Et monsters skabelse

Et monsters skabelse. Efter Adams skabelse af Michelangelo, i Det Sixtinske Kapel.

Ingen himmel.

Ingen skaber.

Kun jord og menneske.

Uden dialogen med Det Andet bliver vi til monstre.

En dag vil du møde en kvinde

En dag vil du møde en kvinde, hvis kærlighed er en slotsruin som din egen.

Hun vil ikke tillade, at du rejser bort.

Hun vil brænde dit synkende skibs sidste redningsbåd.

Jeres knogler vil omfavne hinanden i afgrunden i al evighed.

Den hjemløse engel

Først tog jeg hende i min jordiske alvidenhed for en luder, der en sen nattetime rastløst går op og ned ad gaden, ventende på at en af de mørke og langsomt kørende biler, der igen og igen vender tilbage til gaden, skal standse for at samle hende op. Så fik jeg i skæret fra billygterne øje på fjerene, som, trods hendes ihærdige forsøg på at skjule denne i menneskenes øjne legemlige skavank, forræderisk blev ved med at stikke ud neden for den tætsiddende jakke.

Jeg tænkte på mine tab i livet og på, at de har gjort fadervor til tomme ord i min mund.

Men oprigtig talt: For hvad at regne er min jordiske smerte mod hendes himmelske?

Jeg har dog nogle nætter endnu, inden krematoriets ild og kirkegårdens jord, en seng at sove i. Hun har ingen.

Guds stad, det himmelske Jerusalem, ligger øde hen. Langsomt er bygningerne ved at forfalde. Har du set Akropolis eller Forum Romanum i fuldmånens skær, ved du, hvad jeg taler om. Ingen nyredt seng står dér og venter på den af kærlighedens gerninger til døden trætte engel.

Det, og ikke månelandingen, er den vitruvianske mands egentlige bedrift. Alt har sin pris, hvisker englen, mens bilerne med deres uudslukkelige begær bliver ved med at cirkle om hende. Fordi vi vil løse tilværelsens gåde inden for realismens fire vægge, har vi gjort englene hjemløse.

Fangerne – en lignelse i ånden fra Nietzsche og Kafka

Jeg drømte, at en vismand henrykt meddelte mig, at han havde fundet livets vej, og at han i ét nu førte mig hen i en mørk gyde, som lå i et af hovedstadens gamle arbejderkvarterer som endnu ikke var blevet renoveret, og som endte i en uoverstigelig mur.

”Det kan umuligt være livets vej,” sagde jeg vantro. ”Det er jo en blindgyde. Allerede efter få skridt vil man støde panden mod muren.”

”Nej, ikke hvis man går på stedet,” sagde vismanden og begyndte med ivrige teatralske bevægelser at gå på stedet, idet han med et henført og spejdende blik så frem for sig, som om den uoverstigelige mur slet ikke eksisterede. Menneskene omkring os fulgte vismandens eksempel og begyndte at gå på stedet, eller rettere: Allerede da vismanden og jeg var ankommet til gyden, havde de været i færd med at gå på stedet, alle med den samme form for teatralske bevægelser og henførte og spejdende blikke som mere virkede som henvendt til de omkring gående end som et resultat af indre nødvendighed.

Sådan en komedie nægtede jeg naturligvis at deltage i. I stedet for satte jeg mig på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, og så på de gående, på samme måde som en dagdriver i hovedstaden ser på travle mennesker, som passerer forbi, dog med den forskel at de mennesker, jeg så på, aldrig kom ud af stedet. Det kunne naturligvis ikke helt undgås, at et menneske sommetider i sin iver kom til at træde et skridt frem, ja sommetider endogså kom til at tage flere skridt fremad, så det faretruende nærmede sig muren med sin skrøbelige og spændte pande, men inden sammenstødet skete, indså det heldigvis altid sin fejl, og idet det fortsatte med at gå, arbejdede det sig i en glidende bevægelse tilbage i de andre gåendes rækker. De gående havde det øjensynligt bedst, når de befandt sig i en gruppe med andre gående. Ofte gik de to og to sammen som del af en større gruppe. Næsten altid udgjordes disse parvis gående af en af hvert køn. På denne måde virkede de som inspirationskilder for hinanden. De opildnede hinanden, så de ikke blev mismodige over den tilsyneladende nytteløse færd, som ikke bragte dem ud af stedet.

Sådan sad jeg på fortovets kantsten, med fødderne i rendestenen, i mange år. Den ene halvdel af min tid gik med at spekulere over, hvad der kunne være bag ved muren. Måske hvis man undersøgte den nøje, ville man kunne finde en revne i den, ud fra hvilken der ville stråle et uudslukkeligt lys. Men jeg fandt aldrig en revne, og jeg så aldrig noget lys. Det mest sandsynlige var, at der ikke fandtes noget bag muren. Det var i hvert fald den udbredte mening blandt de gående. Det handlede om at foregive at gå, sagde vismanden, som allerede var blevet en gammel, alderssvækket mand. Det var tilsyneladende al denne teatralske gåen på stedet, som havde ældet ham før tid. Han virkede ikke videre lykkelig, og min passivitet lod til at irritere ham dybt. Hvis vi nogensinde havde været venner, så var vi det bestemt ikke mere, lod han mig forstå. Jeg var fjenden, der med sin passivitet brød den illusion, som de gående i fællesskab til stadighed forsøgte at opbygge og vedligeholde.



Den anden halvdel af min tid gik med at iagttage de gående, deres gangart og deres ansigtsmimik. Ingen var, selv om mange tilsyneladende stræbte efter det, helt ens. Målet syntes at være at finde den gangart og den ansigtsmimik, som passede den enkelte bedst. Fællesskabet eller ligheden med de andre gående bestod i at være enige om at gå. Hvis et menneske et øjeblik holdt inde med at gå, blev det straks mødt med misbilligende miner fra alle sider. Det kunne intet enkeltindivid holde til i længden, så der var ingen anden udvej for den formastelige end skyndsomst at begynde at gå igen. Målet var at gå, til man segnede, for derpå at blive erstattet af en nytilkommen som straks tog fat, hvor man selv havde måttet slippe. Det var den eksemplariske adfærd. Vismanden, som jeg for mange år siden oprindelig var ankommet til gyden sammen med, var eksempelvis for længst segnet om og var blevet erstattet med en anden og yngre vismand. Faktisk var der ingen tilbage af de gående fra den oprindelige tid, kunne jeg, når jeg så mig omkring, med en vis vemod konstatere.

En dag fandt jeg på at orientere mig i den modsatte retning af muren, dvs. at se mig tilbage over skulderen. Jeg opdagede da til min store fortrydelse, at der i den anden ende af gyden også var en uoverstigelig mur. Uset og uhørt var den blevet rejst dér, i løbet af de mange år jeg havde været i gyden. Jeg og de gående var indespærret. Vi var fanger. Der fandtes ingen frihed. Udover gangart og ansigtsmimik var friheden en illusion. Vi var som fanger på vandring i en fængselsgård.

Jeg henvendte mig til den nuværende vismand, som, så godt som jeg nu kunne regne mig frem til det, måtte være den syvende generation vismand efter den vismand, jeg oprindelig var ankommet til gyden sammen med, og fortalte ham om min triste opdagelse. Han affærdigede mig med en arrogant håndbevægelse og sagde, at jeg tog fejl. Gyden havde altid været lukket i begge ender. At forestille at der havde været en åbning dér og dermed en flugtvej ud af gyden, var det rene nonsens. Det var lige så grotesk som at forestille sig, at man kunne få tiden til at gå baglæns, og at man som gammelt menneske kunne kravle ind i sin moders liv igen, med navlestrengen intakt. Og hvad vidste jeg, fortsatte vismanden, idet han oparbejdede et raserianfald så stort, at han både fik fråde om munden og had i øjnene, og hvad vidste jeg, en gammel nar, som hele sit liv passivt havde siddet og set på, at andre gik og gik og gik, men aldrig selv havde taget så meget som et eneste skridt, for øvrigt om denne storslåede gydes indretning? Idet han udtalte ordene ”denne storslåede gydes indretning”, brød forsamlingen af de gående ud i høje klapsalver og jubelråb. Ved denne animerede feststemning vågnede jeg med svedperler på brystet over et hamrende hjerte, som efter et mareridt.

I skyggen af renæssancen og oplysningstiden – en antihumanistisk fortælling

Mere mørke.

Goethes sidste ord i et andet liv, i en anden verden.



Det ukendte sprog

Dage uden solskin. Som om skyerne ville fortælle ham noget på et for ham ukendt sprog.



Klipperne havde allerede lært den anderledes grammatik og svarede skyerne. Men menneskene omkring ham ignorerede den beåndede ordveksling mellem himmel og jord i lighed med de encyklopædier, som sneglene, når det regner, skriver med slim på gader og stræder.



Han, månesønnen, længtes efter en verden, som ikke var skabt i menneskets billede.

Han forstod ikke, at renæssancens verdensopfattelse dvs. den at mennesket er verdens centrum, at mennesket er alle tings målestok, og at den menneskelige stræben handler om at menneskeliggøre mere og mere af universet ... han forstod ikke, at denne humanistiske verdensopfattelse skulle være udtryk for noget specielt bevidsthedsudvidende og progressivt.

(Det samme kunne siges om oplysningstidens verdensopfattelse. Han skelnede ikke skarpt mellem de to tidsaldre, da de i hans optik syntes at repræsentere en og samme stræben).



Mennesket er et mikrokosmos. Mennesket og universet har de samme proportioner. A forholder sig til B, som B forholder sig til A plus B, hvor A er mindre end B. Mellem mikrokosmos og makrokosmos hersker universel harmoni.

Da han i 1487 skabte billedet af den vitruvianske mand, havde Leonardo da Vinci næppe forestillet sig, at tegningen siden hen skulle blive et emblem eller en ikon for den humanistiske og antropocentriske verdensopfattelse. Tegningen, som gengiver en voksen mands ideelle proportioner i to overlappende positurer, indskrevet i et kvadrat og en cirkel. Universet kan siges at være repræsenteret af de geometriske grundfigurer kvadratet og cirkelen, og centrum for universet er mandens navle. Men selv om man ud fra cirkelen og kvadratets princip så at sige kan frembringe en virtuel verden, som er meget lig menneskets nære omgivelse, så blev månesønnen mere og mere utilpas, jo længere han så på tegningen. Det var navlen, der anfægtede ham. For sit indre blik så han den vitruvianske mands krop som et urs visere dreje sig om dette punkt og frembringe en virtuel verden. Er menneskets navle virkelig centrum for universet med alle dets galakser, stjerner og planeter? Han fandt denne verdensopfattelse så uendelig selvcentreret. I sin navlebeskuelse var mennesket blevet blindt over for Det Andet, det som var uden for cirkelen og kvadratet.



Gud har skabt mennesket i sit billede, og mennesket har skabt Gud i sit billede.

Eller omformuleret for den, som bekender sig til humanismen i den ateistiske version:

Universet har gennem en langvarig proces frembragt mennesket for ved hjælp af matematik og logik at kunne forstå sig selv. Det er muligt for mennesket at forstå universet ved hjælp af matematik og logik. I denne proces vil universet blive mere og mere menneskeliggjort. Natur vil blive omdannet til kultur. Det umenneskelige vil blive omdannet til det menneskelige.



Han, månesønnen, fandt renæssancens og oplysningstidens humanistiske og antropocentriske verdensopfattelse stærkt begrænsende. Ja, faktisk fandt han – stik imod den herskende opfattelse – middelalderens teocentriske verdensopfattelse langt mere progressiv og bevidsthedsudvidende, i fald guden ikke havde været antropomorf. (Det var, som om den teocentriske verdensopfattelse i det mindste erkendte Det Andet, det fremmede, som ikke er menneskeligt, universets ikke menneskelige natur). En gotisk katedral for den egyptiske gud Thoth, det ville have været noget, tænkte han. Det æggede hans fantasi. Det fik blodet i hans årer til at bruse. Det tændte lyset i hans øjne.

Han, månesønnen, græd tit, fordi han ikke fik lov til at bygge en katedral for den egyptiske gud Thoth.

Der var en byggegrund ledig. Der var penge til at bygge noget stort. De, humanisterne, ville bygge et hospital, hvor man kunne kurere de syge, eller et universitet, hvor man kortlagde og analyserede det menneskelige genom. Han, antihumanisten, ville bygge en helligdom for det ukendte. Eller hvis det ikke var muligt, så i det mindste en helligdom for det, som blev tilbage af verden, når man havde sorteret det, som virkede alt for bekendt, fra. Man kaldte det vel det ukendte, men man kunne også kalde det for det meningsløse. Måske var det ikke en katedral for Thoth, men en katedral for det meningsløse, han ville bygge.



Den egyptiske forestillingsverden med dens zoomorfe guder er vel det nærmeste, menneskeheden har været på et andet blik på livet, eller i hvert fald den forestillingsverden der gav mest rum til det ukendte, det fremmedartede, det ikke menneskelige, Det Andet. Han tænkte på de små skulpturer af knælende mennesker, som tilbeder Thoth, Anubis og løvegudinden Sekhmet. Det var den modsatte verdensopfattelse af den, som tegningen af den vitruvianske mand repræsenterede, det modsatte af det humanistiske verdensbillede. Her var det ikke mennesket, der var verdens centrum, men en gud, inkarneret som et dyr i overstørrelse, så mennesket kom til at virke lille og ubetydeligt, og guden kom til at repræsentere det anderledes, det fremmede, det ukendte, det ikke menneskelige, Det Andet.

Der var også pyramiderne og obeliskerne med deres ikke vitruvianske proportioner. Og statuerne og reliefferne af faraoen Akhnaton, kætteren fra Amarna, hvis ikke vitruvianske proportioner har fået den moderne lægevidenskab til at spekulere i hvilken sygdom deformationerne kunne skyldes. Har ens billedverden ikke de vitruvianske proportioner, må man i humanistens øjne være syg.



Ras tårer

Jahve skabte mennesket af agerjorden, tænkte han. Ra skabte mennesket af sine egne tårer. Den sidste myte virker sandere og smukkere end den første. Vi græder meget, især som børn og unge, og består af femoghalvfjerds procent vand. Af tårer er du kommet, til tårer skal du blive. Havet, og ikke agerjorden, burde være vores sidste hvilested.

Den dæmoniske bror i dybet

Pattedyrene i havet kender af hjertet både til overfladen og dybet, tænkte han. Pattedyrene på landjorden kender af hjertet kun til overfladen. Da vi forlod havet, da vores finner blev til arme, hænder og fingre, og ben, fødder og tæer, glemte vi dybden.

Overfladen er det humanes element. Dybet er det inhumanes element. Vi har alle en dæmonisk bror eller søster, i havet, som vi forlod. Profeten Jonas er en af de få, der som en fortabt søn vendte tilbage til den forladte slægtning i det oprindelige element. Tre dage holdt han det inhumane ud. Mennesket kender af hjertet kun til overfladen.



Hvis det var et sprog, tænkte han, hvad er det så, der fortælles?



Spaltning og fordobling

Spaltning og fordobling. Man kunne, forestillede han sig, skabe en hel filosofi ud af disse to begreber.

Han overvejede længe, hvad han foretrak: En tvillingebror eller en dobbeltgænger. Han besluttede sig til sidst for dobbeltgængeren, da tvillingebroderen virkede for tæt på og for forpligtende. Dobbeltgængeren holdt sig for meste i baggrunden og kompromitterede kun en, når han udgav sig for en og eksempelvis begik mord i ens navn. Tvillingebroderen trængte sig hele tiden på for at synkronisere tanker og handlinger. Og han græd hjerteskærende, når man sagde, at man var sin egen. For øvrigt havde man mere end rigeligt i sine spejlbilleder og skygger. Spejlbilleder og skygger i en endeløs labyrint. Sådan var hverdagen for et ensomt menneske. Redningen måtte være et rumskib i skikkelse af et filosofisk æg fra verdensrummet, hvormed man – lagt i dvale sammen med sin fremtidige ven, rumvæsnet Hermes – ville undslippe til betlehemsstjernen, hvorom planeten Elysium med sine arkadiske landskaber cirkler. Ville den fortælling mon nogensinde blive nedskrevet?



Galakser af rædsel

Der findes, tænkte han træt, andre proportioner end de vitruvianske. Hvad er humanisme andet end åndelig nærsynethed? Verden er større og mere end mennesket. Uden for den trygge cirkel og firkant er der galakse efter galakse af rædsel.



Apokalypse for den vitruvianske mand

Den vitruvianske mand går rundt blandt andre vitruvianske mænd og kvinder i renæssancens ideale by. Alt er harmoni. Alt er idel lykke. Med ét flænges Piero della Francescas blå himmel, og ind i den antropocentriske verden kommer en gigantisk ibisfugl, den egyptiske gud Thoth, flyvende. Den gamle verdensorden er sat ud af kraft. Kaos regerer. Den vitruvianske mand ser med den midaldrende Leonardos mandige træk bestyrtet op imod den fremmede fugl. Der er så mange ting, den vitruvianske mand ikke forstår.

Om at dø af længsel

Han, månesønnen, længtes efter Det Andet, det anderledes. Han længtes efter udgangen i menneskets selvskabte labyrint.

Han troede på, at fremtiden lå i det ikke menneskelige, i det som transcenderer det menneskelige.

Han troede på, at det, som ikke er til, også findes. Han troede på, at menneskets fremtidige erkendelse ville være, at det, som kan forestilles, findes.

Han var grundlæggende et ulykkeligt og utilpasset menneske. Det var så forbandet svært at være et troende menneske uden at have noget at tro på. Han kunne intet andet end at sulte, fordi han i livet ikke havde kunnet finde den spise, han kunne lide, den ukendte næring. Havde han fundet den, ville han ikke have vakt den mindste opsigt, men have spist sig mæt som alle andre.



I en anden verden

I en anden verden. Den første samtale med ikke menneskelignende væsner.

”Hvad tror du på,” spurgte de ham om.

”På at Gud har skabt mennesket i sit billede,” svarede han.

Mælkevejslatter (minder lidt om hvalers sang, men skal opleves).

Han indså komikken og lo med.



Kærlighedsdigt til det ukendte

Han, månesønnen, læste et kærlighedsdigt fra et fremmed og ikke menneskeligt væsen til et andet fremmed og ikke menneskeligt væsen. Han forstod ingenting. Det er menneskets grundvilkår (ikke ifølge humanisten, men ifølge antihumanisten). Han var til en begyndelse kun i stand til at registrere bogstavrimene.



Han, månesønnen, befandt sig i isslottets kølige sale. Kulden fik ham til at tænke. I et fjernt gemak smukkeserede dronningen sig. Hendes hud skinner som fuldmånen, og hun smiler som en delfin. For hende er forelskelse ikke en følelse, men en tanke. Den ideelle kærlighed mellem to elskende er, som hvis et lig dissekerer et andet lig. Jo koldere elskovsakten er, desto bedre. Det er tankerne, og ikke kroppene, som skal korpulere.



Han, månesønnen, blev af præstinder, klædt i mørke billeagtige harnisker, klædt af og ført, som var han en fange der blev ført ind i torturkammeret, ind i den fremmede Guds mørke tronsal. Kun nøgen kunne den udvalgte troende møde den fremmede Gud. For præstinderne gjaldt åbenbart andre forskrifter.

”Læg dig på knæ og tilbed den fremmede Gud,” sagde præstinderne.

Han gjorde, som de sagde, selv om den fremmede Guds lange næb forskrækkede ham.

”Månesøn,” lød det skrattende fra næbbet. ”Fremmedhed er alle tings mening.”

Han nikkede forsigtigt, som om han forstod, og forsøgte for sit indre blik at fremmane billedet af en fremtid, hvor han med et hjerte, som ikke, som nu, var adskilt fra freden, var kommet overens med den fremmede Guds ytring.

Ras tårer

Jahve skabte mennesket af agerjorden. Ra skabte mennesket af sine egne tårer. Den sidste myte virker sandere og smukkere end den første. Vi græder meget, især som børn og unge, og består af femoghalvfjerds procent vand. Af tårer er du kommet, til tårer skal du blive. Havet, og ikke agerjorden, burde være vores sidste hvilested.

Ra er de gamle egypteres solgud.