Det er, som om det indre ikke er det ydres centrum, men dets
periferi. Det gudhengivne menneskes himmelstræbende søjle står jo heller ikke i
domkirken eller på rådhuspladsen, men i den omgivende ødemark. Om ikke altid,
så forholder det sig i hvert fald således i dag, hvor den disede himmel hænger
som draperede stoffer ned over min tunnelfærd gennem verden, og støvregnens
nåle printer et gammelt univers’ ikke mere dechifrerbare meddelelse på mit
ansigt og mine hænder. Sjælene flakker sammen med de overvintrende fugle om i
de sorte, bladløse skove. Legemerne – forladt af deres indre som et udplyndret
gravkammers tomme sarkofager – sidder og arbejder bag computerskærmene i hovedstadens
kunstigt oplyste midte. Fyraften bringer ingen genforening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar