Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet. – ”Det drømte univers er fuldt af trapper, det vågne af sorte huller,” sagde den spirituelle rejsende. ”Det er, som om det vertikale er en jordisk opfindelse. Kun et jordbundet menneske kan opfatte de nære omgivelser som en plan flade og lærkens himmelflugt som beskrivende z-aksen i et kartesisk koordinatsystem. I det univers, som astronomerne iagttager i deres teleskoper, er der ikke noget op og ned, er der ikke nogen retning, som skiller sig ud fra andre. Det kosmologiske princip gør det vertikale imaginært eller illusorisk. Det transcendente, eller lad os sige det rent ud, Guds bolig, er snarere bagved end oppe.”

Ruinmesteren. – Han ønsker at bygge en fremtidig tids templer, at udhugge statuer af en fremtidig tids guder. Den fremtidige tid, hvor solen kun synes at stige op. Natten tilhører fortiden. Han kæmper en heroisk kamp med skabelsen, men hvor fortidens arkitekter og billedhuggere skabte hele værker, skaber han kun ruiner og fragmenter. Allerede på skitsestadiet, ja allerede når templerne og statuerne for første gang træder anelsesfuldt frem i morgenrøden i hans indbildning, er de ruiner og fragmenter, som om de har været udsat for et jordskælv. Han er fortvivlet. Men hans venner ler kun ad hans fortvivlelse.

Den ene ven siger:

”Ruinen og fragmentet er det moderne menneskes skæbne. Det indre jordskælv, som ikke alene har lagt fortidens verden i ruiner, men også fremtidens, er vores præmis.”

Den anden ven siger:

”Jeg er dybt uenig. Fortidens verden står ikke i ruiner, og du min ven er ikke udsat for et af moderniteten forårsaget indre jordskælv, som gør, at du kun kan skabe ruiner og fragmenter. Jeg, som har set dine skitser, kan med sikkerhed sige: Du skaber ikke fragmenter og ruiner. Du skaber tværtimod hele værker. Men den fremtidige tids guder har ladet templerne og statuerne komme til dig i din indbildning i en sådan udformning, at de vil kunne modstå den fremtidige tids eventuelle jordskælv og syndfloder, ja måske endda hele den næsten uendelige nedfart i æonernes malstrøm, inden de skyller op i intakt tilstand på evighedens kyst.”