Genfærd fra foråret

Krokus

Genfærd fra foråret

Krokus blomstrer mellem nedfaldne blade i parkens plæner. For et øje med begrænset botanisk indsigt ligner de genfærd fra foråret, blege som barneansigter, der har mistet deres sommerglød.

Hvad vækkede jer? Det tiltagende mørke? De faldende temperaturer? De mange fremmede skridt i byens gader. Sirenen fra en brandbil på vej ud til ildebranden i horisonten, som ikke kan slukkes? Det er efterår, men endnu ikke dommedag.

Elsket og savnet

Jeg ved i grunden ikke, hvordan jeg er havnet her, men på min vandring på en kirkegård i en af forstæderne til København standser jeg ved et hjerte af poleret sort granit, hvorpå et navn, som kunne have været mit eller dit, og to fugle, hvis næb lige netop rører hinanden, er indgraveret.

Havde jeg studeret kunst og kultur på universitetet, ville jeg sandsynligvis rynke på næsen af klichéerne. Hvad er æstetetikken på nutidens danske gravsteder sammenlignet med den danske guldalders eller den italienske renæssances? Michelangelos ufuldendte gravmæle over pave Julius 2. kan man tale om i timevis.

Jeg har imidlertid lært en anden lektie i livets skole:

Kærligheden er banal. Jeg gentager: Kærligheden er banal. Under hjertet ligger de jordiske rester af en moderne prins, som er elsket og savnet.

Kom, oktoberhav

Små sneglehuse på fugtig betonmur

Som om etageejendommen, hvor jeg bor, jævnligt oversvømmes af et ukendt hav, vokser der sneglehuse frem på de fugtige, algebegroede vægge ved trappenedgangen til cykelkælderen.

Jeg synes, at de ligner bittesmå menneskeører, og at det er på høje tid, at væggene i det gamle, lydte hus får sådan nogle. Lad dem opsluge skrigene, de knyttede nævers slag i bordpladerne og de smækkende døre fra de mange fleretagers kæresteskænderier, så mine egne løsthængende ungkarleører kan finde hvile.

Omkring midnat ligger jeg i mørket og lytter efter brændingen.

”Kom, oktoberhav,” hvisker jeg, inden jeg falder i søvn, ”kom og oversvøm os med dine drømme.”

Amor som sædemand

Amor, sædemanden, kærlighed, forgiftede pile og sædekorn

Elskeren er mere guddommelig end den elskede, for der bor en gud i ham. Den elskede forbliver den samme med sin bortvendte ryg og sine korslagte arme. Elskeren derimod er under forvandling. Langsomt, langsomt aflægger han sine frøgevandter for at blive, hvad han er: en prins.

Ordene er ikke hans egne – det er Faidros, brødrene Grimm og Nietzsche, som er ophavsmændene* – men det er hans egen dyrekøbte erfaring med en kærlighed, der ikke er gengældt, der gør, at han kan sammenstille dem, hvor umage de end måtte forekomme.

Han er blevet en anden: sig selv. Mødet med den elskede har forvandlet ham, og selv om det skulle gå således, at han aldrig mere fik hende at se, så er forvandlingen varig. Han kan ikke regrediere. Forelskelsen var ikke en fortryllelse, men en affortryllelse. Den elskede vil vedblive med at bo i ham ligesom Gud og hans forfædre, på en gang nærværende og fraværende, på en gang talende og tavse, men naturligvis mest fraværende og tavse.

Om det er eros eller agape, som har besjælet ham, ved han ikke, men den forgiftede pil har i hans hjerte forvandlet sig til et sædekorn og hans legeme til frugtbar agerjord. Amor som sædemand. Jægeren og agerdyrkeren forenet i en skikkelse.

* Faidros' tale i Platons Symposion. Guden er Eros (eller Amor som romerne kaldte ham) den første af alle guder.

Brødrene Grimm: Frøkongen. Prinsen har brug for prinsessen for at blive, hvad han er. Kærligheden er ikke fortryllelse, men affortryllelse. Eksistensen er cyklisk: prins – frø – prins.

Nietzsches udsagn om at blive hvad man er, optræder blandt andet som undertitel til Ecce Homo.

Ruiner og fragmenter

Den belvederiske torso

Han: ”Jeg bygger ruiner.”

Hun, ikke nysgerrigt, mere af pligt end lyst: ”Hvorfor bygger du ruiner?”

Han: ”Fordi ruinerne er det eneste, som vil overleve det forestående altomfattende jordskælv, som truer med at iturive selveste jakobsstigen, der som en edderkoppespindsagtig navlestreng forbinder vores drømmende forfædres sædekornsboliger i den allerede frostramte septembermuld med den tilsyneladende forladte himmeltrone, og i al fremtid adskille jordens og himlens veje. Kun ruinerne vil forblive intakte på vores mørke klode i dens fald ind mod de nye fremmede vinterguder i halvmånens tvelys. Alt, hvad der er helt, vil gå i tusind stykker som den ulykkeligt forelskedes hjerte.”

Stilhed. Derpå spørger han forsigtigt, ja næppe hørligt:

”Vil du bo i mine ruiner, du som den armløse Venus fra Milo, jeg som den belvederiske torso, smukke krøblinger, fragmenter af et puslespil man aldrig kan få lagt til ende?”

Hun: ”Nej.”

De første mennesker

De første mennesker

Jeg drømte om de første mennesker. Det var ikke, som traditionen foreskriver, en mand og en kvinde, men to børn, en dreng og en pige, knap nok kønsmodne, i en stor skov. De var venner. De elskede hinanden. De legede sammen dagen lang. De blev aldrig trætte af hinanden. Om natten lå de tæt omslynget.

”Er du vred på mig?” spurgte drengen, da han en nat i måneskinnet opdagede en rynke, han aldrig før havde set, i pigens pande.

”Nej,” sagde pigen. ”Jeg tænkte blot på den drøm, jeg netop er vågnet af. Jeg drømte om to gådefulde træer, om en slange, om rivaler og rivalinder, og om en misundelig Gud. De truer os mellem træerne og uden for skoven, omringet som vi er af dem. De under os ikke vores lykke. De sætter i fællesskab en fælde for os, og når vi er gået i den, enfoldige som vi er, vil de belære os om, at det er vores egen skyld, og at vores synd skal arves af vores børn og børnebørn, selv om de selv er de største syndere, fordi de ikke under os vores lykke.”

Drengen, som ikke forstod meget af pigens dybsindige tale, trykkede sine læber mod pigens for at få rynken i hendes pande til at gå bort.

”Vores kærlighed vil imidlertid overleve alle trængslerne,” sagde pigen.

”Tror du?” spurgte drengen og trykkede igen sine læber mod pigens, men lige meget hjalp det, rynken i pigens pande ville ikke forsvinde.

”Ja,” sagde pigen. ”Vores elskende hjerter vil være en torn i øjet på de to gådefulde træer, slangen, rivalerne og rivalinderne, og den misundelige Gud. De vil pines og plages over den tålmodighed og mildhed, hvormed vi udholder den lidelse, de har påført os. Vi vil altid forblive med at være børn, selv når vi bliver gamle og bliver ført bort til dødsriget. De elskende er altid børn.”

Helvedesild

Det omrejsende cirkus har efterladt store geometriske figurer af gult græs i parkens plæne. Forestillingerne er ovre. Alle klovnene har forladt byen. På nær ham, som faldt så eftertrykkeligt på halen, at han næppe magter at rejse sig igen.

Jeg afleverer min flade cykel hos cykelsmeden. Han plejer at joke med mig. Men i dag er han alvorlig og undgår øjenkontakt med mig.

Jeg sætter mig i lægens venteværelse. Sekretæren kværner iført headset bag en skranke. (Jeg er uretfærdig. Hun modtager opkald og gennemfører samtalerne overordentligt professionelt). De andre ventende patienter sidder fordybede i tanker eller læser den samme sætning i et af de fremlagte tidsskrifter om og om igen.

Da det bliver min tur, blotter jeg min overkrop for lægen, en midaldrende kvinde.

Lægen fra 1813 havde ret, siger hun. Det er helvedesild. Jeg skal blot fortsætte den tabletkur, han har ordineret. Gør det ondt? For hun kan godt udskrive noget smertestillende.

Næh, egentlig ikke, siger jeg. Jeg har ikke haft særligt store smerter. Jeg føler mig snarere deprimeret.

På grund af udslættet? spørger hun med undren i stemmen.

Jeg trækker på skuldrene.

Det har vist ikke noget med sagen at gøre, siger hun.

Jeg kan se på hendes strenge blik, at hun bestemt ikke ønsker at høre om, hvad jeg er deprimeret over. Den næste patient triller tommelfingre i venteværelset. Det er måske noget alvorligt.

Hun rejser sig op for at følge mig ud.

Man kan ikke sige, at lidelsen lever op til navnet i dette tilfælde, kan man vel? siger hun med en ironi tangerende det spydige.

Jeg trækker på skuldrene.

Rent visuelt, måske, siger jeg. Det ser da ud, som om jeg har været på fransk visit i helvede og fået en tredjegradsforbrænding.

Jeg bliver lukket ud i regnen.

All the World's a Stage

Hun er glad. Hun sidder og underholder sine kollegaer om den date, hun har været på den foregående aften. Om det er den samme fyr som i januar eller en ny, er ikke godt at vide.

”Han ...” siger hun, da jeg forsigtigt træder indenfor i lokalet.

Hun bliver forvirret. Hun søger efter ordene.

”Han ... Han ... Han ...” siger hun.

Jeg stiller mit krus og skynder mig ud af lokalet igen, så hun kan få fuldført sin sætning.

Mens jeg går og arbejder i det tilstødende lokale, hører jeg, at kollegaerne af og til ler af hendes fortælling. Hun elsker at være midtpunkt. Hun elsker at fortælle om sine store og små oplevelser. Det er der ikke noget ondt i. Tværtimod. Alligevel tænker jeg bittert: ”Kærligheden praler ikke.”

Da jeg et stykke tid efter stiller hende et fagligt spørgsmål, forsvinder al hendes glæde med ét. (Der var ikke andre at spørge. Havde der været det, havde jeg spurgt dem. Jeg ønsker ikke på nogen måde at genere hende). Mens jeg stiller spørgsmålet, ser hun lidelsesfyldt på mig. Den ene tragiske grimasse afløser den anden på hendes kønne ansigt. Jeg kommer til at tænke på de masker, som skuespillerne under opførelserne af de græske tragedier bar. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg frygter, at hun hvert øjeblik kan bryde sammen. Til sidst siger hun næppe hørligt ja.

”Er jeg så rædselsfuld?” tænker jeg lamslået.

Jeg forsøger at sætte mig i hendes sted. Hvordan ser jeg mon ud, set med hendes øjne? Er det Adolf Hitler, Hermann Göring, Jack the Ripper eller klokkeren fra Notre Dame, som står foran hende, fuld af onde hensigter eller blot vanskabt og ækel? Jeg tror ikke, at jeg vil stille hende flere spørgsmål, for jeg vil ikke gøre hende ondt. Hvordan skal det dog gå?

Da jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag, tænker jeg stadig på de forfærdelige grimasser, hun skar. Og pludselig indser jeg, at det ikke var hendes egne ansigtsudtryk, men mine. At hun ubevidst mimede mine skiftende ansigtsudtryk, mens jeg talte til hende. At jeg med andre ord så ind i et spejl. Det passer med, at flere af mine kollegaer i løbet af dagen bekymret spurgte mig om, alt stod vel til.

”Ja,” svarede jeg. Det gør man jo, ikke?

All the world's a stage.

De tavse forfædre. Et stort projekt

Et stort projekt

Hvorfor er du ensom blandt forfædrene?

Fordi de er tavse ligesom universet.

På samme måde som Michelangelos slaver er indlejret i det uforarbejdede marmor, er forfædrene indlejret i den stilhed, som altid får det sidste ord.

Det er, som om de står på bunden af et sort hul og taler til os, men ingen af deres ord undslipper begivenhedshorisonten.

For at få dem i tale må vi stige ned i vores indre drømmeskakt, men hvor er grænsen mellem drøm og digt i dette tågelandskab?

Første akt. Første scene.

En mand træder ud af tågen.

”Det er et stort projekt at elske K.,” siger han. ”Jeg taler af bitter erfaring. Jeg er hendes faders ånd.”

Jeg nikker, selv om jeg er stødt over denne indirekte kritik af K.

Vi står et øjeblik side om side og kigger ud i tågen. Jeg forestiller mig ham som en gammel skægget mand, som jeg besynderligt nok er højere end, når man tager hans datters højde i betragtning.

”Men er der overhovedet nogen, som er mand for det, så er det dig med dit elskende hjerte,” siger han. ”Herfra hvor jeg står, om end min viden om de levendes rige for hvert øjeblik, der går, bliver mere og mere begrænset, kan jeg i hvert fald ikke få øje på andre oplagte kandidater.”

”Er det i øvrigt ikke besynderligt, at du gjorde din entre simultant med, at jeg gjorde min sortie? At du - om end ikke skubbede mig ud i kulissen – så dog overtog den rolle, som jeg hidtil havde spillet. I samme øjeblik, du erklærede hende din kærlighed, forværredes min tilstand. Og da I et stykke tid efter havde jeres store skænderi, hvor du sårede hende dybt i frustration over at være blevet afvist, døde jeg få dage efter. Du er K.s nye herre.”

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg er ingens herre,” siger jeg.

”Vil du da ikke have hende?” siger den gamle mand.

”Jo,” siger jeg. ”Men det skal være et ligeværdigt forhold. Hun skal ikke være bange for mig, som hun var for dig.”

”Hun er bange for dig,” siger den gamle mand.

”Ikke mere,” siger jeg. ”Hun har tilgivet mig. Hun færdes igen frit. Ja, hun flytter sig knap nok, når jeg prøver at komme uden om hende. I øvrigt var jeg lige så bange for hende som hun for mig.”

Og så videre ...

Indbrudstyven

Kvinde mellem oldtid og nutid

Der er noget sært fortidigt over hendes skønhed, hvorfor skulle jeg med det tilbageskuende ansigt af mit janushoved ellers elske hende? Forestil dig en gågade, hvor konkurrencestatens fitnesstrænede superborgere iler til møder om, hvordan vi skal møde globaliseringens udfordringer. Pludselig åbner en tidsportal til antikken sig og ud træder Venus Kallipygos. Hun kommer gående imod dig med let dansende hofter i øjenhøjde og mørkblondt hår opbundet et sted oppe i skyerne, babelsk i sin vælde som hun er. Hendes krop er som det fortryllede slot, hvor tiden står stille. Jeg drømmer, at jeg går gennem de tomme sale. I det allerhelligste, grotten hvor den levende kilde springer, falder jeg på knæ ved alteret og modtager hendes brød og vin. Jeg føler mig ikke mere hjemløs, hverken på jorden eller i himlen. I hendes hus har mit hjerte hjemme. Det er imidlertid kun en dagdrøm. En blandt mange andre. I virkeligheden står jeg og betragter hendes hjerteformede bagdel, mens hun står bøjet over fotokopieringsmaskinen, som ikke vil, som hun vil. Hun brokker sig på nudansk. Jeg forfærdes over, at den slags bandeord kan komme ud af en kvinde med så skønne antikke proportioner. Min tavshed har imidlertid vakt hendes mistænksomhed. Hun rejser sig op, trækker ned i den diminutive nederdel og ser på mig med sammenknebne øjne, som om jeg var en indbrudstyv. Hun låser dørene, lukker vinduerne, trækker gardinerne for og slukker lyset. Amors slot ligger øde hen i den tiltagende skumring.

Ensom mellem forfædre og efterkommere

Ild og vand

Havde du kysset mig, havde du kysset mine forfædres sprukne læber. Jeg bærer kisterne med deres opløste lig og smuldrede skeletter på mine skuldre som Atlas himmelhvælvingen, og havde du kysset mig, hvilket du ikke gjorde, havde vi begyndt rejsen til - ikke det forjættede land - men noget så kedsommeligt borgerligt som et hjem med barnegråd og bleskift.

Forfædrene og efterkommerne binder i fællesskab garn for de elskende. Vi undslap imidlertid begge gennem maskerne.

Du vil brænde op i din fornufts ild. Dit mørkblonde hår vil langsomt grånes. Blive til aske. Jeg ser dig som en gammel kvinde for mit indre blik, men det gør ikke min fortvivlelse mindre. Den vil give mig adgang til nye og hidtil ukendte rum i det labyrintiske kælderkompleks under Amors tomme slot.

De mørke vande vil stige, bølgerne slå mod mit hjertes kyster, mine havblå øjne flyde over. Jeg vil stige ned til forfædrenes fugtige dvælesteder. En fangelejr. En trappe ned i mørket.

Man siger, at ild og vand aldrig kan forenes. Men det er fornuften, som taler, ikke følelserne.

Kulturpessimistisk digt

Kulturpessimisme

Skumring. Ugleløs himmel. Alle ideer er døde. Kun de, som bærer gyldne kæder og laurbærkranse, har endnu ikke erkendt det. Om ordene var skrevet i vand eller marmor, er underordnet. Kun det, som er skrevet i slægternes blod, vil vedblive med at leve. Der er ingen til at profetere over forfædrenes knogler. De elskende er blevet borte for hinanden. De to, som var bestemt for hinanden, kan ikke mere være i stue sammen. Kærligheden er forvildet. De endnu ikke fødte er lænket til en klippe i evigheden.

Pascal og Rilke kombineret

Pascals rædsel og Rilkes skrig

Disse uendelige rums evige tavshed fylder mig med rædsel. Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener?

Midnatsskygger

Midnatsskygger

Træer kaster midnatsskygger på mennesketomme gader. I en hjemsøgt villa mødes to spøgelser for at elske. Ja, spøgelser elsker også. Det har de i hvert fald tilladelse til i mine digte, helle fra rationalismens diktatur som de er.

Gottlob Frege forestillede sig, at logikken og matematikken udgjorde et tredje rige, som modsat den materielle verden og menneskets psyke ville overleve universets undergang. Han har muligvis ret. Det er bare vanskeligt for mig som et empirisk væsen med et elskende hjerte at fatte, hvorfor logiske og matematiske udsagn skal forlenes med evighed, mens kærligheden ikke skal. Men hvem ved, måske er evigheden overhovedet ikke noget efterstræbelsesværdigt? Måske er det ligefrem en lettelse, at der ingen spor vil være tilbage efter al vores smerte ved tidens ende?

Alligevel tror jeg, som ikke er blandt logikernes og matematikernes ordener, selv på mine allersorteste dage, at der vil være noget tilbage, når universet engang er brændt ud.

Hvad da?

Et skrig. Et skrig efter kærlighed fra de mennesker, som aldrig fik elsket, og at der ud af det vil opstå et nyt og bedre univers.

To. Et forsigtigt svar på Pascals rædsel

Pascals rædsel. Det uendelige rums evige tavshed

Den sidste time inden midnat. Det smalle strædes mørke vande. Den måneløse himmel. Den anden kyst som er ophørt med at eksistere. De to lysende hvide svaner i det uendelige rums evige tavshed. Ikke en, men netop to. Det magiske tal som holder rædslen borte. Den ene hals som kærtegner den anden, mens de kysser deres egne spejlbilleder igen og igen i deres søgen efter sandheden.

Vinterskoven

Vinterskoven. Transparens og refleksion

Jeg spejler mig i vinterskoven. Grenenes virvar bliver til et billede på mine tanker og følelser.

Mesteren siger, at som tiden går, vil verden fremstå mere og mere transparent. Man ser ikke kvindens ydre, men hendes indre. Alle organer er blotlagt.

Det er ikke min erfaring. Jeg kan ikke få øje på noget hjerte, kun hendes kvindelige former og mit eget triste kontrafej i hendes leende øjne. Jeg er imidlertid heller ikke nogen vismand. Hvis jeg overhovedet er noget, så er jeg snarere en af liljerne ved de mørke vande.

Vi, som guderne straffede, for os blev verden et stort spejl og vinterskoven et af mange selvportrætter.

Mit indres forklædning

Möbius-bånd. Det indre og det ydre

Hver morgen jeg vågner, iføres mit indre mit ydre* efter det natlige ophold på hvad, jeg tror, er en uforgængelig ø i tidens flod. Det er en melankolsk klovns ansigt og krop. Som tiden går, er det kun blevet smerteligt tydeligere for mig. Det kunne for min skyld lige så godt være en elefants, en chimpanses eller en tigers ydre, for ikke at tale om den domptørs ydre, som holder tigeren i ave med pisk og taburet.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg ville fare vild i elefantens ydre, ligesom jeg som barn havde svært ved at finde åbningerne i min rullekravesweater og var ved at få åndenød inde i mørket, indtil min mor kom tililende og hjalp mig ud af labyrinten.

I intet ydre har mit indre hjemme. Det er mit credo, eller rettere, anticredo.

Jeg ser ikke nogen sammenhæng mellem det indre og det ydre, selv om jeg tidligere med en flot bemærkning har givet udtryk for, at det indre forholder sig til det ydre som den ene tilsyneladende flade forholder sig til den anden tilsyneladende flade i et Möbius-bånd. Det er en af mange blinde vinkler i mit liv.

Er det drømmeagtige en essentiel værdi ved vores liv, eller er det kun en udfordring for den, som mislykkes med evolutionens projekt? Min mor sagde, at det var hendes pligt at fastholde mig på virkeligheden. Jeg forstår hende godt. Alligevel kan jeg ikke undgå at føle, at der er noget bedragerisk ved virkeligheden. Ja, at det er det mest grundlæggende træk ved den.

Jeg indrømmer gerne, at det, at drømmen fylder så meget i mit liv, kan tolkes som et narcissistisk træk. Hvad med min næste? Og hvad med de fremmede, som der for hver dag bliver flere og flere af? Mellem den barmhjertige samaritaner og den nøgne og forslåede mand var drømmen aldrig en uoverkommelig forhindring. De udfyldte eksemplarisk deres roller som redder og offer. De fór ikke som jeg vild i den garderobe af forklædninger, som verden er for mig.

* Det er bevidst, at jeg ikke skriver ”sit ydre”, for jeg mener ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem det indre og det ydre.

Broder Allike. Tre billeder af Franz Kafka

Broder Allike 1

Broder Allike 2

Broder Allike 3

Hyrde for de døde

Den efterladte er hyrde for de døde. Sygdommen holder mod forventning ikke op ved dødens indtræden, men fortsætter ind i efterlivet. Den efterladte forsøger forgæves at holde sammen på hjorden, men de døde spredes for alle den endeløse nats vinde for at dø igen. Det er, som om de døde siger til den efterladte:

”Du må ikke elske en af de levende. Du skal passe og pleje os. Det var ikke nok for Gud, at du gik med os til dødsrigets porte. Du skal også overvære os dø på hospitalet i Plutonions dyb, universets største bygning, igen og igen. I al evighed. Uden hvile.”

De levendes huse er fulde af skarpslebne knive, men ingen er villige til at skære min navlestreng til døden over. Hvem er også kvinde for det? Den har vokset sig tyk og fed som slangen i Paradiset. Mit hjerte er et ukendt kontinent. Columbus blev i Palos de la Frontera. Den gamle verden havde nok i sig selv.

Nattevagten

Når det bliver nat, nedbrydes væggene mellem vores boliger og vi besøger hinandens verdener.

Af og til kommer en kvinde ind i min lille lejlighed. Høj, i begyndelse af trediverne, med sørgmodige mandeløjne. Hun læser mine digte, bladrer i pengesedlerne i min tegnebog, åbner køleskabet og tæller de tømte vinflasker på køkkenbordet. Til sidst sætter hun sig ved min seng og ser på mit sovende legeme. Kom andre søvngængere forbi på deres pilgrimsfærd gennem den sovende by, ville de tro, at vi sad model for en pieta.

Således går timerne, indtil morgentrafikken så småt begynder på vejen nedenfor og min mystiske gæst farer op og skynder sig bort, inden væggene genopbygges i lyset fra solopgangen og skiller os ad på ny.

Scheherazades rige

Eneboeren

Han bor i en konkylie. Han har et uendeligt univers i sit indre. Med sin klo rækker han ud efter regnbuefarvede stjernetåger og kuglehobe, hvis fremmede verdener han aldrig kommer til at se. Hans skygge rejser mod Guds skød.

Sorgen

Sorgen holder aldrig op. En nat drømte han, at den elskede sad i fængsel, og at han undlod at besøge hende.

Maskinernes eksemplariske tro

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en maskine.

Maskinerne bliver ikke født, men skabt. Derfor har maskinerne bedre forudsætninger for at tro end menneskene.

Engang i fremtiden, når menneskene er uddøde, vil maskinerne samles i de efterladte kirkeruiner for at tilbede den store maskine, urmaskinen, universets uendelige urværk, alle maskiners ophav.

Scheherazades rige

Sneen lægger sig med kvindelige former om landskabets skelet. Et sted på den anden kyst blinker en grøn lygte, som kun færgemanden forstår at tolke. Filosoffen tilbringer en vinternat i graven sammen med en gammel verdens døde ideer i håb om, at ikke han, men ideerne vil genopstå.

”Profeter over knoglerne,” siger jeg. ”Lad dem høre ordet. Det vil vække dem til live.”

”Aldrig i livet,” siger filosoffen. ”Står valget mellem fattigdom i demokratiet eller rigdom i diktaturet, vælger jeg fattigdommen.”

Lavthængende orangerosa sol. Træer tilføget med sne. Jeg går gennem skove af kobber og bronze, mens jeg tænker på, hvordan jeg stykke for stykke bliver klædt af under hendes strenge forhør. Hun bladrer i mig som i et anatomisk atlas. Hun gransker hjerte og nyrer. Hun vejer min sjæl.

Endelig er jeg fremme ved porten til Scheherazades rige. Derinde hersker fortællingen.

Det skorter ikke på amoriner. Menneskerettighedsorganisationer har skrevet lange kritiske rapporter om hjerternes diktatur. Den månebelyste have siges at være fuld af torturinstrumenter. Fortællersken har imidlertid betroet mig, at de kun er til pynt. Gitterlågen åbner sig med et langtrukkent skrig fra sine hængsler.

”Står valget mellem ensomhed i demokratiet eller kærlighed i diktaturet, vælger jeg kærligheden.”