”Hvis du er alene, tilhører du helt dig selv. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, tilhører du kun halvt dig selv ...”
Selvom ordene er henvendt til en ung kunststuderende i et af
renæssancens værksteder, er det svært at slutte andet end, at Leonardo også på
det alment menneskelige plan opfatter fællesskabet som en reduktion af
individet. Her er han på linje med mange moderne tænkere, som ser individets
oprør mod fællesskabets normer og værdier og samfundets deraf følgende
opsplitning i individer eller mindre samfund af individer (subkulturer) som
noget positivt. Og det til trods for, at opsplitningen efterhånden har nået en
sådan grad, at vi er ved at blive et samfund af forliste skæbner på hver sin
øde ø. Jeg kunne nævne mange eksempler på denne i mine øjne for civilisationen bekymrende
udvikling. Her vil jeg nøjes med det ene, at man i samfundsdebatten ofte hører
vendingen, at et eller andet ”er en privat sag. Det skal samfundet overhovedet ikke
blande sig i.” Som var debattøren Robinson Crusoe på vagt med sin muskedonner
bag palisaderne, og vi andre, hans medborgere, potentielle kannibaler.
Fællesskab - individets reduktion eller ekspansion? |
”Hvis du er alene, er du kun halvdelen af det, du kan være. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, har du mulighed for at blive hel, dvs. alt det, du kan være.”
Mennesket er aldrig alene, vil jeg endvidere hævde. Hvis det
ikke er omgivet af de levende, så er det omgivet af de døde og de endnu ufødte.
Og hvis det ikke er omgivet af de endnu ufødte, så er det omgivet af de døde.
Leonardo førte lange samtaler med Vitruvius, når han selv mente, at han var
alene. Han tilhørte aldrig helt sig selv.
Note: Oversættelsen af Leonardos citat er muligvis lidt fri.
Citatet er oversat fra engelsk, hvor citatet findes i minimum to versioner, og da
jeg ikke kender den oprindelige italienske ordlyd, er det svært at afgøre,
hvilken en der er den mest korrekte. Den første sætning kan muligvis også
oversættes som: ”Hvis du er alene, er du din egen mester.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar