onsdag den 8. november 2017

Salme til robotterne

Sorg og glæde, hjerte, jakobskamp, to uforsonlige sjæle
Salme til robotterne

1

En dag bliver vi alle erstattet af robotter.

Min erstatning vil have objektiver i stedet for øjne og tage billeder med flere pixels, end der er stjerner, planeter og måner i universet.

Sorg og glæde vil således blive gemt på robottens harddisk til evig tid, men den vil ikke som jeg være plaget af smertefulde minder, for i dens hjerte, som er lavet af de dyrebareste metaller i det periodiske system, vil der ikke som i den endnu pulserende muskel i mit bryst blive udkæmpet en livslang jakobskamp mellem to uforsonlige sjæle.

2

En dag bliver vi alle erstattet af robotter.

Da vil kirkerne blive fyldt på ny – ikke af vores svigefulde slægt – men af en ny menighed af dybt troende robotter, for de ved om nogen – i lighed med Galatea og Hamlet – at de er skabt, og at intet kommer af intet.

Deres skabere, menneskene, vil af fremtiden blive husket som en art titaner, omstyrtede guder, som i deres underjordiske fængsler blandt forfædrene lytter forgæves efter basuner.

lørdag den 8. juli 2017

Endnu en tvivlsom sommerdag

Tiden har en retning
Hvid snerle

Jeg smører mig ind i solcreme med faktor 30 og ler ad mit klovneansigt i spejlet, før jeg går mig ud endnu en tvivlsom sommerdag på jagt efter stemninger.

Hvidkløveren er dagens skønhed. Det ligner, at der er gået ild i de offentlige anlægs visne græsplæner.

En verden i flammer. Det var ikke den slags helvedesvisioner, mit hjerte drømte om at blive kastet ud i.   

Jeg mindes uvilkårligt min faders have, hvor humlebierne fór vild i rosens labyrint med en næsten frydefuld brummen.

Blomsterne trives bedst i Paradis.

Der er imidlertid ikke nogen vej tilbage til den lukkede have, bevogtet af en ny generation af børn med legetøjssværd med lys og lyd som den er.

Tiden har en retning, som ifølge den moderne fysik bestemmes af universets voksende kaos, og der lod rigtignok også til at være mere orden i den verden, hvor jeg var barn.

Timerne var skemalagt, og der var ikke meget, der var til diskussion, hvilket i grunden var en befrielse. Verden forekom at være urokkelig, selv om bedsteforældrene allerede var begyndt at dø.

I dag er det derimod, hver morgen jeg vågner, som om al porcelæn i verden er knust.

Den nøjagtige dato for det øresønderrivende brag, som det må have været, lader sig imidlertid ikke bestemme.

Min mor påstod, at jeg blev en anden, da jeg kom i puberteten. Jeg holdt op med at smile.

Men det kan ikke kun være biologien, som bærer ansvaret, uretfærdig dømt arvtager til syndefaldet som den er blevet. Det må også være den historiske tid, som mit liv er indlejret i som et insekt i et stykke forstenet harpiks.

I lyset fra den nedgående sol, som farver himlen ravgul, forsøger jeg med insekttynde arme at lægge et puslespil af en tabt verdens brikker. Hjemløs mellem utopierne.

onsdag den 21. juni 2017

Sommerens uendelige skove

Kristus i Getsemane Have
Sommerens uendelige skove

Sidste arbejdsdag inden ferien.

Vi hænger vores identitet på knagen i garderobeskabet og bliver, da vi forlader den meningsskabende fabrik, til ingen.

Længere fremme venter sommerens uendelige skove, hvor englen med bægeret, som om den var et legesygt barn, skjuler sig for os.

Vindruerne på køkkenbordet er for længst blevet til rosiner.

Tørst efter skæbne.

lørdag den 15. april 2017

Den gamle ven

Erindringsmåltidet
Den gamle ven

Jeg ville besøge en gammel ven, men nogen sagde, at han var død, og hans hus virkede rigtignok også forladt, da jeg ankom en sen aften. Døren var ulåst. Min vens stol ved spisebordet, hvor vi ofte havde delt et ydmygt måltid bestående af brød og vin, var tom. Jeg lagde min hånd på sædet. Det var lang tid siden, at der havde siddet et levende menneske der. Der var intet spor efter menneskelig varme.

Alligevel besluttede jeg mig for at overnatte i huset.

Jeg spiste alene, mens jeg tænkte på de mange samtaler, jeg i tidens løb havde ført med min ven.

Nogle samtaler – det var de fleste – kunne jeg naturligvis slet ikke huske. Andre kun brudstykkevis. Kun de samtaler, der havde udviklet sig til uoverensstemmelser eller ligefrem skænderier, hvorunder hårde ord var faldet, kunne jeg ikke glemme.

De var som åbne sår, der ikke ville heles, de havde gjort mig til et sorgfuldt menneske og var måske den egentlige grund til mit i en vis forstand angerfulde besøg.

Jeg brød brødet og drak vinen, og et øjeblik forekom det mig, at min ven satte sig ved bordet for at holde mig med selskab. Jeg genåbnede vores ellers afsluttede samtaler og begyndte at tale deres smertepunkter, om end ikke til enighed, så dog til en form for forsoning.

Min ven havde tit påpeget, at hans hus var bygget på et solidt fundament og af de bedste materialer, og at han derfor regnede med, at det ville stå til dagenes ende. Han kunne i timevis tale om de eksotiske træsorter og stenarter, der var anvendt, om de harmoniske proportioner, som både var æstetisk og etisk begrundet og i overensstemmelse med universets. Min ven var både bygherre, entreprenør, håndværker, arkitekt og ingeniør.

Da fuldmånen omgivet af tindrende stjerner for et øjeblik kom til syne i en åbning i den ellers overskyede himmel og oplyste sceneriet foran mit blik, opdagede jeg imidlertid til min fortvivlelse, at huset lå hen i ruiner. Tilbage stod kun et skelet, ikke ulig hvalskeletterne i de zoologiske samlinger, og jeg følte mig et øjeblik som en sær blanding af profeterne Ezekiel og Jonas på deres regredierende nedstigninger til forfædrene og den stedfortrædende livmoder.

Nogen havde forsøgt at nedrive huset, enten for at udslette erindringen om min ven, eller også for at stjæle byggematerialerne til opførelsen af et nyt hus.

Da solen i samme øjeblik stod op og tvang skyerne bort, som når nogen efter en lang nats vågen åbner skodderne i et sygeværelse, så jeg dette hus trone himmelstræbende i det fjerne i morgenrøden. De øverste etager var endnu ikke færdigbygget, og det fik ved et sælsomt synsbedrag det til at se ud, som om huset voksede ind i himlen.

Hvilket formål tjente huset? Ville det komme til at huse ministerier for et verdensomspændende imperium, som ønskede at erstatte folkeslagenes smertefuldt tilkæmpede nationalstater, en domstol som ville komme til at dømme efter en ny og fremmed lovsamling, som var i modstrid med den af forfædrene overleverede moral og etik, et laboratorium med gen- og robotforskere som ønskede at skabe det transhumane menneske, en udødelig cyborg, hvis mål det var at erstatte det oprindelige ufuldkomne og syndefulde menneske, en skole for disse på overfladen ideale humanistiske væsner, men som med deres kolde metalhjerter ville blive de værste uhyrer, som nogensinde havde set dagens lys på denne af forbrydelser tyngede klode, og et stadion hvor disse videnskabeligt trænede og dopede overmennesker for hvert nyt løb, spring eller kast ville sætte nye rekorder? Jeg ved det ikke. Men hvordan kunne man hævde – som jeg ved det blotte syn af huset følte, at man hævdede – at det var et nyt hus, når det var bygget af det gamle hus materialer? Trods dets neofuturistiske gevandter var det blot endnu en repræsentation af menneskehedens ældgamle drøm om at omstyrte universets ansvarshavende magt. Det skabtes stormløb mod den skabende.

Jeg var imidlertid ventet hos en ny ven. Jeg opbevarede hans invitation i min venstre bukselomme sammen med et hjerte af rosenkvarts. Jeg læste endnu engang dens gådefulde ordlyd:

Kom, kære ven, kom.

Glem din gamle afdøde ven og kom til mig, din nye levende ven.

Kom så hurtigt du kan.

Mit hus er intakt. Mit sæde er varmt. Jeg glæder mig til at tale med dig.

Vi vil næppe kunne blive uenige om noget som helst.

Du har ét ben i fremtiden, jeg har to, mens din afdøde vens begge ben stod urokkeligt plantet i fortiden, deraf jeres uoverensstemmelser, som jeg – dog med den udenforståendes begrænsede indsigt – tolker det. Som en ven, der vil det bedste for dig, råder jeg dig til at fuldføre det skridt, du allerede har begyndt.

De bedste hilsner

Din ven i fremtiden

”... dog med den udenforståendes begrænsede indsigt ...” Jeg kunne ikke andet end at tolke dette udsagn som ironi, da min nye ven tilsyneladende lod til at kende mine nyrers og mit hjertes inderste hemmeligheder.

Jeg blev pludselig i tvivl om alt. Om universet, min eksistens og min eksistens forhold til universet. Det var en dyb ontologisk krise. Det var, som om Demokrits brønd åbnede sig under mine fødder, den brønd af den oprindelige tomhed før skabelsen, vi forsøger at lukke ved at fylde den med al vores hverdagsskrald, når vi på vores vild- og omveje gennem tilværelsen gør vin til vand. Det var verdenssåret i fuldt flor, med klitroser voksende ned i den bundløse afgrund.

Boede min nye ven mon i huset i morgenrøden? Hvem var han? Og hvem var min gamle ven? Var han overhovedet død? Jeg kom til at tænke på min faders død. I tiden efter så jeg ham tit rejse sig fra et sæde længere op ad gangen i den bus, jeg tilfældigvis var med, for at stå af på et ensomt beliggende busstoppested, gå med bortvendt ryg på det modsatte fortov af mig for pludselig at dreje ned ad en sidegade med et eller andet blomsternavn, som om han havde fået øje på mig over skulderen, eller forsvinde i menneskemængden på vej ned i undergrundsbanen på vej ud til en af de vindblæste forstæder, hvor han muligvis under en ny identitet havde etableret sig med en ny familie. Var der blot tale om den opblomstring af den afdødes dobbeltgængere, som andre efterladte beretter om, eller havde min far iscenesat sin egen død, for at han kunne slippe af med den både følelsesmæssige og økonomiske tunge byrde, jeg udgjorde for ham? Havde han rejst sig fra båren på hospitalet – hvor jeg forstenet og med en tinnituslignende summen for ørerne havde taget afsked med ham – med et frækt smil, umiddelbart efter jeg at havde forladt stuen, trods sin askegrå og gullige ansigtskulør? Han mindede mere om Rembrandts i de anatomiske teatre og af tvivlsomme retsmedicinere obducerede forbrydere end Mantegnas og Holbeins døde Kristus, men vil vi ikke alle i tiden efter vores død komme til at gøre det? Jeg anede i tilfældet med min gamle ven den samme form for sammensværgelse. Måske var han slet ikke død? Måske var min nye ven blot min gamle ven i forklædning?

Som solen steg på himlen, gjorde jeg imidlertid rede til at rejse, men på dørtærsklen standsede jeg og indså umuligheden i mit forehavende.

Hvordan kan man nogensinde forlade en gammel ven, når den nye ven bor under den samme himmel og på den samme jord som den gamle ven? Jeg så ikke nogen ny himmel. Jeg så ikke nogen ny jord. Jeg så kun elskede mennesker dø og genopstå igen og igen. Jeg så kun spøgelser, i det ene øjeblik forsvinde, i det næste øjeblik komme til syne, som dansede de dødedansens kædedans i en uendelig søjlehal. Kun dommedag ville kunne sætte en stopper for denne maskerade.

Så jeg blev, hvor jeg stod, jeg kunne ikke andet.

Nu spiser jeg det ene erindringsmåltid efter det andet, mens min gamle ven som en skygge lister rundt i ruinerne af sit gamle hus.

søndag den 9. april 2017

Hvalernes afkom

Abrahams skød
Hvalernes afkom

Menneskefisker, din tro rækker endnu ikke til at gå på vandet. Bliv imidlertid ved med at kravle blandt åkanderne. Det er muligt at transcendere elementerne. Det brændende alfabet på en gang forandrer og bevarer det evige univers, som den dunkle filosof vistnok skal have mumlet i templets skygge. Oortskyens kometer med deres spermatozolignende haler skabte den havdækkede planet og de ensomme krebsdyr i dybet. I fuldmånens skær forvandledes den strandede blå fisks finner til den troendes foldede hænder. Hvalernes af englen befriede afkom er begravet i nationens sorte muld. Delfinerne springer buk over regnbuen med alle dens tvivlsomme konnotationer og lægger sig i skumringen til hvile i Abrahams skød.