 |
| Slap de endelig fri af samsara? |
To omflakkende måger opsluges af den disede himmels
uendelige bug. Slap de endelig fri af samsara?
De falmende kastanjetræer forvandler Søerne til kar fyldt
med blod. Det ligner scenen for et folkemord, men de rullende kameraer og de
selvforelskede journalister foran dem mangler, så det kan ikke være
virkelighed. Det er nok bare efteråret, som har gjort sit indtog i Indre By.
Jeg sammenligner to afrevne fingre fra kastanjetræernes tusindvis
af fremstrakte hænder. Jo mere visne de er, jo mere intens synes deres blodrøde
farve at fremstå. Jeg ser for mit indre blik Isenheimeralterets krampagtigt opadvendte
håndflader. ”Dine sår er vores. Vores sår er dine,” hvisker jeg bevæget, mens
de to måger fra før med en hånlig latter atter gør deres entre i illusionernes
rige. Hermed synes muligheden for antropomorfisme heldigvis også opbrugt.
Kastanjetræernes frugter, som fremhæves på baggrund af de i
retfærdighedens navn mere rustrøde end blodrøde trækroner, minder mig både af
farve og størrelse om limefrugter. Jeg får lyst til et glas limonade, men
bliver straks brødebetynget over min tropiske digression og forsøger at
genindtræde i rollen som rystet vidne til naturens død i den nordlige
tempererede klimazone.
Jeg kan godt lide de grønne frugters pigge. Det fortæller,
at naturen værner om noget på en gang sårbart og værdifuldt. Tænk, hvis
menneskenes drømme på samme måde var indkapslet i en pigget skål. Så ville
verden se meget anderledes ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar