Om Kanaljens, Kafka og øksen til den tilfrosne sø i os

Kanaljens.dk er en spændende hjemmeside, hvor hovedvægten er lagt på omtale af de bøger, hjemmesidens forfatter har læst. Her bliver man på en både kyndig og personlig måde introduceret til forfattere som Umberto Eco, Milan Kundera og Saint-Exupéry — og fiktive væsner som Den Lille Prins, Peter Plys og Jonathan Havmåge. (Midt blandt alle disse litterære sværvægtere er der også blevet plads til en rosende omtale af min blog, hvilket jeg naturligvis er dybt beæret over). Hjemmesiden er med andre ord et godt sted at få inspiration til fremtidig læsning.

De fleste mennesker har det til fælles, at de er læsere. Når man kommer ind i en togkupé er der i hvert fald mange, der sidder fordybet i en avis eller en bog. Det kan man godt blive lidt fascineret af, når man som jeg er lidt af en hverdagsspion. Hvad er det egentlig, der foregår mellem den blege sorthårede pige og den nygotiske roman, om vampyrer og varulve, hun er i færd med at læse? Hvad er det egentlig, der er på færde?

En af de store forfattere i det tyvende århundrede, Franz Kafka, som i parentes bemærket også var en ivrig læser, har måske et bud på det. På Kanaljens.dk er der gengivet et berømt citat af ham, om det læsning af bøger i hans øjne ideelt set bør være. Her udtaler han, at en bog bør være øksen til den tilfrosne sø i os.¹

Kafkas forestilling om en tilfrossen sø inden i os får mig uvilkårligt til at tænke på Dantes fremstilling af helvede, hvor Satan som en frygtindgydende bevinget dæmon, i den niende og nederste kreds af helvedesskakten, sidder lænket til brystet af isen i den tilfrosne flod Kokytos, som snarere end en flod er fremstillet som en sø.

Måske sidder der også en indre dæmon² lænket i isen i den tilfrosne sø, som Kafka forestiller sig, at vi har inden i os? Og når vi så en dag uforvarende kommer til at låne den bog på det lokale bibliotek, som viser sig at være intet mindre end øksen til den tilfrosne sø i os, da vil den indre dæmon slippe løs. Set med denne optik bliver læsning til en dæmonisk beskæftigelse.

Link til Kanaljens' hjemmeside: Kanaljens.dk

1. På originalsproget lyder citatet: "... ein Buch muß die Axt sein für das gefrorene Meer in uns." Kafka taler tilsyneladende ikke om en sø, men om et hav. Man kan studere citatet i dets oprindelige kontekst her:

Wikiquote - Franz Kafka

På siden er der også flere bud på en oversættelse af citatet til engelsk. At oversætte Kafka er en hel videnskab.

2. Det er ikke nødvendigvis en dæmon med spidse ører, fipskæg og horn i panden, der er inden i os. Det kan også være en dæmon i sokratisk forstand. At læse bøger bringer den læsende i dialog med sig selv.

Et uudgrundeligt blik

et uudgrundeligt blik;
fuldmånen i dine himmelvendte øjne

Gæst på skæbnens hotel

Jeg drømte, at jeg var gæst på skæbnens hotel, at jeg var en sjæl før fødslen. Af receptionisten i skranken i hotellets vestibule — en ung mand, med en glat og kølig væremåde, som lod til at have tankerne et andet sted — blev jeg oplyst om, at der var tretten værelser ledige. Der var imidlertid ikke tale om værelser i traditionel forstand; hvert værelse repræsenterede en menneskeskæbne; i hvert værelse lå et menneskehylster, en avatar om man vil, i hvilken hotelgæstens sjæl ville tage bolig; så snart sjæl og avatar var forenet, ville deres fælles jordiske liv begynde. Tolv af de tretten avatarer ville få en lykkelig skæbne, den trettende en tragisk, blot kunne man som gæst på hotellet ikke vide, i hvilket værelse avataren med den ulykkelige skæbne ventede.

"I hvilket værelse vil du indlogeres?" spurgte receptionisten. "Nummer 1, 2, 3, ... eller 13? Tænk dig godt om. Det er et helt liv, det gælder. Sæt du valgte galt. Sæt du valgte halvfjerds år i lidelse. Sikke en nitte det ville være! ..."

Jeg tøvede. Receptionisten ventede med løftede øjenbryn på mit svar. Kunne jeg få lov at se værelserne? spurgte jeg.

Receptionisten forlod skranken for at vise mig værelserne eller rettere den gang, hvor værelserne lå, en gang med tretten døre; så man bort fra nummeret på den enkelte dør, så dørene fuldkommen ens ud. Det var ikke muligt at få lov at åbne dørene og kaste et kort blik ind. Det var hele ideen med denne virkelighedskonstruktion, sagde receptionisten lakonisk. Det kunne man naturligvis ikke lave nogen undtagelse fra. Det eneste, han kunne oplyse mig om, var prisen for det enkelte værelse. Han begyndte med monoton stemme at læse priserne op fra sine papirer. De varierede meget. Fra få galaktiske skillinger til over en million galaktiske rigsdalere; heldigvis var økonomien ikke et problem for mig.

Da receptionisten var færdig med at læse priserne op, gentog han sit spørgsmål om, i hvilket værelse jeg ville indlogeres. Igen tøvede jeg. Igen ventede receptionisten med løftede øjenbryn på mit svar. Kedelig vane han havde. Jeg forestillede mig, at det dyreste værelse måtte være det bedste, ligesom bryllupssuiten, VIP-suiten eller den royale suite er det i den vågne verden, og valgte derfor dette.

Receptionisten åbnede døren til det udvalgte værelse, og jeg blev til min store skuffelse ikke ført ind i den lyse, solskinsfyldte, overdådigt møblerede suite, som jeg havde håbet på, men ind i et lille mørkt kammer. I en seng lå et menneskehylster. Jeg så mismodigt på det. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det; jeg havde forventet noget smukkere; noget som bedre svarede til min sjæl. Det var som at se sig selv i spejlet, og derinde se, ikke ens egne velkendte træk, men et vildfremmed ansigt, et ansigt fra politiets forbryderalbum, ikke en morder, ikke en storsvindler, bare en sjuft.

Jeg vendte mig om mod receptionisten for at klage, men det var for sent; jeg kunne ikke vælge om; med den uimodståelige kraft tomme menneskehylstre udvirker på menneskesjæle, blev jeg suget ned i menneskehylsteret; det var som at drukne i et hav, som havde hoved, hænder og fødder.

"Du valgte forkert," hørte jeg receptionisten sige fra døråbningen bag mig. "Den tragiske skæbne er den dyreste. Det burde du have vidst."

Derpå lukkede han døren ind til værelset, og mit jordiske liv begyndte. Ud af en fremmed kvindes liv blev jeg presset; hun og jeg befandt os på en fødestue; den fremmede kvinde græd; jeg græd; hvem der græd mest hjerteskærende var ikke til at afgøre. Det var en jammer. Det satte, følte jeg, ligesom standarden for de efterfølgende begivenheder.

Huset som viste tænder

På min vej gennem sneen kom jeg forbi et lille hus med mansardtag af røde teglsten. Ned fra afslutningen af den øverste tagflade hang en imponerende række af lange istapper. Lyset fra den lavthængende sol spillede i dem og fik dem til at ligne et rovdyrs frygtindgydende tandsæt. Jeg tænkte, at det ikke kunne være nogen særlig venlige mennesker, der boede i et hus, der på denne måde viste tænder af alle, der kom forbi.

I husets forhave stod en ældre mand med en sneskovl, øjensynlig i færd at frilægge den flisebelagte sti mellem hoveddør og havelåge. Da jeg passerede ham, så han op og fremviste — idet han foregav at smile venligt til mig — sine tandløse gummer. Derpå fortsatte han med sit arbejde.

Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle sige til ham, at hvis det var hans kunstige tænder, han ledte efter, så befandt de sig oppe på husets tag.

I nat gik der ild i sneen

i nat gik der ild i sneen
bag skyerne fra min ånde
så jeg de orangerøde flammer
række tunge af stjernerne

Grænselandet

det fortælles at der i tidernes morgen
blev sat skel mellem drøm og virkelighed
mellem liv og død

det var nødvendigt
for den fælles erkendelsesproces
som alle atomer i universet
og dermed også mennesket er en del af
nemlig den at universet vil forstå sig selv

for hvad er at tænke og leve andet at sætte skel
og at drømme og dø andet end at udviske dem igen?

som florlette gardiner
der sagte bevæger sig i luftningen
er jeg når jeg bevæger mig ind i grænselandet
med mine tre øjne endnu i stand til
at ane det urgamle skel

dog frygter jeg en dag på samme måde
som en digter frygter at miste inspirationen
ikke mere at kunne øjne skellet

uforvarende som en mor
der træder på sit barns indbildte ven
vil jeg komme til at krydse grænsen

bag mig vil jeg efterlade mig
min iskolde ham;
broder æsel

i mit nye fædreland;
det dobbelte rige;
drømmen og døden
vil jeg være ren fortælling

Puslespillet

Jeg drømte, at verden var et stort puslespil, at der manglede en eneste brik, for at puslespillet var komplet, at jeg var en brik, der endnu ikke var blevet lagt, blot var jeg ikke den brik, der manglede, for at puslespillet var komplet.

Troldmandens øje

pas på du ikke en sen aften
af troldmanden får tilbudt et tredie øje
med hvilket du kan se det usynlige
og i dit begær efter nye indsigter
ubetænksomt takker ja

den verden du mener at kende så godt
tager sig nemlig helt anderledes dyster ud
set gennem dette øjes fortryllede optik
for hvad du før troede
var et virvar af enkeltindivider
som alene havde egne mål for øje
opdager du nu er forbundne
med tynde spindelvævsagtige tråde
vævet af skæbneedderkopper
som fra åstedernes lofter og paneler
er de tavse vidner til menneskenes ugerninger

således er morderen forbundet med den myrdede
tyven med den bestjålne
og du selv med hende der elskede dig
men som du svigtede igen og igen
for det er ikke de gode gerninger
der binder menneskene sammen
men de onde

du den treøjede vil
med den flettede krans i dine hænder
komme til at rejse gennem spøgelsesbyer
indhyllet i spindelvæv hvori menneskene
som fangne insekter på deres yderste
hjælpeløst spræller

værst af alle steder er kirkegårdene
hvor alle trådene synes at ende
som havde alverdens ottebenede korsbærere
bygget rede netop der
på denne sidste station inden evigheden
det vil for dig den efterladte være et frygteligt syn
at lægge forsoningskransen på den elskedes grav
synes ikke mere at være en mulighed

Revnen i himlen

Da jeg for nylig — en smuk efterårsaften hvor himlen af den nedgående sol blev farvet rød i mange raffinerede nuancer — var på vej hjem gennem parken, som ligger i nærheden af, hvor jeg bor, fik jeg øje på, hvad jeg i første omgang opfattede som en flagermus. Som en kulsort silhouet med de karakteristiske takkede vinger kunne den ses mod den næsten fluorescerende, røde aftenhimmel.

Som altid når man midt i storbyen er vidne til et optrin, som rettelig synes at høre hjemme ude i den vilde natur — som når en hvid buttet champignonlignende svamp skyder op fra asfalten, hvor det flyder med brugte sprøjter og kanyler, eller når man en sen nattetime ser en ræv med busket hale luske over en af byens centrale pladser — blev jeg grebet af en sær følelse. Med barnlig forundring, ja, næsten ærefrygt så jeg op mod dette ildevarslende jærtegn på den røde aftenhimmel.

Lidt senere, da jeg havde forladt parken, blev jeg imidlertid i tvivl om, hvad det egentlig var jeg havde set. Var det, jeg havde set, i virkeligheden ikke en revne i himlen? For var den tilsyneladende flagermus ikke blevet hængende i luften på det samme sted, og var den ikke blevet større og større, som om det var en revne, der udvidede sig?

Det var imidlertid for sent at gå tilbage til parken for at få sagen opklaret. Solen var gået ned, og den røde aftenhimmel var blevet til en mørk overskyet nattehimmel, på hvilken man ikke ville kunne skelne en eventuel revne.

Den eventuelle revne i himlen blev imidlertid ved med at optage mine tanker. Resten af aftenen brugte jeg på at spekulere over, hvordan jordens regeringer ville reagere på, at verden var ved at krakelere, og at spekulere på, hvad der mon var bag revnen. Jeg forestillede mig, at den amerikanske præsident — det nærmeste man kommer en leder af verden — holdt en tv-transmitteret tale for at berolige befolkningen om, at situationen var under kontrol; videnskabsmænd fra mange felter var i færd med at analysere revnen i himlen, og de dygtigste ingeniører fra bygningsindustrien var i færd med at undersøge, om man med fugemasse kunne tætne den. Men midt under talen, hvor revnen uanfægtet blev ved med at udvide sig i længden, slog den som et takket lyn ned gennem præsidenten og delte ham i to verdensdele, som aldrig mere kunne samles. Havde han dog blot et øjeblik fjernet sin opmærksomhed fra teleprompteren, ville han kunne have opdaget faren og have nået at træde til side. Det var en tragisk skæbne for den præsident, som ved sin tiltrædelse havde tændt håbet i så mange menneskehjerter. Verdenen fortsatte imidlertid uanfægtet med at krakelere. Som en delvis nedrevet plakat hang der nu kun nogle få strimler tilbage af den gamle verden, mens den nye bagvedliggende verden fyldte mere og mere af ens udsyn.

De fleste mennesker gik under med den gamle verden. De var alt for opslugt af deres nære omgivelser til, at det kunne gå anderledes. Kun nogle få drømmere, en gruppe på en 5-7 mænd og kvinder, en slags drømmeagtige efterkommere af Noah eller Columbus, var som de eneste i stand til at foretage springet fra den gamle verden ind i den nye.

Den nye verden, som de som de første mennesker betrådte, mindede om det indre af en kæmpemæssig mørk katedral. Højt oppe anedes hvælvinger af udseende som flagermusvinger.

Vellystens have

Den troløses digt til den trofaste, fundet blandt den trofastes efterladte papirer. Der er tale om en rekonstruktion, da nogle af ordene er gjort ulæselige af den trofastes tårer.

du som er trofast
gør klogt i at slippe mig den troløse fri
og lade mig høste frugterne
af legen mellem kønnene i vellystens have
hvor du med din trofasthed
for altid vil være som en fremmed fugl

for holder du mig fanget
som en gøgeunge under dine vingers skygge
vil vi så ikke begge to ende som
et frugthylsters menneskelignende frø
som aldrig fik lov til at spire?

men slipper du mig derimod fri
vil jeg til gengæld love
at begrave mit troløse hjerte
i din grav mellem bævreasp og grædepil
resten af mit afsjælede legeme
får dit sidste hvilested ikke som husven
det skal spredes som aske
ud over det jordiske paradis
hvor det rettelig hører hjemme

du som er trofast
du var mit livs elskede
den eneste ene
men jeg den troløse
var kun i stand til at elske dig
ved at elske alle andre

De identiske tvillinger

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Ved det første øjekast kunne jeg ikke bemærke noget usædvanligt ved manden. Han lignede en ganske almindelig mand. Men da han takkede høfligt for, at han måtte komme ind i VORES stue, studsede jeg alligevel lidt. "Vores?" spurgte jeg forsigtigt. "Ja, dig," sagde han, idet han pegede på mig. "Og din bror." tilføjede han, idet han pegede på mit spejlbillede i det spejl, som hænger i min stue. Den døde begyndte derpå sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte mig den aften.



Det var min lod i tilværelsen at blive forelsket i to søstre, som var identiske tvillinger. Ikke alene lignede de hinanden som to dråber vand, de havde også synkrone bevægelser. At se dem danse — de to tvillinger var nemlig begge balletdansere — hensatte mig i den målløse beundring, der er et af vidnesbyrdene om den sande forelskelse. Selv da den ene tvilling under udførelsen af et særligt vanskeligt spring var så uheldig at falde, da valgte den anden tvilling i søsterlig kærlighed at falde på den nøjagtig tilsvarende måde, hvilket gjorde, at jeg ikke betragtede faldet som et uheld, men som et stort kunststykke.

Denne perfekte lighed i tvillingernes udseende og bevægelser satte mig imidlertid i et dilemma. For hvem af de to tvillinger skulle jeg vælge at gifte mig med? Hver gang jeg var sammen med dem, studerede jeg dem indgående i håb om at finde en forskel og dermed en grund til at foretrække den ene frem for den anden. Men ak, det var umuligt for mig at finde selv den mindste forskel. Havde den ene tvilling dog blot haft en skønhedsplet, den anden ikke havde, da havde jeg valgt den pletfrie tvilling, thi jeg er et menneske, der søger perfektionen.

Når jeg imidlertid befandt mig uden for tvillingernes tryllekreds og ved mine fulde fem kunne ræsonnere over de sanseindtryk, som jeg løbende fik under samværet med tvillingerne, indså jeg, at der var noget, der ikke stemte; ingen mennesker, selv ikke identiske tvillinger, er uden forsæt i stand til at gøre alle bevægelser synkront. Den ene af tvillingerne måtte være den første (om ikke andet så have været den første til at komme ud af deres fælles moders liv, ligesom det var tilfældet med Esau, som i sin moders liv kæmpede om den førstefødtes privilegier med sin tvillingebror Jacob), og den anden tvilling kunne således opfattes som en, der imiterede den førstefødtes autentiske bevægelser. Mine øjne var imidlertid ikke stand til at registrere, hvem af tvillingerne der gjorde de autentiske bevægelser, og hvem der gjorde de imiterede, da de imiterede bevægelser blev gjort med en forsinkelse på blot få hundrededele af et sekund.

En skæbnesvanger aften — fuldmånen fordoblede sine kratere og sletter af basalt ned til den mindste detalje i den spejlblanke sø ved tvillingernes hus, hvor jeg denne aften var gæst — besluttede jeg mig for at få sagen oplyst. Hvem af de to var kopien? spurgte jeg i et bydende tonefald tvillingerne, som var jeg en gårdvagt, der havde grebet to uvorne børn på fersk gerning. Det udløste stor vrede hos begge tvillinger. De skældte mig ud. Hvad var det for et menneskesyn, jeg havde? Alle mennesker var unikke. Alle var særegne. Der fandtes ingen kopier i menneskenes verden. Men lidt senere kom den ene af søstrene ud i den månebelyste have, hvor jeg under tvillingernes ukontrollerede følelsesudbrud var søgt ud, og sagde med forgrædte øjne lavmælt, at det var den anden tvilling, der var kopien. Hvordan kunne jeg være sikker på det? spurgte jeg. Tvillingen rakte mig sin hånd, som i måneskinnet fik et næsten overjordisk udseende over sig, som var den udhugget af den penteliske marmor fra Attika af selveste Pygmalion. Kunne jeg ikke se alle de fine detaljer? spurgte tvillingen. Hvis jeg så nøje efter, ville jeg kunne se, at den anden tvilling fremstod mere utydeligt, ligesom det er tilfældet med en gipskopi i forhold til den originale statue. Desuden var graten, der skyldtes mellemrummet mellem støbeformens to halvdele, stadig synlig. Støbeformen? sagde jeg. Ja, sagde tvillingen, den anden tvilling var en afstøbning af hende, som en gammel ven af familien, en dukkefører og lidt af en tryllekunstner, havde givet liv. Det lød jo ikke videre troværdigt. Jeg var stadig i tvivl, men det endte med, at jeg giftede mig med tvillingen, der var kommet ud til mig i haven. Ikke på grund af det hun havde sagt, men på grund af hendes tårer, der som det eneste denne fuldmåneaften havde virket ægte.

Det blev imidlertid ikke noget lykkeligt ægteskab. Tvillingen, jeg havde giftet mig med, bedrog mig med stor set alle mænd, som blot viste hende den mindste smule opmærksomhed. Den anden tvilling derimod levede et kysk liv. Hun giftede sig aldrig, og jeg mistænkte, at hun mente, at hendes søster havde frarøvet hende den eneste mand i verden, hun kunne have elsket. Der opstod en dybfølt sympati mellem os to. Når vi alle tre var sammen, sendte jeg og kopien ofte hinanden forstående blikke, gerne via spejle, især når tvillingen, jeg havet giftet mig med, højtideligt bedyrede, at hun aldrig havde været mig utro. Endvidere lod kopien ikke til at kunne ældes. Mens tvillingen, jeg havde giftet mig med, efterhånden blev en gammel heks at se på, var kopien som den dag, da jeg første gang havde mødt tvillingerne.

Mit ægteskabs massive utroskab tog hårdt på mig, og jeg blev syg ind til døden. Tvillingen, jeg havde giftet mig med, sad ved mit dødsleje og lod, som om hun sørgede. Den ene tåre efter den anden trillede ned ad hendes kinder. Jeg kunne ikke holde ud at se på dem, da det var dem, der den skæbnesvangre aften i den månebelyste have havde været skyld i, at jeg havde valgt at gifte mig med hende, og jeg sagde i et bittert tonefald: "Jeg skulle have giftet mig med kopien." Det udløste en vrede, som ikke var mindre end tvillingernes den skæbnesvangre aften. Hvordan kunne jeg være så hjerteløs i den sidste stund, vi tilbragte sammen? skreg tvillingen, jeg havde giftet mig med. Nu skulle hun fortælle mig sandheden. Der havde aldrig været en kopi. Hun var enebarn. Hendes tvillingesøster var min indbildning. Hun fandtes ikke. Det var mit dobbelte blik, der havde fået mig til at se hende. Jeg havde set den indbildte tvilling i søen, som hun, enebarnet, gik langs, i spejlet eller vinduesruden, som hun, enebarnet, stod foran, i de bonede gulve, som hun, enebarnet, havde danset på, og sidst, men ikke mindst, i alle de tårer, som hun, enebarnet, i løbet af vores ægteskab havde grædt. For ikke at ende som pebermø, derfor og kun derfor, havde hun, enebarnet, den skæbnesvangre aften i den månebelyste have valgt at lege med på min leg. Det var de sidste ord, jeg hørte hende sige, inden jeg døde.

Tidligere fortællinger i serien De dødes fortællinger:

• Tjekhovs pistol

• Jomfruen

• Vandnymfen

• Den med længsel ventede

• Trækvinden

• Din næste i spejlet

Trækfuglemimik

Ord hvisket af en ældre herre, med buskede øjenbryn, på vej gennem et parkanlæg:

ved den første nattefrost
når mine øjenbryn truer med at flyve bort
sammen med efterårets fugletræk
for undervejs mod rejsens endemål
at lege tagfat med svalerne
hen over pyramidernes toppe
og med deres flygtige skygger
bringe sfinksens ansigt til live
bønfalder jeg dem:
efterlad ikke mit ansigt mimikløst tilbage
som en gravsten med forvitret indskrift
blandt nedfaldent løv
for hvordan i alverden skal mit ansigt
kunne udtrykke vemod grænsende til vanvid
uden jeres vingesus?

Damen med den lukkede vifte

Damen med den lukkede vifte. Farvelagt fotografi fra omkring 1900. Følgende digtfragment tillægges hende:

Kærlighed blev ikke bygget på én dag,
står der skrevet i epistelen,
som aldrig blev besvaret.

Om det foreløbige bygningsværk
står endvidere skrevet:
Selv om hvælvingerne er opakke
og vores flakkende blikke
overser det usynlige,
er hverdagen en skrækroman.
Hver dag dræbes håbet
på vej op og ned ad endeløse trapper.
Det er sandt, at tårnbyggerne står i kø,
men de ensomme hjerter
er levende begravet i murværket.

Fra prædikestolen opfordres
de mest udholdende blandt de torturerede
til at holde det tredie øje på klem
i henhold til overleveringen om,
at bygherren holder sig strengt til
arkitektens tegninger,
og at den nedgravede skat
skal søges i forsvindingspunktet.

Men selv om mange fægter
vildt med armene i alle mulige retninger
med det resultat,
at den tilfældigt forbipasserende
(før i tiden omtalt som din næste)
får den ene ørefigen efter den anden,
ved ingen imidlertid mere,
hvor de skal lede.

Drømmen om at være et landskab

Jeg drømte, at iagttageren og det iagttagede byttede roller, således at den, der iagttog, blev den, der blev iagttaget, og at det, der blev iagttaget, fik bevidsthed. Jeg var steget op ad et bjerg. Jeg stod nu ved udsigtspunktet og så ud over det smukke landskab. Da skete rollebyttet. Lidt senere ville et tilfældigt vidne forbløffet kunne have overværet, hvordan landskabet i skikkelse af et menneske — en anelse fortumlet over det skete — steg ned ad bjerget. Jeg, i skikkelse af et landskab, blev tilbage, eksponeret for alles øjne, for altid. Jeg tror, at det var en kunstners drøm, jeg drømte.

Musikanten

sommetider når jeg fra lyset
stiger ned i tunnelen
hvor musikanten
står og spiller på sin violin
og altid hilser på mig
med et forbavsende varmt smil
som var jeg hans gode gamle ven
tænker jeg over
fortidens forestillinger
om menneskets udødelige sjæl

for hvem af os to er egentlig den udvalgte?
jeg har småmønterne
men musikanten
har melodierne der blev væk
når vi en dag mødes for enden af tunnelen
vil det så ikke være ham
som efterlader mig tilbage i mørket
for selv at bo i lyset
for evigt?

Elfenbenstårnet

nederst i en skuffe
gemmer jeg
på en gammel brik fra et skakspil
et arvestykke, hvis historie er gået tabt

det er et tårn
lavet af elfenben
stakkels elefant

resten af skakspillet mangler;
kongen, dronningen
løberne, springerne
de tre andre tårne
bønderne
og det bræt, deres verden udgjordes af

hvor er de henne?
måske er de gået tabt?
måske er de spredt for alle vinde?
måske er der andre
der gemmer på en brik fra skakspillet
nederst i en skuffe?

sommetider tænker jeg på
alle de partier
der kunne spilles
hvis vi en dag mødtes

Den ufuldendte grav

Jeg sover, og mens jeg sover, drømmer jeg om min far og mor, kongen og dronningen af månen, og en grav. Drømmen har to scener. Den første scene er et øde månelandskab. Min far og mor, kongen og dronningen af månen, er i færd med at grave et hul.

"Kære far og mor, hvad laver I?" spørger jeg.

"Vi graver en grav til dig, William Alexander," svarer min mor dronningen i et næsten muntert tonefald.

Sceneriet fader ud.

Den anden scene er samme sted, men på et senere tidspunkt. Mine forældre er borte. De har efterladt sig to skovle og en grav, der ikke er gravet færdig. Jeg griber den ene skovl og begynder at grave. Det er ikke mig selv, men den logik, drømmen, dvs. de to scener, foreskriver, som dikterer mig at grave graven færdig. Fortællingen må gå videre. Nogen må gøre arbejdet færdigt. Den historie, andre har begyndt om en, må man selv fuldende. Hvor trist den end måtte være.

Jeg vågner af drømmen og tænker: Der må være en anden mulighed. Man må kunne begynde en ny fortælling. Men for at kunne det, må man først skrive den oprindelige fortælling om.

Min ukendte familie på jorden

Graven

På en af de store kirkegårde lidt uden for København står der en gravsten af poleret blå granit. Selv på en gråvejrsdag synes krystallerne i den blå granit at tindre som stjernerne på nattehimlen. Indsat i den blå granit er et lille rundt lysende hvidt relief forestillende månegudinden Selene. I sin favn bærer hun to sovende børn. I den blå granit neden under relieffet er indgraveret to navne, belagt med bladguld, en mands og en kvindes — der er, må man gå ud fra, tale om et ægtepar. Af datoerne fremgår det, at de døde med kort tids mellemrum.

Udflugter med mål

Af og til cykler jeg ud og ser til dette gravsted, ser efter, om alt er, som det skal være, og hvis stedmoderblomsterne og isbegonierne, som i sommerhalvåret bliver plantet neden for gravstenen, trænger til vand, fylder jeg en af kirkegårdens gamle zinkvandkander og vander dem. Jeg ved i grunden ikke, hvorfor jeg har denne affinitet til gravstedet. Måske er det blot for at have et mål for udflugten? Andre har en måske en bænk, de cykler efter, en ensomt beliggende bænk, med udsigt ud over havet, hvor de så sætter sig og drikker en medbragt øl, imens de lader tankerne vandre med sølvmågernes og havternernes flugt hen over havet. Sådan en bænk har jeg endnu ikke fundet. I stedet for har jeg dette gravsted.

Julekortet ved gravstenen

For halvandet års tid siden, hen imod jul, da jeg ankom til kirkegården, lå der en krans ved gravstenen, og ved siden af kransen stod der et syltetøjsglas med skruelåg med et kort i. Jeg skruede låget af og tog kortet op. Det lugtede surt; af etiketten fremgik, at der havde været syltede asier i glasset. På kortet stod:

Kære William Alexander

Du ønskes hermed en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nyt år. Jeg håber, at du har det godt. Jeg var så heldig, da jeg er en ivrig amatørastronom at få øje på dig i mit teleskop i mit observatorium i G., da du faldt ned fra månen. Det må have været en grim oplevelse at falde så dybt, i alt 350.000 kilometer, og du kunne have slået dig rigtig slemt, da du ramte jorden. Heldigvis — som jeg så det i teleskopet — overlevede du på mirakuløs vis faldet. Du slog godt nok hovedet, men ikke slemt, håber jeg. Jeg så, at Von O fandt dig og tog sig af dig, bl.a. sørgede han for at uddanne dig med henblik på dit nye liv på jorden. I dag lever du så i din egen lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Af og til har jeg vendt mit altseende teleskop imod din færden på jorden og fulgt med i, hvordan det gik for dig. I begyndelsen var dit ansigt som forstenet. Du var et menneske i sorg. Men Von O gjorde alt, hvad han kunne for at få dig til at smile igen. Dit smil var aldrig langt borte. Du er jo ligesom din mor, dronningen af månen, et menneske, der har let til latter. Du skal bare vide, at vi, din store familie på jorden, savner dig meget og håber at se dig. Du er jo også en del af os.

Mange kærlige hilsener

Din kusine Hypatia, på vegne af din store familie på jorden.



Min første afvisning

Min store familie på jorden? Et øjeblik var jeg et stort spørgsmålstegn. Men så kom jeg i tanke om, at det passede. Min mor, dronningen af månen, havde en søster og en bror på jorden. På et tidspunkt blev hun vred på søsteren og ville ikke have noget med hende og resten af familien at gøre. Sådan kan det gå. På kortet var der angivet alle mulige måder til at komme i kontakt med kusine Hypatia. Adresse, telefonnumre og e-mail-adresse. Jeg havde ikke lyst til at møde hende og resten af min ukendte familie. Måske lidt uretfærdigt forestillede jeg mig dem som storspisende asieelskere og deres hjem som mørke og indelukkede rum, hvor der lugtede sursødt som det indvendige af et ikke tilstrækkeligt rengjort syltetøjsglas. Jeg vidste ikke længe, hvordan jeg skulle reagere, men til sidst skrev jeg følgende e-mail til kusine Hypatia.

Kære kusine Hypatia

Du må undskylde, at jeg først nu svarer på dit kort. Men grunden er, at jeg er lidt i vildrede med, hvad jeg skal svare.

Det er rigtigt, at jeg var så uheldig at falde ned fra månen. Det var som at falde ned i en dyb afgrund. Den første tid efter faldet var meget slem. Jeg var som en fremmed på jorden. Nogle nætter, gerne når det var fuldmåne, stod jeg op og gik udenfor og så op på månen. Jeg led af hjemve. Jeg savnede mit liv på denne jordens drømmeagtige drabant. Mest på grund af min mor dronningen. Jeg elskede og elsker hende stadig. Hun havde et elskende hjerte, den fineste egenskab, et menneske kan have.

I dit kort skriver du, at I håber at se mig. Det kan jeg slet ikke finde ud af at svare på.

På den ene side ville jeg have det meget svært ved pludselig at få en "ny" familie her på jorden i stedet for den "gamle", jeg havde på månen. Da jeg faldt ned fra månen, var det afslutningen på et langt kapitel. Det var en cirkel, der blev afsluttet. Her på jorden er jeg begyndt på en frisk. Samtidig synes jeg også, at det ønske, som min mor, dronningen af månen, udtrykte om ikke at have noget med sin familie på jorden at gøre, bør respekteres.

På den anden side har jeg det meget dårligt med at afvise mennesker, der rækker hånden frem (som jeg føler, at du gør). Jeg er selv blevet afvist af mennesker, bl.a. en pige. Hun hed Camilla og var fra Søborg. Det gjorde meget ondt i mit klovnehjerte. Den smerte vil jeg nødig forårsage hos andre mennesker. Man skal jo behandle andre mennesker, som man selv ønsker at blive behandlet.

Jeg håber, at du kan bruge dette svar til et eller andet, og at du vil modtage det i den ånd, det er skrevet.

Jeg ønsker dig og din familie al mulig lykke fremover.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn



Min anden afvisning

Det er det, jeg selv kalder for en høflig afvisning. Hensigten var, at jeg ikke skulle høre mere fra kusine Hypatia. Hvis jeg selv modtog et sådan svar, ville jeg trække følehornene til mig. Men det gjorde kusine Hypatia ikke. Hun kunne tilsyneladende ikke fatte eller acceptere min høflige afvisning. Jeg modtog en lang e-mail, som jeg ikke skal trætte læseren med, hvori hun bl.a. skrev, at hun ikke syntes, at det uvenskab, der opstod mellem min mor, dronningen af månen, og hendes søster, skulle gå ud over mig. Og det var kun begyndelsen. Nu da jeg havde været så uforsigtig at give kusine Hypatia min e-mail-adresse, begyndte hun med jævne mellemrum at sende e-mails til mig. F.eks. blev jeg inviteret til hendes fødselsdag. Jeg måtte igen sætte mig ved tastaturet og formulere et svar.

Kære kusine Hypatia

Tak for invitationen til din fødselsdag.

Jeg må imidlertid desværre melde pas.

Det kan godt være, at det lyder lidt patetisk, men dengang jeg faldt ned fra månen, følte jeg det som, at jeg steg ned i den helvedesskakt, som Dante har beskrevet, og ud over den hjælp, som jeg fik af Von O (min dødsvandrings Vergil), og som jeg er ham dybt taknemmelig for, har det været en ensom færd. Den efterfølgende tid på jorden har jeg brugt på at skabe min egen tilværelse og at blive menneske igen. Det er ikke noget, der sker på fjorten dage. Det tager år. Det er ikke noget, jeg venter at møde forståelse for, for I mennesker i den nordvestlige del af jordkloden lever et hektisk og overfladisk liv, hvor der ikke er plads til dybere følelser. Det er måske barsk formuleret, og der er givetvis nogen, der er uenige i udsagnet, men det er ikke desto mindre sandt. Fred være med det.

Min tid går med at passe mit lille job som (...) på (...) Der prøver jeg på at være så udadvendt og hjælpsom som muligt. Resten af min tid går med at tage imod døde mennesker, der besøger min lille lejlighed på Ensomhedens Allé, og at nedskrive deres fortællinger. Det morer mig, og måske er der også noget helende ved processen?

Mit liv på månen var ikke altid lige let. Min far kongen var en tyran. Han behandlede hverken min mor dronningen eller månens befolkning godt. Man siger, at fædrenes synder straffes på børnene. Jeg håber ikke, at det forholder sig sådan, men i visse sorte stunder kan man ikke undgå at føle, at der er et vist gran af sandhed i udsagnet. For mens min far kongen lod til at leve et ubekymret og egoistisk liv, var det op til hans omgivelser, dvs. min mor dronningen, mig og månens befolkning, at bære byrderne og smerten (sådan virkede det i hvert fald). Og i sidste ende var det kun mig, der havde styrken til det. Nu skal det ikke forstås sådan, at min far kongen var roden til alt ondt, det var snarere den fjende, der boede i hans blod, der var roden til alt ondt. Og selv om jeg ikke har en tyrans hjerte som min far kongen, men en klovns hjerte, så bor den fjende også i mit blod, da mit blod er det samme som min faders. Dette mit klovnehjerte og denne min fjende i blodet (som bestandigt bekriger hinanden) har tilsammen skabt et mærkeligt sammensat menneske. Som prins af månen har jeg blandt andet været plaget af en stor skyldfølelse, en skyldfølelse som min far kongen, ja, vel ikke engang min mor dronningen, var i stand til at føle. Gjorde jeg et eller andet forkert? Hvis man havde levet på en anden måde, kunne de tragiske begivenheder, som førte til mit fald mod jorden, så have været undgået? Den slags spørgsmål kan jeg godt plage mig selv med.

Tillykke med fødselsdagen den (...) Jeg håber, at det bliver en god dag.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn

Min tredie og definitive afvisning

Dermed håbede jeg, at jeg ikke kom til at høre mere fra kusine Hypatia. Men ak. For nylig skrev hun til mig igen.

Kære William Alexander
Kunne godt tænke mig at vide hvordan det går med dig ???
Kunne du ikke have lyst til en lille tur til mit observatorium i G. ???????
Mange venlige hilsener din kusine Hypatia

Da fortrød jeg, at jeg overhovedet havde svaret på julekortet ved graven, at jeg ikke bare havde smidt det ud sammen med det surt lugtende syltetøjsglas. Jeg synes, at jeg havde sagt det så tydeligt, som jeg kunne uden at skulle såre unødvendigt. Jeg har ikke lyst til at møde kusine Hypatia. Ja, fremprovokeret af hende ved jeg snart ikke, om jeg overhovedet har lyst til at møde nogen som helst mennesker mere. Ikke engang Camilla fra Søborg. Jeg har ikke den mindste lyst til at se hende igen. Det er, som om relationer til mennesker, man ikke har set længe, har en udløbsdato. Når den bliver overskredet, sætter ligegyldigheden ind. Folk, man ikke ser i det daglige, er som døde. Jeg passer mit arbejde. Jeg taler med Von O. Jeg ved ikke engang, om jeg — hvis Von O byggede det rumskib, han har planer om at bygge efter de tegninger, jeg har fået af en af de døde, jeg har haft besøg af — om jeg så ville flyve tilbage til månen. Hvad skulle jeg dog der? Genoptage mit liv på slottet Stjerneborg som prins af månen? Det hele er så længe siden efterhånden. Jeg er kommet videre. Det er andre tilsyneladende ikke. Til sidst skrev jeg følgende e-mail:

Kære kusine Hypatia

Jeg beklager, at jeg har været lidt tid om at svare. Men jeg synes heller ikke, at du gør det særligt let for mig med dit direkte spørgsmål. Men under alle omstændigheder:

Det går faktisk bedre med mig. I hvert fald med min psykiske tilstand. Jeg har fået begivenhederne omkring mit fald ned fra månen på afstand, og jeg tager gennemgående livet lidt mere afslappet, end jeg gjorde i begyndelsen af denne periode af mit liv. En gang imellem dukker der nogle ubehagelige minder fra min tid på månen op i mit sind, det er ofte begivenheder, hvor jeg føler, at jeg svigtede, men det bliver sjældnere og sjældnere.

Efter en lang sommerferie er jeg begyndt på mit arbejde igen. Arbejdspladsen er lukningstruet. Men det er ikke noget nyt, det har den faktisk været i al den tid, jeg har arbejdet der. Man skal spare. Jeg så helst, at jeg kunne beholde arbejdet. Det er et rart arbejde, bortset fra (...) Det er trættende. Men også det er jeg begyndt at tage mere afslappet. Ud over det har jeg mine små projekter, som jeg arbejder på, noget med at skrive og lave billeder, det har jeg vist nævnt tidligere. Om det går godt med disse projekter? Tja, lidt mere bevægelse kunne jeg godt ønske mig, men det går i hvert fald fremad, selv om det går langsomt.

Jeg har i en periode ikke bevæget mig så meget fysisk. Så tager man på i vægt, desværre. En overgang gik jeg til noget træning i et fitnesscenter. Men jeg holdt op, da vinteren 2009/2010 blev så streng. Så var det ikke sjovt at køre derhen på cykel. Jeg synes heller ikke, at det hjalp særlig meget. Jeg håber på at begynde på at bevæge mig lidt mere. At gå og cykle ture.

Det var så lidt om, hvordan det står til.

Jeg beklager, men jeg har ikke lyst til noget møde. Det gør mig vel ikke til noget ondt og afstumpet menneske? Don't take it personally, som jeg har hørt, at de siger på amerikanske film. Jeg er selv engang blevet afvist. Af en pige, der hed Camilla og var fra Søborg. Har jeg nævnt det før? Nå, men det tog jeg til efterretning. Også det er jeg kommet over.

Dengang jeg levede på månen, handlede jeg tit af pligt og ikke af lyst. Og jeg har tit spillet rollen som forsoner mellem mennesker. Forsoneren, der gør ting af pligt og ikke af lyst. Den rolle ønsker jeg ikke at spille mere. Det er måske derfor, at jeg har fået det bedre? Jeg lader Mælkevejens uforsonlige stivnakker være det, de er. Det er ikke min opgave at frelse dem og universet.

Jeg føler, at jeg har gjort min pligt. Der er ikke flere pligter, der er ikke mere, der skal forsones. Der er ikke noget sår, der skal heles. I hvert fald ikke andre end de små rifter, et helt almindeligt liv på jorden indebærer. Jeg vil ikke spille Jesus Kristus. Det overlader jeg trygt til ham selv. Jeg går ud fra, at han billiger dette. At tro på ham, er vel også at tro på, at han magter det univers, hans egen far har skabt? Jeg passer mit eget lille liv, og det har jeg det OK med. Jeg har ikke noget mellemværende med nogen, jeg har ikke nogen "gæld", der skal betales.

Jeg føler lidt, at det er den rolle som forsoner, du spiller, kusine Hypatia. Det er al ære værd. Hvis det giver en selv mening. Jeg kan bare ikke den rolle mere. Og som sagt: Der er ikke noget, der skal forsones. Det kan godt være, at du synes, at det var noget værre tågesnak, jeg lirede af der, men det er i hvert fald sådan, jeg oplever livet for nuværende. Jeg har ikke lyst til at møde nogen. Jeg har bare lyst til at være for mig selv.

Jeg håber, at det går dig og din datter godt. Jeg er sikker på, at der er masser af indhold i jeres tilværelse.

PS: Jeg håber ikke, at du bliver stødt over nogle af mine formuleringer. Det er ikke min mening. Hvis du gør, så må du være storsindet og tilgive mig.

Med kærlig hilsen

William Alexander Månesøn

Den gule fare

Jeg drømte, at alle de glade smileys fra e-mailene i min indbakke blev forvandlet til de gule oste fra computerspillet Pac-Man, og at de ville æde mig. Som et lille skræmt spøgelse i blå pjerrotkostume løb jeg gennem labyrinten på flugt fra min omverdens venlighed.

Kentaur og havfrue

Camilla, hvordan kan kærligheden, Gud har skabt, tage fejl?

Ja, jeg er en kentaur, og du er en havfrue.

Men hvordan kan kærligheden, Gud har skabt, tage fejl?

Paul og det talende kranium - The Last One

Paul: Hvad døde du egentlig af, kranium?

Det talende kranium: Af grin, Paul. Det er en meget almindelig dødsårsag blandt humorister.

Paul og det talende kranium 13

Paul: Ved Copenhagen Fashion Week blev der vist masser af gennemsigtig mode.

Det talende kranium: Det lyder som kejserens nye klæder.

Paul og det talende kranium 12

Paul: Vi to er som skabt til at opføre Hamlet. Jeg kunne spille den melankolske prins, og du kunne spille Yorick.

Det talende kranium: Yorick er ikke noget for mig. Han har ingen replikker. Jeg vil hellere spille Ophelia.

Paul og det talende kranium 11

Paul: Det er en ofte overset kunst at kunne fatte sig i korthed.

Det talende kranium: Sagde manden, som netop havde set Bayeux-tapetet.

Paul og det talende kranium 10

Paul: Nu har du været tavs, lige siden vi i går så Michael Hanekes film Det hvide bånd. Hvad er der i vejen?

Det talende kranium: Jeg tænker stadigvæk over, hvad det egentlig var, der foregik i den landsby.

Paul og det talende kranium 9

Paul: Betjente er ikke gode til matematik.

Det talende kranium: Når man spørger dem om, hvad der kommer efter tyve, svarer de politi.

Paul og det talende kranium 8

Paul: I gamle dage havde vi inkvisitionen.

Det talende kranium: I dag har vi B.T. og Ekstra Bladet.

Paul og det talende kranium 7

Paul: Jeg synes, at Paul og det talende kranium minder om The Angriest Dog in the World af David Lynch.

Det talende kranium: Hvorfor det? Der er da ikke nogen hund med i vores univers.

Paul og det talende kranium 6

Paul: Unge mennesker synes, at gamle mennesker er irriterende.

Det talende kranium: Det er kun, indtil de selv bliver gamle. Så synes de lige pludselig, at det er unge mennesker, der er irriterende.

Paul og det talende kranium 5

Paul: Det var under Tour de France. En romantisk middag for to. Jeg ankom i en hvid silkeskjorte. Pigen serverede spaghetti bolognese.

Det talende kranium: Og inden længe var du indehaver af den prikkede bjergtrøje.

Bombningen af Hiroshima - set i en historisk sammenhæng

Atombomben over Hiroshima

I dag er der en anden blogger, der har et indlæg med titlen "De døde for vores skyld i Hiroshima".  Titlen er sikkert valgt med stor omhu med det formål at provokere. Den mission er lykkedes. Jeg synes oprigtig talt, at det tangerer blasfemi at gøre det japanske kejserrige, som stod for nogle af 2. Verdenskrigs største krigsforbrydelser, til Guds lam.

Det er i mine øjne noget historieløst sludder at sige, at de døde for vores skyld i Hiroshima. Hvis de endelig døde for nogens skyld, så var det for den japanske kejsers skyld.

Japan var på den tid en aggressiv, ekspanderende magt. På samme måde som tyskerne var herrefolket i Europa, var japanerne herrefolket i Asien. Der herskede i landet en perverteret æreskultur med inspiration fra samurai tiden. Kejseren havde guddommelig status. Det var den kultur, der muliggjorde de berømte kamikaze piloter, som bl.a. bombede Pearl Harbor. Og muliggjorde krigsfangelejre, der — hvor umuligt det end kan synes — overgik de tyske koncentrationslejre i grusomhed. Alle japanere græd, da kejseren endelig kapitulerede. Bemærk: De græd over det tab af ære og anseelse, de følte, at Japan led ved at kapitulere. Trods bombningen af Hiroshima og Nagasaki ville de fortsætte. Det var den fanatisme, USA var oppe imod. Uden bomberne havde krigen måske varet til ind i 1950erne, med store tab af menneskeliv på begge nationers side.

Efter krigen tvang USA Japan til en reformering af samfundet. Samtidig fik landet massiv økonomisk hjælp. Det er en af årsagerne til, at Japan i dag er et af verdens rigeste lande. Det moderne Japan har desværre stadig svært ved at erkende landets egne ufattelige krigsforbrydelser.

Forstå mig ret. Jeg synes også, at atombombernes konsekvenser for civilbefolkningen er forfærdende. Men begivenhederne skal ses i deres historiske kontekst.

Paul og det talende kranium 4

Paul: I en lærebog er det vigtigt at læse det, der står mellem linierne.

Det talende kranium: Men det er vigtigere at læse det, der står på linierne, for det er det, man bliver spurgt om til eksamen.

Paul og det talende kranium 3

Paul: Så du nordlyset, som meteorologerne lovede os i går?

Det talende kranium: Næh. Jeg gik en aftentur med himmelvendte øjenhuler. Nordlyset viste sig desværre at være et blålys.

Paul og det talende kranium 2

Paul: Hvis en astronaut opdagede en myg på Mars, ville det være en sensation.

Det talende kranium: På jorden ville han give den et klask.

Paul og det talende kranium 1

Paul: De kloge siger, at man skal gå efter bolden, ikke manden.

Det talende kranium: Det er nok ikke et råd, en pige, der gerne vil have en kæreste, bør følge.

Bogstavet A

En engelsktalende pige henvendte sig til mig på gaden i København. Hun rakte mig en kopi af et kort, pegede på et sted, der var markeret med en rød cirkel med bogstavet A, og spurgte om, hvordan hun kom derhen? Jeg så længe på kortet med dets labyrintiske net af veje og på den røde cirkel med bogstavet A. Cirklen med dens røde farve og den pil, den endte i, fik den til at minde om et hjerte. Som to statuer stod vi i mylderet af travle mennesker på vej hjem fra arbejde, pigen med solskinnet spillende i sine øjne, idet hun så op på mit ansigt, jeg med et tankefuldt udtryk i mine øjne, som snarere end at være vendt mod kortet i mine hænder, var vendt indad mod mit sind, som på forunderlig vis syntes at være et spejlbillede af kortet med dets labyrintiske net af veje, blot mørkere og mere huleagtigt, afskærmet fra solskinnet som det var.

Ude i periferien af gaden, enten åbenlyst siddende på trappetrin og åbenlyst lænende sig op ad husmure, eller også halvt i skjul af portåbninger, var byens dagdrivere med deres falkeblik for usædvanlige optrin imidlertid allerede begyndt at samle sig. De mindede om udhungrede ulve, som i skjul af buskadset har spottet et svagt individ i flokken af fredelige planteædere ude i det åbne. Presset af deres tilstedeværelse følte jeg mig nødsaget til at bryde min langvarige tavshed. Jeg sagde, at bogstavet A i grunden ikke befandt sig langt fra det sted, hvor vi stod. Ifald der havde eksisteret en vej i fugleflugtslinie fra det sted, hvor vi stod, og til bogstavet A, kunne hun være der inden for et kvarters tid. Problemet var imidlertid, at denne vej, hvor ønskelig den end måtte være i denne situation, ikke eksisterede. I stedet for var der et labyrintisk net af veje, hvor man hele tiden stod over for valget mellem at gå til venstre, til højre eller lige ud. For ikke at tale om bag ud, hvis man havde været så uheldig at være gået for langt. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke var helt på det rene med, hvad bogstavet A dækkede over, men ifald der — som jeg antog — var tale om en meget søgt attraktion, ville den, da det allerede var sent ud på eftermiddagen, sandsynligvis være lukket, når hun, efter at være gået forkert en masse gange undervejs, endelig nåede frem.

Hvad forventede hun i det hele taget, at der ville ske, hvis hun nåede frem til bogstavet A? At hun ville opleve et eller andet, som ville gøre et uudsletteligt indtryk på hende, og som måske ville forandre hende som menneske for altid? At hun ville blive lykkelig? At hun ville blive frelst? At hun ville få den fred og ro i sindet, som nogle troende håbede, at en valfart til f.eks. Lourdes eller Santiago de Compostela ville bringe dem, som var bogstavet A i lighed med disse steder et helligt sted? Jeg ville nødig tage håbet fra hende, men det var næppe sandsynligt, at det ville ske, det var nøgtern set urealistiske forventninger. Var det for øvrigt overhovedet korrekt, når man omtalte bogstavet A som et sted i geografisk forstand? Var der ikke snarere tale om en bevidsthedstilstand? En bevidsthedstilstand, som, hvis man opnåede den, ville medføre, at betydningen af ens omgivelser ville fortone sig. Jeg mener, hvis man elsker og er elsket, er man så ikke bedøvende ligeglad med, hvor i verden man befinder sig? Om man befinder sig fjernt fra verdens vrimmel eller i verdens navle?

Undervejs i mit svar havde dagdriverne vist begyndende tegn på uro. Nogle blottede tænderne. Andre stampede i jorden eller gestikulerede truende i retning af pigen og mig, med deres lange kloagtige negle. Alle lod de til at have forstået mit svar. Pigen derimod var mere usikker på meningen af mine ord. Hun spurgte, om jeg dermed rådede hende til at opgive at finde frem til bogstavet A? Jeg svarede, at det nok var at overfortolke mine ord. Måske skulle hun snarere forstå dem som, at jeg nok ikke var den rette at spørge om vej. Dels var jeg en dårlig kortlæser, dels var jeg højre-venstre konfus. Jeg havde så vanskeligt ved at orientere mig i den vågne verden, at jeg ofte fór vild. Jeg var i dette øjeblik rent faktisk faret vild. Jeg havde i et stykke tid været på vej hjem til min lejlighed på Ensomhedens Allé, men var netop, som hun havde henvendt sig til mig, kommet i alvorlig tvivl om, i hvilken retning jeg burde fortsætte.

Samtalens skift fra at handle om bogstavet A til at handle om min person lod til at have ophidset dagdriverne yderligere. En begyndte at hyle. Ingen af de travle mennesker på vej hjem fra arbejde tog dog notits af dette, da man i København er vant til gademusikanter af alle mulige slags. En anden tog afsæt, som ville han i ét gigantisk spring kaste sig over pigen og mig. Kun de andre dagdriveres indgriben forhindrede ham i hans forsæt. Pigen var imidlertid slet ikke klar over den store fare, vi befandt os i. Hun spurgte om, hvordan jeg klarede mig, når jeg var så dårlig til at finde vej? Havde jeg ikke en ven eller veninde, der på samme måde som et menneske, der leder en blind, kunne hjælpe mig? Jeg svarede, at jeg slet ingen havde til at hjælpe mig, men at jeg benyttede en form for trial and error metode. Jeg vedblev simpelthen med at gå, indtil jeg genkendte en eller anden form for pejlemærke i bybilledet, det være sig et iøjnefaldende tårn, springvand eller lignende. Derfra var vejen som oftest nem. Desværre havde disse pejlemærker af uransagelige grunde det sig med at skjule sig for mit blik, således at bybilledet, som jeg gik, ville blive mig mere og mere ubekendt, for til sidst at fremstå som et aldeles fremmed sted, hvor jeg aldrig havde været før. Dette havde imidlertid ikke, som man måske kunne forledes til at tro, kun negative følger. Det havde f.eks. betydet, at jeg havde set steder, som folk, som kun bevæger sig på alfarvej, aldrig havde set og aldrig ville komme til at se. Jeg var uforvarende havnet i gyder, hvor det vågne liv holdt op og de gådefulde drømme begyndte. Gyder, hvor det maskineri, det vågne liv som en hud var spændt ud over, var blotlagt. Pillede man ved dette maskineri, begyndte byen at forandre sig. Snoede gader ville rette sig ud og blive til brede boulevarder af haussmannske dimensioner, små torve ville vokse til store pladser, som det tog en evighed at krydse. Dette betød nødvendigvis, at andre gader måtte forsvinde, husene på begge sider af disse gader ville nærme sig hinanden, først ville dagslyset forsvinde, gaden ville få et arkadeagtigt udseende over sig, senere ville den formindskes til en krypt, for til sidst måske helt at forsvinde, når husmurene mødtes og husene voksede sammen. Specielt ville gyden, hvor man selv befandt sig i, lukke sig som en kiste omkring en for altid. Pigen gøs. Hun sagde, at hun nødig ville ende i den slags blindgyder, at hun var alt for ung til at ville lade sig begrave levende i maskineriet bag det vågne liv, selv om det måtte være i selskab med et nok så sympatisk menneske. Sveden sprang fra hendes pande, og hendes øjne havde et vildt udtryk af frygt.

På dette tidspunkt blev vores samtale for meget af det gode for dagdriverne, og en af dem, i grunden ikke et særligt individualiseret eksemplar af flokken, snarere en slags tom, gennemsigtig form, hvorpå et udtræk af flokkens karakteristika som helhed var hældt, tilsyneladende netop derfor valgt af flokken som deres talsmand, forlod sin udkigspost i skjul af portåbningen og kom hen til os. Idet han lod til helt at ignorere min eksistens, henvendte han sig til pigen og sagde, at der intet problem var i at finde frem til bogstavet A, han stod selv over for at skulle derhen, om de ikke skulle følges ad? Som et hjælpeløst menneske på vej ned i en afgrund, der får tilbudt en fremstrakt hånd, greb pigen dagdriverens behårede hånd med de lange kloagtige negle, uden så meget som at kaste et eneste frygtsomt blik på dens ejermand med de blottede tænder og lodne ører, og lod sig trække op. Vel oppe af afgrunden fortsatte hun sammen med dagdriveren straks videre i retning af bogstavet A. Ikke så meget som en eneste gang vendte hun sig om og så sig tilbage, som frygtede hun, at den del af byen, hvor jeg stod, besad den samme forvandlingskraft som det brændende Sodoma over tilbageskuende flygtninge. Hendes blik var fast rettet fremad mod bogstavet A, som hun, ført af dagdriveren med den upåklagelige stedsans, i al hast nærmede sig. Jeg fulgte pigen og dagdriveren med øjnene, indtil de som bittesmå skikkelser i menneskemylderet smeltede sammen til et og forsvandt. Et uindviet øje ville måske have taget dem for et kærestepar.

Verden er en scene ...

William Shakespeare: Verden er en scene, og alle mænd og kvinder blot skuespillere ...

William Alexander Månesøn: Såh? ... Hvor er publikum? ... Og hvor er lønningsposen? ...

En klovns hjerte

Vinden på månen

Som spæd lå jeg i en vugge i et afsidesliggende værelse på Slottet Stjerneborg. Jeg husker det som, at værelset — ud over vuggen jeg lå i — var næsten tomt. Mærkelige øde omgivelser at placere et spædbarn i, skulle man mene — men måske er det min hukommelse, der spiller mig et puds?

Et vindue i værelset stod åbent. Ind gennem det og ind i det store tomme værelse blæste vinden på månen. For det meste blidt, i skikkelse af en vederkvægende brise, men når jeg brød ud i hjerteskærende barnegråd over den store ensomhed, det så gådefuldt var min lod at blive født ind i, tog den til i styrke, så min vugge forsigtigt begyndte at gynge fra den ene side til den anden, som var den blevet skubbet af en kærlig mor. Frem og tilbage, frem og tilbage, vuggede vinden på månen mig ... indtil jeg faldt til ro.

I dag ved jeg som alle andre voksne mennesker på jorden, at der ikke blæser nogen vind på månen. Alligevel erindrer jeg det som, at det var vinden på månen, der vuggede mig som spæd. Så til den skeptiske læser af denne fortælling vil jeg sige: Tag ikke vinden på månen fra mig i al din voksne rationalitet, for uden den havde jeg slet ingen haft til at trøste mig i min ensomhed og det ville have været ubærligt.

Sådan tilbragte jeg min tidligste barndom på månen. Hvad min far og mor lavede, ved jeg ikke. De havde vel travlt med at være konge og dronning af månen. — Min far opholdt sig vel i slottet Stjerneborgs våbenkammer i færd med at slibe sine knive, sabler og hellebarder og rense og smøre sine pistoler, geværer og kanoner, kort sagt i færd med at vedligeholde alle de våben, som han brugte til at true månens befolkning med, så den ikke gjorde oprør. — Min mor opholdt sig vel i slottet Stjerneborgs blomsterhave i færd med at passe sine hvide måne kallaer, eller også spillede hun Ravels Pavane pour une infante défunte og andre melankolske musikstykker på sin harpe i et afsidesliggende tårnværelse, mens hun kastede længselsfulde blikke mod dobbeltstjernen Alfa Centauri, på en af hvis frodige planeter hun havde levet et sorgløst liv som prinsesse, indtil hun ak så fatalt for hendes skæbne havde mødt min far.



Den tildækkede kvinde

En dag skete der imidlertid noget uventet. En dag åbnede nemlig døren sig, og ind i værelset med min vugge sneg sig en kvindeskikkelse, hvis ansigt under en krans af måne snerler var dækket af et slør, som mest af alt fik en til at tænke på et ligklæde. Den tildækkede kvinde sneg sig hen til vuggen og bøjede sig ind over den. Hendes ansigt var ganske tæt på mit, så tæt at jeg med min lille næse, der kun var vant til den hengemte lugt i værelset, som end ikke et åbentstående vindue kunne fortrænge, kunne registrere måne snerlernes duft af honning og vanilje, og jeg så med et barns troskyldighed op i hendes sorte stikkende øjne, som svagt lod sig ane gennem sløret.

På grund af sløret var det ikke til at afgøre, hvilken alder den tildækkede kvinde havde, om hun var ung eller gammel. Måske var hun en ung kvinde, men blot med et så gammelklogt udseende over sig at der i overført betydning voksede mugpletter overalt på hende, eller måske var hun gammel kvinde, men kendte de samme tricks, som faraonernes hustruer og senere de aldrende skuespillerinder i Hollywoods storhedstid benyttede for at fremstå unge? Gamle kvinder, hvis hud var tynd som pergament, men som ikke desto mindre lå stramt om åre, muskel og knogle uden den mindste fold eller rynke. Ve den unge elsker, som først for sent, lænket af hendes rustne favntag på hendes himmelsengs bløde silkelagener, opdagede kvindens sande alder! Men for at vende tilbage til den tildækkede kvinde; hun havde denne næsten naturstridige dobbelte aura af visdom og jomfruens uberørthed over sig, som man kun ser hos visse ældre nonner, der har levet et langt liv i bøn og i cølibat.



Et sort hjerte med lange pigge

Det store tomme værelse blev nu scene for så uhyggelige begivenheder, at vinden på månen holdt op med at blæse, som holdt den vejret af skræk og rædsel. Den tildækkede kvinde åbnede min brystkasse, tog mit hjerte ud og løftede det op i udstrakte arme. Vi så begge med himmelvendte øjne op på hjertet, der pulserede i hendes hænder. Det lignede slet ikke et menneskehjerte. Det lignede mest af alt et sort søpindsvin med lange pigge. Jeg var lige så overrasket som den tildækkede kvinde. Jeg var ikke klar over, at min spæde krop gemte på sådan et dæmonisk organ.

"Jeg tænkte det nok," sagde den tildækkede kvinde. "Den spæde prins har ligesom sin far et sort hjerte med lange pigge. Månens befolkning kan se frem til at blive tyranniseret af endnu et medlem af denne slægt af despoter og tyranner. Det fortjener den ikke. Derfor har jeg medbragt et hjerte, som har tilhørt en af Mælkevejens allerstørste klovner. Jeg vil erstatte tyrannens hjerte med klovnens hjerte."

Hun rev hjertet ud af mit bryst, satte det andet i dets sted, lukkede min brystkasse, kastede en håndfuld gyldent støv over mit bryst, svingede sin tryllestav og fremsagde en trylleformular, så klovnens hjerte begyndte at slå i mit bryst og der intet spor var efter hendes kirurgiske indgreb.

"Stakkels William Alexander Månesøn!" sagde den tildækkede kvinde. "Du er et nødvendigt offer for, at andre kan få det godt. Nu har jeg givet dig en klovns hjerte. Det vil næppe bringe dig lykke. Det vil gøre dit livs vej stenet og kroget. Som en form for kompensation vil jeg give dig følgende råd: Ligegyldig hvordan det end kommer til at gå dig her i livet; luk aldrig døren ind til himlen, luk aldrig døren ind til himlen."

Visdommen fra Corvus

I det samme øjeblik kom min mor dronningen med blomstrede havehandsker og en blomstersaks i sin hånd ind i værelset.

"Hvem er du, og hvad laver du i min søns værelse?" spurgte hun.

Den tildækkede kvinde løftede sit hoved op fra vuggen og så hen på min mor dronningen.

"Kan du se pyramiden dér?" spurgte hun og pegede ud af det åbentstående vindue og ud på månelandskabet, hvor en pyramide lå badet i det blålige lys fra jordkloden."

"Ja," sagde min mor dronningen. "Det er den pyramide, den afdøde farao Khufu lod opføre, da han fór vild på sin vej til Auru, de gamle egypteres paradis, og strandede med sit solskib på månen."

"Nuvel," sagde den tildækkede kvinde, "dengang, der ingen pyramide var, dengang, der kun var et krater efter et meteornedslag; dengang vankede jeg allerede omkring i månens støv."

"Det er lang tid siden," sagde min mor dronningen.

"Ja, for dig, som er en ung kvinde, og som netop har født, må det føles som lang tid siden," sagde den tildækkede kvinde og lo, "men ikke for mig, for mig føles det, som var det i går. Men lad os blot med syvmileskridt fortsætte vores tankerejse tilbage i tiden, tilbage til dengang, der slet ingenting var her, dengang der ingen måne, ingen jord, ingen sol, ingen stjerner, ingen himmel var til, dengang alt var tomhed og mørke; dengang var jeg her allerede."

"Hvem er du da? — Du, som var til, før verden blev skabt?" spurgte min mor dronningen, en ærefrygt kom over hende.

"Jeg er visdommen," sagde den tildækkede kvinde. "Og i aften har jeg endnu engang med et lille indgreb ændret verdens gang."

Hun hævede med en pludselig bevægelse sine skeletagtige arme under kappen, der var en lyd af baskende fuglevinger, som når en stor fugl letter, og med ét var hun forsvundet ud af det åbentstående vindue og fløj som en skrigende fugl af kragefamilien et par gange rundt om faraoen Khufus pyramide, inden hun forsvandt i retning af stjernebilledet Corvus.

De ovenfor berettede begivenheder ligger langt tilbage i tiden, så langt, at jeg knap nok husker dem mere. I dag lever jeg, efter at jeg som dreng faldt ned fra månen, i eksil på jorden i min lille lejlighed på Ensomhedens Allé. Den ensomhed, jeg lærte at kende i vuggen i det afsidesliggende værelse på Slottet Stjerneborg, har fulgt mig gennem livet. Men om aftenen, når månen langsomt hæver sig op på himlen uden for mit vindue og jeg bereder mig på at gå til ro, kommer jeg den tildækkede kvindes ord i hu om aldrig at lukke døren ind til himlen og jeg falder med klovnens hjerte i mit bryst på knæ ved min seng og beder mit fadervor.

En blå og gæstfri vært - interview med Neil Armstrong

William Alexander Månesøn: "Sir, det må have været et stort øjeblik for Dem, da De som det første menneske fra jorden ankom til månen. De må have haft det som Christoffer Columbus, da han gik i land på øen San Salvador. Af alle de nye og fremmedartede sanseindtryk som De sikkert må have fået på Deres enestående opdagelsesrejse, hvilket var da det største?"

Neil Armstrong: "Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, da vi på vej til månen fløj ind i dens skygge. Vi var stadigvæk tusinder af kilometer borte fra månen, men tæt nok på til at den næsten fyldte hele vores runde vindue. Set fra vores synsvinkel dækkede den solen, som under en solformørkelse set fra jorden, og solens strålekrans var synlig om månens rand som et gigantisk linseformet eller tallerkenformet lys, som strakte sig flere månediametre ud i rummet."

"Det var et storslået syn, William Alexander Månesøn! Men selve månen var et endnu mere storslået syn! Vi var i dens skygge, så ingen del af den var oplyst af solen. Den var alene oplyst af lyset fra jorden, den blå planet. Det fik månen til at fremtræde blågrå, og hele sceneriet virkede helt klart tredimensionelt. Jeg blev for alvor klar over, visuelt klar over, at månen er et kuglelegeme og ikke kun en flad skive, som den jo fremstår som set fra jorden. Det virkede næsten, som om månen som en form for velkomst ville vise os, hvor rund og buttet den var, hvor lig den var jorden i sin form. Jeg var sikker på, at den ville være en gæstfri vært."

"Det viste sig også at være tilfældet. Som Buzz (Buzz Aldrin, red.) har udtrykt det: Månen var et meget naturligt og behageligt sted at arbejde."

Begynd med månen

Historien fortæller os, at i den forgangne
tid, hvor så mange ting har fundet sted,
virkelige, fantaserede og tvivlsomme,
udtænkte en mand det uhyre projekt

at gengive alt, som fandtes i universet,
i en bog, og med grænseløs kraft
konstruerede han det høje og drøje manuskript
og polerede og deklamerede det sidste vers.

Da han ville sige tak til sin skæbnegudinde,
løftede han øjnene og så en skinnende
skive i luften og forstod, forvirret,
at han havde glemt månen.

Sådan lyder de tre første vers i Jorge Luis Borges' digt Månen. Da jeg for nylig for første gang læste digtet, følte jeg et øjebliks glæde. Et øjebliks glæde og så ikke mere. Glæden var at sammenligne med den, en kortlæser i en bil føler, efter at bilen længe har kørt gennem den mørke nat for så pludselig med sine forlygter at oplyse et vejskilt med et bynavn, som viser, at man er på rette vej. Glæden bestod i, at jeg indså, at jeg selv var begyndt mine skriverier med det, manden i Borges' digt havde overset, nemlig månen.

Digtet er oversat af Morten Søndergaard og findes i samlingen Borges og jeg.

Verdens højeste mand

Jeg drømte, at der var opløb i gaden; verdens højeste mand aflagde vores by et besøg. Folk stimlede sammen neden for hans lange ben. Nogle stod på tæer og rakte billeder, bøger og kuglepenne op mod kæmpen i håb om at få hans autograf. Andre stod med bagoverbøjet hoved og himmelvendte øjne, som om de iagttog en solformørkelse eller et eller andet andet astronomisk fænomen. Men kæmpen lo blot forlegent, mens han med hånden viftede nogle nysgerrige mursejlere, som kredsede om hans hoved, bort, som om der blot var tale om nogle fluer.

"Kære venner," sagde han. "Selv om jeg er høj, er jeg er ikke verdens højeste mand. Jeg er blot den ydmyge tjener, der binder remmen på hans sko. Jeg er blevet sendt i forvejen af ham for at melde hans ankomst."

"Dér, venner, dér kommer først verdens højeste mand," tilføjede han og pegede ud mod horisonten.

Og dér kom et kæmpe menneske rigtignok gående med syvmileskridt hen over de marker, skove og søer, der omgiver vores by. Hver gang en af hans fødder rørte jorden, udløste det et mindre jordskælv, og han måtte dukke sig for ikke at støde hovedet ind i månen. Da kæmpen nåede hen til os, gled hans skygge ind over os og det blev pludselig bælgravende mørkt, som om det var midt om natten. Hunde begyndte at hyle. Børn begyndte at græde. Byens ledelse havde imidlertid forudset, at dette ville ske. En stor projektør blev tændt, og efter at operatøren i et stykke tid havde ledt med lyskeglen i nattemørket over byen, fandt og oplyste han endelig kæmpens ansigt.

Da opdagede jeg med ét, at kæmpen havde min faders ansigt.

Jeg fattede ingenting! Jeg gentager: jeg fattede ingenting! For ligesom det er tilfældet med de fleste andre unge mænd i min generation, endte jeg, da jeg var fuldt udvokset, med at være højere end min far, om end der kun var tale om nogle få centimeter. Så hvorfor skulle jeg stå her i hans sorte skygge, som et anonymt medlem af en flok, og se beundrende op på ham? Jeg fattede ingenting!

"Det er min far," sagde jeg til en mand med en kikkert ved siden af mig og lavede en grimasse, som om jeg ikke vidste, om jeg skulle le eller græde. Manden målte mig med et hånligt blik.

"Hvis det er sandt, William Alexander Månesøn," sagde han, "så er din far en meget uheldig mand, at han har fået en dværg som dig til søn."

Derpå satte han atter kikkerten for øjnene og så med ærefrygt op på min faders ansigt, der som en kæmpe fuldmåne hang over byen.

Uhyret i Mare Humorum

Jeg har i et tidligere indlæg fortalt, at jeg savner min mor, dronningen af månen. Det samme kan mildest talt ikke siges at gælde min far, kongen af månen. Han var en tyran og behandlede hverken min mor eller månens befolkning godt. Er der en ting, jeg, William Alexander Månesøn, ikke bryder mig om, så er det tyranner, hverken dem på månen eller dem på jorden.

Efter endnu en svinestreg mod månens befolkning fra min far kongens side — det var kort tid inden, at jeg faldt ned fra månen — fortalte jeg ham min ærlige mening om ham, altså at han var en tyran, og tilføjede, at han kunne gå ad helvede til. Min far kongen blev dybt rystet. Han havde ikke forventet, at hans klovneagtige og tilsyneladende altid dagdrømmende søn var i stand til at rumme sådan en vrede og sådan et had. Han svarede, at det kunne jeg ikke være bekendt at sige til min gamle far, han, som havde båret mig på hænder og fødder. Sådan så min far altså på vores indbyrdes forhold; jeg skyldte ham alt. Han derimod skyldte mig intet. Han sagde det godt nok ikke direkte, men det lå implicit i hans ord. Jeg så anderledes på sagen. Jeg var smerteligt bevidst om, at vi af en far og søn at være havde et ejendommeligt forhold; at han var en dårlig far, og at jeg var en dårlig søn, var sikkert og vist; men hvem, der bar hvem, stod for mig at se mere hen i det uvisse.

Treforken og det grinende grisehoved

For at illustrere dette synspunkt vil jeg fortælle følgende historie fra min barndom. Engang havde min far kongen sat sig i hovedet, at han ville lave et mandfolk ud af sin klovneagtige og tilsyneladende altid dagdrømmende søn. Derfor besluttede han at tage mig med på en fisketur på Mare Humorum. Det lyder måske meget tilforladeligt, men det er det ikke, for Mare Humorum er et hav fuld af grusomme uhyrer. Hvad skal jeg sammenligne det med? Det minder vel mest af alt om havet i jordklodens indre, hvor Axel, Axels onkel, professor Lidenbrock, og islændingen Hans fra deres tømmerflåde overværede en drabelig kamp mellem fiskeøglen ichthyosaurus og svaneøglen plesiosaurus. I Mare Humorum er der nemlig en sådan trængsel af uhyrer, at havet ville være i bestandigt oprør, hvis det ikke lige var for, at uhyrernes sanser havde været så stærkt nedsatte, at de hverken ser, hører eller føler hverandre, men hver især tror, at de er det eneste uhyre i Mare Humorum. Et af uhyrets særtræk er dets blindhed over for sine omgivelser.

Min far kongen hentede nu i slottet Stjerneborgs våbenkammer, som er fyldt med alskens våben, en frygtindgydende trefork med mange modhager, et mørkt og gotisk våben. Og i slottets køkken hentede han et grisehoved, hvortil han med en krog fastgjorde en line. Det var meningen, at grisehovedet skulle fungere som madding for uhyret.

"Jeg kaster svinehovedet ud i vandet," sagde min far kongen. "Når så uhyret dukker op fra havets overflade, støder du treforken i dets bryst og gennemborer dets hjerte."

Min far kongen lo og grisehovedet lo med, som om grisen stadig var levende og kunne se, hvor bange jeg blev ved udsigten til den forestående kamp med uhyret.

Vi gik fra slottet Stjerneborg mellem bakkerne af basalt ned til Mare Humorum, min far kongen forrest i sine kongelige jagtklæder, jeg bagefter i mit blå pjerrotkostume. Med kongekronen på sit hoved og treforken i sin hånd mindede min far kongen ikke så lidt om Neptun, herskeren over jordens have og de dyr, der lever i dem, ham, der er en statue af i enhver betydende havneby på jorden. Med det grinende grisehoved, som min far kongen havde overladt til mig at bære, og som jeg halvt bar, halvt slæbte gennem månens støv efter mig, mindede jeg ikke så lidt om det, jeg var i min far kongens øjne; nemlig en klovn. Nede på stranden lå den kongelige jolle, Jules Verne, trukket op på land. I fællesskab trak vi den ud i vandet og steg om bord. Min far kongen fattede årerne og begyndte at ro ud mod horisonten. På grund af årenes og jollens bevægelser blev vandet omkring os oplyst af måne morild, og nysgerrige måne skildpadder og måne delfiner slog os følge. Jeg så over på min far kongen, som med kongekronen på sit hoved sad og roede i et støt tempo. Hans blik var rettet mod et eller andet, han tilsyneladende havde fået øje på inde på kysten, bag min ryg. Jeg vendte mig om for at se, hvad det var han så på. Øverst oppe på en bakke af basalt, oplyst af det blålige skær fra jordkloden som netop nu langsomt steg op af Mare Humorum, stod dronningen af månen. Hun betragtede med urolig mine mig og min far tage af sted i den kongelige jolle Jules Verne, oplyst af måne morilden og ledsaget af de nysgerrige måne skildpadder og måne delfiner. Hun holdt sine hænder knuget foran sit bryst som i bøn.



Trolddomshavet

Da vi var kommet ud omtrent midt på Mare Humorum, holdt min far kongen inde med at ro. Her var ingen måne morild, og måne skildpadderne og måne delfinerne havde for længst opgivet at følge os.

"Her under os vrimler det med grusomme uhyrer, William Alexander," sagde min far kongen. "Det er her, de allerværste af dem holder til, de allerondeste."

Jeg kiggede forsigtigt ud over rælingen, ned i det mørke vand. Jeg kunne ikke få øje på nogen uhyrer nede i det sorte og tilsyneladende for lyset ugennemtrængelige vand, som mest af alt mindede om blækket i mit blækhus på skrivebordet hjemme på mit værelse på slottet Stjerneborg. Det eneste, jeg kunne få øje på, var refleksionen i det sorte vandspejl af mit eget blege og bange klovneansigt. Min far kongen rejste sig for at fatte treforken. Men idet han tog det første skridt, snublede han over det grinende grisehoved, fik overbalance og faldt i vandet. Med nød og næppe lykkedes det for mig at holde den kongelige jolle Jules Verne på ret køl.

Her er det nødvendigt at komme med nogle supplerende oplysninger om Mare Humorum. Mare Humorum er ikke alene et hav, der er fuld af uhyrer. Det er også et trolddomshav. Den, der er så uheldig at falde i det, risikerer at blive forvandlet til de særeste former for uhyrer. Nogle af månens marinebiologer hævder endda, at de fleste af de uhyrer, der lever i Mare Humorum, sandsynligvis er mennesker eller efterkommere af mennesker, der er faldet i havet og er blevet forvandlet til uhyrer. Den trolddomskraft, der er i vandet, er så stærk, at den, der fra strandkanten blot prøvende dypper foden i havet, risikerer, at foden bliver vansiret for altid. Derfor kan man på månen møde børn, som ikke har lyttet til deres forældres råd om at frygte Mare Humorum, og derfor i stedet for arme og ben har uhyres finner, luffer eller tentakler. Man kan intet gøre for at hjælpe disse hybrider af menneske og uhyre. Man kunne selvfølgelig vælge at amputere de groteske lemmer. Eller man kunne forsøge at dyppe barnet i vandet igen, i håb om at foden ville genvinde sin oprindelige skikkelse. Men det kunne føre til, at lemmerne forvandlede sig til noget langt værre. Det er et dilemma. Havets forvandlingsevne er i øvrigt et omdiskuteret emne blandt de lærde på månen. For hvad er det egentlig havet gør ved mennesket? Er det en reel forvandling, der sker, eller kalder havet blot det uhyre frem, det uhyre, som nogle af de lærde mener bor i ethvert menneske? Det har man på månen diskuteret i århundreder.



De tre uhyrer

Jeg så på det sted på havets overflade, hvor min far kongen, som en sten der går til bunds, var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Hvad foregik der mon neden under overfladen? Hvorfor kom min far kongen ikke op til overfladen igen? Kunne han ikke svømme? Jeg forestillede mig allerede scenen på strandkanten, hvis jeg vendte hjem uden min far kongen. Hvad skulle jeg sige til min mor? Hun ville blive dybt ulykkelig. Selv om min far kongen ikke behandlede hende godt, elskede hun ham alligevel. Panikken begyndte allerede at brede sig i mit sind. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne kraken. En rød kæmpeblæksprutte. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet og bevægede sine tentakler, som om den havde til hensigt at ville kvæle mig med dem. Jeg greb treforken, men tøvede. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.



Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne krakenen var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte, steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne svaneøgle. Den mindede om det sky søuhyre, der ifølge myten lever i Loch Ness. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet i det lille hoved for enden af den lange hals og slog med sine rombeformede luffer eller finner, som om den havde til hensigt at slå den kongelige jolle Jules Verne til pindebrænde med dem. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.



Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne svaneøglen var forsvundet. Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op fra boblernes og skummets midte steg et frygteligt udseende uhyre. Det var en måne leviathan eller måne liopleurodon, som den også benævnes. Den så hadefuldt på mig med sine onde øjne fra dybet og viste mig sine gigantiske krokodilletænder, som om den havde til hensigt at flænse mit kød med dem. Enhver anden, det være sig min far kongens generaler og soldater, ville have stødt treforken i uhyret og dræbt det — kun jeg, kongens søn, tøvede, som om blodet i mine årer fortalte mig, at det frygtelige uhyre foran mig havde min far kongens sorte hjerte. Jeg gjorde intet udover at se uhyret fast i øjnene, indtil det i nedstirret handlingslammelse valgte at forsvinde ned under havets overflade igen.

Jeg så på det sted på havets overflade, hvor måne leviathanen var forsvundet.
Overfladen var fuldstændig stille. Men med ét begyndte stedet, hvorpå mit blik var fæstnet, at boble og skumme, og op af boblernes og skummets midte kom min far kongen i sin vante skikkelse, med tang viklet om sit hoved og sin kongekrone, til syne. Han gispede efter vejret, fægtede med armene og råbte om hjælp. Jeg greb hans hånd og hev ham ombord i den kongelige jolle Jules Verne. Min far kongen var tydeligt påvirket af opholdet i troldomshavet. Han sagde:

"Jeg var kastet ned i dybet, ned i havets skød. Strømmene omgav mig, brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra min trone; får jeg igen mit kongeslot at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved og min kongekrone. Jeg var kommet ned til måne bjergenes rødder, porten til månens overflade var for evigt slået i bag mig. En eller anden klovn løftede mig op fra graven. Jeg kender ham ikke."

Jeg fortalte min far kongen om de tre uhyrer. Min far kongen svarede:

"Tro, hvad du vil, William Alexander, men jeg er ikke et uhyre. Intet uhyre er så uhyrligt, at det ikke kan føle skam. Jeg føler ingen skam. Derfor er jeg ikke et uhyre."

Jeg roede min våde og forkomne far, kongen af månen, tilbage til land. Han sad i et hjørne af den kongelige jolle Jules Verne, indhyllet i et tæppe og med et mørkt blik, hvormed han så frem for sig. Vi talte aldrig mere om fisketuren.