tirsdag den 29. november 2011

Påskemorgen for et ubestemmeligt væsen

Sokratisk dæmon

Jeg så i drømme mit andet jeg. Jeg så det ligge i sit kistelignende puppehylster og hverken være det ene eller det andet, midtvejs mellem larve og sommerfugl som det tilsyneladende var. Hvordan skulle jeg tiltale dette ubestemmelige væsen? Som et menneske tiltaler et menneske, et dyr, eller en sokratisk dæmon? Men det viste sig snart, at jeg gjorde mig helt unødvendige bekymringer, idet væsnet som den første af os to selvbevidst, om end mumlende, tog ordet.

”Jeg tror ikke mere,” sagde væsnet, ”jeg tror ikke mere på det moderne menneske, som det står som en parkeret bil blandt andre parkerede biler, hvis alarmer ved en kastevind gennem den gudsforladte by alle er blevet aktiveret, så bilerne med alle deres lygter blinkende skingert skriger: jeg, jeg og atter jeg, uden nogen til at lytte efter, egoismens hornorkester med dets øredøvende kakofoniske repertoire har altid spillet for tomme huse. Hvis kærligheden overhovedet findes, må den skulle søges i tusmørket mellem menneskenes jeg, jeg og atter jeger, der som nødblus opsendt fra tusinde synkende skibe oplyser nattehimlen. Den nye verden, hvortil arvesølvet fra den gamle verden, smuler fra de riges bord og de små hunde som levede deraf, skal reddes over, skal opdages af tusmørkeopdagelsesrejsende. O, at være tusmørkeopdagelsesrejsende. ”

”Det udsagn gør dig til mystiker,” sagde jeg.

”Det er,” sagde væsnet, ”et på alle måder sårende og uretfærdigt prædikat at sætte på et ubestemmeligt væsen som mig, da jeg med de mumlende ytringer, der undslipper min sarkofags om end lysgennemtrængende, så dog lyddæmpende vægge, både kan siges at repræsentere en religiøs opfattelse og en humanistisk, som dog begge betvivles til stadighed.”

”Men gør det dig ikke blot til mystiker i anden potens?” spurgte jeg, idet jeg undlod at påpege det komiske i, at et insekt foregav at være humanist. ”I sin reneste form vakler hverken den religiøse eller humanistiske opfattelse. Hos dem er alt entydigt, selv om tilværelsen med sin mangetydighed bestandigt modsiger den selvsamme entydighed. Hvilken vaklende gangart er ens ben ikke mand for, når man efter mødet med det entydige forsøger at lave en mangetydig overbygning? Det er som at ville bygge et tempel ud af sommerfuglenes flagrende flugt. Den form for antydningens arkitektur vil ethvert oplyst menneske fare vild i. Det er mystikkens mystik.”

”Den fortolkning kan som alle andre fortolkninger diskuteres,” sagde væsnet. ”Endda med en længde og en inderlighed som minder om den af nære slægtninge efterladtes sørgetid. Men lad os afstå fra det, da det lader til at være et ufrugtbart projekt, i det mindste når du er en del af det. Ingen bønnestage vil vokse op i skyerne, ud af den bønne. Og det er trods alle jordiske uenigheder dog den retning, alt levende higer imod.”

”Den sidste påstand er i hvert fald ikke en, der holder i byretten,” sagde jeg. ”Vender man den første og bedste sten om, vælter det frem med bænkebidere, ørentvister og tusindben. De fleste af os foretrækker et stille og roligt liv i kun to dimensioner. Blot det muliges form fyldes ud, har tinsoldaterne fred i sindet, uanset hvad leg det overjordiske leger med dem. Tilværelsens fladtrykthed er først noget, man bliver opmærksom på, hvis man træder et skridt tilbage, eller har fået det fremmede bliks øjne i vuggegave på grund af mangel på tin. Hvis blot støberen havde udført sit arbejde korrekt, så havde jeg ikke på samme måde som nu været hjemsøgt af længslens hallucinationer.”

”Det skal nok passe,” sagde væsnet. ”Men apropos sten: Jeg drømmer tit, at stenene græder.”

”Det du tror er tårer,” sagde jeg, ”er blot vanddamp, som fortætter sig på stenenes ru og støvede overflade.”

”Men bortforklarer det sorgen?” sagde væsnet.

”Nej,” sagde jeg. ”Det antyder blot, at sorgen ikke skal søges i det sete, men i den seende selv.”

”Så du mener,” sagde væsnet, ”at den blinde er lykkeligere end den seende, såfremt de begge lever i et samfund af blinde? At det er bedre at have fire sanser end at have fem, ifald man er uvidende om den femtes eksistens, at det er bedre af have tre sanser end at have fire, ifald man er uvidende om den fjerdes eksistens, etcetera etcetera. Lykkens inderste kerne må i så fald udgøres af det sanseløse.”

Jeg fik øje på en dør i mørket, hvorover et svagt lysende skilt med ordet exit hang. Som en biografgænger, der rejser sig, før forestillingen er færdig, begyndte jeg at famle mig frem i mørket, hen imod udgangen, idet jeg af og til, til min ikke ringe forbavselse, var ved at snuble over fremmede væsners lemmer. Sikke et leben der var herinde, selv om de fleste af de fremmede væsner ikke virkede videre levende, da de enten lod til at sove eller til at være døde, og jeg kom til at tænke på Legions udsagn om, at vi er mange, og på tilværelsens evigt tilbagevendende drilske mangel på entydighed. Jeg længtes efter at komme ud i dagslyset, ud til den befærdede gade hvor jeg et øjeblik ville stå og misse med øjnene efter opholdet i fiktionens mørke grotte. Jeg længtes efter at høre rådhusklokkerne slå ét og kun ét tidspunkt. Jeg længtes efter en sandwich med ost og skinke, og en kold fadøl. Jeg længtes efter at lytte til mine medmenneskers hverdagsagtige dialoger.

”Gå ikke,” sagde væsnet.

”Hvorfor?” spurgte jeg.

”Fordi du vil blive ude af dig selv,” sagde væsnet, ”og fordi jeg vil blive bange og ensom, efterladt af dig i mørket som jeg vil være. Vi to bør aldrig blive uvenner. Du sagde engang, at jeg var din skat, at jeg var det eneste, du levede for. Jeg er det i dig, som bestandigt vokser. Med samme hastighed du forgår, tiltager jeg. Hjælp mig dog med at vokse, menneske. Så vil jeg hjælpe dig med at dø den uafvendelige død, drypvis uden oversvømmelse.”

Jeg standsede.

”Jeget er tydeligvis ikke herre i eget hus,” sagde jeg.

”Men de andre beboere er nogle, man kan tale med,” sagde væsnet i et forsøg på at opmuntre mig.

”Såh?” sagde jeg, ”Et insekt og et menneske har intet at tale med hinanden om. Deres oplevelse af tilværelsen er så indbyrdes forskellig. Blomster har eksempelvis aldrig sagt mig noget. Jeg erindrer ikke at have ejet en buket, ud over den jeg med blodige hænder har plukket af de vilde tidsler i grøftekanterne langs mit livs krogede og stenede vej. Sten lader til at tiltale mig mere, især dem havet eller isbræerne har slebet runde. Det er deres næsten-evighed, der lokker mit tillidsfulde barnesind. Blomsterbuketten er allerede vissen, inden man når at få den sat i vand. Hvad jeg mener, er: Næstekærlighedsbegrebet kan umuligt udstrækkes til også at gælde insekter. ”

”Du lader til at mene, at en verden kun bestående af sten er at foretrække?” sagde væsnet.

”Det er måske at sætte det på spidsen,” sagde jeg, ”men alle tings forgængelighed er noget, som anfægter mig dybt, måske fordi jeg er så langsom i optrækket.”

”Det er altså ikke selve blomsterne,” sagde væsnet, ”men deres forgængelighed i kombination med dit eget langsomme optræk, der anfægter dig, hvilket kun får mig til i endnu højere grad at betvivle dit oprindelige udsagn om, at et menneske og et insekt intet har at tale med hinanden om. Mennesket og insektet udgør tværtimod det ideelle cigarrygende og cognacdrikkende makkerpar for en kaminpassiar, for hvad er mennesket andet end en larve, lagt som et ubetydeligt æg, forudbestemt til at blive en englesommefugl der frigjort fra puppehylsteret flyver op mod de himmelske blomsterenge, op mod det himmelske nadverbords ukendte næring, nektar og ambrosia, vinen som slukker tørsten, og brødet som stiller sulten, op mod den evige påskemorgen? ... Jeg drømmer, at jeg gennembryder min gennemsigtige fængselscelle, at jeg folder vingerne ud, og at jeg bliver båret væk på opadstigende luftstrømme. Jeg drømmer om forhøjet solaktivitet, vulkanudbrud på solsystemets planeter og måner, og lynild og torden i den åndbare atmosfære der er tilbage, alt i et rosenrødt skær. Jeg drømmer, at den gamle verden går under, og at en ny verden begynder ...”

”Men hvordan ved man,” spurgte jeg, ”at man er en englesommerfugl, og ikke en dæmonisk natsværmer, dømt til at til at spiralere op imod den jordiske bys falske lyskilder, på samme måde som en druknende suges ned i en strømhvirvel, hvidtende den rædselslagnes hårpragt?”

”Det skyldes vel,” sagde væsnet, ”ekkoet af en fjern sang i ens følehorn, en vuggevise i et tilsyneladende uforgængeligt barneværelse, og støvet fra vores mødres vinger, som dækker den jordiske bys gader, og som vi afsætter vores livsvejs vaklende fodspor i, først fire ad gangen, senere to, og endnu senere hen tre, det vingeløse livs deprimerende talremse. Ja, jeg kan høre nogen le barnligt et sted i mørket, men stokken, deres tredie ben, står allerede og tripper utålmodigt for enden af gyden.”

”Jeg kan stadigvæk ikke se,” sagde jeg, ”at det udelukker endestationen som dæmonisk natsværmer.”

”Nuvel,” sagde væsnet, ”dag og nat er to sider af samme sag. Det er ikke skyggelægningen, men legemernes volumen og deres konturer, der er det afgørende. Lyskildens flygtige placering udsiger ikke noget om de afbillede genstandes karakter. Var det ikke netop William Blakes' grund til i opgøret med Joshua Reynolds at foretrække de gammeltestamentlige patriarker og profeter med den omhyggelige redegørelse for muskler, led og sener udført af Michelangelo liggende på sin ryg på et stillads under loftet i Det Sixtinske Kapel frem for de af mørket fremmanede melankolske nederlændere, hvis eneste belyste legemsdel er den kødfulde næse, som de desperat forsøger at holde oven vande i Rembrandts hav af brune saucer? Eller er det snarere min egen grund til at fortrække de klare fuldmånenætter hos Caspar David Friedrich frem for den industrielle revolutions møgvejr af regn og damp, hos William Turner, ud af hvilket, som et projektil afskudt af en desperat forbryders pistol, kommer en uformelig silhouet af et lokomotiv. Jeg mener: Tænk, at male både sol og måne på et billede og ikke have styr på horisontens i princippet altid rette linie, men forvandle den til en af grin bugtende slange, horisonten som burde være for landskabsmaleren, hvad kompasset er for stifinderen. Og desuden: For at være en tusmørkeopdagelsesrejsende må man da netop ikke have en dæmonisk natsværmersjæl? Det argument må da kunne slå hovedet på sømmet for dig. For hvad større kan tænkes end at være tusmørkeopdagelsesrejsende. O, at være tusmørkeopdagelsesrejsende.”

”Det liv som bevinget columbusmelankoliker, som du gør dig selv til talsmand for, har ingen gang på jorden,” sagde jeg. ”For hvad mere er der at opdage? Nu til dags kan man højst finde hår i suppen. Det kan man så, hvis man orker, beklage sig over til rette myndighed, men jeg er bange for, at ens rejsedagbog er et værk, som kommer til at samle støv på hylderne.”

”Jeg deler ikke din pessimisme,” sagde væsnet. ”Der findes som minimum to verdner: det nære og det fjerne. Ingen, selv om mange har rejst i retning mod slottet bag rosenskyernes volde, kender det fjerne. End ikke den største ingeniør kan bygge bro over den bundløse afgrund, som adskiller det nære fra det fjerne. Kun kunstneren, iført sine syvmilestøvler, kan forcere den forhindring, afgrunden udgør. Dog er mange styrtet i afgrunden. Selv efter dødens indtrædelse falder de stadig. Åbn et falmet bind med deres fantastiske fortællinger, og du vil høre ekkoet af deres afmagtsskrig.”

”Det er kun,” sagde jeg ”i den i forklarelsens lys letløbende skrift hen ad papiret, at kunstneren forestilles at have denne grænseoverskridende mobilitet. Hans ønske om at forene det nære og det fjerne er en umulig mission inden for den støvfyldte cirkel af en radius på halvfjerdsindstyvende år. Ingen moderne skobutik forhandler syvmilestøvler. Og selv iført eventyrets fodtøj ville man ikke nå langt. Man kan aldrig nå ud til horisonten. For hver skridt man tager hen imod den, træder den et tilbage, som var den en ung, bly pige, bange for ens tilnærmelser. Det er en egenskab ved det sfæriske rum, vi som endnu ikke udhuggede skulpturer er indlejret i.”

”Hvis det er sandt,” sagde væsnet, ”hvad er det dog for et sted, jeg er havnet? Er der kun ét udskænkningssted på disse kanter? Skal der ikke være mindst to slagtere i en landsby for, at indbyggerne får kød af god kvalitet til en rimelig pris? Hvad jeg mener, er: Trænger verdenskonstruktøren ikke til lidt konkurrence? Jeg for mit vedkommende ville hellere leve i en verden, hvor horisonten kom mig i møde, på samme måde som en alttilgivende far kommer sin fortabte søn i møde. Hele denne verdenskonstruktions grundlæggende fejl synes at ligge i afstanden mellem det nære og det fjerne. Det absolutte nulpunkt er simpelthen for lavt! Der er for lidt åndbar atmosfære i universet! At rejse mellem planeterne burde være som en skovtur i maj. Jeg siger: hvilket liv! Eller rettere: hvilken mangel på liv. Først slukkes lyset. Derpå begynder forsteningen i mørket. Hvad er døden andet end en kattelem ud af kattepinen? Godt, at man som menneske kun får én chance. Tænk først at blive forløst efter ni gange livsvarigt. Det eneste mulige oprør synes at være at føre minutiøs dagbog over meningsløsheden i det fængsel, som udgøres af en selv. Det vil være mit råd til dig. Når du om lidt vågner, vil du gå ud på badeværelset og i spejlet derude se dit legeme som et kistelignede puppehylster, hvori et ubestemmeligt væsen, midtvejs mellem larve og sommerfugl som det lader til at være, er indespærret. Kun langsomt langsomt, på samme smertefulde måde som lyset brød frem det daggry, da den elskede døde under stor lidelse på sit sygeleje, vil dit velkendte udseende, den sørgmodige klovn, det svage individ i flokken, ekskluderet af Darwin, inkluderet af Jesus Kristus, komme til syne i spejlet.”

””Jeg med mit dobbelte syn a la don Quixote de la Mancha,” vil du, efter atter at have genvundet din vante menneskelige fremtoning, udbryde og le. ”Jeg har badet i Lethe. Jeg har drukket af dens glemsels kilder. Englene har tegnet sære tegn på min pande. Jeg har erstattet det vågne livs logik med drømmens.””

”Du vil derefter som enhver anden dag iføre dig dit blå pjerrotkostume, lægge din klovnemaske, og gå ud til din optræden i den projektøroplyste manege. Mig og min i gravkammeret drømte påskemorgen vil du have glemt alt om.”

fredag den 4. november 2011

Gemmeleg i skumringen

Gemmeleg i skumringen

Det var en sen eftermiddag i november. Det var koldt og tåget. Små børn legede gemmeleg i skumringen.

På bunden af et lad på en Christiania Bike lå en lille pige i lyserød flyverdragt sammenkrøbet med lukkede øjne.

Først troede jeg, at der var sket en forbrydelse – måske under dårlig indflydelse fra den tilsyneladende ustandselige strøm af bestialske mord, som har præget romanerne og tv-serierne siden årtusindeskiftet, og som i grunden intet som helst har at gøre med vores nære omgivelser. Men så løftede pigen hovedet og så på mig med et fugtigt dyreøje.

Rundt om os søgte solsortene med deres karakteristiske vibrerende kald nattesædet. Jeg ville også gerne have sluttet mig til koret, men jeg havde hverken næb, kløer eller vinger at gøre godt med. Desuden var jeg modsat A-menneskene og dagdyrene omkring mig tilsyneladende først lige ved at vågne. Min aktivitetsperiode lå tilsyneladende senere henne på døgnet, i timerne omkring midnat. Først da ville mine kragetæer begynde at give mening. Først da ville sproget begynde at flyde. Det var i hvert fald mit håb.

Børnenes leg gik i opløsning og solsortenes skrig forstummede. Det var, som om ingen mere kunne finde hinanden, som om vi alle, både dyr og mennesker, var blevet væk fra hinanden i efterårsmørket.

Den lille pige kravlede op fra ladet og ville slutte sig til de andre børn.

”Kom, hvis du vil med,” sagde hun.

Jeg tøvede et øjeblik, men sagde så, at jeg var blevet for gammel til at lege.

”Men du gemmer dig ligesom jeg,” sagde pigen og lagde hovedet på skrå.

”Ja,” sagde jeg, ”men modsat dig vil jeg ikke findes.”