mandag den 2. maj 2016

The Son of No One

Når sorgen over tabet af en elsket er ovre
En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers

Min sorg er ovre. Der kan gå dage og uger, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg medtager hende kun i mine bønner, når jeg husker det, og da lyder det hult i mine indre ører som en Oscar-vinders namedropping.

Det er, som om hun har født en ny søn i himlen, at han er bedre end den søn, hun fødte på jorden, på samme måde som alt andet er bedre i himlen end på jorden, og at han på godt og ondt nu er hendes øjesten.

Jeg, som gik ad de dementes vej til dødsrigets porte med hende, men til sidst måtte slippe, overmandet af olivenlundens udmattelsessøvn, er frisat.

Jeg er ikke mere nogens søn. Jeg er ikke mere nogens elskede.

Og med hendes endegyldige farvel har den forfædrene hær af knokkelmænd også opgivet at stalke mig og vendt næsehulen hjemad for at genoptage den afbrudte forrådnelsesproces i deres lerede boliger.

Slægtens kærlighedsbånd er bristet. Mælkevejens salt har mistet sin kraft.

Det er, som om jeg er en vildfaren klode uden en stjerne at kredse om. En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers.

Der er dog også en anden mulighed, og det er den, at jeg langt om længe er blevet voksen.

mandag den 28. marts 2016

Påskedag

Hun synger med fuglene i forårsnatten
Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk

I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.

De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens fred og forvandler hende til en sunken by.

Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs, som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min labyrint.

”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”

Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel, jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at nogen må tro i mørket.

søndag den 13. marts 2016

"Det kan jeg ikke."

Kvinde uden enhjørning
Kvinde

”Du går jo bare.”

Det bliver hun ved med at snakke om.

Men det er måske også første gang i meget lang tid, at jeg har afsløret følelser og vist vrede.

”Har du fået en kæreste?”

”Ja.”

Kort ordveksling om, hvordan hun har mødt ham, og hvem han er. Som sædvanlig har hun ingen grænser. Det er som at stige ned i en bundløs afgrund. Men det er begrænset, hvor meget jeg har lyst til at vide.

Jeg siger meget stille til hende: ”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

Hele formiddagen har været én lang gøren kur til hende. Jeg har kærtegnet hende. Hun vægrede sig mod det, men lod det alligevel ske. Hun flygtede ud af kontoret, men kom tilbage. Vi havde derpå den mest intime samtale om barndom, om at have synske og helbredende evner, om hendes forhold til hendes mor og far. Hendes elskede far, som hun savner. Jeg behøver ikke at stille spørgsmålene. Jeg kender alle svarene. Jeg ved, at han havde uendeligt svært ved at forlade hende. Det har han jo selv fortalt mig.

”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

”Det kan jeg ikke.”

Jeg forstår hende ikke. Her har hun den oplagte chance for at blive af med en uønsket bejler.

”Har du ikke en ide?”

”Møde nogle andre? ...”

Hun siger det så utydeligt, at jeg næsten ikke kan høre det.

torsdag den 10. marts 2016

Krakelering og matriarkat

Revner
Krakelering

1. Krakelering

Hun råber efter mig: ”Og så går du bare!”

Næste dag er hun sygemeldt. Heldigvis. Jeg trænger til en pause fra hende.

2. Matriarkat

Der er en af de unge piger, som niver mig, når jeg begår fejl. Hvis jeg gjorde det mod hende, ville det være sexchikane.

Når hun belærer mig om rutinerne på kontoret, forvandler hun sig til en lille kaglende høne for mit indre blik.

Gok gok gok. Gok gok gok ...

Ja, undskyld den døde metafor.

”Kom ikke og sig, at kvinder er undertrykt,” hvisker den blå klovn og træller videre i matriarkatet.

torsdag den 3. marts 2016

Mælkevejens smukkeste pige

Verdens smukkeste pige
Mælkevejens smukkeste pige

Her er et billede af Mælkevejens smukkeste pige tegnet i samme stil som Leonardo da Vincis rødkridtstegninger.

Jeg ville gerne male et portræt af hende. Det skulle forestille, at hun sad i et sagnlandskab befolket af kentaurer, enhjørninger og pegasusser.

Hun behøver ikke at være nøgen. Hun må godt beholde den gule cardigan og de sorte broderede strømpebukser på. Det vil være nok til at gøre min pensel elektrisk. Jeg elsker, når hun har gule farver på. Så drages jeg mod hende som bierne mod de gule blomster på engen eller som Ikaros mod solen ...

Mens jeg maler, kan hun tale om sit spændende liv med heste og hestefolk. Eller om, hvad hun godt kan lide at spise. Det er så dejligt at høre om.

Hun kan lide kage, bearnaisesauce, avocado på rugbrød, ...

Jeg kan også godt lide avocadoer, men jeg spiser dem på sandwichbrød med mayonnaise og nogle gange med ... (forkortet af redaktøren) ...