torsdag den 10. november 2016

Ørkenens ankomst

Barndommens bevægelige landskab
Ørkenens ankomst

Bærer vi ikke alle i lighed med kongen af Korinth på et stykke af vores barndoms landskab?

Jeg drømte, at jeg ville til gudstjeneste, men at vejen til kirken var blevet ufremkommeliggjort af fygende sand, fra Mellemøsten og Nordafrikas ørkener, som allerede lagde sig som urokkelige klitter på byens gader, torve og pladser.

I en af byens parker var en kamelkaravane i færd med at rejse deres telte og slå lejr for natten. Forbuddet om, at græsset ikke måtte betrædes, syntes ikke mere at kunne opretholdes, da plænerne med efterårskrokus for længst syntes at være blevet transformeret til en ny provins af Sahara.

”Hvor kommer I fra?” spurgte jeg forbavset.

En høj mand med skæg og iklædt beduinkåbe – det var øjensynligt karavanens leder og klanens overhoved – rejste sig fra sin plads ved bålet og sagde:

”Vi kom med sandet.”

Han så mod syd på den store mængde sand, der som hvirvlende ildsøjler udspændt mellem dyrekredsens stjernebilleder og den bundfrosne sø i jordens indre var i færd med at ankomme i lyset fra den nedgående sol. Udsultede sjakalers øjne lyste op i tusmørket i de omkringliggende gader, idet de betragtede det aftensmåltid, der var under tilberedelse.

Araberen iagttog mig indgående med sit højre øje. Det drog mig til sig, som lå det og græd blandt afpillede hvalskeletter på den tørlagte havbund for neden af en malstrøm. Det venstre øje havde han mistet under en skudveksling eller eksplosion.

”Ørkenen er et landskab i evig bevægelse,” sagde han. ”Intet pennestrøg på et kort kan fastholde dens diffuse grænser. Solen, månen og stjernerne får den til at vokse. Sydøstenvinden fører sandet langt mod nord. For hvert skridt vores kameler tager, lægger sandet sig som et blødt tæppe under deres hove. Hvor monstro du selv kommer fra, fremmede?”

Jeg blev pludselig i tvivl om min egen oprindelse.

”Ifølge myten ...” – allerede her begyndte mændene at le – ”kom jeg hertil som vraggods fra et af skumklædte bølger omgivet skibsforlis.”

”Jeg var ikke alene. Ud af helleflynderens udspilede bug kravlede den enlige mor, dronten, det forladte tøjdyr, katharerne og Edens have.”

”Forstå mig ret: Af vand er vi kommet. Døbefonten er på gådefuld vis forbundet med verdenshavet. Eller tegner man på det spæde barns hoved og bryst med okker og umbra og brænder det på bålet som en heks eller en kætter? Nej, naturligvis ikke.
Paradiset var en mangrove befolket af amfibier. Eva var halvt menneske, halvt havfrue.”

Ingen lyttede imidlertid efter mere.

Det var blevet nat i Norden. Jeg gik gennem de mennesketomme gader. Over byen vejrede halvmånen.

torsdag den 20. oktober 2016

Efterårsfragment

Efterår - september - digt
Efterårsfragment

Som om genopstandelsens alfabet gemte sig i det inderste af septembers vindede kerne lader jeg som den redeløse fugl krystalklyngelegemets aldrig standsende stofskifte om at sønderbryde hybridhjernerne for en ny menneskeheds salt.

Det skrå lys. En fjern Guds brudte løfte.

mandag den 2. maj 2016

The Son of No One

Når sorgen over tabet af en elsket er ovre
En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers

Min sorg er ovre. Der kan gå dage og uger, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg medtager hende kun i mine bønner, når jeg husker det, og da lyder det hult i mine indre ører som en Oscar-vinders namedropping.

Det er, som om hun har født en ny søn i himlen, at han er bedre end den søn, hun fødte på jorden, på samme måde som alt andet er bedre i himlen end på jorden, og at han på godt og ondt nu er hendes øjesten.

Jeg, som gik ad de dementes vej til dødsrigets porte med hende, men til sidst måtte slippe, overmandet af olivenlundens udmattelsessøvn, er frisat.

Jeg er ikke mere nogens søn. Jeg er ikke mere nogens elskede.

Og med hendes endegyldige farvel har den forfædrene hær af knokkelmænd også opgivet at stalke mig og vendt næsehulen hjemad for at genoptage den afbrudte forrådnelsesproces i deres lerede boliger.

Slægtens kærlighedsbånd er bristet. Mælkevejens salt har mistet sin kraft.

Det er, som om jeg er en vildfaren klode uden en stjerne at kredse om. En pilgrim på rejse i et gudsforladt univers.

Der er dog også en anden mulighed, og det er den, at jeg langt om længe er blevet voksen.

mandag den 28. marts 2016

Påskedag

Hun synger med fuglene i forårsnatten
Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk

I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.

De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens fred og forvandler hende til en sunken by.

Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs, som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min labyrint.

”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”

Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel, jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at nogen må tro i mørket.

søndag den 13. marts 2016

"Det kan jeg ikke."

Kvinde uden enhjørning
Kvinde

”Du går jo bare.”

Det bliver hun ved med at snakke om.

Men det er måske også første gang i meget lang tid, at jeg har afsløret følelser og vist vrede.

”Har du fået en kæreste?”

”Ja.”

Kort ordveksling om, hvordan hun har mødt ham, og hvem han er. Som sædvanlig har hun ingen grænser. Det er som at stige ned i en bundløs afgrund. Men det er begrænset, hvor meget jeg har lyst til at vide.

Jeg siger meget stille til hende: ”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

Hele formiddagen har været én lang gøren kur til hende. Jeg har kærtegnet hende. Hun vægrede sig mod det, men lod det alligevel ske. Hun flygtede ud af kontoret, men kom tilbage. Vi havde derpå den mest intime samtale om barndom, om at have synske og helbredende evner, om hendes forhold til hendes mor og far. Hendes elskede far, som hun savner. Jeg behøver ikke at stille spørgsmålene. Jeg kender alle svarene. Jeg ved, at han havde uendeligt svært ved at forlade hende. Det har han jo selv fortalt mig.

”Kan du hjælpe mig med at komme videre i mit liv ... når jeg har de følelser for dig?”

”Det kan jeg ikke.”

Jeg forstår hende ikke. Her har hun den oplagte chance for at blive af med en uønsket bejler.

”Har du ikke en ide?”

”Møde nogle andre? ...”

Hun siger det så utydeligt, at jeg næsten ikke kan høre det.