Den strandede hval

1.

Den strandede hval ligger offentligt til skue. Mennesker står spredt i mindre grupper i en kreds om den. Jeg forestiller mig, hvad Caspar David Friedrich kunne have fået ud af motivet, med den evne han havde til at få sine symbolladede kosmiske landskaber til at klinge af tidligere verdners i dag næsten glemte betydninger.

Mennesker samlet om en strandet hval i andagt – som om de var en gudfrygtig menighed, som deltog i en gådefuld begravelsesceremoni under åben himmel for denne kæmpe skabning, deres fjerne slægtning fra havet, profeten Jonas’ undersøiske fængsel eller livmoder nummer to i tre dage og tre nætter, inden han blev genfødt som halvt menneske, halvt hval, som en apokryf version af myten vil det.

Men det er alt sammen noget, jeg forestiller mig. Virkeligheden er en helt anden. Stemningen på stranden er snarere munter end andagtsfuld. En far siger til sin søn:

”Det er en ung hval. Den forstod ikke at navigere. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.”

Den sidste sætning messer faderen og jeg i kor. Eller er det alene mig, som udtaler ordene? Endda med en ondskabsfuldt parodierende stemme, som faderen sandsynligvis ville have taget anstød af, hvis han ikke han havde haft hele sin opmærksomhed rettet mod hvalen. Lægger jeg i virkeligheden ordene i faderens mund, fordi min tekst som alle andre tekster har brug for en antagonist og den pluralisme, som antagonisten skaber med sin modsigelse af protagonisten?

2.

Han opfatter livet som en række af transitioner. Fødsel. Dåb. Konfirmation. Ægteskab. Faderskab. Alderdom. Og død, ikke som enden, men som den sidste synlige transition set fra det menneskelige, eller det jordiske perspektiv om man vil, hvilket gør ham til mystiker i en materialistisk tidsalder.

Men det er, som om et eller andet er gået galt i hans tilfælde. Hvor hans jævnaldrende har passeret, eller for at bruge hans eget foretrukne ord, transcenderet flere af de nævnte transitioner og nu befinder sig i et ubestemmeligt sted i manddommen mellem faderskab og alderdom eller faderskab og død, er det, som om han stadigvæk befinder sig i dåbens øjeblik. Dog har præsten og resten af de tilstedeværende forladt kirken, og døbefonten synes at strække sig helt ud til horisonten, som befandt han sig i et af verdenshavene.

Måske undrer nogen sig over, at han anvender ordet transcendere, men det er nu engang hans grundlæggende oplevelse, at de enkelte livsafsnit udgøres af autonome og separerede verdner, som det for den enkelte kan være uendeligt svært at finde overgangen eller passagen imellem, selvom det for majoriteten af menneskeheden tilsyneladende kan virke, som om overgangen foregår automatisk. Lad tiden gå, vil de fleste måske sige. Så vil overgangen fra det ene livsafsnit til det andet ske helt af sig selv. Men det frivilligt eller ufrivilligt aborterede foster fandt eksempelvis aldrig indgangen til livet. Og mytologiske skikkelser som Ahasverus, Vanderdecken og soldaten fra det russiske eventyr om soldaten, som fangede Døden i en sæk, fandt aldrig udgangen af livet. For ikke at tale om de myrdede, hvis mord er forblevet uopklarede. Folketroen vil, at de i skikkelse af spøgelser stadig færdes iblandt os levende, i håb om at de kan lede en af os til at opklare den forbrydelse, de har været udsat for, således at sejladsen over floden eller faldet gennem tunnelen med en fredelig eksistens i det hinsides som endemål bliver mulig. Og dermed er kun yderpunkterne i rækken af transitioner nævnt. Der er også den ensomme, som til sin store sorg aldrig fandt en livsledsagerske. Eller manden, som godt nok er gift, men som samtidig er ufrivilligt barnløs. For de to må henholdsvis ægteskabet og faderskabet forekomme som en uopnåelig anden verden.

Men tilbage til denne ikke nærmede definerede han, som er emnet for tekstens andet afsnit. Det er, som om han aldrig har forladt dåbens hav, som om han aldrig fandt en kyst for et oprejst liv. Han lever som en skibbruden. Træder vande. Han ængstes konstant for at regrediere, for at synke til bunds, for at hans legeme på vej ned i dybet skal svulme op til enorme dimensioner og at hans arme skal forvandle sig til luffer og hans ben forsvinde, for at han, når månen endelig engang med sin tyngde blotlægger havbunden og dermed bereder ham vejen til det forjættede land, som i grunden ikke betyder andet for ham end samvær med de mennesker, han i tidernes morgen mistede kontakten til, ikke mere deler udseende med menneskene, men er blevet en fremmed for dem. Langt borte skimter han kysten. Mennesker i form af små, tynde silhouetter går langs stranden, parate til at stimle sammen hvis der skulle ske noget uventet. At komme anstigende i denne kolossale forklædning, tænker han sørgmodigt. Der vil altid være nogle iblandt os, som ikke magter at blive voksne.