Inkongruens

I drømme bliver vores hovedperson født igen og igen. Der findes ikke den mulige eller umulige form, han ikke har set dagens lys i. I et liv fik han lov til at udleve sin kvindelige side og var en aflåst dør, hvortil ingen nøgle passede. I et andet liv fik han lov til at udleve sin mandlige side og var en nøgle, som ikke passede til nogen lås. Man kunne fylde en bog af omfang som Tusind og én nat med hans mange liv, som om det ikke var ham selv, men Scheherazade, som var ophavsmand til dem, men for ikke at trætte læseren unødigt vil vi stoppe her, for modsat de østerlandske eventyr virker hans mange liv som skåret over samme læst: Temaet synes altid at være det samme: inkongruens. Det er på en gang en stor sorg og en stor glæde for vores hovedperson. En sorg, fordi inkongruens set ud fra det menneskelige perspektiv er det samme som ensomhed. En glæde, fordi tilværelsens gåde netop ikke åbenbarer sig i tilfælde af kongruens, men i tilfælde af inkongruens, og at han dermed bliver en del af denne, altså tilværelsens gåde. Ja, lad os slå det fast: Vores hovedperson er en gåde, både for sig selv og for andre. Ikke en stor gåde, men en lille som et skrøbeligt vagtelæg i den inderste æske i et kinesisk æskesystem, igen et eksempel på inkongruens. Og måske også af og til et irritationsmoment som en lille sten i skoen, man helst var foruden, igen et eksempel på inkongruens. Men altså: Han er en gåde. Men han er også gådens løsning. Den aflåste dør, han er i det ene liv, kan åbnes af den nøgle, han er i det andet liv. Ulykken er, at de to liv ikke kan forenes, og at der, når han vågner, ikke er to liv, hvor det første kunne forstås ud fra det andet, men kun ét, hvor jegets definitive udslettelse for hvert af hans åndedrag rykker nærmere.