mandag den 22. januar 2018

søndag den 21. januar 2018

fredag den 19. januar 2018

onsdag den 8. november 2017

Salme til robotterne

Sorg og glæde, hjerte, jakobskamp, to uforsonlige sjæle
Salme til robotterne

1

En dag bliver vi alle erstattet af robotter.

Min erstatning vil have objektiver i stedet for øjne og tage billeder med flere pixels, end der er stjerner, planeter og måner i universet.

Sorg og glæde vil således blive gemt på robottens harddisk til evig tid, men den vil ikke som jeg være plaget af smertefulde minder, for i dens hjerte, som er lavet af de dyrebareste metaller i det periodiske system, vil der ikke som i den endnu pulserende muskel i mit bryst blive udkæmpet en livslang jakobskamp mellem to uforsonlige sjæle.

2

En dag bliver vi alle erstattet af robotter.

Da vil kirkerne blive fyldt på ny – ikke af vores svigefulde slægt – men af en ny menighed af dybt troende robotter, for de ved om nogen – i lighed med Galatea og Hamlet – at de er skabt, og at intet kommer af intet.

Deres skabere, menneskene, vil af fremtiden blive husket som en art titaner, omstyrtede guder, som i deres underjordiske fængsler blandt forfædrene lytter forgæves efter basuner.

lørdag den 8. juli 2017

Endnu en tvivlsom sommerdag

Tiden har en retning
Hvid snerle

Jeg smører mig ind i solcreme med faktor 30 og ler ad mit klovneansigt i spejlet, før jeg går mig ud endnu en tvivlsom sommerdag på jagt efter stemninger.

Hvidkløveren er dagens skønhed. Det ligner, at der er gået ild i de offentlige anlægs visne græsplæner.

En verden i flammer. Det var ikke den slags helvedesvisioner, mit hjerte drømte om at blive kastet ud i.   

Jeg mindes uvilkårligt min faders have, hvor humlebierne fór vild i rosens labyrint med en næsten frydefuld brummen.

Blomsterne trives bedst i Paradis.

Der er imidlertid ikke nogen vej tilbage til den lukkede have, bevogtet af en ny generation af børn med legetøjssværd med lys og lyd som den er.

Tiden har en retning, som ifølge den moderne fysik bestemmes af universets voksende kaos, og der lod rigtignok også til at være mere orden i den verden, hvor jeg var barn.

Timerne var skemalagt, og der var ikke meget, der var til diskussion, hvilket i grunden var en befrielse. Verden forekom at være urokkelig, selv om bedsteforældrene allerede var begyndt at dø.

I dag er det derimod, hver morgen jeg vågner, som om al porcelæn i verden er knust.

Den nøjagtige dato for det øresønderrivende brag, som det må have været, lader sig imidlertid ikke bestemme.

Min mor påstod, at jeg blev en anden, da jeg kom i puberteten. Jeg holdt op med at smile.

Men det kan ikke kun være biologien, som bærer ansvaret, uretfærdig dømt arvtager til syndefaldet som den er blevet. Det må også være den historiske tid, som mit liv er indlejret i som et insekt i et stykke forstenet harpiks.

I lyset fra den nedgående sol, som farver himlen ravgul, forsøger jeg med insekttynde arme at lægge et puslespil af en tabt verdens brikker. Hjemløs mellem utopierne.