Den elskedes hus

Jeg drømte, at jeg var indbrudstyv i den elskedes tomme hus. Grådigt smed jeg hendes smykker, gamle kærlighedsbreve og snavsede undertøj fra vaskekurven ned i min medbragte vadsæk.

Med ét blev en nøgle sat i hoveddørens lås, og et øjeblik efter – flugt var ikke en mulighed – blev der tændt lys i værelset, hvor jeg med alle muskler spændte var i færd med min skændige handling. Den elskede stod i døråbningen og så forfærdet på mig. Hendes læber bevægede sig, som om hun talte alvorligt til mig, men enten var hun blevet stum siden det forfærdelige øjeblik, hvor vi for altid havde taget afsked med hinanden, eller også var jeg blevet midlertidigt døv, for jeg kunne ikke opfatte et eneste af hendes ord.

For første gang så jeg mig nærmere om i værelset, som jeg indtil da kun havde set i det flakkende skær fra min stavlygte, men som nu var oplyst som det kapel på månen, hvor bedemanden og den efterladte i fællesskab iklæder det skyggeløse legeme dets kæreste sæt tøj, inden de sender den hvide kiste ind i solens åbentstående krematorieovn. Mit blik vandrede fra den ene anomali til den næste.

På gulvet lå en rotte mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den lå i en ligpose. Ned fra loftet hang en flagermus ligeledes mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den havde brudekjole på. Og ud af de tomme øjenhuler på den elskede kom de edderkopper, som man måtte formode var ophavsmændene til den kunstfærdigt udførte ligpose og brudekjole, kravlende frem, idet de tilsyneladende så sig spejdende omkring nord-syd-øst-vest efter nye projekter. De forenede i ét væsen menneskets uudslukkelige erobringstrang og dyrets indadvendte sans for kunsthåndværk. De øverste etager af Babelstårnet blev som bekendt spundet af edderkopper.

Jeg indså da, at jeg ved en fejl var brudt ind i den udgave af den elskedes hus, som er beliggende i de nedre regioner af Plutonion.

De dødes verden er en næsten eksakt kopi af de levendes. Kun nogle få gruopvækkende detaljer som de nævnte adskiller verdnerne. Det er derfor, at nogle mennesker er bange for at dø, og andre for, at de allerede er det.

I en gammel civilisation som vores udviskes skellene mellem verdnerne. Der er tæt trafik i grænselandet. De døde besøger de levende. Og omvendt. Nogle farer som jeg vild. Jeg har sågar hørt om døde, som genoptog deres vante liv blandt de levende uden, at nogen bemærkede det.