Alt har en ende, selv novembers vidtforgrenede gangsystemer.
Jeg mødes med Minotauros i mørkets inderste kammer. Det minder om et værtshus i
den angelsaksiske stil, hvor alle samfundslag mødes. Vi er imidlertid de eneste
gæster, jeg og vanskabningen fra Knossos. Ud gennem de tonede ruder kan vi
skimte universet i form af en langsom drejende labyrint. Det er lige ved, at vi
kan høre de lysår store tandhjul □□□□□□□
Ak, hvilket trist syn at se jordens folkeslag fare vild i deres egne tankekonstruktioner □□□□□□□
Reformationer, revolutioner og krige □□□□□□□
Jeg græder over det enkelte menneskes tragiske skæbne. For
civilisationerne og deres □□□□□□□ føler jeg intet. □□□□□□□
□□□□□□□
Det er det indre af Schopenhauers Slot. □□□□□□□
Det er det stille punkt, den digtende bevidstheds væksthus. Her
er ingen tid, intet rum og ingen kausalitet. Som den ene tænker påstår, og som
den anden tænker påstår alligevel kun er illusioner, som det ene førbabelske
sprog eller de mange efterbabelske variationer over dette har skabt. □□□□□□□
M. og jeg får two pints of lager.
Jeg væmmes ikke mere over hans konstant erigerede penis og
den animalske lugt fra hans armhuler og skridt. Han er alt det, jeg ikke er,
og jeg er alt det, han ikke er. Min skygges skygge må jo være mig selv. Når vi
lægger arm, er det logos og eros, som brydes, om end ingen af os er lydefrie
inkarnationer. Vi er to kompletterende tvillinger.
Kærlighedsprojektet er skrinlagt. Ligesom nogle mennesker
fødes uden arme eller ben, blev jeg i tidernes morgen åbenbart skabt uden en
anden halvdel.
Det er 30. november 2014. Universets mørke, sataniske mølle
maler videre. Verdensgådens løsning har aldrig syntes længere borte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar