Kamæleonen, floden og bjergene

Kamæleonen, floden og bjergene

Aforisten taler i aforismer. Hvad andet kunne man forvente, havde jeg nær sagt. Det er tilsyneladende umuligt for aforisten at udlægge sine egne aforismer. Beder man om en forklaring, fremsiger han blot endnu en aforisme. Og så er man lige vidt, for ikke at sige endnu værre stillet end før, for nu har man ikke alene en, men to gådefulde aforismer at tyde. Derfor har jeg trods mine ringe kundskaber ud i fortolkningens kunst påtaget mig at være aforistens fortolker. Jeg ser mig selv som den lille hollandske dreng, som på vej til skole stak fingeren i diget, som var sprunget læk. Mit mål er i første omgang ikke at lære nyt, men at begrænse kaos. Så længe jeg taler, tier aforisten.

Aforisten sagde:

Tiden er en hård dommer for alle andre end den menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve.

Jeg tror, at aforisten med den menneskelige kamæleon refererer til den fantastiske genskrivning af den bibelske skabelsesmyte i renæssancens ånd i begyndelsen af Pico della Mirandolas lille bog ”Om menneskets værdighed”. Ellers tror jeg, at udbruddet handler om, at aforisten synes, at det er svært at skrive noget af varig betydning. Verden synes at være i evig bevægelse. Den faste overbevisning, man havde for nogle år siden, har udviklingen for længst dementeret. Den fremstår som en anakronisme. Den kan endda have noget ufrivilligt komisk over sig som en nærliggende fortids tøjmode og frisure. Hvad gør man så, hvis man vil tale eller skrive autentisk? Enten må man blive en evig opportunist som den ovenfor nævnte menneskelige kamæleon. En ny tid, en ny farve. Med gårsdagens positioner glemt den næste dag (det er blot svært, fordi de er tilgængelige som skrift). Eller også må man søge tilbage til den enkle, men gådefulde måde at udtrykke sig på, som nogle af filosofferne og profeterne i aksetiden benyttede sig af, f.eks. Heraklit fra Efesos. De bedste af hans aforismer citeres hver eneste dag verden over her 2.500 år efter. Og de, som hører dem for første gang, forundres i samme grad som tidligere generationer over deres dybsindighed. Heraklit taler med andre ord ikke til en tid, men til alle tider.

Aforisten sagde:

Verden er en verden af verdener. Han lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Jeg tror ikke, at udsagnet er møntet på ham, men jeg kommer igen til at tænke på Heraklit. Det var hans opfattelse – i hvert fald ifølge traditionen – at hans medmennesker levede i et univers under evig forandring. Men jeg tror ikke, at han opfattede sig selv som tilhørende det. Han spillede terninger med børn i Artemistemplet i Efesos i stedet for at deltage i byens politiske liv. Og da han for alvor blev træt af menneskene, søgte han op i bjergene. En ting, som kendetegner bjergenes perspektiv, er, at tiden synes at blive ophævet, at man synes at komme tættere på det evige. Man kan se over store afstande. Man kan eksempelvis se to byer samtidig, som det ellers tager flere dages fodrejse at komme fra og til. Floden, som snor sig som en blå tråd i dalene, synes at være uforanderlig. Man kan ikke mere se vandet strømme eller de små bølger og skummet på overfladen. Man kan ikke se det lille menneske, som stiger ned i floden, og dermed heller ikke den forvandling, han påstås at have undergået den næste gang, han stiger ned i floden. Man er kommet på en sådan afstand af livet og verden, at universets ellers tilsyneladende evindelige forandring synes at være standset, eller at tiden synes at være gået i stå.

På den måde kommer Heraklit til at være en slags foregangsmand for så umiddelbart forskellige skikkelser som Edgar Allan Poe, Nietzsche, Kafka og de mytiske skikkelser den vandrende jøde og den flyvende hollænder, hvis personlige tid er ophævet. De levede og lever på tærsklerne mellem universer under fødsel og universer under død.

Note: Jeg tænker her på den Edgar Allan Poe, som skrev landskabsfortællingerne, En nedfart i malstrømmen, Arnheims rige og Landors hytte.

En nedfart i malstrømmen kan på en måde karakteriseres som en førsokratisk fortælling, som illustrerer Demokrits og Heraklits ideer. Malstrømmen som blotlægger universets tomme rum, hvor atomerne ellers normalt forestilles at befinde sig. Fiskeren som stiger ned i floden som en mand i sin bedste alder, men stiger op, stærkt ældet og svækket.

Arnheims rige og Landors hytte, som beskriver paradisiske steder, hvor tiden synes at være gået i stå.

Og jeg tænker på den Nietzsche, som på grund af sygdom også vandrede i bjergene og i samme ofte svært forståelige aforismer som Heraklit talte imod en uforanderlig verden, som Parmenides og senere Platon forestillede sig den.

Og endelig tænker jeg på den Kafka, som på grund af tuberkulose blev tvunget i eksil fra det menneskelige fællesskab, den Kafka som skrev aforismerne i de blå oktavhæfter og de til tider desperate udbrud i dagbøgerne. Stormløbet mod den allersidste jordiske grænse. Et forgæves forsøg på at transcendere tiden og rummet før dødens komme.