Decemberfantasmagori

Vinteren marcherer som en fremmed besættelsesmagt i byens gader. Jeg er med i modstandsbevægelsen.

Jeg gemmer sommeren i min lille lejlighed. Hun læser adspredt i de mange bøger i reolerne, som dækker væggene det stille sted i universet, hvor jeg har valgt at begynde forfra igen og igen, især Don Quixote som hun foregiver at le hjerteligt af.

Hendes kemisk behandlede ansigt er en gåde, skabt som det synes at være af tusind og et sørgeslør. Intet kan imidlertid skjule, at også hun har måttet give slip på de bortvandrende skygger i Plutonions dyb.

Vi er som to bortkomne brikker fra to indbyrdes meget forskellige puslespil, som opbevares i hver sin aflåste villa, og som ingen mere ved, hvad forestiller.

Der sker imidlertid tilsyneladende et kærlighedens mirakel – eller er det blot et kuldskært menneskes fantasmagori?

Litteraturen vækkes til live omkring os. De fantastiske fortællinger slår rødder i vores hjerter. De trykte sider grønnes i fuldmånens skær. Ordene dufter af regnvåde syrenbuske og hyldetræer. De indespærrede fugle i mit vækkeur og min mobiltelefon sprænger deres elektroniske bur. De synger, som andre nattergale, gøge og ugler før dem sang i min barndoms tabte skov.

”Hvis ikke,” hvisker jeg i den elskedes øres afgrund. ”Hvis ikke frostens hemmelige politi inden da har adskilt os i vores ellers til opstandelsen varende favntag, agter jeg at fejre sankthansaften den 24. december.”