tirsdag den 10. januar 2017

Den gådefulde sygdom

En fantastisk fortælling
Den gådefulde sygdom

Et barn havde så tætte bånd til sine tøjdyr og dukker, at da barnet blev syg, blev tøjdyrene og dukkerne det også. Der var tilsyneladende tale om den samme sygdom, dog syntes den at rumme en indre splid, for mens barnet begyndte at blive mindre, begyndte tøjdyrene og dukkerne at blive større. Væksten var korreleret. Med samme forholdsvise andel og hastighed barnet blev mindre, med samme forholdsvise andel og hastighed blev tøjdyrene og dukkerne større. Væksten var så at sige omvendt proportional. Det var, som om Johannes Døberens ord om, at han skal blive mindre og Jesus skal blive større, var blevet til virkelighed i barneværelset.

Fællesskabet om sygdommen og de reciprokke symptomer er den eneste grund til, at jeg finder historien værd at fortælle, for almindeligvis opfattes sygdom som et ensomt anliggende, selv epidemier. Sygdom fører til eksklusion fra fællesskabet. De raske lever i en verden. Den syge i en anden. Og to syge i to indbyrdes forskellige.

Begivenhederne fandt sted på den tid, da den borgerlige kultur, efter den kort forinden havde nået sit tvivlsomme højdepunkt, stod over for sin undergang. Barndommen havde for overklassen udviklet sig til en selvstændig fase i et menneskes liv, i de grelleste tilfælde en selvstyrende fase løsrevet fra de andre faser. Det var, som om barndommen var et nyt og ukendt kontinent, på hvis forgrenede stier den ubetænksomme opdagelsesrejsende let kunne fare vild og blive væk for altid. Ordene er ikke mine egne, men min bedstefars, dreng som han var på det tidspunkt.

Om morgenen, når min bedstefar var blevet klædt på og havde spist morgenmad, sagde hans mor, som om det var en besværgelse: ”Leg.” Det var, som om den gode fe havde svunget sin magiske stav over ham og fremsagt en hemmelighedsfuld trylleformular. Lettere fortumlet løb min bedstefar ud og legede med de andre børn. Tiden forekom at ile af sted i det lykkelige fællesskab, børnene fik knap nok begyndt på at bygge en hule i skoven, inden aftenklokken ringede solen ned, men når min bedstefar trængte gennem den mur af skumring, som forekom at omgive hans barndomshjem, kunne han på moderens og faderens alvorlige samtale ved middagsbordet forstå, at verden havde været vidne til både revolution og verdenskrig, og at vidunderlige opfindelser som bilen, flyvemaskinen og oceandamperen, som ikke kunne synke, havde set dagens lys. Næste dag var det imidlertid, som om alle begivenhederne var blevet nulstillet, og han blev igen med moderens besværgende ord sendt ud for at lege i århundrede.

*

Der var især tre af tøjdyrene og dukkerne, som stod barnet nær. Det var en bamse med en rød sløjfe om halsen, en dukke med et rundt barneansigt og mørkeblondt krøllet hår og en grøn frø med en gylden krone på sit hoved. Det var tale om helt almindelig legetøj, fremstillet på værksted eller fabrik i mange eksemplarer.

En fantastisk fortælling
Dukken

Tøjdyrene og dukken var imidlertid blevet individualiseret i barnets selskab, i og med den venstre arm på bamsen hang løs, det højre øje på dukken manglede, og den lodrette syning på frøens bug var gået op, men efterfølgende repareret med systing af forhåndenværende tråd fra moderens syskrin, i en farve, som beklageligvis ikke helt svarede til det lysegrønne stof, frøens bug var lavet af, og derfor gav reparationen et skær af ulægeligt sår eller vansirende ar. Jeg mener, at det er Dostojevskij, som har sagt, at det kun er muligt at elske det ufuldkomne.  

Af angst for de sælsomme begivenheder, som var indtruffet, turde forældrene ikke gå ind på barnets værelse. De tilkaldte huslægen. Han opholdt sig længe inde på barnets værelse. Da han endelig kom ud, virkede han på en gang irritabel og åndsfraværende, fordi det forekom ham, at bamsen, imens han havde undersøgt den, havde hvisket i hans øre: ”Lad det lille barn blive hos os.” Han sagde kort for hovedet, at han ikke kunne forklare, hvorfor tøjdyrene og dukkerne var begyndt at vokse og gjorde mine til at gå.

”Er tøjdyrene og dukkerne levende?” spurgte de forskræmte forældre, idet de hændervridende fulgte efter lægen til hoveddøren.

”Nej,” sagde lægen, idet han et øjeblik standsede i døråbningen. ”Selvom de tilsyneladende virker lige så livagtige som eksempelvis De, hr. og fru A., så er de døde som statuerne af profeterne og apostlene i kirken.”

Derpå løb han med lette hoppende skridt ned ad den lange trappe til vejen, hvor hans vogn med kusk og to prustende heste holdt og ventede.

*

Der gik mange år. Forældrene levede afsondret fra omverden. Ingen vidste mere, hvad der foregik inde i huset.

En skønne dag fandt naboerne forældrene døde i haven. Deres lig lå forvredne for neden af den tjørnebevoksede skrænt, som huset lå på toppen af, som om en mægtig hvirvelvind havde blæst dem ud af huset.

Da de tilkaldte betjente trængte ind i huset, blev de i spisestuen mødt af et ejendommeligt syn. Rundt om spisebordet var bamsen, dukken og frøen blevet arrangeret i maleriske positurer, så det så ud, som om de var i færd med at indtage et beskedent måltid bestående af brød og vin. Det mest ejendommelige var imidlertid ikke den nadverlignende opstilling, men tøjdyrenes og dukkens størrelse. Bamsen havde antaget samme størrelse og proportioner som de brune bjørne i den zoologiske have, og man kunne let have forestillet sig den som deres leder, hvis det ikke havde været for, at den haltede på det venstre forben. Dukken havde antaget samme størrelse og proportioner som en voksen kvinde. Den havde aflagt sit barnlige udseende og mindede om mannequindukkerne i tøjbutikkernes udstillingsvinduer, iklædt den nyeste kvindemode, eller måske snarere voksfigurerne i raritetskabinettet, forestillende forbrydere og patienter med abnorme lidelser, på grund af det manglende højre øje. Og frøen var om end ikke på størrelse med en okse, så dog meget større end jeg ved af, at frøer er i naturen, og det uden at maveskindet atter revnede. Dens gyldne krone med dens mange farvestrålende imiterede ædelstene strålede, som om den på vegne af dens ejermand og dennes to nære venner gjorde krav på verdensherredømmet.

Fra et ubestemmeligt sted i huset – betjentene troede først, at der var tale om en fårekylling – lød hjerteskærende barnegråd. Barnet var så lille, at det ikke lod sig finde.

torsdag den 10. november 2016

Ørkenens ankomst

Barndommens bevægelige landskab
Ørkenens ankomst

Bærer vi ikke alle i lighed med kongen af Korinth på et stykke af vores barndoms landskab?

Jeg drømte, at jeg ville til gudstjeneste, men at vejen til kirken var blevet ufremkommeliggjort af fygende sand, fra Mellemøsten og Nordafrikas ørkener, som allerede lagde sig som urokkelige klitter på byens gader, torve og pladser.

I en af byens parker var en kamelkaravane i færd med at rejse deres telte og slå lejr for natten. Forbuddet om, at græsset ikke måtte betrædes, syntes ikke mere at kunne opretholdes, da plænerne med efterårskrokus for længst syntes at være blevet transformeret til en ny provins af Sahara.

”Hvor kommer I fra?” spurgte jeg forbavset.

En høj mand med skæg og iklædt beduinkåbe – det var øjensynligt karavanens leder og klanens overhoved – rejste sig fra sin plads ved bålet og sagde:

”Vi kom med sandet.”

Han så mod syd på den store mængde sand, der som hvirvlende ildsøjler udspændt mellem dyrekredsens stjernebilleder og den bundfrosne sø i jordens indre var i færd med at ankomme i lyset fra den nedgående sol. Udsultede sjakalers øjne lyste op i tusmørket i de omkringliggende gader, idet de betragtede det aftensmåltid, der var under tilberedelse.

Araberen iagttog mig indgående med sit højre øje. Det drog mig til sig, som lå det og græd blandt afpillede hvalskeletter på den tørlagte havbund for neden af en malstrøm. Det venstre øje havde han mistet under en skudveksling eller eksplosion.

”Ørkenen er et landskab i evig bevægelse,” sagde han. ”Intet pennestrøg på et kort kan fastholde dens diffuse grænser. Solen, månen og stjernerne får den til at vokse. Sydøstenvinden fører sandet langt mod nord. For hvert skridt vores kameler tager, lægger sandet sig som et blødt tæppe under deres hove. Hvor monstro du selv kommer fra, fremmede?”

Jeg blev pludselig i tvivl om min egen oprindelse.

”Ifølge myten ...” – allerede her begyndte mændene at le – ”kom jeg hertil som vraggods fra et af skumklædte bølger omgivet skibsforlis.”

”Jeg var ikke alene. Ud af helleflynderens udspilede bug kravlede den enlige mor, dronten, det forladte tøjdyr, katharerne og Edens have.”

”Forstå mig ret: Af vand er vi kommet. Døbefonten er på gådefuld vis forbundet med verdenshavet. Eller tegner man på det spæde barns hoved og bryst med okker og umbra og brænder det på bålet som en heks eller en kætter? Nej, naturligvis ikke.
Paradiset var en mangrove befolket af amfibier. Eva var halvt menneske, halvt havfrue.”

Ingen lyttede imidlertid efter mere.

Det var blevet nat i Norden. Jeg gik gennem de mennesketomme gader. Over byen vejrede halvmånen.

torsdag den 20. oktober 2016

Efterårsfragment

Efterår - september - digt
Efterårsfragment

Som om genopstandelsens alfabet gemte sig i det inderste af septembers vindede kerne lader jeg som den redeløse fugl krystalklyngelegemets aldrig standsende stofskifte om at sønderbryde hybridhjernerne for en ny menneskeheds salt.

Det skrå lys. En fjern Guds brudte løfte.

mandag den 2. maj 2016

The Son of No One

Når sorgen over tabet af en elsket er ovre
En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers

Min sorg er ovre. Der kan gå dage og uger, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg medtager hende kun i mine bønner, når jeg husker det, og da lyder det hult i mine indre ører som en Oscar-vinders namedropping.

Det er, som om hun har født en ny søn i himlen, at han er bedre end den søn, hun fødte på jorden, på samme måde som alt andet er bedre i himlen end på jorden, og at han på godt og ondt nu er hendes øjesten.

Jeg, som gik ad de dementes vej til dødsrigets porte med hende, men til sidst måtte slippe, overmandet af olivenlundens udmattelsessøvn, er frisat.

Jeg er ikke mere nogens søn. Jeg er ikke mere nogens elskede.

Og med hendes endegyldige farvel har den forfædrene hær af knokkelmænd også opgivet at stalke mig og vendt næsehulen hjemad for at genoptage den afbrudte forrådnelsesproces i deres lerede boliger.

Slægtens kærlighedsbånd er bristet. Mælkevejens salt har mistet sin kraft.

Det er, som om jeg er en vildfaren klode uden en stjerne at kredse om. En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers.

Der er dog også en anden mulighed, og det er den, at jeg langt om længe er blevet voksen.

mandag den 28. marts 2016

Påskedag

Hun synger med fuglene i forårsnatten
Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk

I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.

De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens fred og forvandler hende til en sunken by.

Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs, som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min labyrint.

”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”

Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel, jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at nogen må tro i mørket.