De vildfarne bejlere – et essaydigt

Han kender navnene på stjernebillederne og spejder gerne efter dem på stjerneklare nætter, selvom byens kunstige belysning gør dem utydelige. Navnene på gaderne og deres indbyrdes beliggenhed i bydelen, hvor han bor, har han imidlertid kun en tåget forestilling om. Han er derfor ikke til meget hjælp, når en vildfaren bejler spørger om vej til den elskedes hus. Det viser sig næsten altid at være en adresse kun et stenkast fra hans egen, når han efterfølgende studerer det labyrintiske net af gader og pladser på kortet over byen. Der er endnu ikke en, som har spurgt ham om vej til stjernerne.

Hans valgsprog kunne være: Anelse om det nære. Vished om det fjerne.

Valgsprog er imidlertid ikke en dækkende betegnelse. Det er noget, som er blevet ham påtvunget som et menneske dets langsynethed.

Han ville gerne kunne vejlede den vildfarne bejler til den elskedes hus. Eller nej, det ville han alligevel ikke, men af og til føler han et sug i maven over de mange kærlighedens løse ender, der tilsyneladende ikke kan samles og bindes, sin broders mangelfulde hyrde som han er. Ja, det er, som om dyrekredsens stjerner forvandles til evigt brændende krematorieovne for menneskeslægtens kærlighedsminder, og at han selv – med hjertet som afgud – sendes ud på en tvivlsom færd i malstrømmen af de vildfarne bejleres fodspor stadigt tættere ind mod ruinen af Babelstårnet, i hvis nederste etager kentauriden Hylonome sørger over sine tab. Kærlighed er et fald ned i et andet menneske. Den elskede slår rødder i ens agerjord. Tusindårsskoven grønnes.

Hans problem er det dybt religiøse menneskes problem. Eremittens problem. Forestillingen om Gud (eller set ud fra et mere alment menneskeligt synspunkt: den livslange søgen efter livets mening) fylder hele hans verden. Der er en himmelstræbende søjle mellem ham og omverdenen. Han kan ikke se sin næste for Gud. Eller rettere: Han kan ikke se sin næste for den enorme skygge, Gud kaster.

Hans omgivelser siger, at han lever under det omvendte perspektivs forbandelse: At det fjerne virker umådeligt stort. At det nære virker umådeligt småt.

Således forholder det sig ikke for andre, belærer man ham med løftet pegefinger om. Den elskede dækker med sin himmelvendte hånd eksempelvis nemt Krebsen, på samme måde som den jordiske kærlighedsstats brødre og søstre bærer ham på hænder og fødder fra vugge til grav.

Han forveksler med andre ord centrum med periferi. Men hvordan det stiller ham og de vildfarne bejlere og de forgæves ventende elskede i et univers, der som bekendt er at ligne med en uendelig sfære, hvor centrummet er alle steder og omkredsen ingen steder, ved han ikke.

Fortællingen

Midt i ideernes mørke nat fødes fortællingen.

Den angler ikke efter din visdom, men din kærlighed. Den holder dit hjerte i sine små hænder.

Den siger: ”Stands med at søge efter sandheden ved verdens ende. Jeg er dit livs mening. Jeg er din stjerne.”

Den elskedes hus

Jeg drømte, at jeg var indbrudstyv i den elskedes tomme hus. Grådigt smed jeg hendes smykker, gamle kærlighedsbreve og snavsede undertøj fra vaskekurven ned i min medbragte vadsæk.

Med ét blev en nøgle sat i hoveddørens lås, og et øjeblik efter – flugt var ikke en mulighed – blev der tændt lys i værelset, hvor jeg med alle muskler spændte var i færd med min skændige handling. Den elskede stod i døråbningen og så forfærdet på mig. Hendes læber bevægede sig, som om hun talte alvorligt til mig, men enten var hun blevet stum siden det forfærdelige øjeblik, hvor vi for altid havde taget afsked med hinanden, eller også var jeg blevet midlertidigt døv, for jeg kunne ikke opfatte et eneste af hendes ord.

For første gang så jeg mig nærmere om i værelset, som jeg indtil da kun havde set i det flakkende skær fra min stavlygte, men som nu var oplyst som det kapel på månen, hvor bedemanden og den efterladte i fællesskab iklæder det skyggeløse legeme dets kæreste sæt tøj, inden de sender den hvide kiste ind i solens åbentstående krematorieovn. Mit blik vandrede fra den ene anomali til den næste.

På gulvet lå en rotte mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den lå i en ligpose. Ned fra loftet hang en flagermus ligeledes mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den havde brudekjole på. Og ud af de tomme øjenhuler på den elskede kom de edderkopper, som man måtte formode var ophavsmændene til den kunstfærdigt udførte ligpose og brudekjole, kravlende frem, idet de tilsyneladende så sig spejdende omkring nord-syd-øst-vest efter nye projekter. De forenede i ét væsen menneskets uudslukkelige erobringstrang og dyrets indadvendte sans for kunsthåndværk. De øverste etager af Babelstårnet blev som bekendt spundet af edderkopper.

Jeg indså da, at jeg ved en fejl var brudt ind i den udgave af den elskedes hus, som er beliggende i de nedre regioner af Plutonion.

De dødes verden er en næsten eksakt kopi af de levendes. Kun nogle få gruopvækkende detaljer som de nævnte adskiller verdnerne. Det er derfor, at nogle mennesker er bange for at dø, og andre for, at de allerede er det.

I en gammel civilisation som vores udviskes skellene mellem verdnerne. Der er tæt trafik i grænselandet. De døde besøger de levende. Og omvendt. Nogle farer som jeg vild. Jeg har sågar hørt om døde, som genoptog deres vante liv blandt de levende uden, at nogen bemærkede det.

Decemberfantasmagori

Vinteren marcherer som en fremmed besættelsesmagt i byens gader. Jeg er med i modstandsbevægelsen.

Jeg gemmer sommeren i min lille lejlighed. Hun læser adspredt i de mange bøger i reolerne, som dækker væggene det stille sted i universet, hvor jeg har valgt at begynde forfra igen og igen, især Don Quixote som hun foregiver at le hjerteligt af.

Hendes kemisk behandlede ansigt er en gåde, skabt som det synes at være af tusind og et sørgeslør. Intet kan imidlertid skjule, at også hun har måttet give slip på de bortvandrende skygger i Plutonions dyb.

Vi er som to bortkomne brikker fra to indbyrdes meget forskellige puslespil, som opbevares i hver sin aflåste villa, og som ingen mere ved, hvad forestiller.

Der sker imidlertid tilsyneladende et kærlighedens mirakel – eller er det blot et kuldskært menneskes fantasmagori?

Litteraturen vækkes til live omkring os. De fantastiske fortællinger slår rødder i vores hjerter. De trykte sider grønnes i fuldmånens skær. Ordene dufter af regnvåde syrenbuske og hyldetræer. De indespærrede fugle i mit vækkeur og min mobiltelefon sprænger deres elektroniske bur. De synger, som andre nattergale, gøge og ugler før dem sang i min barndoms tabte skov.

”Hvis ikke,” hvisker jeg i den elskedes øres afgrund. ”Hvis ikke frostens hemmelige politi inden da har adskilt os i vores ellers til opstandelsen varende favntag, agter jeg at fejre sankthansaften den 24. december.”

Tre rudimentære tekster

De nøgne træer forener himmel og jord

korsfæstelsesfuldbragt.

Han bærer enhjørningens horn i panden

som en babelsk udvækst af hjernen.

”De bygger og bygger,” sagde den hjemløse i larmen fra byggepladsen. ”Det er, som om jo flere boliger og kontorejendomme der bliver rejst, jo mere ruinøse bliver menneskene. Se blot på din skygge. Den ligner den skygge, en knækket søjle eller en halvt nedrevet husmur kaster. For at blive et helt menneske igen må du genfinde den hule, du som dreng byggede ude i skoven.”

”Findes den da endnu?” spurgte jeg vantro.

”Ork ja,” sagde den hjemløse. ”Jeg bor i den hver sommer.”

Hvem blinker først en decemberdag?

Hvem blinker først en decemberdag? Skovbrynets nøgne trætoppe fletter sig som sorte blodårer ind i himlens øjeæble.

Det dædaliske univers

Alt har en ende, selv novembers vidtforgrenede gangsystemer. Jeg mødes med Minotauros i mørkets inderste kammer. Det minder om et værtshus i den angelsaksiske stil, hvor alle samfundslag mødes. Vi er imidlertid de eneste gæster, jeg og vanskabningen fra Knossos. Ud gennem de tonede ruder kan vi skimte universet i form af en langsom drejende labyrint. Det er lige ved, at vi kan høre de lysår store tandhjul □□□□□□□

Ak, hvilket trist syn at se jordens folkeslag fare vild i deres egne tankekonstruktioner □□□□□□□

Reformationer, revolutioner og krige □□□□□□□

Jeg græder over det enkelte menneskes tragiske skæbne. For civilisationerne og deres □□□□□□□ føler jeg intet. □□□□□□□

□□□□□□□

Det er det indre af Schopenhauers Slot. □□□□□□□

Det er det stille punkt, den digtende bevidstheds væksthus. Her er ingen tid, intet rum og ingen kausalitet. Som den ene tænker påstår, og som den anden tænker påstår alligevel kun er illusioner, som det ene førbabelske sprog eller de mange efterbabelske variationer over dette har skabt. □□□□□□□

M. og jeg får two pints of lager.

Jeg væmmes ikke mere over hans konstant erigerede penis og den animalske lugt fra hans armhuler og skridt. Han er alt det, jeg ikke er, og jeg er alt det, han ikke er. Min skygges skygge må jo være mig selv. Når vi lægger arm, er det logos og eros, som brydes, om end ingen af os er lydefrie inkarnationer. Vi er to kompletterende tvillinger.

Kærlighedsprojektet er skrinlagt. Ligesom nogle mennesker fødes uden arme eller ben, blev jeg i tidernes morgen åbenbart skabt uden en anden halvdel.

Det er 30. november 2014. Universets mørke, sataniske mølle maler videre. Verdensgådens løsning har aldrig syntes længere borte.

Den anden bred

Vi er som underjordiske magasiner fulde af tvivlsomme kunstværker, som kun venter på at blive destrueret.

Et af billederne forestiller en øde bro, som strækker sig ud i tågen. Det er et erindringsbillede fra en rejse i Frankrig. Den anden bred er ikke synlig. Måske findes den slet ikke?

Hermes. Dæmon for transitioner. Det er hans landskab.

Det er sen eftermiddag i Platons hule. Rammerne er blevet skrøbelige. De magter ikke mere at adskille virkelighederne.

Jeg stiger op ad broen og ind i tågen.

Cyklisk liv

Jeg brænder ikke alle broer bag mig. Jeg smækker ikke med døren. Jeg lader ikke solen gå ned over min vrede. Derfor begynder fremtiden aldrig for mig. Derfor kører jeg i ring. Derfor vender jeg tilbage til mit udgangspunkt. Igen og igen og igen. Det helligste ord i universet.

Fyraften bringer ingen genforening

Det er, som om det indre ikke er det ydres centrum, men dets periferi. Det gudhengivne menneskes himmelstræbende søjle står jo heller ikke i domkirken eller på rådhuspladsen, men i den omgivende ødemark. Om ikke altid, så forholder det sig i hvert fald således i dag, hvor den disede himmel hænger som draperede stoffer ned over min tunnelfærd gennem verden, og støvregnens nåle printer et gammelt univers’ ikke mere dechifrerbare meddelelse på mit ansigt og mine hænder. Sjælene flakker sammen med de overvintrende fugle om i de sorte, bladløse skove. Legemerne – forladt af deres indre som et udplyndret gravkammers tomme sarkofager – sidder og arbejder bag computerskærmene i hovedstadens kunstigt oplyste midte. Fyraften bringer ingen genforening.

Solens øje kaster

Solens øje kaster et sidste undersøgende blik ind i november måneds mørke. Skoven brænder. Hvert blad er en lue. En liden stund og landskabet forvandles til januars snehvide aske og forkullede stammer. Overlever menneskehjerterne mon?

Teksten ombrudt til vers:

Solens øje kaster

et sidste undersøgende blik

ind i november måneds mørke.

Skoven brænder.

Hvert blad er en lue.

En liden stund

og landskabet forvandles

til januars snehvide aske og forkullede stammer.

Overlever menneskehjerterne mon?

Definition af verden

Verden er det sandslot, vi uforsigtigt giver vores hjerte til, mens tidens flod allerede vælter tårnene og oversvømmer det hellige indre. Verden er altid på vej et andet sted hen end vi. Vi mødes kun i undergangen.

Rystet vidne til efterår

Slap de endelig fri af samsara?

To omflakkende måger opsluges af den disede himmels uendelige bug. Slap de endelig fri af samsara?

De falmende kastanjetræer forvandler Søerne til kar fyldt med blod. Det ligner scenen for et folkemord, men de rullende kameraer og de selvforelskede journalister foran dem mangler, så det kan ikke være virkelighed. Det er nok bare efteråret, som har gjort sit indtog i Indre By.

Jeg sammenligner to afrevne fingre fra kastanjetræernes tusindvis af fremstrakte hænder. Jo mere visne de er, jo mere intens synes deres blodrøde farve at fremstå. Jeg ser for mit indre blik Isenheimeralterets krampagtigt opadvendte håndflader. ”Dine sår er vores. Vores sår er dine,” hvisker jeg bevæget, mens de to måger fra før med en hånlig latter atter gør deres entre i illusionernes rige. Hermed synes muligheden for antropomorfisme heldigvis også opbrugt.

Kastanjetræernes frugter, som fremhæves på baggrund af de i retfærdighedens navn mere rustrøde end blodrøde trækroner, minder mig både af farve og størrelse om limefrugter. Jeg får lyst til et glas limonade, men bliver straks brødebetynget over min tropiske digression og forsøger at genindtræde i rollen som rystet vidne til naturens død i den nordlige tempererede klimazone.

Jeg kan godt lide de grønne frugters pigge. Det fortæller, at naturen værner om noget på en gang sårbart og værdifuldt. Tænk, hvis menneskenes drømme på samme måde var indkapslet i en pigget skål. Så ville verden se meget anderledes ud.

Børnenes lege

Børnenes lege

1. Børnenes lege

Børnenes lege

i fortidens ruiner

vækker de døde.

2. At blomstre med en andens blomster

I en park, i nærheden af hvor jeg bor, står en rododendronbusk for tiden i fuldt flor med hvide snerleblomster. Årsagen til dette ganske overbevisende illusionsnummer fra naturens side – snerleblomsterne er jævnt fordelt – er, at en klatrende snerle med tiden helt har omslynget rododendronbusken. Således blomstrer rododendronbusken to gange hvert år: Om foråret med sine egne blomster – hvis farve jeg erindrer som lyserød. Om sensommeren eller i det tidlige efterår med snerlens hvide blomster.

Jeg overvejede en stund, om jeg kunne bruge det lidt pudsige naturfænomen som et billede på et eller andet. For eksempel et livslangt kærlighedsforhold. Først blomstrer man med sine egne blomster. Dernæst med den andens, den elskedes. Men det ville nok være en efter vor tids standarder for romantisk opfattelse af kærligheden. Nu til dags er det vigtigt ikke at omklamre den anden – hvilket snerlen mildest talt må siges at gøre med rododendronen, selvom den tilsyneladende ikke lader til at være generet af omklamringen eller omslyngningen. Det handler om at give hinanden rum, som man siger. Masser af rum. En astronaut på vej til Mars og en huleforsker på vej ned til jordens indre har store chancer for ikke at blive ramt af en krise i deres parforhold. Såfremt de undlader at have for meget radiokontakt, naturligvis.

Desuden ville billedet med rododendronbuskens blomstring med snerleblomster nok være for særegent. ”Billeder skal være almene,” siger mesteren fra sit lille arbejdsværelse i evigheden. ”Man skal beskrive det ukendte med det kendte. Ikke omvendt.”

Men alligevel: Tænk at blomstre med en andens blomster.

3. Arkitektur

Jeg drømte, at jeg byggede fremtidens boliger af fortidens ruinøse labyrinter – kong Minos’ labyrint på Kreta, Babelstårnet (den vertikale labyrint), Ramses den Andens underjordiske gravkompleks til sine afdøde sønner i Kongernes Dal, Piranesis imaginære fængsler og M.C. Eschers paradoksale arkitektoniske konstruktioner – men ingen moderne mennesker ville bo i mine boliger, bange som de måske er for spøgelset i labyrinten.

Det fortælles, at Kristus brød ind i vores fængselscelle for at dø sammen med os. En version af myten vil, at hans død nedbrød al arkitektur – ikke blot den nutidige og den fortidige, som den kommer til udtryk i fortidens ruiner, to arkitekter som de alle har, den oprindelige og Tidens Tand, den største arkitekt af dem alle, hvis du spørger mig, men også den fremtidige, ja selve muligheden for at skabe arkitektur – og satte os dermed fri. For hvad kan vores ærinde være i tempelets fængslende indre, når vi selv er levende stene? En anden og mere prosaisk version af myten vil, at vi stadigvæk er fanger.

Engelen siger, at der er en trappe op efter faldet – om end den er stejl. At det er muligt at bygge morgendagens paradis af gårsdagens, som vi ellers blev forvist fra. Eller at der i det mindste til enhver tid findes en forsoning mellem fortid og fremtid. Ikke fortrænge det forbigangne, ikke frygte det tilkommende, men bygge bro mellem de imaginære kontinenter og gøre øjeblikket stadig mere omfattende. Columbus evigt på vej til det tabte paradis på toppen af en pæreformet jordklode.

Hun, engelen, hver gang forklædt i en ny hverdagsagtig inkarnation er min sherpa på modernitetens skærsildsbjerg. Jeg følger efter hende og tænker, at jeg stadigvæk tilhører de levendes flok. Vent blot lidt endnu med den lange søvn, som ophæver tiden og mit ansigts melankolske træk og genforener mig med det tabte.

Nu, hvor alle efterårene står i kø

Udsigt fra mit vindue

Nu, hvor alle efterårene står i kø, det tilkommende og de forbigangne, og jeg går mellem verdenerne som en cirkusartist på en line udspændt mellem faldende blade og trækkende fugle, er det, som om arrene på mit ansigt og min krop vokser og vokser som kærlighedserklæringerne på de gamle bøgetræers bark, for at jeg aldrig mere skal kunne glemme smerten.

Hvorfor tier syndefaldsmyten om de første faldne menneskers ar (uklart, som det er, om de opstod på grund af fortæringen af kundskabens giftige frugt eller kerubernes lynende flammesværd)? Hvorfor tier præsterne om den ætsende effekt af korstegnelsen og det indviede vand? Ar på ar på ar. Vi, de døbte, er ikke andet. Ar. Stakkels nyfødte barn, om end det måtte være en gammel sjæl steget op af Lethe. Med dåbens ar møder vi det levede livs ar. Guds skrift, som den enfoldige måske eller måske ikke udlægger dem som. De af den til enhver tid herskende ideologis tilføjede og langsomt helende sår efter piskes flettede snerter og tjørnekroner. Herre, jeg vil drikke mig fuld i din torturs kalke. Tro mig, jeg vil være alkoholikernes alkoholiker til tidens ende. Harmagedonerne, hvad end det måtte betyde. Verdenernes undergang. Bemærk: Alt er i flertal. Det er mit lille digts pointe. Død over imperierne.

En dæmon blandt dæmonernes uendelige ordener udbryder pludselig: ”Legion, legemerne er klogere end sjælene.”

Jeg, et jeg blandt alle jegerne, nikker og supplerer: ”Efterårene er klogere end forårene.”

Menneskeslægtens kosmiske legeme

Menneskeslægtens kosmiske legeme

Man må have et janushoved for at kunne skue menneskeslægtens kosmiske legeme af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. En dag, da jeg vendte ryggen til spejlet, opdagede jeg mit andet ansigt.

Mester, hvordan bør man skrive?

De store fisk æder de små

I drømme opsøgte jeg som så ofte før mesteren.

Jeg spurgte ham om, hvordan man bør skrive. Han svarede, at det vidste han ikke. Jeg vedblev med at spørge. Jeg var tæt på at græde, hvilket mesteren efterhånden også blev. Skriften anfægter os. Som om den blev tatoveret på vores hud. Til sidst viste mesteren mig et indrammet fotografi, som han har hængende i tvelyset i sit lille arbejdsværelse i evigheden.

Et røntgenbillede af et ordsprog - det om, at de store fisk æder de små - fra længe inden Röntgen gjorde sin opdagelse. Skrevet i vand og sten. En gådefuld blanding af øjeblik og evighed. Midt mellem Heraklit og Parmenides.

Sådan ville jeg gerne kunne skrive, sagde mesteren.

Kamæleonen, floden og bjergene

Kamæleonen, floden og bjergene

Aforisten taler i aforismer. Hvad andet kunne man forvente, havde jeg nær sagt. Det er tilsyneladende umuligt for aforisten at udlægge sine egne aforismer. Beder man om en forklaring, fremsiger han blot endnu en aforisme. Og så er man lige vidt, for ikke at sige endnu værre stillet end før, for nu har man ikke alene en, men to gådefulde aforismer at tyde. Derfor har jeg trods mine ringe kundskaber ud i fortolkningens kunst påtaget mig at være aforistens fortolker. Jeg ser mig selv som den lille hollandske dreng, som på vej til skole stak fingeren i diget, som var sprunget læk. Mit mål er i første omgang ikke at lære nyt, men at begrænse kaos. Så længe jeg taler, tier aforisten.

Aforisten sagde:

Tiden er en hård dommer for alle andre end den menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve.

Jeg tror, at aforisten med den menneskelige kamæleon refererer til den fantastiske genskrivning af den bibelske skabelsesmyte i renæssancens ånd i begyndelsen af Pico della Mirandolas lille bog ”Om menneskets værdighed”. Ellers tror jeg, at udbruddet handler om, at aforisten synes, at det er svært at skrive noget af varig betydning. Verden synes at være i evig bevægelse. Den faste overbevisning, man havde for nogle år siden, har udviklingen for længst dementeret. Den fremstår som en anakronisme. Den kan endda have noget ufrivilligt komisk over sig som en nærliggende fortids tøjmode og frisure. Hvad gør man så, hvis man vil tale eller skrive autentisk? Enten må man blive en evig opportunist som den ovenfor nævnte menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve. Med gårsdagens positioner glemt den næste dag (det er blot svært, fordi de er tilgængelige som skrift). Eller også må man søge tilbage til den enkle, men gådefulde måde at udtrykke sig på, som nogle af filosofferne og profeterne i aksetiden benyttede sig af, f.eks. Heraklit fra Efesos. De bedste af hans aforismer citeres hver eneste dag verden over her 2.500 år efter. Og de, som hører dem for første gang, forundres i samme grad som tidligere generationer over deres dybsindighed. Heraklit taler med andre ord ikke til en tid, men til alle tider.

Aforisten sagde:

Verden er en verden af verdener. Han lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Jeg tror ikke, at udsagnet er møntet på ham, men jeg kommer igen til at tænke på Heraklit. Det var hans opfattelse – i hvert fald ifølge traditionen – at hans medmennesker levede i et univers under evig forandring. Men jeg tror ikke, at han opfattede sig selv som tilhørende det. Han spillede terninger med børn i Artemistemplet i Efesos i stedet for at deltage i byens politiske liv. Og da han for alvor blev træt af menneskene, søgte han op i bjergene. En ting, som kendetegner bjergenes perspektiv, er, at tiden synes at blive ophævet, at man synes at komme tættere på det evige. Man kan se over store afstande. Man kan eksempelvis se to byer samtidig, som det ellers tager flere dages fodrejse at komme fra og til. Floden, som snor sig som en blå tråd i dalene, synes at være uforanderlig. Man kan ikke mere se vandet strømme eller de små bølger og skummet på overfladen. Man kan ikke se det lille menneske, som stiger ned i floden, og dermed heller ikke den forvandling, han påstås at have undergået den næste gang, han stiger ned i floden. Man er kommet på en sådan afstand af livet og verden, at universets ellers tilsyneladende evindelige forandring synes at være standset, eller at tiden synes at være gået i stå.

På den måde kommer Heraklit til at være en slags foregangsmand for så umiddelbart forskellige skikkelser som Edgar Allan Poe, Nietzsche, Kafka og de mytiske skikkelser den vandrende jøde og den flyvende hollænder, hvis personlige tid er ophævet. De levede og lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Note: Jeg tænker her på den Edgar Allan Poe, som skrev landskabsfortællingerne, En nedfart i malstrømmen, Arnheims rige og Landors hytte.

En nedfart i malstrømmen kan på en måde karakteriseres som en førsokratisk fortælling, som illustrerer Demokrits og Heraklits ideer. Malstrømmen som blotlægger universets tomme rum, hvor atomerne ellers normalt forestilles at befinde sig. Fiskeren som stiger ned i floden som en mand i sin bedste alder, men stiger op, stærkt ældet og svækket.

Arnheims rige og Landors hytte, som beskriver paradisiske steder, hvor tiden synes at være gået i stå.

Og jeg tænker på den Nietzsche, som på grund af sygdom også vandrede i bjergene og i samme ofte svært forståelige aforismer som Heraklit talte imod en uforanderlig verden, som Parmenides og senere Platon forestillede sig den.

Og endelig tænker jeg på den Kafka, som på grund af tuberkulose blev tvunget i eksil fra det menneskelige fællesskab, den Kafka som skrev aforismerne i de blå oktavhæfter og de til tider desperate udbrud i dagbøgerne. Stormløbet mod den allersidste jordiske grænse. Et forgæves forsøg på at transcendere tiden og rummet før dødens komme.

Morgenrødetorden

Morgenrødetorden

Morgenrødetorden. 

Dryppende hyldeblomster.

Sneglenes korstog.

Note: I går vågnede jeg ved, at det tordnede. Himlen var imidlertid ikke overskyet og mørk, som man umiddelbart ville have forventet det. Solen var på vej op med de orange og rødlige nuancer, den har, når den befinder sig nær horisonten. Da jeg senere cyklede på arbejde, var det holdt op med at regne. Det dryppede imidlertid stadigvæk fra træerne i det skovparti, jeg kom igennem, bl.a. fra hyldetræerne, som netop nu blomstrer. Jeg kørte zigzag mellem virvaret af snegle på cykelstien. Vinbjergsnegle. Røde og brune skovsnegle. Nogle var kørt over af tidligere cyklister. Det kan næppe undgås. Det lignede på en måde en slagmark med sammenkrøbne og uformelige menneskeskikkelser, sårede, døende, eller allerede døde.

Morgenrøde bruges om kulturens genfødsel. Torden opfattedes tidligere som Guds værk. Indtil for nylig var menneskene optaget af at forstå Guds vilje. Der var en nær forbindelse mellem den himmelske og jordiske sfære. Krige blev ført i Guds navn. Det enkelte menneske ønskede at leve i overensstemmelse med Guds plan. Men set fra et distanceret perspektiv synes det jordiske niveau hjemsøgt af forvirring. Der synes at være et misforhold mellem sfærerne. Jeg har i hvert fald ofte svært ved at finde meningen med tilværelsen. Hvor tordenvejr for mine forfædre var tegn på Guds nærvær, er det for mig snarere tegn på hans fravær.

I den konkrete natur er der imidlertid stadigvæk en sammenhæng mellem det himmelske og jordiske niveau. Regnen, som lokker sneglene frem. Sneglene, som er dybt afhængige af vand, havdyr som de oprindelig var. Træerne repræsenterer på en måde en formidlende og beskyttende tredje sfære, som forlænger regnvejret og holder på fugtigheden. Om ikke andet angiver hyldeblomsterne årstiden.

Sort forår. Floras mørke tvillingesøster

En erfaren sygeplejerske fortalte mig engang, at foråret er den sværeste tid for den ældre del af befolkningen. Lysets tilbagekomst og vegetationens spiring og blomstring kan virke voldsom på et menneske med fysisk og psykisk svækkelse. Det følgende brudstykke af en samtale, som jeg overhørte for nylig, blev imidlertid ført mellem to yngre mennesker. Jeg havde svært ved at følge A.s talestrøm. Det har derfor været nødvendigt at rekonstruere en del af ordene og sætningerne, hvilket muligvis forvansker den oprindelige mening. Hvem er det egentlig, der taler? Hvad er det egentlig, der siges? Jeg føler ofte, at vi, de efterladte, står med en samling fragmenter, som det ikke er muligt at samle til et forståeligt hele.

Floras mørke tvillingesøster

A.: ”Flora må have en mørk tvillingesøster, hvorfor skulle den efterladte ellers hvert forår drømme, at kastanjetræets blomster, når de springer ud, er sorte som skyggen i det hul, urnen med den elskedes aske blev sænket ned i mellem buksbomhække og perlestensstier? Hun går gennem det årstidsløse univers, som vinteren endte med at fortone sig til, denne sørgeklædte antitese til den italiske gudinde, idet hun bærer på et satanisk overflødighedshorn, som minder om en af industrialiseringens evigt rygende skorstene, og som bevirker, at hun efterlader sig tæpper af glødende helvedesblomster, for hvert skridt hun tager. End ikke storbyens menneskeskabte krystal klynge formår at holde hende ude. Fandens mælkebøtte skyder op af sårlignende revner i asfalten, og inden man får set sig om, står den i frø. Faldskærme, som bærer på frø af arvesynden, talrige som himlens stjerner, spredes for alle vinde. Finder uden mål og med vejen ad hvilken. Truer i sidste ende med at besmitte universets første have.

Vinteren har trods alt mådehold. De tilbageholdte farver. Den afklædte naturs karakter af skrift, jegets forsvarsmur mod noche oscura og terra incognita, to begreber, samme indhold, evigt voksende, trods vores pothos. Snekrystallerne, som ligner kyske blomster fra ideverdenen. De trives bedst i kulde ligesom forstandens tankekonstruktioner.

Men hvad kan meningen med Floras kaos være andet end helvedets kolonisation af de jordiske regioner? Ja, selv evigheden og dermed den efterladtes eventuelle genforening med den elskede synes at være truet. Der vokser skvalderkål rundt om himlens tomme tronstol.”

B.: ”Nej, nu må du holde op. Foråret er et ubetvivleligt gode.”

A. (forundret): ”Har du ikke hørt om de hedenske samfund, som ofrede al førstegrøde til krigsguden Mars? At foråret i vores affortryllede tid er højsæson for selvmord, er et ekko af ver sacrum.

De udvalgte bliver ikke ofret ved barbariske ritualer. Vi lader dem med lukkede døre og bortvendte rygge forstå at de er blevet overflødige. De på deres side laver ingen scener, pakker de gode minder og går bort med sænkede hoveder, endnu menneskelige, samfundets selvmyrdede. For den efterladte er syrenernes blomstring derfor ensbetydende med den elskedes migration til de mørklagte områder af menneskeslægtens kosmiske legeme.

Floras mørke tvillingesøster kommer til den efterladte i forårsnatten, bevidst om sin egen skønhed som Venus Kallipygos, men af ibenholt og med forvoksede ravnevinger. Hun sætter sig overskrævs på ham som en succubus. De stive fjer og bløde dun lukker sig om ham som et kistelåg. Sammen drømmer de om det sorte forår.”

Floras mange nuancer

Flora 1

Flora 2

Flora 3

Flora 4

Flora 5

Flora 6

Flora 7

Individ - en fabel

Individ. Frigjort fra slægten og de overleverede værdier.

Nogle hævder, at menneskeheden oprindeligt udgjordes af et kontinent af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. Det var ikke til at afgøre, hvor det ene medlem af kontinentet sluttede og det næste begyndte. Den unge mand talte med sin afdøde faders tunge og lyttede med sin endnu ikke fødte søns ører. Forsøgte man at skille den unge mand fra sin henholdsvis døde og endnu ikke fødte slægtning, begyndte han at skrige af smerte og bløde kontinentets blod ud af store spøgelsessår.

En dag, da filosofferne kedede sig, skar de ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte en ø, som de kaldte for INDIVID. Nogle hævder, at det skete med den samme kniv, som de ugen forinden havde slået Gud ihjel med. Den dag havde de tilsyneladende også kedet sig.

For at fejre deres tvivlsomme bedrift holdt filosofferne en fest i deres akademi. Der var som altid, når filosofferne holdt deres symposier, godt med drikkevarer. Vinen kom fra de fineste chateauer. Til gengæld var der ingen sandhed i den. Filosofferne hyldede sig selv som befriere.

”Vi har frisat individet,” sagde de. ”Vi har befriet det fra kulturen. Fra de overleverede værdier. Vi har skabt et universelt væsen, om hvilket det gælder, at det er op til det selv at skabe sine egne normer og værdier og sit eget livs mening. Det gudløse univers med dets planeter, måner, stjerner, galakser og galaksehobe venter skælvende på at blive erobret af det. Som vi har formet individet, vil individet forme universet.”

Filosofferne skålede med hinanden, fast besluttede på at drikke sig fra sans og samling, selvom nogle mente, at de allerede længe havde været det. Men inden de nåede at sætte de til randen fyldte glas til munden, tyssede filosoffernes konge på dem. Forsamlingen forstod på hans skælmske mine, at han nu skulle til at sige noget vittigt.

”Jeg vil give individet et mål,” sagde han med et underfundigt glimt i øjnene.

”Glimrende ide,” råbte forsamlingen og klappede.

Filosoffernes konge gik hen til det uformelige væsen, som filosofferne havde skåret ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte, og som indtil nu havde ligget i en blodig pøl midt på gulvet i akademiets festsal, og sagde:

”Jeg giver dig som livsopgave at blive et helt væsen!”

Forsamlingen ville igen til at bryde ud i bifald, men nogle pegede på det uformelige væsen og sagde: ”Se, individet forsøger at sige noget.”

Det var rigtigt nok. Det uformelige væsen forsøgte sandelig at åbne sin mund, som mest af alt lignede den sprække, som opstår, når man skærer i et stykke kalvelever. Filosoffernes konge lagde hånden bag øret og lænede sig frem for bedre at kunne høre. Resten af filosofferne fulgte hans eksempel. Endelig efter mange forgæves tilløb hviskede det uformelige væsen næppe hørligt til sine skabere:

”Hvordan kan I forlange, at jeg skal blive hel, når I har slået helheden ihjel for at skabe mig?”

Note: Fabelen refererer til berømte formuleringer af John Donne og Edmund Burke.

Tidligere indlæg om individ og fællesskab:

http://williamalexandermaanesoen.blogspot.dk/2014/05/fllesskab-individets-reduktion-eller.html

Fællesskab – individets reduktion eller ekspansion?

Leonardo skriver i sin traktat om malerkunsten følgende:

”Hvis du er alene, tilhører du helt dig selv. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, tilhører du kun halvt dig selv ...”

Selvom ordene er henvendt til en ung kunststuderende i et af renæssancens værksteder, er det svært at slutte andet end, at Leonardo også på det alment menneskelige plan opfatter fællesskabet som en reduktion af individet. Her er han på linje med mange moderne tænkere, som ser individets oprør mod fællesskabets normer og værdier og samfundets deraf følgende opsplitning i individer eller mindre samfund af individer (subkulturer) som noget positivt. Og det til trods for, at opsplitningen efterhånden har nået en sådan grad, at vi er ved at blive et samfund af forliste skæbner på hver sin øde ø. Jeg kunne nævne mange eksempler på denne i mine øjne for civilisationen bekymrende udvikling. Her vil jeg nøjes med det ene, at man i samfundsdebatten ofte hører vendingen, at et eller andet ”er en privat sag. Det skal samfundet overhovedet ikke blande sig i.” Som var debattøren Robinson Crusoe på vagt med sin muskedonner bag palisaderne, og vi andre, hans medborgere, potentielle kannibaler.

Fællesskab - individets reduktion eller ekspansion?

Selvom jeg selv er en repræsentant for den individualistiske kultur, får jeg lyst til at forsvare fællesskabet. Når mennesket oprindeligt har fundet sammen i mere eller mindre organiserede fællesskaber, så er det jo, fordi det enkelte menneske har svært ved at klare sig selv. Det, at vi samarbejder, gør jo, at det enkelte menneske får en masse muligheder, det ikke ville have haft, hvis det var helt alene. Set ud fra det perspektiv er fællesskabet en ekspansion af individet. Så med samme ret som Leonardo, men med det diametralt modsatte budskab af ham, kan man hævde følgende:

”Hvis du er alene, er du kun halvdelen af det, du kan være. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, har du mulighed for at blive hel, dvs. alt det, du kan være.”

Mennesket er aldrig alene, vil jeg endvidere hævde. Hvis det ikke er omgivet af de levende, så er det omgivet af de døde og de endnu ufødte. Og hvis det ikke er omgivet af de endnu ufødte, så er det omgivet af de døde. Leonardo førte lange samtaler med Vitruvius, når han selv mente, at han var alene. Han tilhørte aldrig helt sig selv.

Note: Oversættelsen af Leonardos citat er muligvis lidt fri. Citatet er oversat fra engelsk, hvor citatet findes i minimum to versioner, og da jeg ikke kender den oprindelige italienske ordlyd, er det svært at afgøre, hvilken en der er den mest korrekte. Den første sætning kan muligvis også oversættes som: ”Hvis du er alene, er du din egen mester.”

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet. – ”Det drømte univers er fuldt af trapper, det vågne af sorte huller,” sagde den spirituelle rejsende. ”Det er, som om det vertikale er en jordisk opfindelse. Kun et jordbundet menneske kan opfatte de nære omgivelser som en plan flade og lærkens himmelflugt som beskrivende z-aksen i et kartesisk koordinatsystem. I det univers, som astronomerne iagttager i deres teleskoper, er der ikke noget op og ned, er der ikke nogen retning, som skiller sig ud fra andre. Det kosmologiske princip gør det vertikale imaginært eller illusorisk. Det transcendente, eller lad os sige det rent ud, Guds bolig, er snarere bagved end oppe.”

Ruinmesteren. – Han ønsker at bygge en fremtidig tids templer, at udhugge statuer af en fremtidig tids guder. Den fremtidige tid, hvor solen kun synes at stige op. Natten tilhører fortiden. Han kæmper en heroisk kamp med skabelsen, men hvor fortidens arkitekter og billedhuggere skabte hele værker, skaber han kun ruiner og fragmenter. Allerede på skitsestadiet, ja allerede når templerne og statuerne for første gang træder anelsesfuldt frem i morgenrøden i hans indbildning, er de ruiner og fragmenter, som om de har været udsat for et jordskælv. Han er fortvivlet. Men hans venner ler kun ad hans fortvivlelse.

Den ene ven siger:

”Ruinen og fragmentet er det moderne menneskes skæbne. Det indre jordskælv, som ikke alene har lagt fortidens verden i ruiner, men også fremtidens, er vores præmis.”

Den anden ven siger:

”Jeg er dybt uenig. Fortidens verden står ikke i ruiner, og du min ven er ikke udsat for et af moderniteten forårsaget indre jordskælv, som gør, at du kun kan skabe ruiner og fragmenter. Jeg, som har set dine skitser, kan med sikkerhed sige: Du skaber ikke fragmenter og ruiner. Du skaber tværtimod hele værker. Men den fremtidige tids guder har ladet templerne og statuerne komme til dig i din indbildning i en sådan udformning, at de vil kunne modstå den fremtidige tids eventuelle jordskælv og syndfloder, ja måske endda hele den næsten uendelige nedfart i æonernes malstrøm, inden de skyller op i intakt tilstand på evighedens kyst.”

Fatum og fortuna

Fatum og fortuna. Skæbnen og tilfældet.

De døde synger salmer:

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Det var en tidlig aften på Père Lachaise Kirkegård efter lukketid – haven lukker, så vidt jeg ved, kl. 18.00. Ahasverus og Vanderdecken gik ad de brobelagte stier fordybet i samtale. Af og til standsede de ved et af gravstederne som for at tage det i nærmere øjesyn. Det var imidlertid alene samtalen, som forårsagede disse ophold på deres gåtur rundt på kirkegården. Deres øjne så tilsyneladende intet, optaget som deres hjerner var af at finde på nye argumenter og eksempler i deres indbyrdes diskussion.

”Det er da ikke naturlovene, som genererer den fortælling, som et menneskes liv kan siges at udgøres af,” sagde Ahasverus. ”Naturlovene sætter grænser for fortællingerne – mennesket kan eksempelvis ikke flyve ved egen kraft – men de genererer dem ikke.”

”Nej, men det gør mennesket selv,” sagde Vanderdecken.

”Det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Det enkelte menneske har eksempelvis ikke indflydelse på, at det fly, som det befinder sig på, om lidt vil forulykke. Jeg læste for nogle år siden om et nygift par, som ved begyndelsen af deres bryllupsrejse kom for sent til den flyafgang, de havde købt billetter til. Flyet forulykkede. Alle ombordværende døde. Parret fortsatte deres bryllupsrejse, nu ved hjælp af land- og søgående transportmidler, idet de af forståelige grunde undgik at flyve. Overalt, hvor de kom frem, vakte de opsigt på grund af deres eksalterede optræden og pludselige stemningsskift. Øjeblikke af ubeskrivelig lykkefølelse vekslede med øjeblikke af dyb eftertanke og en for omgivelserne uforståelig skyldfølelse over for de omkomne fra flyulykken.

”Hvordan kan vi tillade os at være glade, når de er døde?” spurgte de sig selv igen og igen.

Flyulykke. Overlevende og skyldfølelse.

En uge levede det nygifte par i denne tvivlsomme og sammensatte ekstase over, at de som ved et mirakel var undsluppet døden. Derpå omkom de i en togulykke. Det var, som om det var meningen, at de skulle dø, kunne den gennemsnitlige læser af de næsten enslydende notitser om det nygifte pars tragiske død i alverdens aviser ikke undgå andet end at tænke. Den første ulykke kunne tolkes som en tilfældighed. Den næste ikke. De romerske stoikere skelnede mellem fatum og fortuna. Fortuna er tilfældet. Det lunefulde tilfælde. Fatum er skæbnen. Den ufravigelige skæbne. Man kan sige, at det, at det nygifte par i første omgang undgik at omkomme i flyulykken, var et udtryk for, at fortuna for en kort stund overtrumfede fatum, som når månens skive dækker solens under en solformørkelse. At de alligevel kort tid efter omkom i en togulykke, var et udtryk for, at det normale styrkeforhold mellem fatum og fortuna genetableredes, som når solen under en solformørkelse igen begynder at træde frem fra månens silhouet for til sidst at genvinde sin altdominerende status på himlen. Man kan også sige, at livstråden slog en sidste ironisk løkke, inden den for altid slap op. Men det er i og for sig underordnet, hvilket navn man giver den fortælling, det enkelte menneske synes at være underlagt og ikke at have nogen indflydelse på. Der er et mønster, vil jeg hævde. Et mønster, som den enkelte ikke nødvendigvis selv er i stand til at tyde. Kongen, som er låst ude af sit slot, beskriver ved sin forgæves søgen rundt om søen den nøgle, han har tabt. Han ved det blot ikke selv. Det kræver et vist bevinget perspektiv at kunne se det. Det nygifte par tydede aldrig deres livs emblematiske figur. Det er måske et privilegium alene forbeholdt den vise olding på sit dødsleje at ane enhjørningen, babelstårnet eller malstrømmen.”

”Skæbnen er blot summen af alle menneskers handlinger,” sagde Vanderdecken. ”Men antallet af de menneskelige handlinger og de afledte effekter er så mange og så forgrenede, at det endnu ikke er muligt for os mennesker at analysere dem, og derfor slår vi det hele sammen og kalder det for skæbnen. Vi burde være klogere end vores forfædre.”

”Så hvis alle mennesker holdt op med at handle, ville der ingen fortællinger være?” spurgte Ahasverus.

”Ja,” sagde Vanderdecken.

”Men det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Tilbage ville være en lang venten på døden. Det er også en fortælling, måske den allermest grundlæggende fortælling som findes, hvortil de små fortællinger, mennesket selv tror at skabe, kun er påklistret.”

”Du er en gammel mand, Ahasverus,” sagde Vanderdecken. ”Med din skæbne er det måske forståeligt, at du kan mene således, men vi andre ...”

”I burde tænke ligeledes,” afbrød Ahasverus ham. ”Mit liv adskiller sig ikke grundlæggende fra jeres. Det er blot elongeret.”

”Det er utåleligt, sådan som du bliver ved med at fremture,” sagde Vanderdecken.

Til trods for dette vredesudbrud både åbnede og holdt Vanderdecken en af kirkegårdens porte for sin mere erfarne rejsekammerat. Landjordens og havenes evige vandringsmænd fortsatte deres diskussion, idet de forsvandt ud i Paris’ gulligt oplyste gader. Bag dem smækkede porten til de døde og deres salmesang i.

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Den strandede hval

1.

Den strandede hval ligger offentligt til skue. Mennesker står spredt i mindre grupper i en kreds om den. Jeg forestiller mig, hvad Caspar David Friedrich kunne have fået ud af motivet, med den evne han havde til at få sine symbolladede kosmiske landskaber til at klinge af tidligere verdners i dag næsten glemte betydninger.

Mennesker samlet om en strandet hval i andagt – som om de var en gudfrygtig menighed, som deltog i en gådefuld begravelsesceremoni under åben himmel for denne kæmpe skabning, deres fjerne slægtning fra havet, profeten Jonas’ undersøiske fængsel eller livmoder nummer to i tre dage og tre nætter, inden han blev genfødt som halvt menneske, halvt hval, som en apokryf version af myten vil det.

Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig. Virkeligheden er en helt anden. Stemningen på stranden er snarere munter end andagtsfuld. En far siger til sin søn:

”Det er en ung hval. Den forstod ikke at navigere. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.”

Den sidste sætning messer faderen og jeg i kor. Eller er det alene mig, som udtaler ordene? Endda med en ondskabsfuldt parodierende stemme, som faderen sandsynligvis ville have taget anstød af, hvis han ikke han havde haft hele sin opmærksomhed rettet mod hvalen. Lægger jeg i virkeligheden ordene i faderens mund, fordi min tekst som alle andre tekster har brug for en antagonist og den pluralisme, som antagonisten skaber med sin modsigelse af protagonisten?

2.

Han opfatter livet som en række af transitioner. Fødsel. Dåb. Konfirmation. Ægteskab. Faderskab. Alderdom. Og død, ikke som enden, men som den sidste synlige transition set fra det menneskelige, eller det jordiske perspektiv om man vil, hvilket gør ham til mystiker i en materialistisk tidsalder.

Men det er, som om et eller andet er gået galt i hans tilfælde. Hvor hans jævnaldrende har passeret, eller for at bruge hans eget foretrukne ord, transcenderet flere af de nævnte transitioner og nu befinder sig i et ubestemmeligt sted i manddommen mellem faderskab og alderdom eller faderskab og død, er det, som om han stadigvæk befinder sig i dåbens øjeblik. Dog har præsten og resten af de tilstedeværende forladt kirken, og døbefonten synes at strække sig helt ud til horisonten, som befandt han sig i et af verdenshavene.

Måske undrer nogen sig over, at han anvender ordet transcendere, men det er nu engang hans grundlæggende oplevelse, at de enkelte livsafsnit udgøres af autonome og separerede verdner, som det for den enkelte kan være uendeligt svært at finde overgangen eller passagen imellem, selvom det for majoriteten af menneskeheden tilsyneladende kan virke, som om overgangen foregår automatisk. Lad tiden gå, vil de fleste måske sige. Så vil overgangen fra det ene livsafsnit til det andet ske helt af sig selv. Men det frivilligt eller ufrivilligt aborterede foster fandt eksempelvis aldrig indgangen til livet. Og mytologiske skikkelser som Ahasverus, Vanderdecken og soldaten fra det russiske eventyr om soldaten, som fangede Døden i en sæk, fandt aldrig udgangen af livet. For ikke at tale om de myrdede, hvis mord er forblevet uopklarede. Folketroen vil, at de i skikkelse af spøgelser stadig færdes iblandt os levende, i håb om at de kan lede en af os til at opklare den forbrydelse, de har været udsat for, således at sejladsen over floden eller faldet gennem tunnelen med en fredelig eksistens i det hinsides som endemål bliver mulig. Og dermed er kun yderpunkterne i rækken af transitioner nævnt. Der er også den ensomme, som til sin store sorg aldrig fandt en livsledsagerske. Eller manden, som godt nok er gift, men som samtidig er ufrivilligt barnløs. For de to må henholdsvis ægteskabet og faderskabet forekomme som en uopnåelig anden verden.

Men tilbage til denne ikke nærmede definerede han, som er emnet for tekstens andet afsnit. Det er, som om han aldrig har forladt dåbens hav, som om han aldrig fandt en kyst for et oprejst liv. Han lever som en skibbruden. Træder vande. Han ængstes konstant for at regrediere, for at synke til bunds, for at hans legeme på vej ned i dybet skal svulme op til enorme dimensioner og at hans arme skal forvandle sig til luffer og hans ben forsvinde, for at han, når månen endelig engang med sin tyngde blotlægger havbunden og dermed bereder ham vejen til det forjættede land, som i grunden ikke betyder andet for ham end samvær med de mennesker, han i tidernes morgen mistede kontakten til, ikke mere deler udseende med menneskene, men er blevet en fremmed for dem. Langt borte skimter han kysten. Mennesker i form af små, tynde silhouetter går langs stranden, parate til at stimle sammen hvis der skulle ske noget uventet. At komme anstigende i denne kolossale forklædning, tænker han sørgmodigt. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.