Nu, hvor alle efterårene står i kø

Udsigt fra mit vindue

Nu, hvor alle efterårene står i kø, det tilkommende og de forbigangne, og jeg går mellem verdenerne som en cirkusartist på en line udspændt mellem faldende blade og trækkende fugle, er det, som om arrene på mit ansigt og min krop vokser og vokser som kærlighedserklæringerne på de gamle bøgetræers bark, for at jeg aldrig mere skal kunne glemme smerten.

Hvorfor tier syndefaldsmyten om de første faldne menneskers ar (uklart, som det er, om de opstod på grund af fortæringen af kundskabens giftige frugt eller kerubernes lynende flammesværd)? Hvorfor tier præsterne om den ætsende effekt af korstegnelsen og det indviede vand? Ar på ar på ar. Vi, de døbte, er ikke andet. Ar. Stakkels nyfødte barn, om end det måtte være en gammel sjæl steget op af Lethe. Med dåbens ar møder vi det levede livs ar. Guds skrift, som den enfoldige måske eller måske ikke udlægger dem som. De af den til enhver tid herskende ideologis tilføjede og langsomt helende sår efter piskes flettede snerter og tjørnekroner. Herre, jeg vil drikke mig fuld i din torturs kalke. Tro mig, jeg vil være alkoholikernes alkoholiker til tidens ende. Harmagedonerne, hvad end det måtte betyde. Verdenernes undergang. Bemærk: Alt er i flertal. Det er mit lille digts pointe. Død over imperierne.

En dæmon blandt dæmonernes uendelige ordener udbryder pludselig: ”Legion, legemerne er klogere end sjælene.”

Jeg, et jeg blandt alle jegerne, nikker og supplerer: ”Efterårene er klogere end forårene.”