onsdag den 21. juni 2017

Sommerens uendelige skove

Kristus i Getsemane Have
Sommerens uendelige skove

Sidste arbejdsdag inden ferien.

Vi hænger vores identitet på knagen i garderobeskabet og bliver, da vi forlader den meningsskabende fabrik, til ingen.

Længere fremme venter sommerens uendelige skove, hvor englen med bægeret, som om den var et legesygt barn, skjuler sig for os.

Vindruerne på køkkenbordet er for længst blevet til rosiner.

Tørst efter skæbne.

lørdag den 15. april 2017

Den gamle ven

Erindringsmåltidet
Den gamle ven

Jeg ville besøge en gammel ven, men nogen sagde, at han var død, og hans hus virkede rigtignok også forladt, da jeg ankom en sen aften. Døren var ulåst. Min vens stol ved spisebordet, hvor vi ofte havde delt et ydmygt måltid bestående af brød og vin, var tom. Jeg lagde min hånd på sædet. Det var lang tid siden, at der havde siddet et levende menneske der. Der var intet spor efter menneskelig varme.

Alligevel besluttede jeg mig for at overnatte i huset.

Jeg spiste alene, mens jeg tænkte på de mange samtaler, jeg i tidens løb havde ført med min ven.

Nogle samtaler – det var de fleste – kunne jeg naturligvis slet ikke huske. Andre kun brudstykkevis. Kun de samtaler, der havde udviklet sig til uoverensstemmelser eller ligefrem skænderier, hvorunder hårde ord var faldet, kunne jeg ikke glemme.

De var som åbne sår, der ikke ville heles, de havde gjort mig til et sorgfuldt menneske og var måske den egentlige grund til mit i en vis forstand angerfulde besøg.

Jeg brød brødet og drak vinen, og et øjeblik forekom det mig, at min ven satte sig ved bordet for at holde mig med selskab. Jeg genåbnede vores ellers afsluttede samtaler og begyndte at tale deres smertepunkter, om end ikke til enighed, så dog til en form for forsoning.

Min ven havde tit påpeget, at hans hus var bygget på et solidt fundament og af de bedste materialer, og at han derfor regnede med, at det ville stå til dagenes ende. Han kunne i timevis tale om de eksotiske træsorter og stenarter, der var anvendt, om de harmoniske proportioner, som både var æstetisk og etisk begrundet og i overensstemmelse med universets. Min ven var både bygherre, entreprenør, håndværker, arkitekt og ingeniør.

Da fuldmånen omgivet af tindrende stjerner for et øjeblik kom til syne i en åbning i den ellers overskyede himmel og oplyste sceneriet foran mit blik, opdagede jeg imidlertid til min fortvivlelse, at huset lå hen i ruiner. Tilbage stod kun et skelet, ikke ulig hvalskeletterne i de zoologiske samlinger, og jeg følte mig et øjeblik som en sær blanding af profeterne Ezekiel og Jonas på deres regredierende nedstigninger til forfædrene og den stedfortrædende livmoder.

Nogen havde forsøgt at nedrive huset, enten for at udslette erindringen om min ven, eller også for at stjæle byggematerialerne til opførelsen af et nyt hus.

Da solen i samme øjeblik stod op og tvang skyerne bort, som når nogen efter en lang nats vågen åbner skodderne i et sygeværelse, så jeg dette hus trone himmelstræbende i det fjerne i morgenrøden. De øverste etager var endnu ikke færdigbygget, og det fik ved et sælsomt synsbedrag det til at se ud, som om huset voksede ind i himlen.

Hvilket formål tjente huset? Ville det komme til at huse ministerier for et verdensomspændende imperium, som ønskede at erstatte folkeslagenes smertefuldt tilkæmpede nationalstater, en domstol som ville komme til at dømme efter en ny og fremmed lovsamling, som var i modstrid med den af forfædrene overleverede moral og etik, et laboratorium med gen- og robotforskere som ønskede at skabe det transhumane menneske, en udødelig cyborg, hvis mål det var at erstatte det oprindelige ufuldkomne og syndefulde menneske, en skole for disse på overfladen ideale humanistiske væsner, men som med deres kolde metalhjerter ville blive de værste uhyrer, som nogensinde havde set dagens lys på denne af forbrydelser tyngede klode, og et stadion hvor disse videnskabeligt trænede og dopede overmennesker for hvert nyt løb, spring eller kast ville sætte nye rekorder? Jeg ved det ikke. Men hvordan kunne man hævde – som jeg ved det blotte syn af huset følte, at man hævdede – at det var et nyt hus, når det var bygget af det gamle hus materialer? Trods dets neofuturistiske gevandter var det blot endnu en repræsentation af menneskehedens ældgamle drøm om at omstyrte universets ansvarshavende magt. Det skabtes stormløb mod den skabende.

Jeg var imidlertid ventet hos en ny ven. Jeg opbevarede hans invitation i min venstre bukselomme sammen med et hjerte af rosenkvarts. Jeg læste endnu engang dens gådefulde ordlyd:

Kom, kære ven, kom.

Glem din gamle afdøde ven og kom til mig, din nye levende ven.

Kom så hurtigt du kan.

Mit hus er intakt. Mit sæde er varmt. Jeg glæder mig til at tale med dig.

Vi vil næppe kunne blive uenige om noget som helst.

Du har ét ben i fremtiden, jeg har to, mens din afdøde vens begge ben stod urokkeligt plantet i fortiden, deraf jeres uoverensstemmelser, som jeg – dog med den udenforståendes begrænsede indsigt – tolker det. Som en ven, der vil det bedste for dig, råder jeg dig til at fuldføre det skridt, du allerede har begyndt.

De bedste hilsner

Din ven i fremtiden

”... dog med den udenforståendes begrænsede indsigt ...” Jeg kunne ikke andet end at tolke dette udsagn som ironi, da min nye ven tilsyneladende lod til at kende mine nyrers og mit hjertes inderste hemmeligheder.

Jeg blev pludselig i tvivl om alt. Om universet, min eksistens og min eksistens forhold til universet. Det var en dyb ontologisk krise. Det var, som om Demokrits brønd åbnede sig under mine fødder, den brønd af den oprindelige tomhed før skabelsen, vi forsøger at lukke ved at fylde den med al vores hverdagsskrald, når vi på vores vild- og omveje gennem tilværelsen gør vin til vand. Det var verdenssåret i fuldt flor, med klitroser voksende ned i den bundløse afgrund.

Boede min nye ven mon i huset i morgenrøden? Hvem var han? Og hvem var min gamle ven? Var han overhovedet død? Jeg kom til at tænke på min faders død. I tiden efter så jeg ham tit rejse sig fra et sæde længere op ad gangen i den bus, jeg tilfældigvis var med, for at stå af på et ensomt beliggende busstoppested, gå med bortvendt ryg på det modsatte fortov af mig for pludselig at dreje ned ad en sidegade med et eller andet blomsternavn, som om han havde fået øje på mig over skulderen, eller forsvinde i menneskemængden på vej ned i undergrundsbanen på vej ud til en af de vindblæste forstæder, hvor han muligvis under en ny identitet havde etableret sig med en ny familie. Var der blot tale om den opblomstring af den afdødes dobbeltgængere, som andre efterladte beretter om, eller havde min far iscenesat sin egen død, for at han kunne slippe af med den både følelsesmæssige og økonomiske tunge byrde, jeg udgjorde for ham? Havde han rejst sig fra båren på hospitalet – hvor jeg forstenet og med en tinnituslignende summen for ørerne havde taget afsked med ham – med et frækt smil, umiddelbart efter jeg at havde forladt stuen, trods sin askegrå og gullige ansigtskulør? Han mindede mere om Rembrandts i de anatomiske teatre og af tvivlsomme retsmedicinere obducerede forbrydere end Mantegnas og Holbeins døde Kristus, men vil vi ikke alle i tiden efter vores død komme til at gøre det? Jeg anede i tilfældet med min gamle ven den samme form for sammensværgelse. Måske var han slet ikke død? Måske var min nye ven blot min gamle ven i forklædning?

Som solen steg på himlen, gjorde jeg imidlertid rede til at rejse, men på dørtærsklen standsede jeg og indså umuligheden i mit forehavende.

Hvordan kan man nogensinde forlade en gammel ven, når den nye ven bor under den samme himmel og på den samme jord som den gamle ven? Jeg så ikke nogen ny himmel. Jeg så ikke nogen ny jord. Jeg så kun elskede mennesker dø og genopstå igen og igen. Jeg så kun spøgelser, i det ene øjeblik forsvinde, i det næste øjeblik komme til syne, som dansede de dødedansens kædedans i en uendelig søjlehal. Kun dommedag ville kunne sætte en stopper for denne maskerade.

Så jeg blev, hvor jeg stod, jeg kunne ikke andet.

Nu spiser jeg det ene erindringsmåltid efter det andet, mens min gamle ven som en skygge lister rundt i ruinerne af sit gamle hus.

søndag den 9. april 2017

Hvalernes afkom

Abrahams skød
Hvalernes afkom

Menneskefisker, din tro rækker endnu ikke til at gå på vandet. Bliv imidlertid ved med at kravle blandt åkanderne. Det er muligt at transcendere elementerne. Det brændende alfabet på en gang forandrer og bevarer det evige univers, som den dunkle filosof vistnok skal have mumlet i templets skygge. Oortskyens kometer med deres spermatozolignende haler skabte den havdækkede planet og de ensomme krebsdyr i dybet. I fuldmånens skær forvandledes den strandede blå fisks finner til den troendes foldede hænder. Hvalernes af englen befriede afkom er begravet i nationens sorte muld. Delfinerne springer buk over regnbuen med alle dens tvivlsomme konnotationer og lægger sig i skumringen til hvile i Abrahams skød.

tirsdag den 10. januar 2017

Den gådefulde sygdom

En fantastisk fortælling
Den gådefulde sygdom

Et barn havde så tætte bånd til sine tøjdyr og dukker, at da barnet blev syg, blev tøjdyrene og dukkerne det også. Der var tilsyneladende tale om den samme sygdom, dog syntes den at rumme en indre splid, for mens barnet begyndte at blive mindre, begyndte tøjdyrene og dukkerne at blive større. Væksten var korreleret. Med samme forholdsvise andel og hastighed barnet blev mindre, med samme forholdsvise andel og hastighed blev tøjdyrene og dukkerne større. Væksten var så at sige omvendt proportional. Det var, som om Johannes Døberens ord om, at han skal blive mindre og Jesus skal blive større, var blevet til virkelighed i barneværelset.

Fællesskabet om sygdommen og de reciprokke symptomer er den eneste grund til, at jeg finder historien værd at fortælle, for almindeligvis opfattes sygdom som et ensomt anliggende, selv epidemier. Sygdom fører til eksklusion fra fællesskabet. De raske lever i en verden. Den syge i en anden. Og to syge i to indbyrdes forskellige.

Begivenhederne fandt sted på den tid, da den borgerlige kultur, efter den kort forinden havde nået sit tvivlsomme højdepunkt, stod over for sin undergang. Barndommen havde for overklassen udviklet sig til en selvstændig fase i et menneskes liv, i de grelleste tilfælde en selvstyrende fase løsrevet fra de andre faser. Det var, som om barndommen var et nyt og ukendt kontinent, på hvis forgrenede stier den ubetænksomme opdagelsesrejsende let kunne fare vild og blive væk for altid. Ordene er ikke mine egne, men min bedstefars, dreng som han var på det tidspunkt.

Om morgenen, når min bedstefar var blevet klædt på og havde spist morgenmad, sagde hans mor, som om det var en besværgelse: ”Leg.” Det var, som om den gode fe havde svunget sin magiske stav over ham og fremsagt en hemmelighedsfuld trylleformular. Lettere fortumlet løb min bedstefar ud og legede med de andre børn. Tiden forekom at ile af sted i det lykkelige fællesskab, børnene fik knap nok begyndt på at bygge en hule i skoven, inden aftenklokken ringede solen ned, men når min bedstefar trængte gennem den mur af skumring, som forekom at omgive hans barndomshjem, kunne han på moderens og faderens alvorlige samtale ved middagsbordet forstå, at verden havde været vidne til både revolution og verdenskrig, og at vidunderlige opfindelser som bilen, flyvemaskinen og oceandamperen, som ikke kunne synke, havde set dagens lys. Næste dag var det imidlertid, som om alle begivenhederne var blevet nulstillet, og han blev igen med moderens besværgende ord sendt ud for at lege i århundrede.

*

Der var især tre af tøjdyrene og dukkerne, som stod barnet nær. Det var en bamse med en rød sløjfe om halsen, en dukke med et rundt barneansigt og mørkeblondt krøllet hår og en grøn frø med en gylden krone på sit hoved. Det var tale om helt almindelig legetøj, fremstillet på værksted eller fabrik i mange eksemplarer.

En fantastisk fortælling
Dukken

Tøjdyrene og dukken var imidlertid blevet individualiseret i barnets selskab, i og med den venstre arm på bamsen hang løs, det højre øje på dukken manglede, og den lodrette syning på frøens bug var gået op, men efterfølgende repareret med systing af forhåndenværende tråd fra moderens syskrin, i en farve, som beklageligvis ikke helt svarede til det lysegrønne stof, frøens bug var lavet af, og derfor gav reparationen et skær af ulægeligt sår eller vansirende ar. Jeg mener, at det er Dostojevskij, som har sagt, at det kun er muligt at elske det ufuldkomne.  

Af angst for de sælsomme begivenheder, som var indtruffet, turde forældrene ikke gå ind på barnets værelse. De tilkaldte huslægen. Han opholdt sig længe inde på barnets værelse. Da han endelig kom ud, virkede han på en gang irritabel og åndsfraværende, fordi det forekom ham, at bamsen, imens han havde undersøgt den, havde hvisket i hans øre: ”Lad det lille barn blive hos os.” Han sagde kort for hovedet, at han ikke kunne forklare, hvorfor tøjdyrene og dukkerne var begyndt at vokse og gjorde mine til at gå.

”Er tøjdyrene og dukkerne levende?” spurgte de forskræmte forældre, idet de hændervridende fulgte efter lægen til hoveddøren.

”Nej,” sagde lægen, idet han et øjeblik standsede i døråbningen. ”Selvom de tilsyneladende virker lige så livagtige som eksempelvis De, hr. og fru A., så er de døde som statuerne af profeterne og apostlene i kirken.”

Derpå løb han med lette hoppende skridt ned ad den lange trappe til vejen, hvor hans vogn med kusk og to prustende heste holdt og ventede.

*

Der gik mange år. Forældrene levede afsondret fra omverden. Ingen vidste mere, hvad der foregik inde i huset.

En skønne dag fandt naboerne forældrene døde i haven. Deres lig lå forvredne for neden af den tjørnebevoksede skrænt, som huset lå på toppen af, som om en mægtig hvirvelvind havde blæst dem ud af huset.

Da de tilkaldte betjente trængte ind i huset, blev de i spisestuen mødt af et ejendommeligt syn. Rundt om spisebordet var bamsen, dukken og frøen blevet arrangeret i maleriske positurer, så det så ud, som om de var i færd med at indtage et beskedent måltid bestående af brød og vin. Det mest ejendommelige var imidlertid ikke den nadverlignende opstilling, men tøjdyrenes og dukkens størrelse. Bamsen havde antaget samme størrelse og proportioner som de brune bjørne i den zoologiske have, og man kunne let have forestillet sig den som deres leder, hvis det ikke havde været for, at den haltede på det venstre forben. Dukken havde antaget samme størrelse og proportioner som en voksen kvinde. Den havde aflagt sit barnlige udseende og mindede om mannequindukkerne i tøjbutikkernes udstillingsvinduer, iklædt den nyeste kvindemode, eller måske snarere voksfigurerne i raritetskabinettet, forestillende forbrydere og patienter med abnorme lidelser, på grund af det manglende højre øje. Og frøen var om end ikke på størrelse med en okse, så dog meget større end jeg ved af, at frøer er i naturen, og det uden at maveskindet atter revnede. Dens gyldne krone med dens mange farvestrålende imiterede ædelstene strålede, som om den på vegne af dens ejermand og dennes to nære venner gjorde krav på verdensherredømmet.

Fra et ubestemmeligt sted i huset – betjentene troede først, at der var tale om en fårekylling – lød hjerteskærende barnegråd. Barnet var så lille, at det ikke lod sig finde.

torsdag den 10. november 2016

Ørkenens ankomst

Barndommens bevægelige landskab
Ørkenens ankomst

Bærer vi ikke alle i lighed med kongen af Korinth på et stykke af vores barndoms landskab?

Jeg drømte, at jeg ville til gudstjeneste, men at vejen til kirken var blevet ufremkommeliggjort af fygende sand, fra Mellemøsten og Nordafrikas ørkener, som allerede lagde sig som urokkelige klitter på byens gader, torve og pladser.

I en af byens parker var en kamelkaravane i færd med at rejse deres telte og slå lejr for natten. Forbuddet om, at græsset ikke måtte betrædes, syntes ikke mere at kunne opretholdes, da plænerne med efterårskrokus for længst syntes at være blevet transformeret til en ny provins af Sahara.

”Hvor kommer I fra?” spurgte jeg forbavset.

En høj mand med skæg og iklædt beduinkåbe – det var øjensynligt karavanens leder og klanens overhoved – rejste sig fra sin plads ved bålet og sagde:

”Vi kom med sandet.”

Han så mod syd på den store mængde sand, der som hvirvlende ildsøjler udspændt mellem dyrekredsens stjernebilleder og den bundfrosne sø i jordens indre var i færd med at ankomme i lyset fra den nedgående sol. Udsultede sjakalers øjne lyste op i tusmørket i de omkringliggende gader, idet de betragtede det aftensmåltid, der var under tilberedelse.

Araberen iagttog mig indgående med sit højre øje. Det drog mig til sig, som lå det og græd blandt afpillede hvalskeletter på den tørlagte havbund for neden af en malstrøm. Det venstre øje havde han mistet under en skudveksling eller eksplosion.

”Ørkenen er et landskab i evig bevægelse,” sagde han. ”Intet pennestrøg på et kort kan fastholde dens diffuse grænser. Solen, månen og stjernerne får den til at vokse. Sydøstenvinden fører sandet langt mod nord. For hvert skridt vores kameler tager, lægger sandet sig som et blødt tæppe under deres hove. Hvor monstro du selv kommer fra, fremmede?”

Jeg blev pludselig i tvivl om min egen oprindelse.

”Ifølge myten ...” – allerede her begyndte mændene at le – ”kom jeg hertil som vraggods fra et af skumklædte bølger omgivet skibsforlis.”

”Jeg var ikke alene. Ud af helleflynderens udspilede bug kravlede den enlige mor, dronten, det forladte tøjdyr, katharerne og Edens have.”

”Forstå mig ret: Af vand er vi kommet. Døbefonten er på gådefuld vis forbundet med verdenshavet. Eller tegner man på det spæde barns hoved og bryst med okker og umbra og brænder det på bålet som en heks eller en kætter? Nej, naturligvis ikke.
Paradiset var en mangrove befolket af amfibier. Eva var halvt menneske, halvt havfrue.”

Ingen lyttede imidlertid efter mere.

Det var blevet nat i Norden. Jeg gik gennem de mennesketomme gader. Over byen vejrede halvmånen.