muskel, som holder hele universets kæmpe legeme i live – ikke fordi jeg lider af storhedsvanvid, men fordi jeg ikke evner at skelne mellem det nære og det fjerne, mellem mikrokosmos og makrokosmos, på samme måde som et ældre ægtepar, som ikke ved, hvor den ene ender og den anden begynder: Alt det, som spirede i ét eneste lykkeligt forår for en menneskealder siden, er nu vokset sammen, ligesom sølvbryllupshaven.

For mig er det at skrive at holde døden borte. Min skrifts stigende og faldende kurver minder om et elektrokardiogram. Den dag arkene forbliver blanke, er jeg her ikke mere. Hvor andre stiller træskoene, lægger jeg blyanten.

To fortællinger om arv

1.

Jeg drømte, at jeg var en blandt mange arvinger til et stort og gammelt hus. Jeg så mine slægtninge ankomme i store flokke. De var store og tykke på den selvtilfredse måde, som man kun ser bedsteborgere være det på gamle, gulnede fotografier.

Jeg opholdt mig på loftet, som var fyldt med reoler, med gamle og støvede bøger, og opmagasinerede møbler og vaser af forskellige størrelse og udformning.

Jeg traf på en slægtning i mørket. Han sagde goddag og ville give mig hånden. Jeg afslog det med den begrundelse, at jeg havde tilsmudset min hånd ved at hive en bog ud fra en af reolerne og åbne den, hvilket vistnok var korrekt.

En anden slægtning, som optrådte nervøst og eksalteret, var meget optaget af, at jeg ikke begyndte på at udvælge mig ting blandt tingene på loftet og lægge dem til side, før alle arvingerne var til stede. Måske troede han, at jeg allerede var begyndt på det på grund af min tilsmudsede hånd, som efterhånden tiltrak sig den samme opmærksomhed i mørket som blodet på en mordmistænkts tøj. Ja, jeg var vist allerede dømt skyldig af ham ved hans indre domstol, hvor han både agerede anklager og dommer. Forsvaret var afskaffet ved den rettergang. Derpå gik han nedenunder for at konferere med de andre arvinger.

Nu skulle slagsmålet om, hvordan tingene skulle fordeles mellem arvingerne, til at begynde. Der var sikkert, selv om jeg ikke havde blik for det, mange værdifulde genstande på loftet. Især møblerne og vaserne fangede min interesse. For hver gang jeg så på dem, blev materialerne, de var lavet af, mere og mere ædle, så jeg til sidst måtte se bort for ikke at blive blændet. Men jeg havde ikke lyst til at arve nogen af de gamle ting. Den fortællingens aura, den enkelte genstand var omgivet af, begrænsede sig til at høre hjemme i en nu tabt tid. Den enkelte genstand var som et gammelt menneske, der er opsat på at fortælle historier fra sin barndom og ungdom, men med sin milde megalomani ikke indser, at fortællingerne ikke har nogen relevans for nutidens børn og unge. Tiden går, men menneskene og de ting, som omgiver dem, går ikke med. Glemslens vande stiger og tager dem med ned i sit dyb. Som druknende kan man godt undre sig over de ganske få udvalgte mennesker og ting, som undgår denne skæbne. De flyder ovenpå og skyller i land på evighedens kyst. Hvad er det for en egenskab, de har, som vi andre ikke har? Jeg tror, at det må være en evne til at række ud over sig selv, både på godt og ondt. Nærmere kan jeg ikke komme det.

Men tilbage til drømmen: Tingene skulle fordeles mellem arvingerne, men jeg havde ikke lyst til at arve nogen som helst af dem. På den anden side var jeg bange for, at mit arveafkald ville blive tolket som udtryk for en svag karakter af mine slægtninge, som udtryk for en manglende vilje til at kæmpe for min ret. Det ville jeg for alt i verden undgå. Jeg ville kæmpe som en løve mod de andre arvinger, blot ikke om arven. Fast besluttet på dette paradoksale forehavende knyttede jeg hænderne med henblik på den forestående kamp.

Et sted på loftet fik jeg øje på nogle fotografier af mig selv som dreng. Jeg virkede så tynd og spinkel, som om jeg var blevet forsømt af mine forældre, hvilket jeg ikke kunne få til at stemme med mine erindringer. Således hensunket i tanker om den sande karakter af min barndom sluttede drømmen omkring mig.

2.

Jeg var i en slem knibe: Til min store overraskelse viste det sig nemlig, at mine forældres hus, som var det eneste, mine forældre havde efterladt sig ved deres død, og som nu var blevet sat til salg af bobestyreren, for at den store gæld og de mange ubetalte regninger, som der blev ved med at komme rykkere for, kunne betales, hvilket havde den sørgelige konsekvens, at min arv kun ville komme til at beløbe sig til et ubetydelig pengebeløb, var beliggende i et tivoli, og som om det ikke var nok, endvidere ingen ydervægge havde, så det stod helt åbent for uvedkommende færdsel og ophold.

Da jeg en aften tog ud for at bese ejendommen, fandt jeg således for mig helt fremmede opstemte mennesker gående rundt på ejendommens grund og endda også inde i selve huset. Eksempelvis sad nogle unge mænd og drak øl om det bord, hvor jeg sammen med min far og mor havde spist aftensmad i min barndom. Jeg ville forklare dem sagens rette sammenhæng: at de opholdt sig på en privat grund, for at få dem til at fortrække, men i det samme øjeblik greb en usoigneret vagabond med sin store opsvulmede hånd med fingre med sorte negle om min hånd og holdt mig tilbage for at fortælle mig sit livs lidelseshistorie. Det ville jeg naturligvis ikke høre tale om, da jeg mente, at hans lidelseshistorie umuligt kunne være større end min egen, og jeg ville derfor vriste mig fri af hans greb, hvilket tilsyneladende også lod til at lykkes for mig. Dog helt at slippe af med vagabonden lykkedes det tilsyneladende alligevel ikke for mig. En følelse af, at han på afstand fulgte efter mig og overvågede min gøren og laden, ville ikke helt slippe mig. Oven i alt andet havde jeg fået en art snavset dobbeltgænger, som forsøgte at overgå mig i hjemløshed og ulykke.

Jeg henvendte mig nu til en mand i en af de opstemte grupper, som opholdt sig på mine forældres ejendom, en mand, der til trods for, at han befandt sig i muntert lag, alligevel bevarede en vis myndig udstråling, som virkede tillidsvækkende på mig. Han lyttede da også opmærksomt, med stadig mere rynkede bryn, til det, jeg havde at sige, da han kunne se på mig, at jeg var i stor nød. Da jeg var færdig med min beretning, tog han ordet og sagde:

”Du har ret i, at du er i en slem knibe, ulykkelige menneske. Denne ejendom vil næppe nogensinde blive solgt. Nok er det en gang imellem som her i aften for mig og mit selskab sjovt at feste – at fyre den af, som man siger – men ingen – jeg gentager: ingen! – ønsker at bo i et tivoli til dagligt.”

Derpå vendte han sig om mod sine venner og genoptog den muntre snak med dem.

Ægteskabet med det ukendte

Hvad blev der af alle dagens ord, da solen gik ned og tavsheden sænkede sig over landet?

Tog borte dem alle?

For hvis ordene i dagens løb sprang ud af vores mund som bøgens sart grønne blade i maj, bæres de så ikke om natten som vissent løv af vinden gennem november øde gader?

Kun ordene, som sårede unødvendigt, har et skær af evighed over sig, mejslet ind som de er i den forurettedes sind:

Hvad nytter det at have en afgrund af frihed til at ytre sig, når man så ofte bliver fanget af sine egne ord?

Dog, når den forurettede dør, vil også disse ord udviskes, som om de aldrig var blevet sagt, med mindre at der efter dette ene liv venter os et andet, hvis helvede vi ikke gør os begreb om.

Hvad er vi da andet end ordets forbrydere, indespærret som vi er i vores egne sætningers fængsel?

Kun samtalen med det andet, den ensommes mumlen med sig selv i bønnens form, synes at kunne udligne den forskydning af det topologiske rum af ret og uret, som vores vibrerende stemmebånd forårsagede.

Det er med en vis vemod, at jeg må erkende, at jeg ikke mere er kombattant i den i dette overflødige digts luftigt skitserede ordenes fotosyntese:

I drømme blev jeg gift med alt det ukendte, som aldrig vil blive blotlagt.

Fra da af var jeg ikke mere alene.

Mine ord – eller min sorte tale, vil nogen måske mene – er børn af vores fælles kærlighed.

Ægteskabet med det ukendte er dog langtfra et lykkeligt af slagsen, fremmed, ikke alene over for mine omgivelser, men også over for mig selv, som det har gjort mig.