 |
| Individ. Frigjort fra slægten og de overleverede værdier. |
Nogle hævder, at menneskeheden oprindeligt udgjordes af et
kontinent af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. Det var ikke til at
afgøre, hvor det ene medlem af kontinentet sluttede og det næste begyndte. Den
unge mand talte med sin afdøde faders tunge og lyttede med sin endnu ikke fødte
søns ører. Forsøgte man at skille den unge mand fra sin henholdsvis døde og endnu
ikke fødte slægtning, begyndte han at skrige af smerte og bløde kontinentets blod
ud af store spøgelsessår.
En dag, da filosofferne kedede sig, skar de ud af
kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte en ø, som de kaldte
for INDIVID. Nogle hævder, at det skete med den samme kniv, som de ugen
forinden havde slået Gud ihjel med. Den dag havde de tilsyneladende også kedet
sig.
For at fejre deres tvivlsomme bedrift holdt filosofferne en
fest i deres akademi. Der var som altid, når filosofferne holdt deres symposier,
godt med drikkevarer. Vinen kom fra de fineste chateauer. Til gengæld var der ingen
sandhed i den. Filosofferne hyldede sig selv som befriere.
”Vi har frisat individet,” sagde de. ”Vi har befriet det fra
kulturen. Fra de overleverede værdier. Vi har skabt et universelt væsen, om hvilket
det gælder, at det er op til det selv at skabe sine egne normer og værdier og
sit eget livs mening. Det gudløse univers med dets planeter, måner, stjerner,
galakser og galaksehobe venter skælvende på at blive erobret af det. Som vi har
formet individet, vil individet forme universet.”
Filosofferne skålede med hinanden, fast besluttede på at
drikke sig fra sans og samling, selvom nogle mente, at de allerede længe havde
været det. Men inden de nåede at sætte de til randen fyldte
glas til munden, tyssede filosoffernes konge på dem. Forsamlingen
forstod på hans skælmske mine, at han nu skulle til at sige noget vittigt.
”Jeg vil give individet et mål,” sagde han med et
underfundigt glimt i øjnene.
”Glimrende ide,” råbte forsamlingen og klappede.
Filosoffernes konge gik hen til det uformelige væsen, som filosofferne
havde skåret ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte,
og som indtil nu havde ligget i en blodig pøl midt på gulvet i akademiets
festsal, og sagde:
”Jeg giver dig som livsopgave at blive et helt væsen!”
Forsamlingen ville igen til at bryde ud i bifald, men nogle pegede
på det uformelige væsen og sagde: ”Se, individet forsøger at sige noget.”
Det var rigtigt nok. Det uformelige væsen forsøgte sandelig
at åbne sin mund, som mest af alt lignede den sprække, som opstår, når man
skærer i et stykke kalvelever. Filosoffernes konge lagde hånden bag øret og
lænede sig frem for bedre at kunne høre. Resten af filosofferne fulgte hans
eksempel. Endelig efter mange forgæves tilløb hviskede det uformelige væsen næppe
hørligt til sine skabere:
”Hvordan kan I forlange, at jeg skal blive hel, når I har slået
helheden ihjel for at skabe mig?”
Note: Fabelen refererer til berømte formuleringer af John
Donne og Edmund Burke.
Tidligere indlæg om individ og fællesskab:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar