Fatum og fortuna

Fatum og fortuna. Skæbnen og tilfældet.

De døde synger salmer:

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Det var en tidlig aften på Père Lachaise Kirkegård efter lukketid – haven lukker, så vidt jeg ved, kl. 18.00. Ahasverus og Vanderdecken gik ad de brobelagte stier fordybet i samtale. Af og til standsede de ved et af gravstederne som for at tage det i nærmere øjesyn. Det var imidlertid alene samtalen, som forårsagede disse ophold på deres gåtur rundt på kirkegården. Deres øjne så tilsyneladende intet, optaget som deres hjerner var af at finde på nye argumenter og eksempler i deres indbyrdes diskussion.

”Det er da ikke naturlovene, som genererer den fortælling, som et menneskes liv kan siges at udgøres af,” sagde Ahasverus. ”Naturlovene sætter grænser for fortællingerne – mennesket kan eksempelvis ikke flyve ved egen kraft – men de genererer dem ikke.”

”Nej, men det gør mennesket selv,” sagde Vanderdecken.

”Det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Det enkelte menneske har eksempelvis ikke indflydelse på, at det fly, som det befinder sig på, om lidt vil forulykke. Jeg læste for nogle år siden om et nygift par, som ved begyndelsen af deres bryllupsrejse kom for sent til den flyafgang, de havde købt billetter til. Flyet forulykkede. Alle ombordværende døde. Parret fortsatte deres bryllupsrejse, nu ved hjælp af land- og søgående transportmidler, idet de af forståelige grunde undgik at flyve. Overalt, hvor de kom frem, vakte de opsigt på grund af deres eksalterede optræden og pludselige stemningsskift. Øjeblikke af ubeskrivelig lykkefølelse vekslede med øjeblikke af dyb eftertanke og en for omgivelserne uforståelig skyldfølelse over for de omkomne fra flyulykken.

”Hvordan kan vi tillade os at være glade, når de er døde?” spurgte de sig selv igen og igen.

Flyulykke. Overlevende og skyldfølelse.

En uge levede det nygifte par i denne tvivlsomme og sammensatte ekstase over, at de som ved et mirakel var undsluppet døden. Derpå omkom de i en togulykke. Det var, som om det var meningen, at de skulle dø, kunne den gennemsnitlige læser af de næsten enslydende notitser om det nygifte pars tragiske død i alverdens aviser ikke undgå andet end at tænke. Den første ulykke kunne tolkes som en tilfældighed. Den næste ikke. De romerske stoikere skelnede mellem fatum og fortuna. Fortuna er tilfældet. Det lunefulde tilfælde. Fatum er skæbnen. Den ufravigelige skæbne. Man kan sige, at det, at det nygifte par i første omgang undgik at omkomme i flyulykken, var et udtryk for, at fortuna for en kort stund overtrumfede fatum, som når månens skive dækker solens under en solformørkelse. At de alligevel kort tid efter omkom i en togulykke, var et udtryk for, at det normale styrkeforhold mellem fatum og fortuna genetableredes, som når solen under en solformørkelse igen begynder at træde frem fra månens silhouet for til sidst at genvinde sin altdominerende status på himlen. Man kan også sige, at livstråden slog en sidste ironisk løkke, inden den for altid slap op. Men det er i og for sig underordnet, hvilket navn man giver den fortælling, det enkelte menneske synes at være underlagt og ikke at have nogen indflydelse på. Der er et mønster, vil jeg hævde. Et mønster, som den enkelte ikke nødvendigvis selv er i stand til at tyde. Kongen, som er låst ude af sit slot, beskriver ved sin forgæves søgen rundt om søen den nøgle, han har tabt. Han ved det blot ikke selv. Det kræver et vist bevinget perspektiv at kunne se det. Det nygifte par tydede aldrig deres livs emblematiske figur. Det er måske et privilegium alene forbeholdt den vise olding på sit dødsleje at ane enhjørningen, babelstårnet eller malstrømmen.”

”Skæbnen er blot summen af alle menneskers handlinger,” sagde Vanderdecken. ”Men antallet af de menneskelige handlinger og de afledte effekter er så mange og så forgrenede, at det endnu ikke er muligt for os mennesker at analysere dem, og derfor slår vi det hele sammen og kalder det for skæbnen. Vi burde være klogere end vores forfædre.”

”Så hvis alle mennesker holdt op med at handle, ville der ingen fortællinger være?” spurgte Ahasverus.

”Ja,” sagde Vanderdecken.

”Men det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Tilbage ville være en lang venten på døden. Det er også en fortælling, måske den allermest grundlæggende fortælling som findes, hvortil de små fortællinger, mennesket selv tror at skabe, kun er påklistret.”

”Du er en gammel mand, Ahasverus,” sagde Vanderdecken. ”Med din skæbne er det måske forståeligt, at du kan mene således, men vi andre ...”

”I burde tænke ligeledes,” afbrød Ahasverus ham. ”Mit liv adskiller sig ikke grundlæggende fra jeres. Det er blot elongeret.”

”Det er utåleligt, sådan som du bliver ved med at fremture,” sagde Vanderdecken.

Til trods for dette vredesudbrud både åbnede og holdt Vanderdecken en af kirkegårdens porte for sin mere erfarne rejsekammerat. Landjordens og havenes evige vandringsmænd fortsatte deres diskussion, idet de forsvandt ud i Paris’ gulligt oplyste gader. Bag dem smækkede porten til de døde og deres salmesang i.

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”