De vildfarne bejlere – et essaydigt

Han kender navnene på stjernebillederne og spejder gerne efter dem på stjerneklare nætter, selvom byens kunstige belysning gør dem utydelige. Navnene på gaderne og deres indbyrdes beliggenhed i bydelen, hvor han bor, har han imidlertid kun en tåget forestilling om. Han er derfor ikke til meget hjælp, når en vildfaren bejler spørger om vej til den elskedes hus. Det viser sig næsten altid at være en adresse kun et stenkast fra hans egen, når han efterfølgende studerer det labyrintiske net af gader og pladser på kortet over byen. Der er endnu ikke en, som har spurgt ham om vej til stjernerne.

Hans valgsprog kunne være: Anelse om det nære. Vished om det fjerne.

Valgsprog er imidlertid ikke en dækkende betegnelse. Det er noget, som er blevet ham påtvunget som et menneske dets langsynethed.

Han ville gerne kunne vejlede den vildfarne bejler til den elskedes hus. Eller nej, det ville han alligevel ikke, men af og til føler han et sug i maven over de mange kærlighedens løse ender, der tilsyneladende ikke kan samles og bindes, sin broders mangelfulde hyrde som han er. Ja, det er, som om dyrekredsens stjerner forvandles til evigt brændende krematorieovne for menneskeslægtens kærlighedsminder, og at han selv – med hjertet som afgud – sendes ud på en tvivlsom færd i malstrømmen af de vildfarne bejleres fodspor stadigt tættere ind mod ruinen af Babelstårnet, i hvis nederste etager kentauriden Hylonome sørger over sine tab. Kærlighed er et fald ned i et andet menneske. Den elskede slår rødder i ens agerjord. Tusindårsskoven grønnes.

Hans problem er det dybt religiøse menneskes problem. Eremittens problem. Forestillingen om Gud (eller set ud fra et mere alment menneskeligt synspunkt: den livslange søgen efter livets mening) fylder hele hans verden. Der er en himmelstræbende søjle mellem ham og omverdenen. Han kan ikke se sin næste for Gud. Eller rettere: Han kan ikke se sin næste for den enorme skygge, Gud kaster.

Hans omgivelser siger, at han lever under det omvendte perspektivs forbandelse: At det fjerne virker umådeligt stort. At det nære virker umådeligt småt.

Således forholder det sig ikke for andre, belærer man ham med løftet pegefinger om. Den elskede dækker med sin himmelvendte hånd eksempelvis nemt Krebsen, på samme måde som den jordiske kærlighedsstats brødre og søstre bærer ham på hænder og fødder fra vugge til grav.

Han forveksler med andre ord centrum med periferi. Men hvordan det stiller ham og de vildfarne bejlere og de forgæves ventende elskede i et univers, der som bekendt er at ligne med en uendelig sfære, hvor centrummet er alle steder og omkredsen ingen steder, ved han ikke.