Jomfruen

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en ung mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Det var en højst ejendommelig udseende ung mand, for ud af hans pande var vokset et snoet horn af anseelig længde. Det mindede mest af alt om en enhjørnings horn, som man ser det gengivet i middelalderens bestiarier, blot havde kunstneren ved en ejendommelig fejl ikke anbragt hornet i panden på en hest, men en ung mand. Det var et fantastisk syn! Men for den unge mand var der tilsyneladende intet fantastisk ved tingenes tilstand. For ham lod hornet nærmest til at være et handicap, for det lange horn var tilsyneladende så tungt, at det krævede den bestandige opbydelse af alle hans nakkemusklers kræfter at holde hovedet oprejst. Da den unge mand havde noteret sig, at den første forbløffelse over hans aparte udseende havde lagt sig, begyndte han på sin fortælling. Som det er tilfældet med mange andre af de døde, begyndte også han sin fortælling in medias res, og det endda med en replik fra en kvinde, som vi først langt senere i fortællingen lærer bedre at kende. Men sådan er nu engang de dødes fortællemåde. Og det må vi, der endnu er levende, respektere. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften.



Madame Abraham

"Fortæl mig om dine drømme," sagde madame Abraham.

Jeg lå på en briks i et værelse. På væggene i værelset hang store billeder af psykiatriens skæggede og bebrillede grundlæggere. De så fra deres sort-hvide fin de siècle wienerverden, befolket af hysteriske kvinder, med gennemtrængende blikke ned på mig. Det var, som om de forsøgte at stille en diagnose for mig, den unge mand på briksen. Alt var vel, som når man er til konsultation hos en psykiater — lige bortset fra at madame Abraham, der gav den i rollen som psykiater, sad overskrævs på mig og med sit feberhede skød masserede mit lem.



Øen

Jeg var tidligere på dagen kommet til dette besyndelige sted. I et lettere adspredt humør slentrede jeg langs en kyst. Ude i havet, forholdsvis tæt ved kysten, lå en ø. Det var tilsyneladende det oplagte sted for en fuglekoloni; sørgmodigt skrigende måger og andre havfugle flokkedes i hvert fald om øen, men jeg syntes også, at jeg kunne skimte en eller anden form for bebyggelse af mere menneskelig oprindelse inde på øen.

En gammel færgemand, hvis båd lå førtøjret ved kysten, spurgte, "om den unge herre ikke ville sejles ud til den ø, han med så stor interesse spejdede ud imod?"

"Tja, hvorfor ikke?" sagde jeg.

Vi steg om bord i båden og lagde fra land. Undervejs ud til øen stillede jeg, som det er den unge rejsendes privilegium, den gamle færgemand nogle spørgsmål. Hvem var han, og hvad var det for en ø, han var i færd med at sejle mig ud til? Hvad havde jeg egentlig at forvente?

"Jeg er så gammel," sagde færgemanden, "at jeg ikke mere kan huske det navn, mine forældre gav mig, men her på disse kanter kalder man mig Charon, først var det i spøg, men i dag er der ikke mere nogen, der ler, nogle øgenavne har det med at forme den, de benævner, og sandt er det i hvert fald, at mange af de mænd, jeg har sejlet ud til øen, er døde, ja, nogle af dem ligger endda begravet derude."

"Det er længe siden," fortsatte den gamle færgemand sit svar til mig, "og ingen ved med vished mere, hvorfor luderne forlod byen, hvor deres bordel oprindelig lå. Måske blev de forvist af byens bornerte indbyggere? Måske fortrak de selv? Under alle omstændigheder steg de syv ludere en dag om bord på en båd og lod sig sejle ud til øen. Og dér lod de for deres opsparede kapital opføre et hus, indrettet helt efter deres eget hoved. Huset skulle tjene som et refugium. Det var ludernes hensigt at blive gamle dér. De var allerede så småt begyndt på at indstille sig på deres nye liv i tilbagetrukkethed; de lange aftener i solnedgangens flammerøde skær tilbragte de på husets store terrasse, idet de, nogle gange i tavshed, nogle gange i livlig samtale, mindedes gamle dage."

"Men mændene i byen kunne ikke glemme eventyrene hos deres gamle kurtisaner. De begyndte at sejle over til øen i improviserede fartøjer som tønder og primitive tømmerflåder. Ja, flere forsøgte i et øjebliks desperation endda at svømme ud til øen, mere en af dem druknede undervejs og skyllede efterfølgende i land som strandvaskere. De syv ludere havde ikke hjerte til at afvise de mænd, der efter så store anstrengelser var nået frem til dem, og de de genoptog deres gamle beskæftigelse. Det blev en hel trafik. Det rygtedes, og jeg kom til og slog mig ned ved kysten med min båd. For et mindre pengebeløb befordrede jeg mændene, nu ganske komfortabelt, til og fra øen. Det er historien om Charon og ludernes ø. Ingen misunder Charon for hans arbejde! På den anden side er der heller ikke nogen, der har ondt af ham. Han kan leve som en holden mand."



De syv ludere

"Og luderne," spurgte jeg, "hvordan ser de ud? Det må efterhånden være nogle bedagede skønheder?"

"Der er i alt syv ludere på bordellet på øen," sagde Charon. "Nogle påstår ganske vist, at der i krypten under bordellet skulle befinde sig en mystisk ottende, men det er nok bare en skrøne, for jeg har med mine to havblå øjne kun set syv. Men hvilke syv! Aldrig har mine to havblå øjne set syv kvindfolk som disse!"

"Der er den babylonske skøge. Hun vil komme dig i møde, ridende på en blodrød drage med syv hoveder og ti horn. På dragens skællede hud står skrevet de mest sjofle og vulgære gloser, et menneske overhovedet kan forestille sig. Kvinden er nøgen. Hendes hud er malet med purpur og skarlagen og smykket med guld, ædelstene og perler. På hendes pande på står skrevet: "Babylon, alle skøgers moder". I hånden holder hun et guldbæger fyldt med sit eget legemes urene safter og sekreter. Hun rækker det fristende frem mod dig. Hvilken fristelse! Den kan få enhver from kristen til at skide i bukserne af skræk."

"Der er Scheherazade ... Hun vil fortælle dig historier ..."

"Der er Mata Hari. Hun vil danse sine eksotiske danse for dig og på elskovslejet lokke dine inderste hemmeligheder ud af dig. Hun vil fortælle dem videre til dine fjender ved hjælp af den radiosender, hun har installeret på øen. Hvis du kan løsrive dig ... Tager kærligheden til Mata Hari ikke livet af dig, så vær vis på at dine fjender, når du vender hjem, vil gøre det."

"Der er miss Kyoto, den japanske geisha. I bordellets tatami rum vil hun varme sake og servere den for dig med nedslagent blik. Hvid maske af pudder. Kirsebærrøde mund. Gule tænder. Og se på dig med sine sorte rumvæsenøjne."

"Der er Belle de Jour, der i sin tid flygtede fra et kedeligt ægteskab og nu opfylder mænds mørke fantasier."

"... og vil udleve sine mørke fantasier i selskab med den sadistiske del af dit jeg ..."

"Der er Maria Magdalene, inkarnationen af den gode luder og den faldne kvinde, som blev reddet fra stening ..."

"Der er madame Abraham. Hun er den modne kvinde, den moderlige blandt luderne. Hun er den, der fører de unge uerfarne mænd ind i ... men ... Blandt luderne indtager Madame Abraham en ledende position. Det vil derfor sandsynligvis være hende, der tager imod dig, når du ankommer til bordellet."

Vi var nu nået ud til øen. Charon lagde til ved en bådebro, og jeg gik fra borde. Charon sagde, at han ville komme tilbage næste dag samme tid for at hente mig igen. Derpå sejlede han tilbage mod fastlandet.



Bordellet

Et stykke tid stod jeg og så efter Charons båd, som den for mit blik umærkeligt blev mindre og mindre, mens jeg i et anfald af tvivlrådighed overvejede, om jeg egentlig vidste, hvad jeg havde kastet mig ud i. Derpå vendte jeg mig om og begyndte at gå ind ad bådebroen. Da jeg var kommet ind til stranden, stod jeg et øjeblik og spejdede ind mod øen. Et sted fik jeg øje på en sti, som mellem klitterne med marehalm førte ind mod øens indre. Jeg fulgte stien og kom efter et stykke tid til ... og der foran mig lå et hus ... Der var ingen rigtig have. Rundt om huset voksede store buske af klitroser, det eneste, der syntes at kunne vokse på øens sandede jord. En lille flok gulspurve var i færd med at spise de elfenbenshvide frø inde i de cinnoberrøde hyben. Den dobbelte dør i husets indgangsparti blev åbnet, og en midaldrende kvinde i en sort kjole i victoriansk stil kom til syne. I skæret fra den gyldne sol, som netop, da jeg satte fod på øen, var begyndt på sin langtrukne rejse ned i havet, hvorunder dens gyldne nuancer til stadighed intensiveredes, forekom hun mig som værende en endnu aktraktiv kvinde. Hun havde tilsyneladende set mig komme fra et af husets mange vinduer. Hun bød mig velkommen til øen og præsenterede sig som madame Abraham. Hun førte mig ind i et modtagelsesrum. Ved min entre begyndte en farvestrålende ara i et forgyldt bur at skræppe op. Det lød næsten, som om den på et for mig ukendt sprog skældte mig ud.

"Det er monsieur Sarah, vores mexicanske ara, øens eneste mandlige beboer," sagde madame Abraham og lagde et sort klæde over buret, hvorpå fuglen, i den tro at det pludseligt var blevet nat, tav stille og faldt i søvn. "Den er frygtelig jaloux. Den skælder alle vores gæster ud på nahuatl, aztekernes sprog. En sømand fra Gibraltar efterlod sig den. Han døde beklageligvis under akten. Han ligger begravet i klitterne på øens nordlige spids, sammen med de mange andre mænd, der i deres jagt efter tilfredsstillelse er døde på øen."

Hovedpine og sære drømme

"Men fortæl mig om dig selv, unge mand," sagde madame Abraham. "Hvad bringer dig til øen? Hvad kan vi hjælpe dig med?"

Jeg tøvede. Skulle jeg fortælle, at jeg blot var en ung flanør, som på sin adspredte jordomrejse tilfældigvis var kommet forbi? Eller skulle jeg oprigtigt ransage mit hjerte og mine nyrer for om muligt at finde den egentlige årsag til, at jeg var havnet på øen? Der var et eller andet tillidsvækkende ved madame Abraham — måske var det hendes moderlige attitude? — som fik mig til at beslutte mig for det sidste.

"Jeg lider af en frygtelig hovedpine," sagde jeg endelig efter en lang tænkepause, famlende efter ordene. Madame Abraham nikkede opmuntrede. "Nogle gange føler jeg det som om, at mit hoved skulle sprænges," fortsatte jeg. "Det er, som om der er et forhøjet tryk i min hjerne, som om der bag min pande er noget, der trykker indvendig fra og vil ud. Om natten, hvor jeg burde hvile og få nye kræfter, har jeg sære, hvide drømme, hvori der optræder præster, bedemænd og kirkegårdsgravere i skikkelse af afpillede skeletter, og hvori jeg bliver begravet levende i sne, med det resultat at jeg næste morgen vågner lige så uoplagt, som da jeg gik til ro aftenen forinden. I håbet om at få stillet en diagnose og eventuelt at blive helbredt for min lidelse har jeg opsøgt specialister overalt på kloden, men ingen har hidtil kunnet hjælpe mig. Længe vankede jeg, på må og få, modløs omkring på jorden, indtil jeg i dens yderste afkroge, dér, hvor menneskene, fattige og med bristede illusioner, har slidt den vågne verdens overflade så tynd, at søvnens og drømmenes bagvedliggende maskineri anes, kom jeg under vejr om eksistensen af en ø med syv kloge koner, som måske ville være i stand til at kunne hjælpe mig. Gerne var det gamle sømænd, hvis rom jeg i havnecaféernes mørke tilbød at betale, der fortalte mig om øen og dens ejendommelige beboere imellem andre skrøner, såsom den om den flyvende hollænder eller den om Atlantis for ikke at tale om dem om havfruer og om kæmpe uhyrer, der bor i havets dyb, hvilket i første omgang fik mig til tvivle om oplysningernes pålidelighed. Men ved at sammenholde de få konkrete oplysninger i de mange beretninger, mente jeg efterhånden at kunne fastlægge øens beliggenhed, og efter lang tids søgen ad mange omveje og med mange vildspor er jeg nu endt på denne ø. — Jeg ved slet ikke, om jeg er kommet til det rette sted. Jeg er, hvis jeg skal være ærlig, ikke videre optimistisk, da man her på øen synes at udøve en helt anden metier end den lægefaglige."

"Du kan være ganske rolig, unge mand," sagde madame Abraham. "Du er kommet til det rette sted. Jeg og mine medsøstre har kureret mange en mand for hans mystiske lidelse, som ellers var opgivet af den etablerede lægevidenskab. Men lad os gå ind i undersøgelsesrummet, så jeg kan undersøge dig fra top til tå."

Jeg blev ført ind i et værelse, hvor der stod en briks. På væggene i værelset hang store billeder af psykiatriens skæggede og bebrillede grundlæggere. Jeg blev bedt om at tage tøjet af. Den ild, der tændtes i madame Abrahams øjne ved at beskue mit legeme, specielt de nedre regioner, forekom mig foruroligende. Og da hun med sine hænder med de lange blodrøde negle begyndte at beføle mig, idet hun foregav at undersøge mig, var det ikke muligt for mig at forhindre den naturlige reaktion. Madame Abraham overværede processen med let løftede øjenbryn. Jeg lod da til at være i godt humør, konstaterede hun tørt. Måske var min såkaldte lidelse blot noget, jeg foregav for at få hende til at undersøge mig? Hun var jo fra sit lange virke bekendt med, at visse mænd fandt det ophidsende at være genstand for den slags undersøgelser. Måske var jeg en af dem? Jeg benægtede det på det bestemste, selv om jeg vidste, at jeg i dette øjeblik på en uvildig iagttager måtte gøre et komplet utroværdigt indtryk. Madame Abraham tyssede på mig og bad mig at lægge mig på briksen. Jeg havde forventet, at madame Abraham nu ville undersøge mig med et lægevidenskabeligt redskab, f.eks. lytte til mit hjertes banken med et steteskop. I stedet for begyndte hun at tage sin sorte silkekjole i victoriansk stil af, hvilket ikke var nogen ukompliceret affære. Derpå satte hun sig med sit legeme, en moden kvindes frodige legeme, tungt på mig, lukkede øjnene og lod, som om hun var henført.



Drømmetårnet

"Fortæl mig om dine drømme," sagde madame Abraham.

"De er sære!" sagde jeg en anelse beklemt, mens madame Abraham kyssede min hals. "Sære og hvide. Alt i dem er hvidt. Der optræder skeletter og mumier, og nogle gange ender det med, at jeg bliver begravet i sne. En nat drømte jeg f.eks., at jeg steg op ad trapperne i et tårn. Jeg kalder det for drømmetårnet. Det mindede mig om Hassan tårnet i Rabat, som jeg har besøgt undervejs på min lange rejse. Men tårnet i drømmen var hvidt og forekom mig at være langt højere end det i den vågne verden. Det øverste af tårnet måtte befinde sig i de øde regioner over skyerne, hvor kun de mest sandhedssøgende, de mest uforfærdede af ørnenes æt når op. På en skyfri dag måtte der deroppe fra være en formidabel udsigt over verden."

"Det var et mærkeligt tårn! I drømmen var det indre af tårnet, dvs. trappetrinnene, afsatserne, væggene og loftet dækket af visne blade. Det undrede mig, at min gang hen over dette tæppe af visne blade ikke frembragte den mindste lyd."

"Hver gang trappen drejede, forventede jeg, at et eller andet forfærdeligt ville springe frem og angribe mig. Jo højere op jeg steg i tårnet, jo stærkere blev denne følelse. Til sidst, skrækslagen af angst, besluttede jeg at gå ned fra tårnet, og idet jeg så ned i trappeskakten, opdagede jeg, at jeg var på syvende eller ottende sals højde. Jeg fortsatte med at gå ned; på en af trappeafsatserne, liggende på en forhøjning, var liget af et menneske. Det var helt hvidt. Da jeg forsigtig rørte ved et af ligets ben, forblev benet i min hånd. Det var en form for paprør, det var meget let, og jeg smed det skødesløst, uden at tænke videre over det, ned i trappeskakten."



Den hvide dæmon

"Som var det et på forhånd aftalt signal, åbnede der sig i selvsamme øjeblik på afsatsen under mig et hul i væggen, og ud kom først et hvidt kranium, og derpå en eller anden form for dæmon, en kæmpestor mand, skræmmende og helt hvid. Han smed kraniet og ... og alt, hvad han ellers kunne få fat på, ned i skakten. Jeg frygtede, at han også ville smide mig ned i skakten. Jeg forsøgte at komme forbi ham ved at hoppe over gelænderet og ned på den anden side af trappen, men han spærrede vejen for mig. Jeg måtte sande, at jeg ikke kunne komme forbi den hvide dæmon, og at jeg måtte klatre op i tårnet igen."

Det afbrudte samleje

Undervejs i min fortælling var madame Abraham blevet ved med at massere mit lem med sit feberhede skød, men det havde ikke bragt mig nogen forløsning.

"Jeg kan ikke det her," sagde jeg opgivende.

"Hvorfor ikke?" spurgte madame Abraham forbavset. "Hvad er der i vejen?"

"Jeg er vel impotent," sagde jeg og sukkede.

Madame Abraham lo.

"Nej, det er ikke dernede, årsagen til dine trængsler skal søges, men deroppe," sagde hun og pegede med en af sine lange blodrøde negle på min pande. "Du er en ung mand, ramt af renhed. Du må gøre op med den hvide dæmon fra din drøm: dyden og renheden. Du kan ikke for altid lege gemmeleg og tagfat med ham."

Men madame Abraham så på mit forstenede ansigt, at hendes ord ikke gjorde indtryk. Hun måtte sande, at hendes terapi ingen virkning havde på mig. Jeg var modsat de mange andre unge mænd, der havde følt hendes frodige legemes tyngde, uden for hendes rækkevidde. Hun havde ingen troldomsmagt over mig. Hun rejste sig op, tog en blomstret silkekåbe på og gik hen til vinduet og så tankefuldt ud på klitterne.



Den ottende luder

"Af alle de fabelvæsner menneskets frodige fantasi har skabt," sagde hun efter lang tids tavshed, "må jomfruen i sandhed være det særeste. Måske får dette udsagn dig uvilkårligt til at studse; at enhjørningen er et fabelvæsen, tvivler du som et oplyst menneske i det enogtyvende århunderede vel ikke om, men at det væsen, der ifølge overleveringen som det eneste er i stand til at tæmme den sky og vilde enhjørning; jomfruen, også er et fabelvæsen og i grunden et langt mere fantastisk eksemplar af slagsen, har du ikke tænkt over. Enhjørningen har godt nok et snoet horn i panden, og det har fascineret mange (til trods for at lyslevende dyr som kronhjorten og elgsdyret har gevir, der i grunden er langt mere imponerende, men lad nu det ligge) men forestillingen om, at der i denne verden skulle leve en usædvanlig smuk kvinde, uberørt af mænd, uden en egen drift og seksualitet, i evig passiv venten på den eneste ene, må siges at være langt mere fantastisk. Læg et stykke kød i solen; straks sætter der sig en ækel spyflue på det, ja, ikke kun en, fra alle fire verdenshjørner kommer de flyvende til i hobetal. Det er den smukke kvindes lod ..."

"Og til trods for dette findes jomfruen alligevel. Hvor lever hun da? Et øde sted, fjernt fra verdens vrimmel, hvor ingen mænd kommer? — Nej! Nej, hun lever de steder, hvor synden finder sit stærkeste udtryk: i storbyens luderkvarter. Har du ikke set hendes folk ..."

"Dyden er nabo til synden. De uskyldigste kyske kvinder bor i storbyens luderkvarter" (?)

"Her på øen har vi også et eksemplar. Det er jomfruen. Hun bor i krypten under huset. Hun ser sjældent dagens lys, derfor er hendes hud hvid, næsten transparent. Men når fuldmånen skinner over øen, kan hun finde på at gå en tur i klitterne og langs stranden i sin florlette natkjole. Får en sømand på et passerende skib da øje på hende, vil han tro, at han har set et spøgelse."

"Hun er uopnåelig."

"Kun ganske få af bordellets kunder får lov til at besøge hende. Kun se, ikke røre.

"Ingen penetration."

Den hvide nadver

Madame Abraham førte mig ned i krypten. Det var et uhyggeligt sted. Der var ringe (?) i murene, hvortil fanger i fortiden havde været lænket. Der lå også knogler, måske rester af besøgende som var faret vild i kærlighedens labyrint. Der var endda et helt intakt skelet, som luderne af en eller anden grund ikke havde fået begravet på den hemmelige kirkegård i klitterne på øens nordlige spids, sammen med de mange andre mænd, der i deres jagt efter tilfredsstillelse var døde på øen. Skelettet var klædt i præstedragt. Den formodede præsts kranium smilede til mig, som alle kranier synes at gøre det, men jeg gengældte ikke smilet. Jeg havde svært ved at forstille mig, at noget menneske af egen fri vilje ville leve sådan et sted.

Inden mødet med jomfruen fik jeg serveret et måltid. Det var et mærkeligt måltid. Alle retterne var hvide.

Til forret fik jeg ...

Hovedretten bestod af dampet hellefisk med jordskokker og skorzonerod og peberrodssauce.

Desserten bestod af chokolademousse lavet af hvid chokolade og henkogte pærer med vanilleflødeskum, som var lavet med en speciel vanille, hvis korn er hvide. Ligesom der findes hvide peberkorn.

Til maden fik jeg serveret en næsten farveløs hvidvin.

Alle luderne holdt mig med selskab (?)



Jomfruen

En scene. Et tæppe. Tæppet gik til side. Forestillingen begyndte. Der stod hun så. Midt på scenen. Jomfruen.

Tæppet gik til side. Der åbenbarede sig et fantastisk syn. I en gotisk tronstol sad jomfruen.

Jeg så på hende. Men hun så ikke på mig.



Hornet

Da skete det. Jeg fik et voldsomt anfald af hovedpine, migræne. Min pandebrask brast, og ud voksede et snoet horn. Det var som om hornet fik sin næring til sin vækst fra min hjerne eller forstand. Det var som om hornet var vokset ud af hjernen, som om hornet var en forlængelse af min hjerne.

"Hvilket imponerende horn," sagde jomfruen.

Det var som en fødsel. Fortumlet, som var det de første skridt, jeg tog, vaklede jeg hen imod jomfruen ... og lagde mig med mit horn i hendes skød til hvile.

Brylluppet mellem enhjørningen og jomfruen

De syv andre ludere, som havde drukket godt til ... morede sig kosteligt over scenen. Aldrig havde de set en scene som denne. From brunst. Pietà. Madame Abraham foreslog halvt i spøg et giftermål mellem enhjørningen og jomfruen ... Men hvem skulle forestå vielsen? Da kom der liv i kryptens skeletter. Skelettet i præstedragten sprang op og meldte sig.

Selskabet steg op af krypten. Det var nu blevet nat. Haven med klitroserne var oplyst af månen.

Gift med jomfruen. De syv ludere holdt en bryllupsceremoni for enhjørningen og jomfruen.



Graven i sneen

Men midt under bryllupsceremonien, begyndte det at sne. Store snefnug dalede langsomt ned. Skelettet i præstekjolen og de otte ludere så forbavset op. Snevejr på øen havde de aldrig oplevet før. Det blev ved i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Men det var umuligt for luderne at undslippe. Og langsomt begravede sneen bordellet, skelettet i præstedragten og de otte ludere på øen. Der var nu ikke mere nogen ø, noget hav, nogen kyst. Der var kun en hvid overflade.

Alt var hvidt. Der var sne overalt. Midt i sneen stod et skelet og gravede et hul i sneen med en skovl. Nogle andre skeletter kom bærende på en ung mand i et ligklæde. Den unge mand var mig. Jeg var i live, men enten var jeg bedøvet eller også sov jeg. Skeletterne lagde mig ned i graven og kastede den til med sne.

Jeg så op. Højt oppe over mig var gravens rektangulære åbning. Otte skeletter så ned på mig. Det forekom mig, at de så på mig med vemod og medynk, men uden øjne og uden muskler og hud, som de var, var det umuligt for mig at aflæse, om det var deres sande sindstilstand. På den sorte, snefnug fyldte himmel over dem, sluppet fri af sit forgyldte bur, baskede skelettet af madame Abrahams mexikanske ara, monsieur Sarah, med sine vinger, der kun udgjordes af knogler, mens den på nahuatl, aztekernes sprog, udspyede forbandelser over mig og hoverede over min kranke skæbne. Så blev åbningen kastet til med sne, og alt blev hvidt.

Fortællingen er ufuldendt. Der er store huller i fortællingen. Der arbejdes løbende på at fuldende den.